GRAVIDITETS DAGBOG - EN SAMLET OVERSIGT

Anders & Jeg skal som sagt være forældre til en lille baby i slutningen af Februar 2020 ♥
Og efter at have læst utallige graviditetsdagbøger online, som alle har sin egen måde at gøre det på, har jeg valgt at samle min i ét samlet indlæg, som løbende vil blive opdateret, som ugerne går. På den måde er det både nemmere for Jer, at få en oversigt over de forskellige uger og Jeg tænker også at det kan være lidt sjovt at sammenligne med sit eget forløb, selvom enhver graviditet er vidt forskellig.

Det her (med tiden) lange indlæg, vil være skrevet i lidt blandet nutid & datid, da jeg har skrevet på den lige siden jeg stod med en positiv test i slutningen af Juni. Og så vil vi selvfølgelig komme frem til idag, på et tidspunkt!

1. TRIMESTER

UGE 5
Omkring uge 5, stod jeg med en positiv test. Min cyklus har været svingende igennem en længere periode og en enkelt gang sprang min krop endda over en måned, så jeg havde ikke de store forventninger, da jeg tog den første test.

Jeg havde selvfølgelig håbet på et positivt resultat, men med sådan en svingende cyklus var jeg bange for at blive skuffet. Jeg skubbede derfor "test-dagen" til en lille uge efter min menstruation skulle være kommet og Jeg troede ikke mine egne øjne, da testen var rungende positiv med to meget markerede og tydelige streger ca. 1 min efter.

Jeg skyndte mig at tage endnu en test og derefter endnu en, og de var alle tre positive – heldigvis.
Og derefter begyndte jeg at tro lidt på det...


UGE 9
Første lægebesøg – Jeg har virkelig set frem til denne dag, for at få graviditeten endelig bekræftet af en anden end mig selv. Jeg kunne læse mig frem til, at første besøg ved lægen ligger imellem uge 6 og 10, så lægebesøget er lidt i den sene ende. Sammen med lægen fik vi snakket det hele igennem i forhold til livsstil, arbejde, eventuel sygdomshistorik osv. Vi fik startet på den obligatoriske gule vandrejournal, jeg fik taget mit blodtryk, blev vejet, fik taget en blodprøve og skulle også aflevere en urintest. DAGENS TIP: I kan ligeså godt kan have en urinprøve klar i tasken til aftaler ved lægen, da de skal bruge en hver gang.

Jeg var overbevist om, at jeg skulle have lavet en underlivsundersøgelse, men til min overraskelse fik jeg ikke lavet en...så på trods af de positive graviditetstest jeg selv havde taget herhjemme, gik jeg derfra med en følelse af tvivl? Uden et klart bevis og et ”Ja, du er gravid”, var det stadig lidt svært at forholde sig til, så vi havde lidt svært ved at glæde os alt for meget, på trods af, at alle medarbejdere ønskede os stort tillykke.

UGE 10
Vi har booket årets sommerferie til Grækenland og glæder os virkelig til at komme afsted i år. Sidste år var vi rundt omkring på mindre ture i Stockholm, Aarhus & Berlin, så vi har virkelig brug for at nyde en rejse sydpå, bare os to denne gang – det bliver nok den sidste i en rum tid.

Til ferien havde jeg pakket stort set alt min badetøj – for jeg var ikke helt sikker på, hvad der nu vil klæde kroppen. Jeg endte med at være glad for mine badedragter, da både Anders og jeg var enige om, at man tydeligt kunne se en ændring på min krop – maven var endelig begyndt at titte frem <3

Jeg elsker normalt græsk mad, men en blanding af varme og kvalme fra tid til anden, har virkelig gjort et indtag på min madglæde. Jeg kan virkelig mærke en forskel her. Jeg er normalt utrolig madglad og har altid lige kunne presse en dessert ned efter en middag, men pludselig kunne jeg ikke engang spise op. Jeg gik fra sulten til propmæt på nul komma fem. Så heldigt for mig og mit katte-hjerte, fik øens katte ofte glæde af mine leftovers. Restauranterne var nemlig gode til at dele resterne med de afventede katte, som holdt et vågent øje med lige udenfor restauranterne. På rejsen frem og tilbage til vores græske ø, skulle vi sejle ca. to timer. Jeg plejer normalt aldrig at blive søsyg, men jeg skal da lige love Jer for, at en blanding af vedholdende graviditetskvalme og skvulpende bølger, ikke er den bedste kombination. Jeg klarede den heldigvis, meeen jeg skal ikke ud at sejle igen lige forløbelig.

UGE 11
Selvom jeg syntes det går forholdsvis nemt igennem graviditeten (...altså uden at jinxe noget) har man jo hørt diverse skrækhistorier fra graviditeter med mange problemer. Men jeg syntes jeg er sluppet rimelig nemt igennem, indtil videre…Men alt er også relativt. Jeg startede med at have utroligt ømme bryster, også før jeg testede positiv og det var klart værst om morgenen, når jeg vågnede. Derudover har kvalmen og ikke mindst trætheden været en følgesvend igennem graviditeten indtil videre. Jeg sover normalt ikke i løbet af dagen, men jeg har været umenneskelig træt og haft svær kvalme, dog uden at kaste op – så jeg har ofte lagt mig i sengen i fosterstilling under dynen. Derfor har aktiviteten online også været begrænset – jeg har simpelthen ikke haft overskuddet til at være på.

UGE 12
I denne uge skal vi til Nakkefoldscanning eller 12 ugers scanning, som det også hedder. Jeg sidder virkelig med en form for frygt for denne scanning, for hvad nu hvis der ikke er liv? Så som vi sad i ventelokalet sad jeg med en blanding af ren og skær frygt for, at sygeplejersken ville komme med en træls tilbagemelding samt en meget ængstelig følelse, for gud hvor jeg også glædede mig til, at få graviditeten bekræftet og se den lille på skærmen – sådan for real!

Indtil videre havde mit eneste bevis på graviditeten, været de tre positive test, som jeg havde taget i uge 5..

Det gik heldigvis bare så godt og sygeplejersken var hurtigt til at finde baby'en og konstaterede også hurtigt, at alt var som det skulle være - med gode tal og det hele. Der kunne jeg virkelig ånde lettet op, jeg rakte ud efter Anders’ hånd og fældede også en tåre – puha, så blev det bekræftet, sådan 100% - graviditeten var ikke bare noget, som jeg havde gået og bildt mig selv og min krop ind, i alle disse uger.

DET SØGTE JEG PÅ:
Huskeliste nakkefold - hvad skal man være opmærksom på?

2. TRIMESTER

UGE 13
Efter at have haft det som vores egen lille hemmelighed, har vi efter en vellykket nakkefold scanning, endelig fået fortalt den nærmeste familie om graviditeten. Og åh hvor havde vi set frem til det! Så for at de skulle blive så overraskede som muligt, havde vi valgt at gemme overraskelsen i en skoæske. Bonusinfo: Anders er lidt af et sneaker head og køber ofte nye sko, som han ikke kan vente med at vise frem. Så det virkede ikke mærkeligt, at han havde endnu "et køb" at vise frem.

Derfor tænkte vi at en skoæske var det perfekte ”cover” for vores overraskelse, uden at de ville fatte mistanke. Vi havde købt et par små Adidas kravlesko og fundet et sødt kort, hvor vi havde lagt scanningsbilledet i og skrevet en sød lille tekst – ala ”Jeg glæder mig til at møde Jer til Februar”. For at dele nyheden med familien, havde vi på forskellige aftener, inviteret vores forældre forbi til aftensmad og imellem middagen og desserten, hentede Anders skoæsken for at vise ”sit nyeste køb frem” og ingen fattede mistanke. Derfor blev de også MEGET glade, rørte og overraskede da de så indholdet af æsken

MINE CRAVINGS:
Not: Bacon, Kage, Slik & Kaffe (meget smart, ikke?)
Hot: Frugt i alle afskygninger og meget gerne blommer (tror aldrig jeg har spist så meget frugt som nu!)

UGE 14 + 15:
Jeg er voldsomt sulten i disse dage, så når først sulten melder sig, så skal jeg bare have det og gerne med det samme. DAGENS TIP: Spis når du bliver sulten, alt andet resulterer bare i kvalme, i hvert fald for mig.

I denne uge er vi også vært for årets vejfest - så jeg får svært ved at kombinere graviditet med drukfest til kl. 04.00 om morgenen. Men det gik faktisk så fint, selvom den stod på sodavands-fest for mit vedkommende. Og også uden nogen fattede mistanke, haha!

Jeg kan godt mærke, at maven behøver mere plads end normalt - mine bukser strammer og maven kan være svær at skjule i bestemte kjoler. Da vi endnu ikke har fortalt det til andre end vores nærmeste familie, skal jeg være lidt kreativ med påklædningen. Jeg har også stadig den vildeste tissetrang og løber nok på toilettet +20 gange om dagen. Kvalmen kører lidt op og ned og selvom jeg normalt ikke bliver køresyg, skal der ikke mange skarpe sving til, før det kan mærkes i maven.

I denne uge rammer jeg også 100 dage som gravid - det er altså lidt specielt!


UGE 16 + 17:

Når denne uge er gået, er de første 4 måneder af graviditeten allerede gået - nøjs jeg syntes det går stærkt!
Og inden jeg får set mig om, er vi allerede halvvejs. Jeg har fundet både mine egne, men også Anders' gamle album med babybilleder frem - det er altså lidt sjovt at tænke på, hvem af os vores barn kommer til at ligne.

Vi har været ved at anlægge 2 x terrasser med nogle voldsomt tunge sten. Heldigvis har Anders taget en stor tørn og jeg hjælper så med det jeg kan (hvilket ikke er meget, udover at skovle & rive sand). Men det er nu hårdt nok i sig selv. Og da jeg kiggede baby albummene igennem, kunne jeg se at mine forældre lavede præcist det samme i deres hus, da min mor var gravid med mig. Så det er altså lidt sjovt at tænke på

Vi har været til 1. samtale hos vores Jordemoderen idag. Jeg havde virkelig set frem til at høre babyen igen, men var som normalt også lidt nervøs. Det gik heldigvis så fint! Vi fik tilbudt at tilmelde os "hånd om barnet" som er et kursus Aalborg Kommune tilbyder til førstegangs forældre. Her får man både info om fødslen, amning mm. inden fødslen og snakke med sundhedsplejerske mm. efter fødslen. Tænker det kan være en god måde, at forberede sig på den kommende tid, uden at man selv skal søge det hele frem via Google.


DET SØGTE JEG PÅ:

Bedste barnevogne 2019?
Hvad sker der til 1. jordemoder aftale?


UGE 18:
Redebyggeriet har taget sin spæde start, da vi har købt en tremmeseng + højstol fra Stokke. Vi fandt dem begge brugt til nogle vildt gode priser. Nu hvor vi har valgt at købe brugt, var det vigtigt for os, at de stod flot - og det må man sige de gjorde. Madrassen til sengen var nærmest ikke brugt, så den har vi fået renset og ellers er begge ting blevet gjort grundigt rene. Jeg syntes at det er så fint, at tingene kan komme videre i systemet og få nyt liv.

Jeg har også holdt min 30 års fødselsdag i denne uge og her fik vi også fortalt den sidste del af familien om graviditeten. Vi havde stillet stokke sengen klar i stuen, fyldt den med alverdens tøjdyr og krydsede fingre for, at de opdagede vores ”lille” hemmelighed De fangede den heldigvis og blev alle så glade.

Det er også en lettelse herfra, at hele familien nu er informeret, så man ikke skal passe på hvad man siger, hvor meget mave tøjet viser osv.

Jeg syntes også maven er ved at få fart på og jeg kan nu se, at den varierer meget i størrelsen fra morgen til aften. Min appetit er vendt tilbage, kvalmen er pist forsvundet og mit energiniveau er også forhøjet igen.

UGE 19:

Jeg er endelig begyndt at tage lidt på i vægt. Jeg har i en længere periode været lidt bekymret pga. min manglende vægtøgning (det plejer ellers at være omvendt..) men min jordemor har også forsikret mig om, at det kan være helt normalt, at den ekstra vægt pludselig kan dukke op indenfor 1 uge. Lige nu har jeg "kun" taget +1,5 kg. på

Maven er heller ikke særlig stor, så jeg venter i spænding på, at den får en mere rund form, så man for alvor kan se, at jeg er gravid. Jeg kan heller ikke undgå at få tanken ”
er det nu normalt, at maven er så lille?” Men efter utallige Google søgninger kan jeg se, at det faktisk er meget normalt at størrelsen kan variere meget. Så jeg må bare vente i spænding på, at maven for alvor viser sig

Nu hvor halvdelen af graviditeten er ved at være gået, syntes vi at det var på tide at få kigget og ikke mindst prøvekørt barnevogn. Og jeg tror faktisk at vi har fundet noget af det rigtige for os. De er meget ens, så det er helt sikkert detaljerne der kommer til at afgøre valget for os. Det skal være nemt at komme i den, når babyen har brug for det, den skal ikke veje meget og så skal den være nem at manøvre rundt i byen, på gåture rundt i nabolaget og når vi er nede at handle

DET SØGTE JEG PÅ:

Gratis babypakker
Huskeliste til baby


UGE 20:

Når denne uge er gået, er vi lige præcist halvvejs i graviditeten – det er faktisk lidt vildt at tænke på. Jeg tror at jeg har kunnet mærke baby’en i dag – har læst at det føles som sommerfugle eller fisk, men det er jo lidt svært at forholde sig til. Men det føles lidt som en lille boble eller som noget som vibrerer – meget underligt, men også helt fantastisk!

Under en tur i biografen til aften, var babyen pludselig utrolig aktiv. Det føltes næsten som bittesmå spark indefra – så hyggeligt!

Efter at have læst lidt om træning under graviditeten, er jeg kommet frem til, at yoga kunne være en fin mulighed. Derfor har jeg netop tilmeldt mig et forløb med graviditetsyoga hos Fokus Aalborg. Jeg er totalt nybegynder når det kommer til yoga, men jeg har altid gerne ville prøve det. Så graviditeten må være den perfekte ”undskyldning” for at prøve det.

UGE 21:
Vi er nu 50% af vejen – halvdelen af graviditeten er gennemført og det er faktisk lidt vildt at tænke på! Den første halvdel er gået rigtig godt, på trods af kvalme og træthed i starten samt lidt smerter i bækkenet nu her, men jeg krydser fingre for en ligeså god sidste halvdel – selvfølgelig uden at jinxe noget

I denne uge har vi været til 20 ugers scanning eller misdannelsesscanning, som den også kaldes. I starten var jeg nervøs for, om der nu var nogle misdannelser og hvordan vi så skulle forholde os til det? Men jo tættere vi kom på dagen, var jeg mere bekymret for, om den lille nu også havde taget det på, som den skulle og at alt var ok – især fordi jeg stadig ikke har taget mere end 1-2 kilo på og fordi maven ikke er så synlig endnu.

Det hele så heldigvis rigtig fint og helt normalt ud ud – alt var indtil videre, udviklet som det skulle – både hjerne, hjerte, ben, arme osv. Alt blev scannet og vi fik både mulighed for at se de små knyttede hænder, fødderne og ikke mindst det bankende hjerte


Det eneste de lige ville holde øje med var min moderkage, som ligger lidt lavere end normalt og blokerer for udgangen. Jeg bliver derfor kaldt ind til en ekstra scanning i uge 34, hvor de kan se om den har flyttet sig. Hvis ikke, vil det resultere i et kejsersnit, men som personalet sagde, så flytter den sig helt af sig selv i 99% af gangene, så det krydser vi lige fingre for.

Til 20 ugers scanningen er det også meget normalt, at man også får kønnet at vide. Men da vi har valgt, at vi ikke vil kende kønnet og dermed gerne vil overraskes på dagen, skyndte vi os, at sige det videre til personalet. Jeg var lidt bange for om vi alligevel ville få det at se, men de klarede det heldigvis så fint og bad os om at lukke øjnene, da de nedre regioner skulle scannes på den lille. Så vi lever stadig i lykkelig uvidenhed, haha! Også selvom det var utroligt fristende lige at smugkigge..

UGE 22:
Den lille har virkelig været aktiv de sidste par dage – især om aftenen, når jeg slapper af i sofaen eller ligger mig i sengen, er der godt gang i den. Det føltes efterhånden som små puf indefra og det er så hyggeligt. Nogle gange er det som om, der lige bliver sparket lidt hårdere end normalt og det kan give et helt sæt i mig

Vi har i samarbejde med svigermor som er dagplejer, fundet den helt rigtige autostol til os. Vi har nemlig købt en Doona+, som er en autostol med hjul, så den udover at fungere som autostol også kan bruges som en slags mini barnevogn. Det er mega smart, da man undgår at skulle slæbe rundt på den tunge stol, som ofte vejer 8 kilo (+baby) og jeg tænker at den er smart, hvis man lige skal handle på vejen hjem osv.

Jeg er også kommet til det punkt, hvor jeg virkelig mangler en amme bh – jeg er vokset ud af mine normale og de tynger virkelig, haha! Men jeg kan se, at de har nogle fine (…og billige) nogle hos H&M, så dem prøver jeg at bestille as we speak!

Jeg kan efterhånden godt mærke, at der begynder at være kamp om pladsen i maven og jeg døjer lidt med sure opstød, især hvis jeg har spist et stort måltid. Så prøver så vidt muligt at skære ned på størrelsen og spise flere mindre måltider igennem dagen.

UGE 23+24:
Pt. er det sure opstød og en helt utrolig mæthed der fylder – især om aftenen. Ellers går det heldigvis rigtig godt med graviditeten. Baby’en er meget aktiv og sparker (…eller hikker) løs derinde – det er så hyggeligt!

Jeg har ikke nogle specielle cravings for tiden – men min normale ”trang” til slik, kager & desserter er vendt tilbage, samtidig med, at min lyst til kaffe (her snakker vi selvfølgelig café latte med masser af mælk) også har sneget sig tilbage.

UGE 25:
Tiden flyver afsted og jeg kunne nogle gange godt tænke mig at trykke på "pause-knappen" og nyde midten af graviditeten ekstra meget, inden den ”hårde” periode kommer til sidst.

Maven kan også til tider føles lidt tung – især om aftenen hvor den er noget større end om morgenen. Jeg har endda formået at bumpe den ind i køkkenbordet eller ovnlågen, da jeg pludselig ikke kan komme så tæt på, som jeg plejer, haha!


UGE 26:
Jeg har været forbi lægen til endnu en blodprøve. Fordi jeg har blodtypen rhesus negativ, skal de have fastlagt om babyen har den samme blodtype som jeg og det kan de faktisk se i min blodprøve - smart! Problemet ligger i, at hvis babyen har en positiv blodtype, kan min negative gå ind og give blodmangel hos den bette og det vil vi jo ikke have. Det kan heldigvis nemt afhjælpes med et par d-vitamin indsprøjtninger, så nu må vi se.

Jeg har altid gerne ville prøve yoga og har helt fra starten bestemt mig for, at jeg gerne vil prøve noget gravid yoga under min graviditet. Så jeg har fundet et yoga program på 8 mødegange hos Fokus Fitness i deres nye yoga-hus, som jeg har tilmeldt mig. Første gang var i denne uge og det var utroligt afslappende og med fokus på øvelser, som min gravide krop kan udføre - det skal nok blive godt!

UGE 27 & 28:
Baby'en er meget aktiv – især om aftenen, når jeg ligger på sofaen eller i sengen. Maven vibrerer helt og det er så hyggeligt! Alt i alt så går det jo meget godt med graviditeten og jeg er skånet for de fleste graviditetsgener, siger jeg uden at jinxe det, selvfølgelig.

For at få lidt motion udover graviditetsyoga, prøver vi at gå mange ture rundt omkring i nabolaget – vi går fx. ned for at handle, aflevere pakker osv. istedet for at starte bilen op. Jeg plejer sagtens at kunne gå i et normalt tempo, meeen det er som om jeg hurtigt får ondt lige under maven ned mod underlivet. Det føles lidt ligesom sidestik, men bare under maven. Jeg har søgt mig frem til, at det muligvis kan være ligamentsmerter eller endda plukveer. De forsvinder heldigvis når jeg kommer hjem på sofaen.


3. TRIMESTER

UGE 29:
Velkommen til 3. og sidste trimester – puha, jeg syntes tiden flyver hurtigt forbi. For selvom jeg syntes at jeg har været gravid i en evighed, syntes jeg også at det lyder vildt, at jeg nu har taget hul på det sidste trimester og kan sige at jeg er gravid i 8. måned.

Jeg har også netop fået svar fra lægen og barnet har en rhesus positiv blodtype, hvor min er negativ. Jeg er derfor blevet henvist til hospitalet, for at få min første D-vitamin indsprøjtning. Jeg skal i alt have to (én nu og én igen efter fødslen), for at forhindre at mit blod danner antistoffer og skader den lille.

UGE 30:
Den her uge er faktisk propfyldt med baby-aftaler. Jeg skal både et smut forbi sygehuset, hvor jeg skal have min d-vitamin indsprøjtning pga. min blodtype, jeg skal til gravid yoga samt 2. Jordemorbesøg. Og så starter vi også på ”Hånd om barnet” kursus i denne uge. Alle førstegangsforældre i Aalborg kommune, får dette tilbud og vi har valgt at sige ja tak. Her får vi information både før og efter fødslen og får mulighed for at stille alle de der ”dumme” spørgsmål, som man sidder med som førstegangsforældre. Første gang skal vi snakke med en jurist, som både kan guide os i forhold til ægteskab, forsikringer og testamenter.

Og så er jeg lidt oppe at køre over, at vi nu har taget hul på uge 30
Det er altså lidt vildt at tænke på, at der kun er ca.10 uger igen til vi når målstregen.

UGE 31 & 32:
Babyen sparker rundt derinde. Det er ikke noget der gør ondt, men gud hvor er det en underlig fornemmelse at have noget derinde, som mosler rundt og skubber til mine organer. Vidste I godt, at en kvindes organer kan indtage nye pladser under en graviditet, for at gøre plads til den voksende baby?

I løbet af julen prøvede jeg mit bedste, på at holde lidt igen med julegodter i løbet af dagen, så jeg havde mere plads til selve julemiddagen. Jeg ELSKER and og brun sovs, så jeg havde allerede planlagt på forhånd, at det var noget af det, som skulle prioriteres juleaften - nu hvor pladsen i maven ikke er hvad den har været. Og jeg formåede faktisk at klemme to tallerkner med julemad ned, så det må betegnes som en succes!


UGE 33:
Ædru nytårsfest, kan man overhovedet det? Min løsning var at købe en masse lækre drikkevarer, så jeg ikke skulle sidde og sutte i den samme cola hele aftenen. Jeg havde bl.a. købt hyldeblomstsaft og danskvand til middagen samt en boblende lyserød lemonade, som jeg kunne skåle i til midnat. Så det gik faktisk over alt forventning.

Både Anders er jeg er sikre på, at 2020 nok skal blive rigtig godt og forhåbentligt vores år. For det var helt sikkert meget specielt, at gå ind i et nyt år som gravid, når man ved hvad vi har i vente af spændende tider.


UGE 34:
Tankerne kredser om det faktum, at jeg snart skal være nogens mor – det er faktisk ret vildt og lidt skræmmende på samme tid. Der er virkelig god aktivitet i maven og jeg får dagligt store puf derinde fra og selvom tanken om at være nogens forældre godt kan virke skræmmende, kan jeg også mærke at jeg kommer til at savne, at have den bette så tæt ved mig.

Jeg kan også godt mærke, at tiden er ved at være knap og jeg gerne vil have ”bygget rede” som man siger og have styr på tingene, inden babyen ankommer.

Det er vildt som hormonerne kører rundt i kroppen og hvad de kan gøre ved ens humør. Jeg er generelt rigtig glad, utrolig taknemmelig og kan slet ikke forstå, hvor heldige vi har været i forhold til den her graviditet. Samtidig kan jeg også mærke, at mit humør svinger op og ned og følelserne sidder udenpå tøjet. Nogle dage kan jeg bryde ud i gråd ved en lykkelig slutning på en film eller hvis Anders og jeg er lidt uenige i forhold til små hverdagsting – det er helt vildt og jeg kan slet ikke styre det til tider.

DET SØGTE JEG PÅ:
- Fødselsplan – hvad skal den indeholde?
- Slå-om body'er (har hørt at nyfødte generelt ikke er så glade for, at få noget henover hovedet?)
- Amme BH & ammeindlæg i uld


CRAVINGS:
- Chokolade is (i alle afskygninger)


UGE 35:
I denne uge har vi været til den ekstra scanning, som jeg blev kaldt ind til efter 20 ugers scanningen pga. en foranliggende moderkage. Efter ca.10 minutters scanning (både udvendigt og indvendigt…) kunne de heldigvis se, at den havde flyttet sig af sig selv og den ligger nu helt normalt. Men samtidig fik vi at vide, at den bette ligger i den lille ende af skalaen. Den følger stadig sin egen kurve i forhold til størrelsen, men vejer ikke mere end ca. 1900 g. hvor normalen ligger omkring 2200-2500 g. her i uge 35. Derfor blev vi sendt videre til en læge, som oveni købet fandt sukker i min urinprøve – så nu skal jeg igennem endnu en glukosebelastning hos lægen, for at udelukke graviditetssukkersyge. Så nu kan jeg se frem til endnu to timer i venteværelset under testen.

UGE 36:
Sidste lægetjek er gennemført √ og jeg har fået min kighoste vaccine - en vaccine som sundhedsstyrelsen har anbefalet alle gravide at få, siden der havde været en opblusning af sygdommen i September 2019. Jeg er ellers ikke den største fan af nåle, men jeg tænker at det kun kan være gavnligt og det kan beskytte babyen i de første måneder af sit liv.

Jeg har også været igennem min 2. glukosebelastning i den her graviditet, da sygehuset fandt sukker i min urin i sidste uge. Jeg skyder selv skylden på de choco pops, som jeg havde spist til morgenmad, men de mente ikke helt det var nok, til at give sådan et udspil. Til sådan en test skal man faste 8 timer før, drikke 2 glas med sukkervand (og nej, det smager ikke godt..) og sidde stille i venteværelset i 2 timer, hvorefter de tager en blodprøve. Jeg fik det virkelig skidt denne gang og havde meget kvalme hele den 1. time, så det var lidt af en udfordring. Men heldigvis kom prøven tilbage og viste endnu en gang, at jeg ikke har graviditets sukkersyge.

UGE 37:
Så er vi gået ind i den afsluttende fase og jeg kan slet ikke forstå, at der er under 1 måned til termin! Det er på en måde lidt skræmmende og sørgmodigt, da jeg faktisk godt kan lide at være gravid, have den fine runde mave og gå og ”vente” på den her søde baby. Men inden længe skal jeg være mor og vores hverdag bliver en helt anden, som vi endnu ikke kender til.

Jeg er derfor godt i gang med at gøre klar til hospitalstasken – jeg vasker og tørrer på livet løs, sådan at dynebetræk, små strømper, body’er osv. er klar til at blive pakket i tasken. Jeg tænker at jeg laver en opdatering på hospitalstasken senere hen - hvad jeg har pakket med, hvilke ting jeg har undladt og hvilke ting, som viste sig at være unødvendige.

UGE 38:
De fulde 37 uger er gået og det er faktisk helt "normalt" at gå i fødsel fra nu af +/- et par uger. Det er faktisk lidt vildt at tænke på, at min hyggelige mavebule kan ”forsvinde” fra den ene dag til den anden.

Det mærkes også tydeligt at babyen ikke har så meget plads at bevæge sig rundt på, som førhen. Jeg modtager i hvert fald daglige spark på det samme sted – så jeg er sikker på, at efterhånden har et blåt mærke på indersiden af maven. Min krop er også ved at være lidt træt, jeg døjer lidt med iskiasnerven i højre side og min ryg kan efterhånden godt mærke presset fra de ekstra kilo, som sidder foran.

Vi prøver også at nyde tosomheden, med alt hvad den kan trække pt. Vi har blandt andet været ude at spise, bare Anders & Jeg. Og selvom vi begge ser frem imod terminsdatoen, nyder jeg også at have noget os-tid, uden det store ansvar, hvor vi kan gøre som vi vil.

I weekenden blev jeg overrasket med det fineste baby shower. Alt imens jeg var ude at handle, havde de pyntet op, forberedt brunch, fundet på hyggelige baby lege osv. Babyen fik en masse fine gaver, som vi helt sikkert får brug for og det var bare så dejlig en formiddag/eftermiddag.

UGE 39:
Min pålidelige app siger at der er 14 dage tilbage og graviditeten er 95% gennemført – jeg syntes virkelig at den sidste tid går voldsomt stærkt. Pt. går vi bare og venter og det er så underligt at gå at vente på noget, som man ikke ved hvornår sker.

I denne uge har vi været til det måske sidste besøg hos vores Jordemor – hun skønner babyen til at veje ca. 2700 – 3000 g. Så selvom den stadig er lidt lille, følger den sin egen kurve så fint. Jeg har også fået endnu en tid, som skal ligge ca. tre dage efter terminen, så nu må vi se hvad der sker. Om den bette har valgt at holde sin oprindelige fødselsdag eller om jeg skal afsted igen.

Vi er stadig aktive med vores gåture, men en hurtig tur ned til brugsen, føltes som om at have løbet et maraton. Mine ben bliver så utrolig trætte og jeg har endda formået at være helt udkørt, da vi nåede ned for enden af vores egen vej, haha.

UGE 40:
Så nærmer vi os virkelig terminsdatoen. Vi har satset lidt på at ramme den fine fødselsdato 20.02.20, men nu må vi se om babyen også er enig i det.

Jeg har også fået lidt problemer med hofterne igen, eller det er nok mere mine led som giver sig, for at gøre klar til en fødsel. Men hold nu op det kan være smertefuldt og gøre ondt i løbet af dagen. Jeg har heldigvis været så heldig at modtage en Comfort-I pude eller "pølsen" som vi kalder den herhjemme. Den er fra Fossflakes, som laver en række lækre støttepuder mm. Den sover jeg med hver nat og jeg kan faktisk ikke undvære den, den er nemlig en sand mester til at aflaste mine ben, når jeg sover på siden.

Vi har også fået installeret autostolen i bilen. Vi har som sagt valgt en Doona+ autostol, som jeg glæder mig til at få i brug. I forskel til andre stole, har den nemlig hjul monteret på selve stolen, sådan at en kan bruges som en slags lille klapvogn, når vi skal ind og handle mm. uden at vi skal have yderligere stel med. Jeg havde forventet den helt store parforholds-test, da stolen skulle monteres i vores stationcar, men det gik heldigvis rimelig smertefrit og stolen blev hurtigt installeret – så nu er den klar!

UGE 41:
Så ramte vi terminsdatoen, men udover lidt lette menstruationskramper og en baby som presser på min blære fra tid til anden, så virker det ikke til at den har tænkt sig at forlade sin 1. Værelses lige foreløbeligt.

Imorgen skal jeg forbi vores Jordemor, hvor vi skal snakke om en evt. igangsætning, hvis dette skulle blive nødvendigt. Jeg håber selvfølgelig på, at den bette selv kan finde sin vej ud, da det er meget normalt at man som 1. gangs fødende går over tid. Men lige nu står jeg lidt i stilstand og kan egentlig kun vente på noget, som jeg ikke helt ved hvordan skal føles. Jeg er generelt glad for at planlægge og have styr på tingene, derfor fylder det også meget i mine tanker, at jeg ikke 100% ved hvad jeg står overfor inden længe og især hvornår det sker. Så jeg holder mig i ro og prøver så vidt muligt at få slappet godt af. Tænker at det er en god plan!

Jeg håber virkelig at de af Jer, som sidder midt i en graviditet lige nu, kan se Jer selv, i nogle af de tanker og erfaringer som jeg har gjort mig igennem min graviditet. Jeg nød virkelig selv, at læse om andres erfaringer, valg & oplevelser


fortsættelse følger....

Likes

Comments

escali
escali,
Stort Grattis!! <3
nouw.com/escali
Itsmypassions
Itsmypassions,