At være den pårørende, til en stress ramt eller har en depression . Part nr. 2.

Der har været en enorm stilhed på bloggen, faktisk har den været stille i 2 måneder, hvis ikke mere. Og det er faktisk ikke nemt at skrive dette indlæg, for det er et indlæg, som kommer tæt på, og det er jo også oftest dem, som er sværeste at skrive, for hvordan pokker formulere, man lige noget som er så svært og ikke lige til, det er aldrig nemt.

Som har kunne læse tidligere i dette indlæg "at være pårørende til en stress ramt" så har morten været været ramt af stress og depression, og er det som sådan stadigvæk. Og han har gode perioder og dårlige, hvor der heldigvis er flere og flere gode perioder. Men i dette indlæg er det faktisk ikke det, som det skal handle om, men nærmere mig, nemlig den pårørende.

Lige fra starten fik jeg at vide, pas nu godt på dig selv, det er hårdt det her, og den blev gentaget igen og igen. Og jeg har lyttet, jeg har taget mig mine forholdsregler, og passes på mig selv, men på et eller andet tidspunkt indenfor det sidste halve år, er jeg blevet nedtrykt, det er er ikke hele tiden, ej heller alt overskyggende, men det fylder, det fylder i perioder, hvor jeg bare helst gerne vil lave så lidt som muligt, og så trygge ting som muligt.

Det har faktisk krævet meget af mig, at gå til eksamen og afslutte mit grundforløb, og jeg er så mega stolt af mig selv, og hvad jeg har opnået på det forløb, for jeg har lagt en niveau, som jeg aldrig har været på før. og det på på samme sted mega fedt, men også uvirkeligt.

Jeg har herhjemme ikke været den bedste husmoder, for jeg har helt ærligt ikke haft energien, jeg har som sådan ikke følt mig ked af det, eller opgivende, jeg har bare så fandens træt eller udmattet, det er måske et bedre ord for det, og jeg har spurgt mig selv, hvor pokker kommer det fra, men jeg tror at det er min krops måde at reagere på, når mit hovedet ikke kan mere, når presset bliver for stort.

Lige nu gennemgår jeg en kæmpe forvandling, kan man hvis godt sige, jeg er ved at uddanne mig til noget som jeg ret faktisk er rigtig godt til, men som min selvtillid og selvværd ikke helt vil tro på, det er noget jeg skal arbejde med mig selv om, men som andre måske ved, så kommer mor som regel gerne til sidst. Jeg øver mig i at være bedre til at sige fra og til, og tag mig min tid alene, og det er som om, at når jeg skriver det indlæg, og fingerne bare flyver hen over tastaturet, så havde jeg glemt formålet med denne blog, den skulle være mit fristed, mit sted at slippe tanker, ønsker, og ideer. For den her blog er min, og kun min, det har aldrig været meningen at den skulle opfylde noget for nogle andre, det er meningen at den skal opfylde noget for mig.

Men som i måske kan tænke jer til, så er det ikke nemt altid i denne her familie, men har man det i en familie, der er op og nedture, nogle er hårdere ramt end andre, og nogle klare udfordringer anderledes. Der er helt sikkert ikke nogle opskrift på det perfekte liv, men der er heller ikke nogen guide når livet driller, eller er tungt.

Lige prøver jeg at gøre noget godt for mig selv hver dag, det er nogle dage små ting, og andre dage store ting. Men det giver luft og energi, så der ikke bliver råbt eller skældt ud nær så meget mere, og det er noget som jeg er virkelig glad for. Og hvis alt går vel, så er jeg om knap 3 år en glad og energisk mor og social og sundheds assistent.


#stress #depression #ærligt

Kærligst Isabellasmor Lisbeth.

Synes godt om

Kommentarer

Skriv kommentar...
IP: 82.99.3.229