Idag for 3 år siden, stod jeg i et tomt hus, og tænkte hvad fuck har vi gang i. Alt imens jeg havde min lille bitte baby i armene.

Vi havde pakket alt, hvad der skulle med til Vestjylland, og det var med en meget mærkelig følelse at vi nu rykkede mod Jylland. Beslutningen var blevet taget tilbage i januar, da M fik tilbud et job, han ikke kunne sige nej tak til. Det var ikke en nem beslutning, og der blev diskuteret meget frem og tilbage. Og især fordi jeg på dette tidspunkt var ret syg og gravid, så var der en hel del, der ikke brød sig om vores beslutning.

Men M og jeg lyttede ikke til de andre, vi vidste de ville os det bedste, men også at de jo selvfølgelig allerhelst, ville have os på Sydfyn, hvor vi havde tilbragt det meste af vores liv. M sagde at beslutningen i sidste ende lå ved mig, da det var mig der var syg og måske havde sværeste ved at flytte. Synes nemlig det var hårdt, bare at flytte fra svendborg til stenstrup( jeg er blevet klogere ;-) )

Men jeg gik i et lille stykke tid, og tyggede gevaldigt på denne beslutning, og på et tidspunkt, vidste jeg bare, at det var noget vi skulle prøve. Det kunne godt være tidspunktet ikke var genialt, men det var det vi skulle.

M havde ventet tålmodigt på mit svar, og han blev selvfølgelig enormt glad for, at jeg var med på, at nu skulle vi flyttet til vestjylland, nærmere betegnet Ringkøbing.

Helt præcist 2,5 time fra ens hjemby.

Fordi jeg jo var gravid med Isabella, og havde det ret skidt ( læs her hvorfor ) Skulle M, rykke til Jylland og starte sit job før vi skulle komme derover. Han flyttede midt i februar, og blev bosat i en lille etværelset lejlighed, mens jeg blev i huset.

Da jeg havde født, og var blevet opereret, så fik jeg det lynhurtigt bedre igen. Og selvom jeg først havde sagt at jeg ventede til september, med at flytte til ringkøbing. Ja så kunne jeg mærke at vores lille familie, den skulle altså samles igen. Så vi fandt en lejlighed.

Og idag for 3 år siden, der hjalp vores forældre os med at rykke ind i den lejlighed.

Nu har vi fået Viktor og er blevet en familie på 4, stadig bosat i Ringkøbing, blot i et lille rækkehus nu. Vi snakker engang imellem om vi skal tilbage på Fyn, da vi da savner dem derhjemme, og nogle ting ville være lettere med et netværk bag os.

Men vi er også ret så glad for den her dejlige by, vi nu bor i. Og har fået nogle gode nye venner herover. Isabella er faldet super godt til i børnehaven, og jeg er netop igang med at søge arbejde igen inden barslen slutter.

vi har det godt herover, og kunne vi kombinere visse ting, så gjorde vi det helt bestemt. Men dette lille eventyr er ikke slut endnu, og hvem ved måske bliver vi herover, eller også vender vi hjem.

Selvom det var en svær beslutning den gang, så var det den rette beslutning, for vi blev ret så voksne af det, og lærte os selv at kende på en ny måde.

Jeg tænker da også at familie og venner har vendet sig til de, og accepteret det, eller jeg håber de har det. Vi glemmer dem ihvertfald ikke, og besøger dem så ofte vi kan det.

Helt igennem jyde bliver jeg aldrig, men min datter på 3 år, snakker flere og flere jyske ord, men som den fynbo jeg er, bliver der lige smidt en del fynsk ind også.

Længe har jeg været på jagt, efter et sofabord, som passede i str, og ikke kunne vælte. Især når der bliver en lille Viktor der skal lære at bevæge sig rundt.

M og jeg har slet ikke været enig om et bord, og er det faktisk stadig ikke. Vi har til tider vidt forskellig smag. Men forleden tog jeg sagen i egen hånd, og fandt et bord, vi kan bruge midlertidigt, indtil vi bliver enige om det rigtig bord.

Det bord jeg har fundet, er faktisk ikke et sofabord, men et lounge havebord. Men tænkte at det måtte da kunne holde til noget, og så synes jeg heller ikke det er så slemt at kigge på ;-)

Bordet har jeg fundet i Jysk, og var faktisk ikke så dyrt.

Og når vi så er færdige med at bruge det til sofabord, kan ungerne få det som deres eget havebord.

#bolig #hjem #indretning #jysk