Min fødsel #1

Mandag d. 12. oktober havde jeg termin. Jeg havde hørt fra flere, at man ofte som førstegangsfødende går over tid, så jeg forventede ikke, at jeg skulle blive mor netop den dag. Jeg regnede derfor med, at der i hvert fald ville gå en uges tid mere. Men det gjorde der som bekendt ikke.

Natten til d. 12. oktober vågnede jeg et par gange, fordi jeg havde lette menstruations-lignende smerter...

Jeg tænkte ikke rigtig så meget over det og forsøgte bare at sove videre. Da klokken blev 7.30 kom Christian ind i soveværelset for at sige farvel til mig, da han skulle på arbejde. Inden han smuttede, sagde han: "Nu sørger du lige for at føde i dag!". Jeg grinte bare og lagde mig til at sove videre. Men en halv time senere begyndte min mave at gøre ondt. Altså på en helt anden måde end jeg tidligere havde prøvet. Jeg blev liggende et par timer i sengen, hvor det tog til, og her gik det langsomt op for mig, at det altså var veer. Jeg skyndte mig derfor op for at tage et par billeder af maven (som I kan se ovenover), for tænk nu hvis det var sidste dag med den gravide mave. Det skulle jo ligesom foreviges! Jeg sendte herefter en besked til Christian, hvor jeg skrev: "Jeg tror sgu, at jeg har veer". Jeg ville ikke ringe til ham, da jeg vidste, at han havde monster travlt på arbejdet, så jeg ville hellere vente med at ringe til at veerne tog yderligere til. Han så forresten slet ikke min besked pga. travlhed, så det var først, da jeg ringede senere, at han fandt ud af det. I stedet fik jeg talt i telefon med både min mor, min far, min fars kæreste og min søster, så de vidste, at der var ved at ske noget.

Kl. 11 gjorde veerne simpelthen så ondt, at jeg ringede til fødegangen på Regionshospitalet Nordjylland...

Jeg kom til at tale med en ældre jordemorder, som sagde, at jeg skulle forsøge at få lidt at spise og drikke samt ligge en varmepude på maven og/eller lænden for at tage nogle af smerterne. Jeg havde dog ikke overskud til at rejse mig fra sengen for at hente mad eller varmepuden, så jeg ringede derefter til Christian og bad ham om at komme hjem. Han var hjemme omkring middag, hvor vi kort fik talt om, hvad der egentlig var ved at ske. Han forsøgte at gøre alt, hvad han kunne for, at jeg skulle have det godt. Han lavede frokost til mig og hentede vand og sodavand, men jeg kunne simpelthen ikke holde noget i mig, for jeg kastede alt op, som jeg fik i munden.

Som tiden gik blev veerne voldsommere og voldsommere, og jeg kunne næsten ikke tale med Christian mere. Det gjorde simpelthen SÅ sindssygt ondt hver gang, der kom en ve. Ved 14tiden ringede jeg endnu engang til fødegangen, hvor de stadig ikke ville have, at vi skulle komme ind. I stedet fik jeg besked på, at jeg skulle prøve at gå i bad og lade det varme vand ramme maven, og det gjorde jeg. Jeg stod nok i bruseren i 10 minutter, men jeg synes overhovedet ikke det hjalp. Så Christian hjalp mig ud igen og fik tørt mig. Jeg kunne næsten ingenting selv, fordi veerne gjorde så pisse hamrende ondt. Så jeg ringede endnu engang til fødegangen og fik fremstammet, at jeg simpelthen ikke kunne holde det ud længere, og så sagde jordemoderen heldigvis, at vi godt kunne komme derind omkring kl. 17. Endelig!

Kl. 16.15 kørte vi mod Hjørring, og det er nok den længste køretur, jeg nogensinde har været på. Jeg sagde ikke et ord hele turen, fordi jeg forsøgte at koncentrere mig om at holde veerne ud. Da vi endelig nåede frem, blev vi sendt direkte ind på en fødestue, hvor der gik 30-45 minutter, før jordemoderen (den samme som jeg havde talt i telefon med hver gang, jeg ringede til fødegangen) havde tid til at tjekke mig. På det tidspunkt var jeg 3-4 cm åben, så vi fik derfor lov til at blive. Pyha! Jeg fortalte jordemoderen, at jeg gerne ville have noget til at lindre de værste smerter, og hun foreslog derfor (igen), at jeg skulle prøve med et par varmepuder. Så det gik hun ud og fandt til mig, selvom jeg var ret skeptisk omkring det. Jeg lå med dem en halv times tid, før jeg ikke kunne klare det længere og smed dem væk, for de hjalp alligevel ikke en dyt.

Ved 20tiden kiggede jordemoderen endnu engang ind til mig, da hun skulle tjekke mig igen, inden vi kunne tale om, hvilket smertestillende jeg så skulle prøve. Det viste sig dog, at jeg nu var 9,5 cm åben og dermed næsten klar til at føde, så nu var det altså for sent at få noget til at lindre smerterne. What! På det her tidspunkt havde jeg faktisk allerede haft en del presseveer, men jeg fik besked på, at jeg ikke måtte presse, hvilket nærmest var umuligt, da kroppen bare ville presse. Alt gjorde simpelthen SÅ skide ondt, og jeg sagde SÅ mange grimme ord hver gang, der kom en ve. Utroligt nok sagde jordemoderen, at jeg virkede meget rolig i forhold til andre fødende, så jeg var åbenbart ikke så slem, selvom jeg fyrede det ene bandeord af efter det andet.

Nu hvor jeg stort set var klar til at føde, gik jordemoderen igang med at gøre det hele klar til fødslen...

... og kl. 21.20 gik pressefasen endelig igang.... For at indlægget ikke skal blive alt for langt, får I næste del i et nyt indlæg. Så jeg håber selvfølgelig, at I stadig vil læse med, når del 2 kommer! <3

Synes godt om

Kommentarer