Så er tiden kommet, hvor tankerne gennemgår 2017. Som altid har det været et år, hvor negative ting og positive ting. er sket Sådanne har alle årene været, og sådanne vil 2018 sikkert også blive. Så er det op til hver især, at vælge hvad der skal fylde. For mig er det faktisk vildt STORT, at jeg oplever at gå ind i 2018. Endnu engang kan jeg kun siger, ukrudt forgår ikke så let. Jeg kan væltes, men jeg rejser mig igen. Og for hver gang er jeg blevet stærkere. Hver gang jeg har spillet kort med døden, har gevinsten været livet, glæden ved livet. 

Når jeg tænker 2017 igennem, viser det mig. HALLO jeg er et menneske, jeg er i live. En ting er helt sikkert, liver er IKKE retfærdigt, der er bump, det er vildt hårdt. Kunne skrive en hel bog, om alle de uretfærdigheder, beskyldninger og negative ting 2017 har budt på i mit liv. Men sandheden er bare, det ville ikke ændre noget. Jeg er kommet over diverse bump, beskyldningerne overlever jeg, jeg kender sandheden. Uretfærdighederne, ja de er hårde, men enten ligger man sig ned, eller også KÆMPER man. Og 2017 har bevist, man kan kæmpe og vinde. Og ja sejren smager vildt godt. 

Sidst i 2017, tog jeg en beslutning. Jeg vil leve, jeg er bedst til at være Charlotte. På godt og ondt. Jeg vil gøre det, der gør mig glad, det der betyder noget for mig. Jeg har ikke kæmpet og vundet, bare for at gøre andre tilfredse med mig. Jeg er som jeg er, og det bliver jeg ved med. Og det har virket, jeg er GLAD. Livet er ikke altid nemt, men det er nemmere hvis det er sjovt. Ingen ved hvor langt vores liv bliver, men vi bestemmer selv, om det skal være et sjovt liv. Så betyder det ikke så meget, hvad andre tænker. De har deres liv at leve, så lev dit liv, så du er glad.

Ja ja det lyder nemt !!!!! Jeg møder rigtig mange mennesker, der er i deres livs krise. Det være sig, sygdom, økonomi, ensomhed, personlige kriser, osv. Fælles for dem er, at alle føle, deres verden vælter. Og det gør den, men nogle gange kan det hjælpe at få perspektiv på tingene.  Jeg tror den sætning, jeg har sagt flest gange i 2017 er......  VIL DU BYTTE ?. Skal ikke tolkes som om, jeg ikke ved det gør ondt og er svært. Ikke mange ting, jeg ikke har prøvet på egen krop. Men selvom det gør ondt, betyder det jo ikke, man ikke kan få det godt igen.  Nogle gange skal vores forventninger til livet justres en smule. Vi skal huske at drømme, ikke altid lever op til virkeligheden. Men det betyder ikke livet er slut, det betyder der skal ændres på drømmene. 

Jeg glemmer ALDRIG første gang, jeg kørte ind på et værtshus i min kørestol. Det var sååååååååååå grænseoverskridende for mig. Men jeg havde 2 valg. 1. sidde derhjemme og have ondt af mig selv, kede mig og være negativ. Ellers måtte jeg finde det store smil frem, synke klumpen og tage mig sammen. JA der blev kigget og det gør der stadigvæk. Men ikke fordi folk syntes jeg skulle køre retur, nej ikke mange nætter uden en kommer og siger, det er så super fedt du kommer i din kørestol ( jo jo jeg overvejer stadigvæk hvordan jeg ellers skal komme ud, da jeg faktisk ikke kan gå). Pointen er at det var svært, jeg kan ikke danse på borderne, og er jeg på dansegulvet, koster det tit nogle tæer. Men jeg er der og jeg har det sjovt. Jeg kan ikke danse, men jeg kan køre tur med andre. Og vigtigst jeg føler mig i live, og jeg bestemme selv. Jeg ville ønske folk var bedre til, at se muligheder fremfor begrænsninger. Der er så mange begrænsninger i livet, vi ikke kan ændre. Men der er også så mange muligheder, vi bare ikke griber. Der er rigtig mange ting i livet at tude over, men også at smile over. Ændre det du kan, lev med resten. Nyd for pokker livet. Livet er en fest, hvis du selv ønsker det.  

JEG ELSKER LIVET OG VIL LEVE.

Så hvad skal der ske i 2018, jo drømme er der. Men erfaringen har også lært mig, at tage tingene som de kommer. Så håbet for 2018, er at det ikke bliver for hårdt. Men ellers skal det bare være sjovt, med fede oplevelser. Ja der kommer helt sikkert også bump og kampe der skal kæmpes. Men de kommer bare, jeg er klar.

Så vil ønske jer alle et godt nytår, husk positive tanker sjovere end negative. Pas godt på jer selv...... ses i 2018. 

Flyt din blog til Nouw - nu kan du importere din gamle blog - Klik her

Likes

Comments

Jeg har altid elsket julen, ikke så meget gaverne men..... Lysene, stemningen og duftene. På en eller anden måde, så kommer der en ro en glæde, folk smiler mere i December. Men der er kommet skår i juleglæden, og jeg ville ønske de kunne heles, men det går ikke så godt med det......

Juleaften 2012 var det værste mareridt, en jul der altid spøger hos mig. Den 24 december 2012, er den dag jeg fik flest tæsk, EVER i mit liv. Det var den dag min x, mente skulle blive min sidste jul, sidste dag på jorden. Hvordan det mislykkedes for ham, hvorfor jeg stadigvæk er her, er mig en gåde.

Dagen startede som stille og roligt, jeg var ude og handle til julemaden. Juletræet var pyntet, gaverne lå under træet. Jeg starter på anden og risengrøden. Så ville jeg lige ringe til Danmark og ønske god jul. De næste par timer husker jeg ikke meget af. Jeg husker lyden i hoved, da det rammer marmorgulvet. En knasende lyd der kommer hver gang, jeg rammer gulvet. Som i en tåge husker jeg min x's stemme. En stemme der bare SKRIGER de grimmeste ord ud på flere sprog, en stemme der SKRIGER, så dø dog kælling.Jeg husker det stopper på et tidspunkt, hvor jeg ser min mobil, der ligger ved siden af mit hoved, knust total ødelagt. Min x er på det ene badeværelse, for at fjerne mit blod fra ham, senere har han fortalt, han troede jeg var død, på det tidspunkt.Jeg husker min søns ansigt, tårerne der løber ned af hans kinder, han var 7 år. Husker hans stemme, hans hænder der prøver at stoppe blodet og andet væske fra mit hoved. Mens han græder og siger, mor du må ikke forlade mig nu. Jeg behøver ingen gaver, bare du bliver hos mig. Jeg husker jeg kravlende kæmper mig ned til det andet badeværelse, sammen med min søn. Får låst døren og ligger og ryster med min søn i skødet. Mens hans små hænder presser et håndklæde, mod mit hoved, i håb om at stoppe blodet og væsken i at løbe ud. En ting INGEN børn burde opleve. Der ophold vi os i 16 timer, indtil vi kunne høre min x forlod hjemmet. Han fangede os på vej til politigården, der gik endnu 6 mdr. inden det lykkedes os at komme væk fra ham, og hjem til Danmark.

Julen 2013.... Der havde vi den 14 december, fået vores første hjem. Efter flugten tilbage til Danmark, så vi ejede hvad der kunne være i 4 kufferter. Det blev en fattig jul, men en jul med drømme, håb og masser af kærlighed. Bedst af alt, en jul med børnene. Det var godt nok en jul hvor jeg var træt. En træthed der kort efter jul viser sig at være pga. Akut leukæmi.

Julen 2014..... Jeg havde klaret første runde mod kræften, jeg var sammen med mine børn. En stille og rolig jul, jeg var begyndt at få hår igen, var hos frisøren for første gang efter kræften. Det blev så min sidste jul, hvor jeg kunne gå. Havde jeg vidst det, havde jeg taget et par omgang mere om juletræet. Juleaften var hos min plejemor, sidste jul da min kørestol ikke kan, komme igennem hendes dør. Juleaften i mit barndomshjem.

Julen 2015.... Første jul som farmor, første jul som kørestolsbruger. Sidste jul i min barndomsby. Men ellers en stille og rolig jul, en jul der var fyldt med drømme. Var tidligere på året blevet erklæret for terminal patient, så tanken om at der var stor risiko, for det ville blive min sidste. gjorde jeg ønskede alt perfekt. Jeg ønskede mine børn skulle have en perfekt jul, med gode minder. Så selvom det var en smertefuld jul, så lykkedes det at skjule smerterne. En ting jeg med årene er blevet mester til. Men det blev også en jul hvor jeg var bange, bange for at dø. En jul hvor juledagene var ensomme. Året hvor jeg valgte at holde nytårsaften, helt alene. En jul der var fyldt med tåre, når ingen så det. Men også en jul, hvor jeg besluttede at leve. Jeg ville ikke give op uden kamp, skulle jeg dø så blev det ikke uden kamp. Jeg ville leve, jeg ville nyde hver dag. Jeg lovede mine børn at kæmpe, et løfte jeg har holdt indtil nu, selvom det til tider er hårdt på prøve.

Julen 2016.... Første jul som øboer. Første jul i mange mange år, hvor det ikke er smerterne der driller. Julen 2016 var julen hvor jeg endelig var smertedækket. Juleaften i mit hjem, med børn og plejemor. En juleaften som i min barndom. Først kirke, så mad, sang og dans om juletræet, til slut gaver. Hele December havde jeg KNOKLET, alle kræfter var sat ind på at juleaften skulle være intet mindre end perfekt. Og lader vi som om juleaften slutter ved midnat, så lykkedes det. Få dage før jul, havde jeg fået urinvejsbetændelse og pillerne mod det, gjorde mig træt. Sammen med at jeg havde knoklet hele December. Det betød at da jeg kom i seng julenat, var jeg nærmest bevidstløs. Trætheden blev dyr for mig, den satte gang i en kæmpe ballade, beskyldninger jeg kæmper imod, den dag i dag. Natsygeplejersken får mig indlagt, en indlæggelse der slet ikke var nogen mening med. Men en sag der i dag er skyld i flere søgsmål. En ting jeg ALDRIG kommer til at forstå, ALDRIG kommer til at acceptere. En sag der har ødelagt så meget, kostet så meget og kørt helt ud på et sidespor. En sag der i dag mere handler om, at ingen vil indrømme, der kunne være handlet anderledes. En sag der i dag, har de største konsekvenser for mine børn og mig. Og som bare ikke vil stoppe igen. Men derfor var juleaften 2016, stadigvæk en af de bedste juleaftner i mit liv. Det skal julenat ikke ødelægge. Og det var stadigvæk alt arbejdet i December værd, jeg fortryder det ikke. For jeg kan leve længe på den aften.

I dag starter nedtællingen, så mod Julen 2017. Det er også den første dag, i årets sidste måned. December er for mig også en måned, hvor tankerne ruller tilbage på året der gik. Hele 2017 er oppe og vende. Hvad gik godt, hvad var okay og hvad gik galt. Så her sidder jeg første December, og tænker 2017 igennem. 1 ting jeg ikke kan påstå om 2017, det har bestemt ikke været et kedeligt år. 2017 er første år, efter min x, efter kræften, efter at være blevet kørestolsbruger hvor der til tider er kommet glimt af Charlotte. 2017 er året hvor jeg til tider har fundet tilbage til den Charlotte, jeg var inden julen 2012. 2017 har været et år, hvor noget har været helt extremt hårdt, et meget smertefuldt år, et år med en slem ulykke. Men også et år med de bedste oplevelser, et år hvor jeg har lært vildt mange mennesker at kende. Et år hvor jeg er begyndt at leve lidt igen. 2017 er også ÅRET, hvor jeg sagde STOP. Jeg skal ikke behandles bedre end andre, men bestemt heller ikke dårligere. Året hvor jeg har kæmpet for min ret, hvor jeg ikke bare har fundet mig i alt. Hvor jeg før bare er blevet sur og ked af det. Så har jeg i år sat hælen i jorden og kæmpet. Det har kostet rigtig mange kræfter, mange gange har jeg overvejet om det var det værd. Men er nået til den konklusion, at det er det. Jeg vil ikke mere bare tromles over. Jeg er født til at være Charlotte og jeg er bedst til at være hende. Det ville være total optur, hvis jeg kunne skrive jeg havde vundet alle kampene, men sandheden er at afgørelserne ikke er kommet endnu. Men uanset om jeg vinder eller taber, så kan jeg være ærlig, og sige jeg kæmpede. En ting 2017 har lært mig, at det betyder ALT for mig. 2017 er også året, hvor jeg har overvundet kørestolen. Forstået som i, det er ikke den der er Charlotte, jeg hader den, men jeg har lært at leve med den. Har vist også fået en del til at indse, at fordi man ikke kan gå, så dur det imellem ørene stadigvæk. De fejl der er imellem ørene, de er medfødte. Så år 2017 har været et socialt år, jeg er tilbage som den sociale Charlotte. Den gamle party Charlotte er vendt tilbage, nu danser hun ikke på bordene, men køre folk ned på dansegulvet.

Den gamle Charlotte er tilbage. Hende der kæmper for hendes ret. Hende der mange gange hopper ud over kanten, med lukkede øjne. Nogen gange giver det tæsk andre gange er det en succes. Fik en gang at vide, hvis jeg var en del af en bil, så ville jeg være speederen. Det er vist en meget, præcis beskrivelse af mig. Det der så til tider mangler i mit liv er bremsen, men har endnu ikke fundet en der kunne holde. Og der er for mange sår, til at en ny bremse kan få chancen. Livet har på mange måder lært mig, der er hårde tider, men man kan kæmpe imod og fokusere på de positive ting. Jeg ved der nok skal komme mange flere bump i mit liv, men de får ikke lov at knække mig. Jeg ved godt nogle syntes jeg er frygtelig, men man kan ikke gøre alle tilfredse og alle er nu engang bedst til at være den man blev født til at være. Kørestol eller ej så er jeg jo stadigvæk Charlotte. smag, stil, lyster, drømme og ønsker ændre sig ikke fordi man ikke kan gå. Nogle ting giver flere udfordringer, så må man gøre op med sig selv om det er kampen værd. 2017 har vist mig, jeg behøver at holde fast i mig selv, ellers stopper smilet. Så ja der skal mere til end smerter, kørestol og kampe før jeg ændre mig. Jeg ELSKER livet og jeg vil leve. Jeg vil mærke livet helt ind i rygraden, jeg vil gøre de ting der gør mig glad. Så helt sikker på jeg kommer til at springe ud over kanten, med lukkede øjne og uden faldskærm op til flere gange i mit liv. Jeg vil elske det hver gang, uanset resultatet. Et ønske for 2018, måtte være, at smerterne blev udholdelige, så jeg kunne sove lidt mere. Lidt mindre kampe med systemet og lidt flere kræfter, men kræfterne ville nok komme, hvis de 2 første ting gik i opfyldelse.

Men nu er år 2017 ikke slut endnu, vi mangler årets sidste måned. Jeg ved med sikkerhed, det også bliver en måned. Med fede oplevelser, året kommer heller ikke til at slutte uden kamp. Det bliver også en smertefuld måned, Men jeg er KLAR, og jeg er overbevist om at December kommer med mere positivt end negativt. Der er bestemt en hel del ting, der kunne være nemmere. Drømmer da om at blive smertefri, styrtende rig, kunne gå og ellers bare ligne en model..... Men mindre kan gøre det. På trods af alt, er jeg jo i live. Jeg har fået styr på ALT, til næste weekends julefrokost. Stuen er julepyntet og dekorationer er lavet. Så alt i alt er jeg sikker på julen 2017, bliver en af de positive. Så med ønske om, en super December, til alle. Vil jeg glæde mig til år 2018.

HUSK... Husk fortiden, drøm om fremtiden, men LEV i nutiden. GOD JUL TIL ALLE.

Likes

Comments

Contains affiliate links
HÆKLING, MERE END BARE STRØMPER.

Jeg skal være FARMOR, Jeg er meget kreativ. Men hækle det kan jeg ikke, og nok 1 af de ting. Som kræver mere end, 1 rystende hånd. Når jeg ser alle de ting, man faktisk kan fremstille. Ja så er min bank, nok glad for, jeg ikke kan hækle. For ville simpelthen ikke kunne styre mig. Sjovt som det har udviklet sig, de sidste par år. Da jeg var barn, så var det hæklet sokker, de var næsten altid at finde i julegaverne. Og selvom bløde pakker ikke var dem man helst ville have. Så har jeg altid elsket min hæklet/strikket sokker. Bare ikke når de skal vaskes. Ved godt der også blev fremstillet, få bamser eller dukker. Men det er som om hæklingen, har fået en ny ungdom. Og i dag er det bestemt ikke kun bedstemor, der er i gang med hæklingen. Det er tydeligt at se, hæklingen har fået ny ungdom, udvalget af muligheder er jo helt vildt. Jeg er fuldstændig pjattet, med de hæklet bamser, madvare og julepynten er ganske enkelt for nice. Kan godt se et juletræ, kun med hæklet pynt på, i farverne rød og hvid. Men dyretrofæerne de imponere mig. Og hvor ville de være skønne, på et barneværelse. Så måske jeg skal forsøge, finde en mulighed for at hækle, med en hånd. Det er jo en rigtig Bedstemor ting. Nu det er min tur.

HVEM ELSKER IKKE FLODHESTEN ??? ...


Likes

Comments

Kære Ærø, så er det knæk canceren tid. Som nogle ved, har jeg været turen igennem. Jeg fik for 4 år siden, konstateret Leukæmi, blodkræft. Det blev opdaget meget sent, og lægerne var ikke positive, jeg fik ca. 12 procent. Bedre end 0, og må have udnyttet mine chancer fuldt ud, for jeg er her jo endnu. Men noget skete og mit liv er i dag, delt op i 2. før kræften og efter kræften. Det betyder rigtig meget for mig, at så få som muligt, kommer til at få mine oplevelser. I år handler det meget om følger skaderne, dem kender jeg rigtig godt. Dem snakker man ikke om, du er jo rask. Ja lige nu er kræftcellerne slået ned, men jeg lever med følger skader og jeg lever i evig angst. Det er bare ikke noget man snakker om, det er ikke her ret meget fokus ligger,. Det glæder mig at man vender fokus på det. For tror de fleste der har oplevet kræft på egen krop eller meget tæt på. På mange måder har det som mig. der var et liv, før kræften. Nu er det et liv efter kræften. Selvom det helt bestemt, er og bliver det vigtigste, at folk overlever, Men derfor kan vi jo også godt, have fokus på livet efter kræften. 🌸

JEG VIL HØRE OM DER ER ANDRE PÅ ÆRØ, DER VIL VÆRE MED TIL EN FÆLLES KNÆK CANCEREN PÅ ÆRØ.

Jeg tænker at vi sammen, laver en fælles indsamling. At man kan melde sig som indsamler, så skal alle dem, der ønsker at være en del af dette projekt. Bruge knæk cancer ugen, på at samle så meget som muligt ind. Det kan være ved direkte indsamlinger, det kan være ved salg. Alt er tilladt og velkommen, det handler om at redde liv.

Indsamlingen kan så slutte fredag kl 22.00. Så bliver alt samlet sammen og afleveret til tv2. Hvis der er opbakning, vil jeg forsøge om der er en mulighed for, at de 2 der samler mest ind, bliver Ærøs ambassadør, og sendes til tv2 knæk cancer festen, for at aflevere hele Ærøs indsamling.

Kan vi ikke i denne sag, viser resten af DK. Ærø er en ø der løfter i flok. Der er så mange kreative mennesker på øen. Lad os stå sammen og lad kreativiteten få frit løb.

Så en lille ø som Ærø, også er med til at skabe resultater. Brug 1 time, 1 dag eller 1 uge. Brug det du kan, alt hjælper. Forebyggelse er bedre end behandling. Så kom med en tilbage melding, om det bare er mig der har tosset ide.

smid en besked, hvis du gerne vil bakke op, ønsker at være med til planlægningen osv. Har du nogle gode ideer, alt er velkommen.

HUSK KRÆFT RAMMER IKKE KUN NABOEN.


Likes

Comments

Contains affiliate links

Likes

Comments

Hvorfor gik du ikke bare?, Du er da så stærk, så hvordan kunne du ende der?. Sådanne kunne jeg blive ved, det vælter med spørgsmål. Sandheden er nok den, jeg stiller flest selv. Jeg ville ønske, jeg havde svaret, men det har jeg ikke. Jeg er først lige ved at vænne mig, til tanken om at det var ikke min skyld. Men om tanken nogensinde helt slipper mig, eller jeg en dag, tør åbne hjertet igen. Det tvivler jeg på, det ødelagde noget, noget der ikke vil hele. Hvorfor kan jeg ikke bare glemme, for tilgive det kommer ikke til at ske. Har en af de dårlige dage, faldt i søvn, og han dukkede op igen, igen. Vil bare glemme, så han stopper med at dukke op. Efter en lur, hvor han igen dukkede op. så er humøret helt i bund, jeg fryser, har kvalme, bange...... Jeg husker det hele igen, lige fra smagen af blod, til frygten. Knytnæven der rammer mit ansigt, til pistolens ISKOLDE stål, jo intet mangler, frygten, skammen og sorgen. Det hele står krystal klart, jeg troede jeg havde glemt, bare lidt men nej. Telefonen der ringer, stemmen der sige HOLA. Slukker den, lukker øjne. Men intet forsvinder, det modsatte sker, alt kommer tilbage. Har mest lyst til bare at skrige, og tude. Men så vil min hjælper, da først tro det rabler for mig, og det er måske sandheden. Jeg vil så gerne tilbage, tilbage til tossede Charlotte. Tilbage til hende der også føler glæde, helt ind i hjertet. Hende der tør åbne hjertet, men er der ikke endnu. 1 ord, 1 stemme eller en drøm og alt er tilbage.

Så hvorfor gik jeg ikke bare, hvorfor kunne jeg ikke sige stop. Plejer jo ellers nok, netop at kunne sige STOP. Problemet var han ejede mig, han havde fundet, de svage som stærke sider. Og i hans syge hjerne, var det farlig viden. Og han var ikke bange, for at bruge sin viden. Han nød det. Han nød min svaghed. Min svaghed var næring til hans psykopatiske hjerne, og han elskede det.

Hvis folk tror det er den fysiske vold, der er den værste. Så er det en kæmpe fejl. Havde det kun været det, så havde det ikke taget mig, mange minutter at forsvinde. Det var det psykiske, og det ramte ikke kun mig. Det ramte ALLE, i min omkreds. Derfor var der heller ingen hjælp, at hente. Jeg var alene, det var en ting, jeg måtte løse selv.

Alene kom jeg ikke ud, det blev ved hjælp af politi og andre offentlige instanser. Men det var uden min omgangskreds. Det var uden et øje, jeg kendte. Det var den eneste måde, det kunne lykkedes på. Ellers var der bare andre, der også blev ramt. Men jeg var så ensom, det er jeg stadigvæk. For en stor del af mig, faldt sammen. Dem der var der, mens det stod på, er væk af sikkerhedsmæssige årsager. Nye er kommet til, men jeg kan ikke dele oplevelsen. Nogle ting skal man opleve selv, for at forstå, dette er en af dem. Så føler jeg går med en stor rygsæk, der er alt for tung for mig, men jeg kan ikke bare dele den. Jeg forsøger at glemme, jeg forsøger at komme videre. Men der er en kæmpe skygge og den vil ikke slippe mig. Og han vil ikke slippe mig. Han svor op til mange gange, jeg aldrig ville blive fri af ham. Han havde ret og begynder jeg at nære håb. så kommer der lige en hilsen, en telefon der ringer. Og jeg har opgivet at gemme mig, Han havde ret, jeg glemmer ham ALDRIG.

For 4 år siden, da dørene lukkede og hjulene slap jorden. Der troede jeg at lettelsen ville komme, jeg troede jeg var blevet fri. Men jeg kunne ikke tage mere fejl. Jeg havde sagt farvel, farvel til der jeg oplevede, det værste i mit liv. Men det var også der, jeg oplevede det bedste. Det var der jeg følte mig hjemme. Så da flyet lettede, fløj jeg fra en stor del af mit hjerte. Og det ligger der stadigvæk, det har ikke fundet vejen hjem. Eller er det mig, der skal finde det igen. Jeg vidste det godt, jeg vidste godt jeg forlod det. Men jeg gik kun med til det midlertidigt. Ingen kunne forudse hvad der ville ramme mig, det gør det bare ikke nemmere, at forholde sig til. Og jeg bliver ikke hel, før jeg er tilbage og henter den del, af mit hjerte jeg efterlod. Det er ved at være på tide, jeg behøver at blive hel igen. Jeg skal ud af den bobble, jeg befinder mig i. Bogen skal lukkes. Ellers er det ham der vinder.

Folk spørger om jeg tør tage tilbage. Ja det gør jeg, har ikke tænkt mig at ringe til ham, og fortælle jeg dukker op. Men jeg er ikke bange for ham. Jeg behøver en afslutning, jeg behøver selv at sige farvel. Jeg skal have den sidste del af mig selv, med mig hjem. Det havde været nemmere, hvis jeg var kommet videre. Hvis jeg ikke var alene. Det ville være skønt at finde kærligheden, have en at dele livet med. En der vidste det hele, en der havde knækket koden. Men 4 år efter hjulene ramte jorden, der får jeg stadigvæk kvalme, hårene rejser sig, når et andet menneske, bare giver mig et kram. Så må nok indse at skal der være en chance for at en knækker koden. Så skal jeg være hel igen, det bliver jeg ikke uden at vende tilbage. En stor del af mit hjerte, venter på mig. Nu skal jeg bare have gjort mig klar, klar til den hårdeste tur i mit liv. en ting er at tænke tanken, det er noget nemmere end gøre det. Men jeg ønsker at blive hel igen. Jeg har brug for at blive hel igen. De sidste 4 års kamp, er uden mening hvis jeg ikke får det sidste med. Mine omgivelser fortjener at få mig hel tilbage. Det vil ikke være fair overfor nogle, eller mig selv. Tiden er kommet til at blive hel, til at få chancen for en ny start. Muren skal væltes, så ved godt hvad målet er.

Så er du nær et menneske, der har været udsat for vold, eller et menneske der har måtte flygte. Så kan det godt være, man smiler men sorgen er måske ikke væk. Kan godt være man virker hård, med styr på alt. Men det er måske bare skuespil, et skuespil man er tvunget til, for ellers knækker det sidste. Hvordan kan man hjælpe, kan kun snakke ud fra egen situation. Det bedste for mig, vil være lidt fred. noget ro få fjernet ensomheden. Ikke spørge, men lytte når jeg er klar til at fortælle. Om jeg nogensinde bliver klar til at fortælle hele sandheden, kan jeg sætte spørgsmål ved. Nogle oplevelser var så grimme, at jeg ikke tør tænke på dem. Men jeg vil gerne tilbage til livet, jeg vil gerne åbne mig, det der er muligt. Jeg vil gerne give kærligheden en chance, hvis den en dag står foran mig. Men det bliver ikke en nem opgave, det vil kræve rigtig meget af en mand. Hans tålmodighed vil helt sikkert komme på prøve. Så ingen tvivl om at kommer kærligheden ind i mit liv igen, har jeg været meget heldig. For en mand der kan få det til at ske, hænger ikke lige på træerne. Det er nok kun 1 ud af 1 million, der vil kunne lykkedes med det. Så chancen er ikke stor, men dog ikke helt håbløst. Jeg vælger at give projektet 12 mdr. Så skal jeg være så hel, som det er muligt. Bogen skal lukkes, der skal siges farvel. Jeg lovede mig selv, jeg ikke mere ville lade nogle trampe på mig. Hvis folk syntes nogle af mine kampe er fjollet. Kan jeg love, det er de ikke for mig, jeg vil bare ikke trampes på. Livet er ikke fair, men det betyder ikke, man skal finde sig i det. Jeg vil ikke beskyldes for usande ting, jeg vil behandles fair. Jeg har prøvet det modsatte, der mangler vist intet. Nu vil jeg også gerne prøve de positive ting. Så husk når du møder et andet menneske, du måske tror er hård. Måske det bare er en der kæmper, kæmper for overlevelse. Døm ikke folk, før du kender hele rygsækken. Sandheden kan være skjult under mange lag, vil du kende den, må der graves.

Likes

Comments

Så lykkedes det. Min stue er nu så færdig, at det kun er små ting der mangler. Det har godt nok været hårdt arbejde. Men det havde jo også været nemmere, hvis jeg ikke var hende, der skal have lavet det hele, og helst selv.

Maling af vægge, loft og gulv, stod de bedste venner for. Det var 2 døgn, med hårdt arbejde, hvor de knoklede. JEG ER SÅ TAKNEMMELIG, for dem alle. Uden dem havde det ikke været muligt.

Men det er jo, så ikke helt nok for mig. Næ nej, der skal da også lige nogle andre møbler til. Så der er blevet malet og malet og lidt mere malet. For det skulle jo heller ikke lige være noget, alle andre også har. Men de måtte heller ikke fylde for meget, da stuen jo ikke er kæmpe. Og en kørestol, kræver en del plads. Men der skal jo også, være plads til alle mine ting.

Syntes jeg har fået, en total fed stue. En indretning der passer til kørestolen, men hvor jeg også har plads til mine ting. Men nu er det så også kun spisebord, spisebordsstole og min sofa. Jeg ikke selv har lavet. Alt andet har jeg knoklet med. Det betyder jo så også, at ingen har en stue som mig. O

Så går du og overvejer at male gulvet sort, eller lave nye møbler. bruge ting, til andet, end de normal bruges til. så er det bare, at springe på.......

Likes

Comments

Hej alle. Her har været lidt stille på min side, det sidste stykke tid, det er bestemt ikke fordi, jeg ikke har tænkt på jer. Men der har været en masse på den lidt mere private side og mit liv har handlet meget om sygdom. Og lige nu, er jeg lidt træt af kun at omtale de negative ting. For selvom der er meget negativt i mit liv, så sker der også positive ting.

Lørdag den 9 August var jeg ude og fejre, en vens fødselsdag. Det er de fleste tit, men det er jeg ikke. jeg har kun boet på øen i 1 år, da jeg ankom kendte jeg ikke et øje. Så for mig var det lidt stort, at være inviteret. For ja det er for mange en lille ting, og rigtig mange tænker ikke over hvor mange, der faktisk ALDRIG, bliver inviteret. Men det var jeg, og selvom jeg faktisk havde være utrolig dårlig op til, så ville jeg bare det her, koste hvad det koste ville.

Det var helt bestemt en super hyggelig aften, med nogle folk, jeg har det kanon sammen med. Der hvor nerverne blev sat på prøve, var da jeg skulle ind og ud af hotellet, hvor vi spiste. PUHA PUHA. der var jeg hvid i ansigtet. Der var dog rampe, men en rampe i 2 skinner, og når den passede med forhjulene, ja så kørte baghjulende bare i luften. Heldigvis var der nogle store stærke mænd med, som løftede, min kørestol, så forhjulene kørte på skinnerne, og bagenden holdt de så fast i. Så ind kom jeg og nød dejlig mad og det bedste selskab. Så kom turen ned, der bad jeg en stille bøn, og efter 4 minutter, var mit ansigt tilbage i normal farve, og hjerterytmrn normal.

For mig var det en super aften, og glemte til tider, alt det jeg ikke kan, og glemte min kørestol. Vil egentlig bare fortælle hvor meget det betyder at få en invitation, man kommer til at føle sig næsten normal. Så 1000 tak, for en fantastisk aften, i ved selv hvem i er.

Ellers er jeg gået i gang, med et større projekt. Jeg vil have frisket min stue op. den har nu stået som da jeg flyttede ind og nu trænger jeg til luftforandring. Det har jeg snakket om et stykke tid, men nu skal det være. Nu er jeg så en af dem, hvor det at male ikke er nok, nej der skal nye møbler, og ikke bare nogle af dem man går ind i en butik og køber. næ nej så nemt skal det ikke være. jeg er jo vild med gamle ting, som med en kreativ hånd, kan blive nyt og smart, eller en gammel ting folk er ved at smide ud, for den kan da ikke blive til noget brugbart..

for et stykke tid siden købte jeg, et hjørneskab i fyrretræ, med blyindfattet farvet glas. Kan man næsten finde noget mere umoderne, tror jeg næsten ikke og det kostede også næsten intet. Da jeg købte det, havde jeg ingen direkte plan med det, andet end jeg godt kunne tænke mig et hjørneskab. Så det skab har stået et pænt stykke tid, på mit værksted. og på trods af alt den tid, ja så glemte min spasserhjerne at tage et før billedet, men jeg har fundet et der ligner det meget, inden jeg foldede, min kreative evner ud over det.

Ja kønt kan man vel altid diskutere, det er jo i bund og grund en smagssag. Må indrømme at jeg sidst i 90erne, havde den slags møbler, siden har jeg haft allergi overfor dem. Men de er billige, for tiden, så der passer de mig rigtig godt. Og var sikker på at med hårdt arbejde, kunne det blive fedt og passe ind, i min nye stue. Min nye stue skal ikke ligner alle andres, er ikke så god til det at gøre som andre. Jeg er mig selv, og tænker ikke så meget over moden, den kan give mig inspiration, men jeg går efter hvad jeg kan lide og ikke hvad der er i bo bedre.

Så min stue, der ikke er kæmpe stor. Skal have helt hvidt loft, helt hvide vægge og som prikken over i'et, skal mit gulv, der lige nu er rå træbrædder, der ikke er lagt særlig pænt, mit gulv ser aldrig rent ud, lige meget, hvor meget det er blevet vasket. Så nu har jeg besluttet at det skal være sort. Når folk bliver rystet over at jeg tør, male et helt gulv, er der ikke andet end at sige, det kan altid, afhøvles igen, eller males en anden farve. Nu bliver det sort. Så nu syntes jeg det var på tide, at gøre noget ved det gamle mindre kønne hjørneskab. Det nemmeste havde jo var jo bare at male det hvidt, men så var der jo lige det bly indfattet vindue, med de farvede glas, det ville pynte, ,Men det ville ikke have det, der gør det til et Charlotte skab. Så det blev hvidt og granit, en meget grå farve, tæt på sort. så mu kan det stå, nogle år i min stue.





Sådanne ente mit hjørneskab, med at se ud. Valgte at tilføje lidt harlekintern, da de passer sammen med, det blyindfattet vindue. Så nu mangler jeg bare resten af møblerne til stuen. Jeg glæder mig rigtig meget til at se mine ideer i hovedet, ende med at blive min personlige stue.

I får lige lov til at se nogle af de andre ting, jeg har puslet med. Og husk, når jeg kan gøre det med 1 arm og i kørestol. så kan i også, det er bare at springe ud i det. I er altid velkommen til at hente råd, vejledning eller bare snakke hvis det lige er det i har brug for.



Her ser i et lille udvalg af nogle af de ting, jeg holder mig selv i gang med at bruge tiden på.

Jeg bruger kalkmaling, til det meste. Det er nemt og sjovt, at arbejde med. Når det er malet, kommer jeg voks på. Voksen kan også, give tingene patina. Men ellers er det, nok tydeligt at se, jeg syntes det er sjovt, at lave gamle ting, fra mormors tid om, til ting man kan bruge i dag. feks. vaskbræt, der bliver sat i stand, får nogle kroge, og så passer det i køkkenet, lige til håndklæde og viskestykker. Det er jo kun fantasien der sætter grænser. Jeg håber der er fundet en løsning, på mit helbrede. Så jeg i Oktober kan begynde og afholde nogle kurser. Så folk selv kan trylle med mormors gamle ting, som man holder af, men måske ikke lige passer ind i den stil, man har i sit hjem. Det er en fantastisk oplevelse, at få lavet de gamle ting, der betyder noget for en, lavet så de bare falder naturligt ind. Nu må tiden så vise om interessen, er stor nok på Ærø, om der er nok der tør prøve kræfter med det. Det næste stykke tid, vil jeg lade jer følge med i, hvordan min egen stue ender med at se ud. Lavet af gamle ting, genbrug tilsat en masse kalkmaling og en del arbejdskraft.

Dette er lidt af de ting, jeg har og bruger i mit, eget hjem. 1. vaskebræt, der er blevet til holder af viskestykker og håndklæder, i køkkenet, malet i den farve, jeg har malet, nogle af skabslågerne, samt fliserne i køkkenet. De var orange med blomster, ca fra 60erne. de var meget lidt kønne og passede bestemt ikke til mit hjem. de gjorde også køkkenet meget mørkt og jeg hader når der virker mørkt. Folk spørger tit om kalkmaling kan holde. Jeg gav det 2 lag, derefter 1 gang voks, og det ser fuldstændig ud, som for 1 år siden. Så har du nogle fliser du ikke kan holde ud i køkkenet, så er det bare at komme i gang.

2. Det er en kiste i mellem str. den var skrigende lyserød, ingen håndtag og flere kom med jokes om, at den kunne da kun være brænde. Den jokes er stoppet. den er nu en kiste i hvid og grå, der har plads i mit soveværelset. den er helt perfekt, når man lige har noget man ikke ved hvor man skal stille, men heller ikke magter gæster ser, og lige i mit soveværelse, kommer der en del gæster. sygeplejersker og læger. så helt kanon, med en kiste, man lige kan smide rodet op i.

3. det er et billedet jeg altid har hold af, og for snart 20 år siden fik jeg det i stort med guldramme. men mistede det under nogle kedelige omstændigheder. Da jeg var flyttet her til Ærø fandt jeg det på en af vores køb og salg sider. ikke så stort som det jeg havde, og det havde en brun skinnende ramme. Den ramme passede bare slet ikke til mit hjem. så jeg måtte i gang igen. Det er malet med hvid kalkmaling, har fået brun voks nogle få steder, samt lidt guld. derefter har det hele fået klar voks. så er det pudset op, så det ikke er mat, men heller ikke skinnende, effekten afhænger meget af hvordan solen rammer. Og så har den fået den form for Patina, jeg holder af. Altså den hvor det ser slidt, men pænt ud. Jeg har den personlige holdning at rust og pletter, ikke er patina, men ordet patina bruges meget i dag. Jeg kan godt finde på, ved en salgsannonce, hvor de har brugt ordet patina og spørge, hvad de mener med det. Rigtig mange kan ikke svarer. Men op til jer, hvad i syntes er patina. og husk det er jeres hjem, så lav det nu, så du føler dig hjemme. Det hjælper jo ikke meget du har et modernet hjem, hvis du ikke selv nyder det og føler dig hjemme.

Nu vil jeg stoppe for denne gang, så jeg kan komme i gang, med en kæmpe renovering af stuen. Så jeg snart har nyt at vise jer. På vej ud og lave en gammel stige om, til en billedramme der skal hænge op over min sofa, og bagsiden af mit skab, hvor mine fine glas er, skal laves til en opslagstavle. Men helt sikker på, resultatet bliver super og helt sikkert at ingen har en stue som mig.

Likes

Comments

Ja som overskriften siger, så har jeg fået et ønske opfyldt. Flere har spurgt hvorfor jeg ønskede en blog, og hvad jeg ville skrive om. JA det var ikke noget, jeg ønskede for 7 år siden. Men for 7 år siden, var mit liv, også nærmest, det modsatte, af hvad det er i dag. Jeg levede lige det liv, jeg ønskede, jeg var lykkelig. Efter mit liv væltede, tog det mig nogle år, før jeg fandt fodfæste igen. Det tog tid at lære og leve, med de nye udfordringer. Det tog tid, at turde drømme igen. Er jeg så nået i mål ? er jeg lykkelig i mit nye liv. Nej.... Jeg er ikke nået målstregen endnu, men den nærmer sig. Jeg er nået langt, jeg har accepteret, de nye udfordringer livet har givet mig. Og måske vigtigst af alt, jeg tror igen på at jeg kan blive det. Jeg tror på jeg en dag, med god samvittighed kan skrive til jer, at jeg igen er lykkelig.

Grunden til jeg ønskede en blog, ja der var ikke en, men flere grunde. Jeg har altid godt kunne lide at skrive, meget heldigt, når man skal forsøge sig som blogger. Det at skrive, gør for mig, at jeg får styr på tankerne. jeg får mulighed for at se tankerne, mange gange syntes jeg, at tankerne bliver mere virkelige, når de kommer ud af hoved. De dumme, fjollede tanker, ja dem sletter man bare. Tanker der skræmmer mig, bliver på en måde ikke så farlige. Så for mig, er det at skrive, en form for selvhjælp. Så for mig, handler det at skrive, bestemt ikke kun om at ville høres. Det er også af ren og skær egoistiske grunde. Når det så er skrevet, så skal der også stå, at jeg vil elske, hvis det jeg skriver, bare på en eller anden måde, kan hjælpe et andet menneske. Hvis jeg kun skrev af egoistiske grunde, så var det nok mere en dagbog, jeg skulle begynde på. Jeg har valgt en blog, da jeg håber at der bare er 1 menneske, der kan bruge det til noget. Kan de negative ting, mit liv har budt på, hjælpe andre til selv bedre kunne komme igennem det. eller endnu bedre, kunne det forhindrer at andre skal igennem det. ja så er det bestemt det hele værd. Kan noget af det positive, få nogle til at turde prøve det, være inspiration eller give lyst hos nogle, så igen har det hele været det hele værd. Kan nogle af de fjollede/sjove ting få folk til at smile, så er målet med bloggen opnået. Jeg har bestem prøvet mange grimme/dumme ting i mit liv. der har bestemt også været rigtig mange sjove/gode tider. Og kan min blog give en læser noget, så er det præcis det min målsætning er.

Når man bliver alvorlig syg, og skal kæmpe for livet. så sker der rigtig meget inde i en. Da det skete for mig, måtte jeg først kæmpe mod spørgsmålet, hvorfor mig ??? Ja må jo indrømme at svaret, aldrig er kommet til mig. Jeg var sur, ked og rigtig bange. Jeg syntes det var vildt uretfærdigt, jeg blev så ked af det, at der var tider, hvor jeg var sikker på, jeg aldrig ville stoppe, med at græde igen. jeg var helt ubeskrivelig bange. Det mindste kunne få mig til at tro, så nu er du nået enden. Jeg var i en bobbel, fyldt med frustrationer. Og der var ingen, der var intet, der lige fik mig ud af den. Men en dag sprang den, det var den dag, hvor jeg startede med at acceptere, det nu engang, var det lod i livet, jeg havde trukket. Det var ikke et andet menneske, der fik det til at ske. Det var ikke en eller anden, vild oplevelse. Nej det var en af utallige nætter, hvor jeg lå vågen, og havde mega ondt af mig selv. Jeg var ved at brække mig over min egen selvmedlidenhed, da tanken ramte mig. Okay Charlotte har du ikke brugt tid nok på at have ondt af dig selv. Har du ikke spildt tid nok nu ??? Hvis man gerne vil leve, hvis man gerne vil smile, hvorfor bruger du så tiden på selvmedlidenhed. Jeg måtte jo indse, at det opnåede jeg intet ved, det kom jeg ikke til at smile af, det fik jeg bestemt ingen positive oplevelser ud af. Måske jeg ikke ville klare den, men min sidste tid, skulle da godt nok ikke bruges på selvmedlidenhed, sorg eller bitterhed. Noget der siden jeg blev mor, har betydet rigtig meget for mig, var/er hvordan mine børn vil huske mig for at være. Og da jeg ønsker, de skal huske mig for at være en der ikke bare gav op, en der ikke var kedelig, en der ikke bare lagde mig på ryggen og ventede. Ja så var der kun en vej, og den vej var op og i gang. Så der er jeg nu, jeg er på vej op, på vej mod nye oplevelser. Jeg ved godt livet ikke kun er positivt, jeg ved godt at på trods af jeg selv syntes, der har været negative ting nok i mit liv. Ja så venter der også flere af dem. Men i dag er jeg bedre rustet, jeg ved at fordelen ved at rammen bunden er, at der så kun er en vej og det er op. Nu skal man ikke tro det skete med et knips, men fra at jeg traf beslutningen om at jeg ville leve, hvert sekund af mit liv. jeg ville nyde, alt jeg fik muligheden for, der er det gået op. Jeg falder stadigvæk i det sorte hul, som er fyldt med selvmedlidenhed. Der bliver længer og længer imellem, og helt forsvinder det nok aldrig. men det er vel i bund og grund også okay. Jeg tror i dag på, at det er sundt, nogle gange lige at stoppe op og tænke over livet. Det gør jo også at man giver sig selv lov til at mindes. Det er også sundt nok at græde, for nej livet er ikke fair. Livet er møg hamrende hårdt. Om vi har 1 eller flere liv ved jeg ikke, men jeg ved at, jeg ikke vil spilde dette liv.

JEG VIL LEVE OG JEG VIL NYDE HVERT SEKUND. OG JEG VIL GØRE ALT FOR AT, DET IKKE BLIVER KEDELIGT.

Så ja jeg har ændret mig, efter jeg blev syg. Jeg har på den hårde måde, lært at sætte pris, selv på de små ting. Men nu skal man ikke tro, jeg er blevet frelst. Jeg er heller ikke blevet perfekt, men jeg er blevet mere fint følende. Jeg er stadigvæk den fjollede Charlotte, hende der elsker, sjov i gaden. Jeg er stadigvæk hende der ikke kan holde, min mening for mig selv. Men jeg har lært at jeg er bedst til at være Charlotte. Jeg har ikke behov for at hele verden elsker mig, det betyder langt mere for mig, at jeg kan se, mig selv i øjnene. Så må folk, hade eller elske mig. Men det er bestemt fedest, hvis folk elsker en. Men vi er jo forskellige og ingen kan eller skal gøre alle glade. Så er blevet så voksen, at jeg bare er Charlotte. På godt og ondt. Jeg ved jeg ikke kan redde hele verden, men kan jeg på nogle måder, hjælpe nogle eller inspirer et andet menneske, så er det helt kanon for mig.

Så det var grunden til, jeg ønskede mig en blog. Jeg var klar til at fortælle om mit liv.

Nu er det så op til dem der vælger at følge mig, dem der vælger at læse på min blog, om de på nogle måder får noget ud af det, eller de bare har fundet noget, der er godt at falde i søvn til.  Det er jo op til folk selv om de vil læse, hvad jeg skriver, men nu har man muligheden for det. Og jeg håber, nogle får noget positivt ud af det, for som skrevet, så er min målsætning med bloggen nået.

Likes

Comments

For 14 dage siden, besøgte selveste mr. melodi grand prix Ærø. Uha det var jo lige tilbage til de gamle dage. Måtte godt nok besøge You Tube, for lige at gennem opfriske sangene. Håret var sat, sminken lagt og humøret højt. Mig og Jonathan var HELT klar. Vi havde godt nok øvet os i at klappe sammen, men lige for at være sikker, blev der lige lavet et Johnny Logan/Ærø flag, så kunne jeg altid vinke med flaget.

Så nu var vi klar. Det blev den aften, hvor bjørnen der havde sovet, i 4.5 år vågnede op. Det blev en aften, hvor den gamle Charlotte tittede frem. Jeg fandt ud af, at jeg faktisk stadigvæk, godt kan feste. Inden aften, havde jeg kægt sagt at jeg ville have en selfie, med Johnny Logan. Men jeg fik langt mere end det. Der var en sød musiker, der mente jeg havde fortjent en speciel oplevelse. Og det fik jeg.

Da Johnny Logan kommer til 3 sang, stiller han sig og dedikere han sangen til mig. Jonathan gik helt i baglås og råbte CHARLOTTE CHARLOTTE det er dig. Så jeg måtte pænt køre hen foran scenen, hvorefter han hopper ned fra scenen og står lige foran mig og synger HOLD TO ME. Syntes godt nok sangen var lidt lang, når man sidder lige i centrum. Men det var da sjovt.

Efter en fantastisk koncert, syntes Johnny jeg skulle have mit Selfie, og fik også lige et kys. Så kan ikke sige andet, end jeg fik alt, jeg kunne ønske mig af Johnny Logan. Det bedste ved den aften, var dog at jeg, fandt ud af at jeg er mere end kun en kørestol og det er okay. Jeg føler jeg vågnede..........

Likes

Comments