Gravid uge 13

Et år et åbenbart gået siden sidst, og man kan vidst godt sige at vi levet i en helt anden verden end vi gjorde for et år siden. For ikke nok med at Coronavirus er alt vi høre når vi tænker tv'et, så er mit liv også en smule anderledes. Jeg er gravid, jeg er faktisk i dag 12+6, så det vil sige at jeg faktisk er færdig med min 13 uge i morgen. Min plan er at jeg synes det kunne være hyggeligt at dele ud af denne del af mit liv, og samtidig synes jeg også det kunne være sjovt at kigge tilbage på.

Jeg fandt ud af at jeg var gravid den 23 februar, fordi min menstruation var forsinket. Det kom dog ikke som en chok, da vi selvvalgt havde smidt prævention et par måneder forinden. Glæden var selvfølgelig stor, men samtidig var udsigter også rigtig lange til at der skulle ske noget. Jeg skulle først til læge i uge 10, og det er altså en lang måned at vente på at det "rigtig" bliver bekræftet. Der var dog ingen tvivl, jeg var meget tydelig gravid på alle graviditetstest jeg tog op til læge besøget. Allerede omkring starten af uge 7, begyndte jeg at få en smule kvalme. Og jeg begyndte faktisk også at kaste op et par gange om ugen. Og vi snakker ikke morgenkvalme, vi snakker kvalme fra jeg vågnede om morgnen til jeg gik i seng om aftenen. Nogle gange startede jeg faktisk dagen med at sove en lur, fordi jeg havde det bedste når jeg sov. Så for mig var starten på Corona tiden ikke den værste fordi jeg var under dynen hele dagen alligevel.

I uge 9 blev jeg scannet hos en gynækolog, fordi jeg havde en tid til en underlivsundersøgelse, og vi besluttede os at tage afsted selvom jeg var blevet gravid. Jeg tog min kæreste med, fordi jeg fået fortalt at gynækologen, faktisk kunne scanne mig vaginalt. Så første gang vi så vores lille baby, var i uge 9. Jeg vil ikke lige frem sige at det lignede en baby, mere 3 klatter der var sat sammen, og så lod vi som om at vi kunne se hvad det var. Men det var ligegyldigt, fordi vi så et lille hjerte der blinkede, og det var det vigtigeste, at baby var i live.

At tage til lægen var en meget antiklimatisk oplevelse. De stillede nogle spørgsmål, og stak mig et stykke papir, som åbenbart var min vandrejournal. I mit hoved så den anderledes ud, men sådan er det åbenbart. Man alt i alt var det ikke specielt spændende at skulle til lægen.

Herefter gik der en lille måned, hvor jeg havde kvalme og dagene var lange, til at der lige pludselig skete en lille ændring. Jeg vågnede en dag op i uge 12 og kvalmen var væk. Jeg havde det godt og følte mig som mig selv igen. Dette varede dog kun en uge, og så kastede jeg op igen, og siden der har det været lidt op og ned. Jeg vil sige at i uge 13 har jeg været lidt utilpas igen. Det er dog ikke i nærheden af hvor slemt det var i de tidligere uger. Dog er det heller ikke lige så godt som jeg havde det i uge 12. Men min energi er tilbage, og jeg kan nu overleve en hel dag uden 1-3 middagslure. Det er dejligt, også for min kæreste. Han kan også mærke at jeg virker mere som mig selv.

Igår var jeg til en tryghedscanning, fordi at jeg første skal til nakkefold om lidt over en uge. Og jeg synes lige pludseligt at der var alt for langtid til. Jeg fik pludselig læst, at der er nogle der oplever at se liv i 8 uge, men når du når til nakkefold så er fosteret stoppet med at leve. Og når først sådan nogle tanker er plantet, så stopper man ikke med at tænke på, at der måske er noget galt. Så vi smuttede forbi en klinik i går, og så vores fine lille baby, som nu ligner en baby, hoppe og spjætte rundt inde i maven, med et hjerte der slog derud af. Så ingen grund til bekymring, og nu føler jeg mig faktisk også mere klar til nakkefold. Glæder mig allerede til at se den lille igen. Det er sjovt hvordan jeg hele tiden kan kigge på videoerne af hvordan den spjætter rundt og være lige fornøjet hver gang.

Likes

Comments