Mine tanker #1 (vigtigt indlæg)

personligt

Hey allesammen og velkommen tilbage.

Dette bliver nok et indlæg jeg kommer til at skrive grædende, da det er et ekstremt følsomt emne for mig.

Nogen gange har jeg det som om det hele er en drøm, som om jeg om lidt vågner og jeg kigger mig selv i spejlet og alt var som før, men det er nok mere håbet end fornuften som spiller ind, det er som om det ikke er gået helt op for mig hvad jeg går igennem, jeg har så vidt jeg ved aldrig kendt et menneske der har overlevet kræft, og det kan derfor godt være svært at finde de positive ting ved livet - men syntes dog jeg gør hvad jeg kan, når jeg tænker på kræft og hospitaler er det gamle mennesker jeg ser for mig, når jeg er på hospitalet og står i kø til maden, er det jo også kun folk på 70, det frustrere mig at jeg står der, jeg burde ikke være der men i gang med at leve min ungdom, jeg føler mig malplaceret, føler der er en der bare har placeret mig på et plejehjem.

Imens jeg har været på hospitalet har jeg oplevet 3 dødsfald, der har sikkert været flere men jeg har måske sovet eller været på min stue, jeg er FUC*ING 16 år, ARGH jeg burde jo ikke opleve sådan noget, en af gangene forstod jeg ikke helt hvad der forgik, så bare en masse mennesker græde, anden gang så jeg personen, imens han var død, der stod jeg, lille mig, og kiggede ind på en mand der lå i sin, seng med blå fødder, og dyne over sig, omringet af grædende mennesker, jeg trøstede en pige der stod ude foran stuen, det var hans datter, hun krammede mig til jeg gik, det gik ikke rigtig op for mig før jeg lå i min seng, klokken var mange, det var mørkt udenfor, og natten var så småt begyndt at finde sin plads på himlen, der lå jeg i min seng, kiggede ud af det kæmpe vindue vi har (som ikke kan åbne, skide irriterende iøvrigt) tænkte på manden der lå dø ca 4 meter fra mig, på den anden side af væggen, (man ligger der i 6 timer eller sådan noget, før man bliver kørt væk) der jeg havde ligget lidt tid begyndte det at gå op for mig, den mand lå der af nøjagtig samme grund som mig, han havde en dødelig sygdom, ligesom mig, begge med kræft, jeg kunne ikke lade hver at tænke på hvis det var mig der lå der, og min familie som stod og græd, jeg kunne ikke holde tanken ud, så skubbede den hurtigt væk igen, der kom på skift sygeplejesker ind til mig og blev ved med at fortælle at den mand jo var gammel, han havde været syg længe, og viste godt han aldrig blev rask, de blev ved med at fortælle, at mine chancer for at komme ud på den anden side er rigtig store, da jeg er så ung, og kræften ikke har bredt sig, men for helv.. hvad nu hvis det var mig, jeg var i choktilstand tror jeg, for jeg græd ikke, men var sur, sur over jeg skulle se det, men samtidig ekstrem rystet.

Nogen gange forstår jeg det ikke helt, jeg tror på der er en meningen med alt der sker, men hvad fand... er meningen med at jeg skal ligge her, kan ærligt ikke se det, men det må vel være fordi der er nogen der ved jeg kan klare det, og det gør jeg også, om 3-4 måneder står jeg, stærkere end nogensinde før, klar til at forstætte mit liv, dog med nogen ar både indeni og udenpå men fu*k det, hvad betyder et par ar, når man har været tæt på at miste en arm, og ja.. Ens liv.

Jeg magter og gider ikke mere, jeg er træt, træt af hospitaler, kemo, og smerte, ingen burde gå igennem dette, det er så mega uretfærdigt og jeg forstår det ikke.

Jeg har før lidt af angst, rigtig meget faktisk, jeg har haft angst for at dø, angst for krig, hver gang jeg så et fly på himlen var jeg bange for det smed en bombe, jeg har for at sige det kort været rigtig bange for døden, for at miste, og for at lide, det er som om at de tanker langsomt er forsvundet og blevet overdækket af nye, at de så handler om at jeg er bange for at dø pga den her skod sygdom er en anden ting, men jeg har ikke lyst til at spilde mit liv på at gå at være bange, og gå at frygte, mit liv skal være et liv med smil, grin og sjov, der skal være plads til at græde og det tror jeg egtelig også er sundt, og det er også en af gruende til jeg skriver dette indlæg, for at få tankerne vendt og dreje,t 360 grader.

Nogen dage griner og pjatter jeg, glemmer alt det dårlige, og fokusere kun på det gode, andre dage ligger jeg i min seng, græder uden at vide hvorfor, folk der kigger udefra ville nok kunne finde 100 grunde.

Der er noget der skræmmer mig, noget jeg faktisk syntes er dissideret ubehageligt, men rart, jeg er begyndt at vende mig til at se mig selv, med den sandfarvet kasket jeg render rundt med, begyndt at vende mig til at der ikke hænger langt brundt hår ned langs mine arme, jeg syntes det er rart jeg har vænnet mig til det, men skræmmene, tænk man kan vende sig til at se sig selv uden hår på hovedet, i mit hovedet giver det ingen mening.

Lige nu er klokken 23:50, jeg sidder i min seng, lytter til Miley Cyrus, Malibu, tårnene har frit løb, den ene løber efter den anden ned langs kinden, lige til de stopper ved min hage, og de bliver for tunge og drypper ned på mit bryst, jeg tørre dem væk med hånden, og tørre hånden i mine bukser, lidt som man nogen gange gør med tanker, bare skubber dem væk, men de kommer igen, nogen gange, burde man nok bare tænke dem færdig, det kan være svært, men nødvendigt - siger det bare, ligemeget hvad så husk på det er okay at græde, man er ikke svag, tvært i mod.

Dette skulle egtelig havde været et indlæg om mine tanker omkring at skulle starte i skole skaldet, men det må blive det næste - så hold øje.


Kærlighed fra mig til dig.


Synes godt om

Kommentarer