Budapest, Ungarn

Gustav og jeg var på "juleferie" i Budapest i december måned år 2017 i en lille uges tid.

Vi kan personligt gode lide at tage på juleferie, de steder, hvor man også vil komme i "julestemning", hvilket er grunden til, at vi tog til Budapest. Dette valg viste sig at være det helt rigtige, for byen var pyntet godt op til jul med masser af juleboder, julelys, julesang, flotte katedraler og lækker mad, hvilket gjorde, at vi i den grad kom i rigtig god julestemning.

Budapest har rigtig meget at byde på, og jeg vil derfor komme med mine anbefalinger til, hvad jeg synes, man skal opleve.

Seværdigheder

Spa
I en kold december måned, hvor vi oplevede sneen dale ned, så er der næsten ikke noget bedre end at få opvarmet kroppen i en lækker opvarmet spa - og dette har Budapest masser af! Her vil jeg anbefale både Gellertbadet og Széchenyi-badet , hvor Széchenyi-badet klart er vores min favorit, men de begge er rigtig gode på hver deres måde.

Dét, som gør Széchenyie-badet til vores favorit, er den store, udendørs, opvarmet spa, der damper med sin varme ud i den kolde luft. Det er virkelig lækkert, når man kan gå fra kulde og direkte ned i det varme vand. Derudover har man også muligheden for at gå indedørs, hvor der er rigtig mange pools områder i forskellige grader af vand. Herinde fik vi også prøvet at bade i øl i en to-personers-øl-tønde samtidigt med, at vi kunne drikke al den øl, vi havde lyst til, ved siden af. At bade i øl koster dog lidt ekstra, og selvom jeg ikke er så glad for øl, så var det stadig en (sjov) oplevelse værd.

Gellertbadet har også flere forskellige pools områder (dog ikke nær så mange som Széchenyie-badet) og et mindre, udendørs, opvarmet spa. Dét, der gør denne spa helt speciel, er dens arkitektur. Den er nemlig præget af en meget barokisk stil, som jeg selv synes, er så flot, at denne spa er et besøg værd.

Sejltur på Donau floden
På en af vores første aftener var Gustav og jeg ude og gå en tur langs Donau-floden. Her lod vi mærke til de mange både, der stod langs kanten og ventede. Hertil stod der én for hver båd og delte biletter ud til en sejltur på en af disse både. Prisen var overraskende billig, så vi var ikke i tvivl om, at vi skulle give dette et skud. Da vi kom på båden, satte vi os indenfor, hvor alle de andre også sad. Det var jo ikke ligefrem varmt udenfor. På turen blev vi guidet i alt det, vi kunne se på vores vej, hvor vi blandt andet så det meget smukke og populære parlament, frihedsmonumentet og de forskellige broer. Det var også muligt at gå udenfor, hvilket vi også benyttede os af undervejs. Det var virkelig en smuk og kulturel sejltur, og jeg ville ikke selv have været foruden dette.

Hospital in the rock
Budapest er Ungarns hovedstad, som består af de to byer "Buda" og "Pest". Da Gustav og jeg boede i bydelen Pest, så valgte vi at tage på en dagstur til den anden bydel Buda, hvor vores første stop blev her. Hvis du er interesseret i historie, så er dette et oplagt sted at besøge. Her får du en meget autentisk oplevelse af, hvordan Budapest havde det under 2. verdenskrig, og hvordan de behandlede de sårede. Du bliver nemlig ført rundt på en rundvisning inde på selve hospitalet, der gemmer sig inde i en klippe med lange gange og små rum. Man måtte desværre ikke tage billeder derinde, men jeg kan love jer, at det var en meget tankevækkende og spændende tur, vi fik os der.

Fisherman's bastion
Dette sted ligger meget tæt på "hospital in the rock", hvorfra Gustav og jeg gik videre hertil. Gellertbadet er ikke det eneste sted, som er præget af den barokiske stil, og hvis du også synes, at den stil er flot, så kan jeg godt anbefale dig dette her sted. Her kommer du til en meget flot slot præget af denne barokiske stil. Som bonus er der fra slottet også en meget flot udsigt udover byen, og hvis du er sulten, så befinder der sig også en tilhørende restaurant til slottet her.

Du kan læse mere om dette sted ved at klikke her.

Frihedsmonumentet + byens bedste udsigt
Som en afslutning på vores dagstur til byen Buda, så blev vores sidste stop ved frihedsmonumentet. Dette monument befinder sig meget højt oppe over jordens overflade, hvor vi til fods gik op. Undervejs kommer der flere udsigts-platforme, hvor vi hver gang blev overrasket over udsigten, og den blev kun vildere og vildere, jo højere op vi gik. Når du når til tops, så har du nok fået byens bedste udsigt. Her kan du desuden også opleve frihedsmonumentet, og hvis du skulle blive sulten eller tørstig, så var der i vores tilfælde også en pølsevogn deroppe.

Skoene ved Donau
Når du er i Budapest, så kan du næsten ikke undgå at komme udenom deres historie. Hvis du er ude og gå omkring parlamentet eller langs Donau-floden i bydelen Pest, så vil du formentlig nok støde på de jødiske sko, der er placeret ud til Donau-floden - det gjorde vi selv en af dagene, hvor vi havde været forbi parlamentet. Disse sko kommer fra nogle jøder fra 2. verdenskrig, som på række var blevet skudt ned i floden. Dette er virkelig forfærdeligt at tænke på, og det skræmmer mig en del, at der var sko i alle størrelser. Dog er dette med til at fortælle, hvor meget 2. verdenskrig stadig præger folk i Budapest, hvilket jeg også oplevede, da mange mennesker brugte dette sted til at sørge. Det var for mig en meget rørende oplevelse, som har været med til at give mig en større forståelse for, hvordan de ungarnske mennesker har det i dag - og derfor vil jeg også godt anbefale dig at opleve dette.

Spisesteder

Gustav og jeg var ude og spise på nogle gode restauranter hver dag til middag og aften - mad kan de godt finde ud af at lave i Budapest! Vi fandt så her klart vores favorit af alle. En dag, hvor vi havde været forbi 'parlamentet' og 'skoene ved Donau', var det på tide, at vi fandt noget at spise. Vi gik tilfældigvis forbi restauranten Hungarikum Bistro, der var i nærheden, og dens særlige, traditionelle, ungariske stil udefra lokkede os til. Vi gik indenfor for at kigge nærmere, hvor den ungariske stil forsat var præget i rummet. Stilen minder mig om noget, ens bedsteforældre kunne have, og det gjorde stedet for mig endnu hyggeligere. Det viste sig sådan, at Gustav og jeg var utrolig heldige den dag, da der lige var ét bord ledig til os, da vi kom. Derudover er det et sted, man normalt booker bord til i god tid, da restauranten stort set hele tiden er fyldt op, og derfor måtte mange "uanmeldte" gæster efter os blive nød til at finde et andet sted at spise.

Men det er heller ikke så underligt, at dette sted er så populært. Restauranten er nemlig så traditionelt ungarnsk, som noget kan være - både udseendet og maden. Derudover så er det virkelig billigt, og maden smager virkelig godt! Gustav og jeg fik en lækker tre-retters-menu til næsten ingen penge sammenlignet med, hvad man får i Danmark. Jeg vil derfor mene, at denne restaurant må være et must at komme forbi - men husk at book i god tid. Gustav vil lige tilføje her, at han stadig drømmer om den lækre gullash, vi fik den aften.

Jeg vil lige nævne, at det generelt er billigt at spise ude i Budapest - ligesom så meget andet også er rigtig billigt (fx taxerne). Hvis I gerne vil ud og spise et romantisk sted, så vil jeg også anbefale at spise på en af de både, der ligger til ved Donau-floden. Det gjorde vi selv på vores 3. årsdag, vi havde dernede, hvor vi spiste på en af disse lækre både med udsigten udover vandet hen til byen Buda. Det var helt fantastisk.

Som afrunding vil jeg alt i alt godt anbefale, at man oplever Budapest. Budapest er en smuk og hyggelig by, der er mange seværdigheder, lækre spa og lækkert mad - og så er det også bare billigt at være der.

Jeg går som regel selv efter steder at rejse til, hvor jeg ikke har været før, men Budapest er blevet en undtagelse, da jeg allerede savner denne skønne hovedstad og vil derfor elske at komme tilbage dertil igen.

Jeg håber, at I fik noget ud af denne her guide, og hvis der er noget, som jeg kunne have gjort anderledes, eller som du har spørgsmål til, så tager hjertens gerne i mod det, og jeg vil se, om jeg kan gøre noget ved det.

Xo, Ida

Fik du noget ud af denne guide?

#budapest #buda #pest #hungary #travel #travelguide #travelblog #spa #christmasfeeling #idanielsenx

  • Travel

Synes godt om

Kommentarer

Skriv kommentar...
IP: 82.99.3.229