At acceptere tingene.

Da mit vand gik i uge 33+1, tænkte jeg slet ikke over hvilke ting min datter kunne komme til at kæmpe med, eller hvad vi som forældre kunne komme til at kæmpe med.

Først vil jeg sige at vi har været utrolig heldig med sådan en stræk pige, der bare er sund og rask. Jeg tænker tit på det børn der kæmper mere for at leve deres liv, som de har ret til.

Isabella har to aldre vi arbejder ud fra, hendes fødsels alder, altså fra den 29 marts, og så hendes korrigeret alder, nemlig den 16 maj, hvor hun først skulle have været kommet.

På nogle områder er Isabella der hvor skal være i forhold til hendes fødselsalder, og på andre områder er hun langt bagud. Men igen så er hvert barn jo unikt, og de tager tingene i deres tempo.

Ved et præmatur barn kan tingene tit tage længere tid, og hos Isabella er det hendes motorik og hendes vægt der halter efter. Eller den følger jo bare hendes tempo. Hun svarer mere til at være 5,5- 6 måneder på de to områder, og det kan være rigtig svært at se børnene fra mødregruppen eller andre børn vi møder, hvordan de udvikler sig. Børnene i mødregruppe er hurtigt begyndt at indhente os, og selvom Isabella er flere måneder ældre så kan de mange af de samme ting, og jeg kan ikke rigtig lade være med at tænke på hvordan det bliver når de løber fra hende.

Da vi startede i gruppen var Isabella den største, og nu er hun en af det mindste, og det er nok noget hun altid vil være, hun vejede jo trods alt kun 1970 gram da hun blev født.

Men hvordan lære man som mor at acceptere de ting, og arbejde positivt med de følelser der kommer til det at have et barn der er født for tidligt. Jeg synes det er svært, og det er også tit rigtig svært at skulle forklare sig, hvorfor man måske gør tingene anderledes end andre, fordi man ved at bliver tingene gør på en bestemt måde, jamen så når hun ikke det punkt hvor det er blevet for meget for vores datter.

Jeg har stor glæde af at følge med i nogle af de præmatur grupper der er inde på facebook, for der er det tilladt at sige, øv jeg synes det er hårdt ikke at kunne acceptere at mit barn er bagefter, og vi skal begynde til ergo/fys inde på Herning sygehus.

Hvorfor er det, at børn skal samlignes? hvorfor er det at man ikke kan lade være?

og hvordan lære man at acceptere tingene som de er?

Der sidder sikkert nogle mødre der kan genkende de her tanker, og jeg håber i har lyst til at give en kommentar om det, så jeg ikke føler mig alene.

Jeg er mor til et for tidligt født barn, et barn som er den mest elsklige og glade pige, jeg er ved at lære at vi når det vi skal, når vi skal og ikke hvornår vi burde kunne det.

 

Kærligst Isabellasmor Lisbeth.

Synes godt om

Kommentarer

Isabellasmor
Isabellasmor,
Ja men står virkelig klar med det samme, når folk spørg hvor gammel ens barn er, og hun da er lidt lille. Jeg føler det nærmest som man undskylder, og hurtigt siger men hun kom også for tidligt. Det burde jo ikke være en dårlig ting, man passer på sit barn, og man tænker over hvad de bliver budt, for det er jo ikke dem men os der skal se dem reagere når de har fået for mange indtryk.
Jeg håber i får en god oplevelse med dagplejen, det bliver en spændende tid 😊
Vinnie
Vinnie,
Kære Lisbeth, det er for mig også en kendt frustration! Vores dreng er født 4 uger for tidligt, havde kolik og er nu særlig sensitiv på nogle områder. Han er det mest fantastiske og vidunderlige lille menneske på nu 4 år og der er ikke mange der kender til alle hans styrker og geniale påfund, da det jo kræver, at de giver sig tid... Tid til at de vinder hans tillid og tid til at han tør vise hvem han er og hvad han kan.
Jeg kan kun anbefale dig, at fortsætte med at tro på dig/jer selv - du/i er nemlig dem der kender Isabella bedst! Stol på din intuition - den er der for det samme formål 😊 jeg kan fortælle dig, at vores dreng også voksede langsomt og var "bagud" motorisk, men nu er han højere og gladere end gennemsnittet! 😉
Kh. Vinnie
Skriv kommentar...
IP: 82.99.3.229