North Michigan, USA

Jeg var i sommeren 2019 taget afsted alene til staten Michigan, hvor jeg boede i byen East Jordan hos Gustavs søde værtsfamilie fra 10. klasse. Der boede jeg i de første 4 uger alene, hvor efter Gustav kom, og vi boede der en uge mere sammen. Hele min oplevelse af at rejse alene, hvordan jeg havde det, samt hvad jeg lavede, kan læses fra uge til uge i mine tidligere indlæg. I dette her indlæg vil jeg nemlig komme ind, hvad jeg generelt synes om North Michigan (herunder byerne East Jordan, Charlevoix og Boyne City) samt mine anbefalinger til seværdigheder dertil.

Om North michigan

Hvis du elsker at være på, i og nær vandet, ligesom jeg, så vil du nok også elske dette sted. Vandet er rent og lækkert og naturen er noget af det smukkeste. De unge mennesker, jeg har mødt, går f.eks. mere op i at have en lækker speedbåd end en fed bil, hvilket siger lidt om kulturen der. Mens jeg var der, var jeg også selv meget på og i vandet, hvor jeg bl.a. var ude på en masse turer sammen med min amerikanske familie og deres venner og familie i form af partybåd, kajak, paddle board og speedbåd. På vores sejlturer mødte vi en masse andre ude på vandet i alle aldre. Ude på vandet var der flere områder, hvor folk lagde anker med bådende op af hinanden, og hvor god musik og sommer drinks hørte til. Vandpolitiet, som var to unge fyrer, mødte vi også, som desuden bare ville hilse på os og virkede til at nyde deres job. Her er også flere smukke åer, som man i kajak/kano eller badering kan sejle i, hvilket mange også benytter sig af. Der kan nærmest være tale om "myldretider" på disse åer, man skal undgå, hvis man ikke vil støde ind i en masse mennesker, mens andre (specielt de unge) gerne går efter dette, hvor de forsamles og møder nye mennesker. Personligt elsker jeg dette ude-liv, hvor folk mødes og hænger ud i deres både, kajakker m.m. Min amerikanske værts-familie fortalte mig, at mange flytter hertil pga. livet ved vandet samt den smukke natur, området byder på. Efter at jeg havde boet der i 5 uger, begyndte jeg selv at holde meget af dette sted, og jeg forstår også godt hvorfor, mange vælger at flytte til dette område.

Det er dog ikke kun vandlivet, som er fantastisk her. Som sagt er naturen også super smuk, hvor man kan være heldig at se en masse vilde dyr, ligesom jeg så dådyr, elge, skildpadder, bævere, havørne, slange og en bjørn. De smukke byer har også en masse at byde på, som de mange festivaller, moterbike night, yoga, smukke slotte osv. Det sociale er også helt fantastisk, hvor folk er så åbne og imødekommende, og alle hilser på hinanden og spørger, hvordan det går - om man kender hinanden eller ej. Der er mange ting, som jeg kan nævne, og jeg vil derfor forsøge at gøre det kort med mine anbefalinger dertil - baseret på mine oplevelser fra sommeren 2019 og sommeren 2017.

Seværdigheder

I Nord Michigan er der en masse at opleve, så herunder kommer mine top 6 anbefalinger.

Nr. 1: Mackinac Island

Når du er i dette område, så vil jeg sige, at det er et must at tage til "Mackinac Island", da det ikke lægger så langt herfra. Mackinac Island er en af de smukkeste øer, jeg nogensinde har været på. Naturen er så fantastisk, strandende består af hvide sten og klar vand, bygningerne som både huse, slotte m.m. ser så moderne og smukke ud, og så køres der med hestevogne frem for biler. Øen har sin egen historie. Det er ikke alle, der kan bo der - om man så ville. Samfundet her er super stærkt og noget helt specielt. Alt dette sammen gør denne ø så unik, at ord slet ikke er nok.


Nr. 2: Tahquamenon Falls + Sleeping Bear Dunes National Lakeshore

Tahquamenon vandfaldet er klart det største vandfald, jeg har set, og så er det også virkelig smukt. Dog ligger dette vandfald længere væk, men hvis man er i bil, så kan man godt tage en en-dagstur ud til dette smukke og eftertragtet vandfald, som er noget helt for sig selv.

Tæt på vandfaldet ligger dét, der kaldes for "sleeping bear dunes", som er en kæmpe stor og virkelig stejl sandbakke. Der er langt ned til vandet fra toppen af denne sandbakke, og den er så stejl, at man "nærmest" kan hoppe hele vejen ned. For neden af bakken er noget af det smukkeste vand, som man velfortjent kan tage sig en dykker i, inden man skal tilbage op af den stejle sandbakke igen. Det er virkelig en sjov og speciel oplevelse.

Disse to oplevelser gør helt klart den lange køretur det værd!


Nr. 3: Lake Charlevoix

Oplev det helt specielle "vandliv" på Lake Charlevoix ved selv at tage en tur ud og sejle i den. Du vil opleve en ny verden åbne sig op for dig derude, hvor du hele tiden er omgivet af den smukke udsigt til den flotte natur samt de store og flotte huse, og hvor mennesker forsamles og præger en unik stemning i det fællesskab, der er på vandet.


Nr. 4: Charlevoix Festival

Byerne, heriblandt Charlevoix, East Jordan, Boyne City, skiftes til at holde hver sin "freedomsfestival" med en uge til hver. Jeg har oplevet alle 3 byers festivaler, hvor jeg vil sige, at de alle sammen er gode på hver deres måde.

East Jordan er en mindre by, og holder derfor en mindre festival, hvilket gør den oplagt for småbørnsfamilier. Her er der forlystelser til børnene, boder, og selvfølgelig det smukke og store fyrværkerishow. Hvis man er til amerikanske biler, unikke boder og fest, så er festivalen i Boyne Mountain veloplagt at tage hen. Men den største af dem alle er klart Charlevoix Festival. Her er der et kæmpe forlystelsespark for børnene, et stort festtelt ude ved havnen, livekoncerter og fine boder. Derudover er der også en virkelig fed bådparade, hvor bådende er pyntet så flot op på kreative måder med al mulig lys, hvor den slutter af med et brag af et fyrværkeri-show. Min personlige favorit af dem alle er klart Charlevoix Festival, og den er derfor min største anbefaling. Stemningen til de alle tre festivaler er helt fantastiske, hvor man virkelig kan mærke, at alle har en god tid sammen.


Nr. 5: East Jordan River

Noget af den smukkeste natur ser du, hvis du tager en tur ned gennem East Jordan River i kajak eller kano. Hvis du er stille nok, så kan du være heldig at opleve vilde og sjældne dyr. Det var her jeg fik set bævere for første gang, hvilket var en kæmpe oplevelse for mig. De opholder sig nemlig her, så det er med at være på udkig. Derudover er der aldrig en kedelig tur. Ofte vælter træerne ned over åen, så stort set hver gang du kommer, så vil der være nye forhindringer på din vej, hvilket kan være ret sjovt, specielt når man ser andre falde ned i det kolde vand af dem, hahaha - jeg har dog selv været heldig i disse tilfælde. ;)


Nr. 6: Castle Farms

Byen Charlevoix har én af de smukkeste slotte, jeg har set (ligger nok på lige fod med det slot, jeg så i Budapest - kan læses om i tidligere indlæg). Den er derfor klart et besøg værd, og mens du er der, så vil jeg gerne anbefale at prøve "yoga and wine" som prikken over i'et. Det var her, jeg prøvede yoga for første gang, hvilket faktisk var en virkelig dejlig måde at falde ned i ro på i virkelig skønne og smukke omgivelser, mens du hører på lyden af rislende vand fra slottes brønd. Du kan læse mere om slottet her: https://www.castlefarms.com/

Xoxo, Ida

  • Travel

Synes godt om

Kommentarer