Alt peger på stress.

I de sidste par måneder, eller faktisk er det nok nærmere snart 1/2 år, siden de første symptomer dukkede op herhjemme.

De første par gange, bliver det bare penslet ud, som det er ingenting, jeg har heller ikke sovet så meget, eller vi har haft travlt idag. Men jo længere tid der er gået, jo flere symptomer kom frem, og jo mere gik tingene galt herhjemme.

I en lang periode, har Isabellas far haft hovedpine hver gang han havde fri. Fra han åbner øjnene er han skidt, og har ondt. Samt humøret er dalet en tand. Han er nærmest blevet tjekket i hoved og røv. Og alt sammen peger på at manden er stresset.

Herhjemme betyder det, at der til tider er dårligt humør, misforståelser, og en listen på tæer, for ikke at få bægeret til at flyde over. Og selvom vi prøver at få det til at fungere uden at det går ud over Isabella, ja så går det altså galt engang imellem.

Jeg har til tider utroligt svært ved at læse isabellas far, og da han godt kan være lidt lukket, og ikke fortælle hvad der er galt, eller hvordan vi kan hjælpe, og så går det galt. Men sådan er det jo nogle gange ved mænd. De bruger ikke så mange ord som os kvinder.

Isabellas far ved ikke hvor den største stress faktor ligger henne, om det er ved arbejdet, herhjemme eller om det er en stor sammenblanding. Og derfor er det også svært at vide hvad hjælpen kan være.

Det rigtig svært at stå på sidelinjen, og ikke vide hvordan man skal gribe det her an, eller bare til tider vide hvad man skal sige til manden. Man sidder med en konstant frygt over det hele, om forholdet kan holde til det. Om det er os der giver ham stress. Om det bare har været en for stor mundfuld at blive far, og så til en for tidlig født. Flytte væk fra netværket, der er så mange ting som spiller ind.

Som familie ønsker man jo det bedste for hinanden, og det er altså bare ikke sjovt at se på at ens partner ikke er sig selv og har det skidt. Jeg prøver at give ham den luft han har brug for, men jeg har jo også brug for ham herhjemme, at der bliver hjulpet til og vi er to om Isabella.

Isabella har brug for sin far, og vil ham rigtig gerne. Hun fortæller ham tydeligt når han ikke har været nok hjemme, eller sammen med hende, for så afviser hun ham blankt, han kan ikke engang røre hende, uden hun afviser ham.

Her til morges, kaldte hun for første gang på Far, da hun vågnede, det er jo bare en sejr i sig selv, og også godt at det hjælper med faste dage hvor det er far der styrer showet. Han puttede hende i går aftes, og til morges kom hvad jeg kalder hans belønning for ham. Hun kaldte på far. :-)

Det må være hårdt som far, at i den grad blive afvist, som Isabella nogle gange gør. Og det kan måske også give lige et ekstra spark til stress faktoren, at man ikke er nok hjemme til at ens barn vil en hele tiden.

Fordi vi har den "lille" ting herhjemme, så prøver vi at passe på hinanden, og give hinanden den plads der skal til. Det kan være så svært at stille sine egne behov i baggrunden, men i sidste ende har vi jo samme mål, nemlig vores familie skal have det godt. Og det er jeg heller ikke i tvivl om Isabellas far også ønsker. Osse selvom han ikke siger det.
Pas på hinanden.

 

Kærligst Isabellasmor Lisbeth.

Synes godt om

Kommentarer

Skriv kommentar...
IP: 82.99.3.229