Hvad er alkoholisme?

Jeg synes det er enormt vigtigt at sætte ord på dette emne for især at bryde tabuet. Men jeg har også behov for et sted at komme ud med alle mine tanker, men også min erfaring til at kunne hjælpe andre, der sidder i samme sted. Jeg har brugt efterhånden mange år på at komme til dét sted, hvor jeg er i dag, og det vil jeg gerne bruge min stemme til at videregive. Jeg vil enormt gerne hjælpe dig, der måske sidder i samme situation.


For nyligt har Alkohol & Samfund videoen: "Hvordan ser en alkoholiker ud?" som satte fuldstændig ord på, hvad jeg har tænkt den seneste tid. At alkoholisme kan ramme alle mennesker uanset udseende. Videoen går ud på et eksperiment, hvor en gruppe danskere skal beskrive, hvordan en alkoholiker ud. Kvinden tegner så alt det, der siges - At en alkoholiker bedst kan beskrives med "manden på bænken", "lugter", "fedtet", "ingen uddannelse" og lignende fordomme. Alle disse fordomme bliver tegnet, hvor det ender med, at kvinden til sidst vender papiret og siger: "I har beskrevet en alkoholiker for mig, og min tegning er nu færdig". Der bliver helt stille, og hun siger så "Jeg er alkoholiker, men jeg drikker ikke længere". Videoen er et samarbejde med TV" og Trygfonden, som sætter fokus på alkoholafhængighed. Du kan se videoen nedenfor.

Hvad er en alkoholiker?

En alkoholiker er en person, der er afhængig af alkohol, har et overforbrug, som også kaldes alkoholisme. Alkoholikere kan komme fra mange baggrunde, jobs, udseender og lignende. En alkoholiker er nødvendigvis ikke den, der ligger på bænken i parken eller den, der går rundt med en nettopose, der klirrer. Det er fordomme. For faktisk er det sådan i sjældne tilfælde. Mange alkoholikere skjuler det - har fuldtidsarbejde, mand/kone og børn, og klarer sig godt udadtil.


Når alkohol bliver et problem

Alkoholisme er faktisk en sygdom. Jeg har oplevet det på tæt hånd. På baggrund af en masse psykologitimer samt min egen viden og erfaring, kan jeg konkludere, at en alkoholiker er overbevist om ikke at skulle have noget hjælp, og kan stoppe når de vil - dermed at kunne klare problemerne selv. Alkohol kan både være skadeligt på både det fysiske og psykiske helbred. Det påvirker dagligdagen, hverdagsglæden, familielivet, omgangskredset, for ikke at snakke om alt det indre. Helbredet bliver også ramt, som især er skade af indre organer (særlig leveren), forhøjet blodtryk, sukkersyge, demens, kræft.


Det bliver et problem, når det går ud over familielivet, arbejdslivet og lignende. Især familielivet kan få store konsekvenser - parholdet kan gå fra hinanden (hvilket nok ikke lige frem hjælper på alkoholikerens situation), og børnene kan få udfordringerne i både barndommen, ungdommen og endda videre voksenlivet. Derfor er der nødt til at blive sat et større fokus på, når alkohol bliver et problem.


Der findes officielt 632.000 børn, unge og voksne, som enten bor i en familie med misbrug eller er opvokset i en. Det estimeres dog, at tallet er langt højere, for der er MANGE familier, der hverken har været i kontakt med psykolog, læge, behandlingssted, og derfor ikke er "registreret i systemet" (Kilde: Blå Kors). Derfor er det simpelthen så vigtigt at sætte fokus på dette emne. Som en kvinde, der selv er opvokset i et alkoholmisbrug, kan jeg skrive under på, at man kan føle sig alene, have lavt selvværd og generelt ikke have mod på livet.

Tegn / symptomer på alkoholisme

Tegn på alkoholisme

Hvis du har 3 eller flere af nedenstående symptomer samtidig i minimum 1 måned eller gentagende gange indenfor 12 måneder, bør du ringe til egen læge, psykolog eller andre former for hjælp.

  • Kontroltab ved alkoholindtagelse
  • Trang til alkohol
  • Toleranceøgning
  • Abstinenser efter alkohol
  • Fortsat drikkeri trods erkendt skadevirkning
  • Alkohol spiller en dominerende rolle i personens liv

Kilde: WHO


Jeg vil dog vurdere, at der er lang flere tegn/symptomer på disse, og har selv oplevet det på hel tæt hånd:

  • At drikke alkohol alene (alt med måde)
  • At drikke fordi man er ked af det
  • At drikke fordi man ikke kan magte livet
  • At skjule sit drikkeri
  • Hvis man ikke erkender problemet
  • Svigter aftaler med sine børn
  • Generelt uro i kroppen

At være pårørende

Som pårørende til en alkoholiker oplever man ofte:

  • Følelser som frustration, vrede, afmagt, sorg, magtesløshed og fortvivlelse
  • At man lever i konstant bekymring om fremtiden
  • At man forsøger at hjælpe uden det nytter
  • At familielivet er præget af diskussioner og skænderier
  • At misbrugeren afviser problemet eller giver løfter om forandring, som brydes kort efter

Kilde: Dansk Misbrugsbehandling


Karakteristika for familier med alkoholproblemer

  • Børnene må overtage ansvar- og omsorgsroller
  • Flere i familie bliver medafhængige
  • Grænserne er utydelige
  • Kommunikationen er dårlig
  • Tilknytningen er usikker mellem forældre og børn
  • Familiens værdier opløses
  • Skam og isolation følger familien
  • Der er en høj grad af uforudsigelighed - børnene kan ikke regne med forældrenes reaktioner
  • Konfliktniveauet er forhøjet

Kilde: Du er ikke alene - en opvækst med alkoholmisbrug af Kristina Hermann

For at sætte alle disse symptomer i perspektiv til min egen familie:


Min far har har altid forsøgt at skjule sit drikkeri, men vi har aldrig været i tvivl, for lige så snart jeg åbnede døren, når jeg kom hjem fra skole, kunne jeg mærke det. Det kan virke underligt for andre, der ikke kan sætte sig ind i det, men sådan var det. Vi tegnede tit streger på flaskerne for at se, hvor meget min far havde drukket; for at holde øje med det.


Min far drikker altid alene, aldrig i selskaber. Når vi er til begivenheder, fremstår han udadtil som om han har styr på det og slet ikke rører alkoholen. Men når han alene får den hele armen - og vi kan se det på blandt andet Facebook, hvor han laver mærkelige statusopdateringer samt skriver dumme beskeder til mor og os børn


I dag skal man ringe til ham inden besøg for at høre om han er beruset. Det kan genkendes når han lyder snøvlet i telefonen, falder over ordene og generelt bare mumler lidt. Vi børn kan SÅ tydeligt både høre og se, når far er fuld. Min far bliver utrolig upassende og belastende, når han er fuld. Når man italesætter problemet, er det vores skyld, og han kan slet ikke se ind ad. Han går i forsvarsposition og vil intet erkende


Min farmor og farfar - og generelt hele min fars side af familien - vil ikke erkende problemet. Flere gange har vi børn som små forsøgt at hente hjælp hos dem, men de har afvist os hver gang. Nogle gange tog min farfar med hjem, så far, og sagde "han er da ikke fuld", og til sidst begyndte vi jo at tro på det, for når en voksen siger det, måtte det jo være rigtigt.


Kan du nikke genkende til noget af det?

"Et voksent barn"

Som barn af alkoholiker kan man have flere udfordringer end børn med en "normal" opvækst, da man kan være langt mere belstede på nogle områder. Nogle af de typiske problemer lyder således:

  • Lavt selvværd
  • Høj grad af selvkritik
  • Har problemer med at fortælle din egen historie
  • Benægter helt eller delvist, at dine forældre drikker
  • Er overinvolveret i dine forældres misbrug
  • Har svært ved at bede om hjælp
  • Har problemer med nære relationer
  • Har svært ved at sætte ord på egne oplevelser, følelser og ønsker
  • Har problemer med at sætte grænser og passe på dig selv
  • Har problemer med at fortælle sandheden
  • Er styret af impulser
  • Kan være kontrollerende i din ooførsel
  • Er overansvarlig og omsorgsfuld for andre, men ikke overfor sig selv
  • Overreagerer på svigt, kritik og situationer, hvor du føler dig forladt
  • Føler dig anderledes
  • Skammer dog ofte over dig selv
  • Føler dig ensom

Kilde: Du er ikke alene - En opvækst med alkoholproblemer

Hjælp og anbefalinger

Hjælp og rådgivning til både alkoholiker og pårørende her

  • Alkohollinjen (gratis og anonym hjælp) på 80 200 500
  • Chatrådgivning til TUBA her
  • TUBA generelt (Jeg har selv gået til psykologtimer i TUBA med fysisk fremmøde, som KLART kan anbefales)
  • Dansk Misbrugs Behandling på nummeret 70 75 22 64
  • Tag en alkoholtest her (for både alkoholiker eller pårørende)
  • Ballast som kan ses her

Lidt "inspiration"/anbefalinger

  • Instagram: Flaskeboern som er en profil med tegninger der sætter "ord" på alkoholisme og dét at være opvokset i et alkoholmisbrug. Katrine Quorning er kvinden bag, som hjælper til at bryde tabuet
  • Podcast: En narkoman og en alkoholiker - sidder på en bænk. En podcast af Hus Forbi, hvor blandt andet Thomas Warberg, Allan Olsen og Niarn optræder i (kan findes i Podcast-appen på Iphone og er gratis)
  • Podcast: En rødvinsplettet barndom, der handler om børn opvokset i alkoholmisbrug og hvilke konsekvenser det har for voksenlivet. Den består i øjeblikket af 4 afsnit og kan findes i Podcast-appen på Iphone (gratis)
  • Podcast: Tømmertanker, hvor første afsnit eksempelvis handler om roller, ansvar og skyld. Lavet af Tuba Ungdom (Tubanu). Ligger gratis i podcast-appen på Iphone og er gratis
  • TV-program: Kampen for et bedre liv: Flasken eller familien på DR. Kan ses gratis i DR-appen. Første afsnit kan ses her og omhandler René, hvis forhold til sine børn hænger i en tynd tråd, og jeg kan SÅ meget sætte mig ind i dette afsnit.
  • Bog: Du er ikke alene - en opvækst med alkoholproblemer af Kristina Hermann (den har hjulpet mig SÅ meget. Det skifter mellem viden, citater og øvelser. Derudover er der 4 dele af bogen, hvor man får baggrundsviden om alkohol, få klargjort ens egen historie, får styrket sin selvværd etc.)


Citat: Man kan ikke hjælpe en, der ikke vil hjælpes. Omskrevet: Man kan ikke hjælpe en alkoholiker, der ikke har erkendt sit problem!



#bestofnouw #bestof2020 #brydtabuet #alkoholism #barnafenalkoholiker

Synes godt om

Kommentarer