min graviditets og fødselsberetning.

REPOST: //

Jeg føler mig endelig klar til at dele min historie med jer. Det er en oplevelse som har givet mig, min lille guldklump, men meget af det ville jeg gerne have været foruden.
Efter en del tid, vælger morten og jeg at få hjælp til at blive gravid, det lykkes heldige som vi var i første forsøg. Den dag jeg bliver insemineret skal jeg have fjernet/punkteret nogle æg. De forsøger at punktere en blodcyste men kan efter flere forsøg ikke få hul på den, dette gør så jerndødt ondt, og en del af mig havde lyst til at løbe min vej, især fordi der var 3 æg der også skulle punkteres. Jeg holder ud med god støtte fra min kære kæreste, han var så rar at have med og min tanke den dag er at han bliver dejlig at have med til en fødsel. Nu havde vi så kun ventetiden og den var lang. Den dag vi skulle teste var jeg ikke i tvivl, jeg havde allerede kastet op aften før og jeg var skrub sulten hele tiden og åd alt jeg kom i nærheden af. Jeg testede da jeg var 5 uger henne, og fik en positiv test. Og her begyndte alle tankerne jo. og selvom man har planlagt det hele så blev man alligevel sådan helt argh shit er det nu klogt.
Da jeg ramte uge 6 begyndte opkastningerne, øv hvor var de slemme og jeg er ikke bleg for at sige at jeg hadede det, jeg var slet ikke til noget og kunne intet holde nede. Sådan gik det i nogle uger, og da jeg nærmede mig uge 12 begyndte kvalmen at stilne lidt af og jeg var lidt mere mig selv. I en weekend fik jeg nogle frygtelige jag i underlivet, men da jeg aldrig havde været gravid før vidste jeg ikke hvad jeg skulle tænke. Men da det blev værre og værre tog jeg til min læge en formiddag, og her mærkede hun på maven og sagde at vi lige måtte se tiden an. Samme eftermiddag bliver smerterne bare værre og værre, jeg går på toilettet og der eksplodere smerterne og jeg falder sammen i smerter på gulvet. Imens jeg forsøger at få ro på min krop der kæmper, kaster jeg alt op jeg har fået det i løbet af dagen. Jeg får kaldt på morten der ringer til min mor, og som siger at hun synes vi skal ringe 112. Morten ringer 112 og en ambulance kommer og henter mig. Jeg har så ondt at jeg næsten ikke kan snakke eller trække vejret uden at det gør ondt. På dette tidspunkt er jeg sikker på at jeg er ved at miste det barn vi har kæmpet for at få. På skadestuen bliver jeg scannet og ser en livlig lille bebs. Jeg bliver så lettet inden i at jeg kniber en tåre. Lægerne mener så at det kan være min blindtarm fordi der jeg har ondt er samme sted. Jeg kommer på operationsbordet til en kikkertungersøgelse. Det finder ud af at det er en cyste der er sprunget og der er noget pus i underlivet på mig.
Efter operationen er jeg på sygehuset i 7 dage, jeg får det værre og værre med kvalmen igen, men holder modet oppe ved tanken om at jeg skal til nakkefolds scaning snart. Til scaningen finder de ud af at jeg har en cyste mere på 5 cm, og da lægen læser mine operationspapir igennem undrer hun sig over at dem der opererede ikke har skrevet noget om den. Jeg får en ny tid til scaning og opfølgning på cysten og babyen. Imens jeg lægger på sygehuset får jeg 2 slags pencinlin i drop, men da jeg kommer hjem går jeg over til tabletter og puha hvor bliver jeg syg af dem.
Som ugerne går bliver jeg bare mere og mere dårlig, jeg kaster op konstant og min søde søde kæreste forsøger at gøre det så godt for mig. og min mor kører mig til alle mine akupunktur tider og læger tider. Jeg har det på det tidspunkt her så dårligt at jeg har meget lav blodprocent, får taget blodprøver flere gange om ugen, og er til scaning hver uge. Og hver gang er cysten vokset og som regel er det en ny læge. Jeg får væskedrop flere gange, og er så uklar i hovedet fordi jeg er så udmattet af det hele. Jeg kan ikke engang give jer den fulde historie for jeg kan ikke huske alt, da jeg ikke fungerede ret godt. På et tidspunkt nærmest slæber min mor, mig igen til læge fordi jeg er ved at besvime hver gang jeg går og jeg er så træt. Her snakker vi med en kvindelig læge fra ouh, som siger at det da ikke kan passe jeg skal have det sådan. hun indlægger mig med henblik på en dybdegående undersøgelse, men jeg får bar en gang væske og sidder ellers alene i 7 timer og venter på en læge, da lægen endelig kommer, står han bare og kigger på mig og siger nå hvordan har du det så, fortæller at jeg har det virkelig dårlig. Hans svar er nå hvad synes du vi skal gøre ved det. Morten og jeg kigger på hianden og siger det ved vi ikke, det jo derfor vi er her. Han fortæller så at fordi min blodprocent er gået lidt op igen vil de ikke gøre noget. Morten er rasende da vi kører hjem 8 timer efter indlæggelsen uden svar eller hjælp. Jeg kan næsten ikke tænke klart og siger bare hmm hvad så.
Cysten den vokser stødt igennem hele graviditeten og imens jeg stadig er på svendborg sygehuset når den op på 14 cm. det er ret meget, og svarer til at jeg har båret på tvillinger selvom der kun var en lille pige.
Halvvejs i graviditeten møder jeg en læge der hedder niels. Han går i dybden med min journal, og finder ud af at ham der opererede i uge 12 faktisk så en cyste, han havde da bare glemt at skrive det i journalen. Jeg får stadig der taget blodprøver hver uge og selvom jeg tager ekstra jern så hjælper det stadig ikke på mig. Niels gennemgår mine prøver med en læge inde på Ouh og det mener at det er en infektion der er skyld i at jeg har det så dårligt. Han sender mig videre til Ouh, fordi du kan svendborg ikke gøre mere. Jeg kommer ind til undersøgelse ved en læge der mærker og scanner maven. Jeg får hørt lillepigen hjertelyd, og det er en fantastisk lyd. Igen får jeg at vide at jeg skal komme 14 dage efter også til vækstscanning af den lille, fordi hun er cirka 15 % under kurven.
Da jeg er til scaning den 26 februar på min fødselsdag, er cysten ikke vokset og er i bero. Derfor får jeg en tid til 6 uger efter. Jeg er stadig dårlig, og kan ikke holde til ret meget, ikke engang at handle eller lufte min hund. Jeg vil ikke engang fejre min fødselsdag jeg vil bare sidde i sofaen. Morten er på dette tidspunkt flyttet til Søndervig hvor han arbejder, og er kun hjemme en gang imellem. da jeg er i uge 31 tager jeg med ham til søndervig og får gået en lille tur, det var virkelig den mindste tur, og jeg var helt færdig bagefter, men hold nu op det var den bedste tur længe.
Jeg tilbringer uge 32 hjemme på sydfyn og laver ikke så meget andet end at spise vindruer og se film. her har jeg en rytme, hvor jeg hver morgen at kaster op,og pludselig i denne uge begynder jeg at blive mere dårlig igen, på det tidspunkt vidste jeg jo ikke at min krop sikkert har gjort klar til at lillepigen skulle ud. Fredag aften når jeg 33+0 og jeg tænker hov jeg har da slet ikke taget mavebilleder, jeg får taget nogle fine billeder af min kuglerunde mave, bebs lå i venstre side og cysten i højre side, begge dele kunne jeg tydeligt mærke. Jeg går ret sent i seng den dag, mener kl var halv tolv. Vågner kl 00.30 ved at jeg tror jeg tisser i bukserne, og tænker for fanden Lisbeth det gør du bare ikke, men da jeg så slynger benene ud over sengen og det bliver ved, tænkker jeg hov det er vist ikke tis. Går ud på toiletten og forsøger at holde det der vand tilbage, og det kan man jo for fanden ikke. Ringer til Morten der lægger og sover og siger jeg tror mit vand er gået, vi bliver enige om at jeg skal ringe til fødegangen på ouh. Jordmoderen jeg snakker med siger at det helt sikkert er mit vand og jeg skal lægge mig ned, og så vil der komme en ambulance og hente mig. Jeg ringer til morten og siger at han ikke skal skynde sig fordi jeg har ikke veer. Og jeg ville jo have han skulle køre forsigtigt. Min mor som jeg har ringet efter kommer ud, og får pakket en taske til mig. Kl 01.00 begynder veerne at komme, og jeg synes det mærkes som kraftige mens smerter. Ambulancen kommer og de spørg hvor lang tid er der mellem veerne, fordi de vil helst ikke have jeg føder i ambulancen. Da vi kører afsted bliver veerne værre og værre og kommer tættere. Jeg kaster op lige før vi når Ouh. Kommer op på fødegangen, og siger til min mor at jeg altså skal på toilettet og skide. Jeg vidste jo ikke at det betød at jeg snart skulle presse. Så jordmoderen kommer ind og undersøger mig, og her er kl vist 2. Nå men hun fortæller at jeg er 8 cm åben og at jeg skal over på briksen for jeg skal snart presse. Jeg har her rigtig svært ved at styre min vejrtrækning, og min mor skal holde iltmasken, og hold nu op den var træls, skubbede den væk hele tiden. Jeg får Isabella ud på 3 presseveer og får hende hurtigt op på maven, tror jeg har hende læggende et minut hvis ikke mindre, hun bliver undersøgt, og min mor får hende til at bære hende op på H6 hvor vi skal lægge til hun er klar til at komme hjem. Cirka 10 minutter efter Isabella er født træder Morten ind af døren han når desværre ikke at være med, men han får besked på at gå op på afdelingen og får lillepigen på brysten og sidde med.
Isabella vejer 1970 gram og måler 42 cm. Hun får sondemad da hun ikke selv kan sutte. Men ellers klare hun sig så flot og vi er stolte men chokerede om hvor stærkt det gik.
Vi starter nu tiden på sygehuset med at lære vores pige at kende. Og de første dage efter fødslen har jeg det godt og spiser og har lidt energi. Men så en dag hvor jeg har Isabella i bad, bliver jeg dårlig og føler jeg er ved at besvime. Den dag ændrer alt for mig takket være den søde Studerende der fulgte os til hendes eksamen. Hun får skaffet nogle prøver og scanninger, og her finder man at cysten er vokset. Og nu hvor Isabella ikke er i maven længere kan man faktisk tage rundt om cysten man kan tydeligt mærke den. Overlægen bestemmer jeg skal opereres.
Den 8 april bliver jeg kørt til operationen, og her møder jeg de to kvindelige læger der skal operere mig. Og først her får jeg at vide at jeg højst sandsynligt mister min højre æggestok og æggeleder.
Da jeg endelig vågner op efter operationen er der gået 5 timer, og jeg kan slet ikke vågne op.
Jeg lægger lang tid på opvågningen, og da jeg endelig vågner lidt får jeg at vide at det de troede var en cyste var en kæmpe byld med 3 liter betændelse. Lægen fortæller hun aldrig har oplevet noget lignende og at ja det kostede mig højre side af underlivet.
Dagen efter operation kaster jeg lidt op, morten kommer og tager sig lidt af Isabella. Om natten er Isabella på en anden stue fordi jeg er for svag til at tage mig af hende. Jeg får diarre af medicinen, og på et tidspunkt er min blodprocent så lav at jeg ikke kan holde mig vågen. Jeg får 2 liter blod og masser af væske og ganske langsomt kommer jeg til krafter igen.
En uge efter kommer vi til Svendborg sygehus og da vi i alt har været indlagt i knap 4 uger bliver vi udskrevet om kommer hjem.
Min lille pige har klaret det hele så flot, og jeg er i gang med at genoptræne min krop.
Jeg er idag skræmt for at skulle være gravid igen, fordi jeg er bange for om det ender skidt igen. Det er ikke en rar oplevelse at have følelsen af at man ikke overlever dette, sådan følte jeg det flere gange. Og bare kunne mærke man ikke blev taget seriøs på sygehuset og der ikke blev lyttet til en. Jeg aner den dag idag ikke om jeg kan få flere børn. Men nu fik vi jo hjælp til Isabella og skal så derfor selv betale for at få hjælp til barn nr 2.
Jeg er glad for hvis du har læst med hele vejen, det blev langt, men det fylder også meget ved mig, og jeg bliver ked af det hver gang jeg snakker om det. I sidste uge blev jeg klar til at skrive en patientklage ikke fordi jeg vil have erstatning, men jeg ønsker ikke nogen andre piger skal dette igennem.
Men fortvivl ikke Isabella er så dejlig og jeg elsker hende så højt og min nye rolle som mor er som skabt til mig. Men jeg lægger ikke skjul på at jeg overvejer at jeg ikke skal have flere børn. I får lige lidt billeder.
Mig før min graviditet.
Den positive test.
Scaningsbillede uge 12.
Få timer før Isabella kommer til verden.
Da jeg er kommet om på stuen på H6.
Dagen efter fødsel og 26 kilo lettere.
Her lægger jeg i sengen på sygehuset, isabella lægger ved siden af mig og den bule i kan se er bylden.
Min skønne pige.
Isabella og jeg.







Kærligst Isabellasmor Lisbeth.

Synes godt om

Kommentarer

Anonymous
,
Godt gået Lisbeth!
Livet i Villa Dallbo,
Pu ha, sikke en historie og sikke et hårdt forløb du/i har været igennem. Fantastisk at læse at det endte godt og I har en smuk lille prinsesse <3 Jeg ønsker jer alt det bedste <3
www.blogger.com/profile/0895876941132205968
Anonymous
,
Puuh sikke en beretning, fik helt kuldegysninger. Dejligt at se lille Isabella og, at hun er sund og rask, efter sådan en start på livet 😊 Mvh Hanne
Anonymous
,
Hej LisbethJeg er fast læser på Sarah Louises blog og via hendes indlæg har jeg nu læst din utrolige historie, den rørte mig dybt og jeg sidder tilbage med tårer i øjnene, det er super dejligt at I endte med en sund og velskabt pige trods den hårde graviditet pga af cyster og byld, jeg håber du har det godt nu og kan nyde jeres datter, jeg kan godt forstå at du ønsker at klage over den behandling du har fået, jeg håber du i det mindste får en undskyldning og at de tager din klage til efterretning, I ønskes alt held og lykke i fremtiden kærlig hilsen Lene ([email protected])