At være den pårørende, til en der er stressramt eller har en depression

For et godt stykke tid siden, skrev jeg om, hvordan vi som familie var igennem en svær tid, en svær tid hvor der skulle bruges mange kræfter på at vi skulle heles, at Morten skulle heles.

Morten som er børnens far og min kærlighed, blev ramt af stress/depression for over 1 år siden, det kom som lyn fra en klar himmel, men alligevel var der mange ting som, lige pludselig gav rigtig meget mening. Morten var igennem en rigtig svær periode, men han bad om hjælp, fik også hjælp i form af en coach og så antidepressiv medicin.

Den medicin var en svær beslutning for ham at tage, men det var i sidste ende den rigtig beslutning for ham og det virkede, vi har en normal hverdag nu, mere overskud og en far der er så meget mere på banen og kan klare den del af forældreskabet, at jeg kan trække mig lidt, og kan arbejde om aftenen med ro i sjælen.

Nu er vi kommet til, at Morten skal trappe ud af sin medicin, og det er med både glæde og bekymring, jeg ser frem til dette. Han er klar til det, men er jeg. Det lyder måske virkelig forkert for jer, men lad mig prøve at forklare mig. Jeg stå ham på det værste, på de dage hvor jeg ikke vidste hvor hen det gik. Det er i sig selv som pårørende en kæmpe ting at tage vare om, jeg fik at vide af både vores læge og parterapeut, at jeg skulle passe på mig selv, at det ikke var unormalt, at når den ramte var ovenpå, så ramlede det for den pårørende. Det var virkelig noget jeg tog til mig, jeg var påpasselig med hvor meget jeg tog på mig selv, uden at jeg vidste det her kan jeg klare.

Det er som pårørende utroligt hårdt at tage hele byrden på sig selv, om at få det hele til at køre, stå for alt, med husholdningen og med børnene. Der skal helst være så meget ro som muligt, men det ikke nemt med 2 børn under 4 år.

Det hjalp mig rigtig meget, at vide det kun var en periode, det er ikke hele dit liv, men det der også hjalp meget, er at vi fik parterapi, det er noget jeg gerne gør igen og det er det faktisk for os begge to. I kan læse lidt om det her : Parterapi

Nu hvor Morten skal trappe ud af hans medicin, kom der en del angst op i mig i starten. Jeg vidste ikke hvad det var lige i starten, indtil det en aften, hvor jeg køre hjem fra arbejde kom til mig. Jeg var bange for hvad sker der nu, nu ryger det der sikkerhedsnet, som jeg har haft, nu skal jeg til at være lidt på mærkerne igen, hvad ville der komme til at ske, jeg har jo aldrig prøvet dette før, men ville det blive det samme, eller ville pillerne have genskabt det hormon man mangler ved depression, til at føle glæde, mærke lykken. Fortalte Morten med det samme, mine bekymringer, og som jeg godt vidste, kunne han fortælle mig, at den bekymring skulle jeg ikke have, for hans tankegang var helt anderledes nu, nu kendte han hvilke faresignaler han skulle holde øje med og hvornår han skal reagere på dem.

Morten er nu langtsom i gang med at trappe ud af medicinen og det gør han så flot. Og jeg føler mig sikker på at dette nok skal lykkes med et godt resultat. men bekymrer mig, det stopper jeg aldrig med, det ligger til min natur at bekymrer mig om andre mennesker, han er jo min familie. Han er heller ikke bekymret over perioden hvor han trapper ud, mere på hvordan han reagerer på den mørke tid til efteråret igen.

Man kan i sådan en situation nemt sidde og pege finger, men faktum er at alle kan blive ramt af stress og depression, og vigtigts af alt, det er ingens skyld.

Man kan sagtens være den pårørende der passer på hele familien, men husk at passe på dig selv, det er det allervigtigste, for du kan ikke være noget for nogen, før du er noget for dig selv. Der er ikke andre til at passe på dig og dit sind end dig selv. Om det er en time i ugen eller en hel dag, det er lige meget hvor meget tid du bruger, bare du tager tiden til at gøre noget godt for dit sind.

Imens det var hårdest herhjemme, kunne jeg ikke forlade hjemmet, for jeg havde ansvaret for børnene. Men mit frirum kom faktisk i et job, det job var min redning og det bedste for mig. At det så er en mega god arbejdsplads og kolleger er jo så bare et kæmpe plus, men her var jeg ikke mor, kæreste, kok, hende der skulle holde sammen på alt, nej her var jeg Lisbeth der gik på arbejde.

Derhjemme fandt jeg utroligt meget ro om aftenen, når de alle sov, både Morten og børnene, her kunne jeg tage en tudetur, hygge mig og passe på mig selv. Jeg fandt mig nogle nye hobbyer, som at ligge englekort. Gør det ikke ofte, men når jeg gør det, er jeg forbavset over hvor godt de rammer mit spørgsmål.

Jeg satte for en tid mit liv på hold, tog nogle valg der passede til familien, selvom jeg måske heller ville noget andet, men det var det rigtige at gøre og nu er jeg så klar til at se hvad livet kan byde os fremover. Hvilken retning vores familie skal i, der er ingen tvivl om at jeg glæder mig til at se hvad der sker.


Kærligst Isabellasmor Lisbeth.

  • Familie

Synes godt om

Kommentarer

norsketankeridanmark
norsketankeridanmark,
Tid, ro og kjærlighet ❤️nouw.com/norsketankeridanmark
Skriv kommentar...
IP: 82.99.3.229