Da jeg mistede alt mit hår.

Hey alle sammen og velkommen tilbage.

Dette bliver nok et af de sværeste indlæg jeg kommer til at lave, jeg vil nemlig fortælle om mit syn på da jeg mistede mit hår, mine tanker op til, imens og efter.

Ja altså det er nok en hver piges marridt at få af vide at man skal miste sit hår, og især hvis man er en pige som mig med forholdsvis langt hår og som går meget op i det.

Dengang jeg fik konstateret kræft var det slet ikke de tanker der løb gennem mit hoved, men da jeg sidder inde på rigshospitalet til samtale og fik hele forløbet af vide, det er som jeg har skrevet tidligere en meget sjælen kræftform jeg har, det sidder i min venstre overarmsknogle, kræften har spist 2/3 del af min knogle så der er ikke meget tilbage, og jeg skal passe meget på den ikke brækker.

Når men til den samtale fik jeg af vide at jeg ville miste mit hår måske øjenbryn og måske øjenvipper, det har jeg dog ikke gjort og håber jeg hellere ikke jeg gør, men er stadig meget bange for de en dag ryger.

Jeg havde fået af vide at jeg nok skulle klippe mit hår til omkring skuldrende, da det ellers ville blive at for hårdt når det begyndte at falde af. Jeg gjorde som de sagde, fik min frisør til at klippe mig, jeg græd ret meget imens da det virkelig var meget hun klippede af, men så ville det måske ikke være så hårdt senere hen.

Nå, men jeg vågnede op en morgen, sætter mig op i sengen og kigger på min pude, der ligger 3 hår, jeg tager dem og smider dem ud og skubber tanken væk om at det var nu. Jeg havde fået af vide af min overlæge at der var 0,0001 chance for jeg ikke ville miste mit hår, jeg håbede ønsket og troede på at jeg var den ene, jeg måtte bare være lige præcis den 0,0001% der ikke gjorde.

Men det var jeg dsv ikke, mit hår begyndte langsomt at falde af, først var det 5 hår af gangen og til sidst 30.

Da der var gået 3 dages tid ringede vi og fik min frisør til at komme hjem og barbere det af, jeg har grædt så mange tårer over det her at i tror det er løgn.

Jeg havde forberedt alt og alle jeg kendte på at jeg ikke ville gå ud for en dør så snart jeg tabte håret, det var ydmygende og grænseoverskridende, men det kommer vi til.

Jeg har verdens bedste fætre, den ene af dem havde hår til skuldrende, han valgte at få det barberet af sammen med mig.

Da vi sad der på hver vores stol, hånd i hånd og min frisør tager første stribe, kunne jeg ikke mere jeg brød sammen i gråd, nu var det nu, det var for sent, det var intet at gøre. Hun fortsatte og da hun var færdig sagde alle de syntes jeg var smuk, men jeg ville ikke se mig selv, og der gik også mange dage før jeg kiggede mig i spejlet, nu kan jeg stille mig foran spejlet tage huen eller kasketten af, og bare kigge, stå der og kigge på mit nøgne hoved, det hoved der plejede at være 30 cm langt hår på, nogen gange græder jeg, andre gange står jeg bare og kigger og tænker hvorfor mon det lige er mig der skal stå her, uden hår på hovedet, ind og ud af hospitalet hele tiden, imens jeg bare kan se den ene my story efter den anden af mine venner der hygger sig i Østrig, fester og drikker sig helt i hegnet, og så tænker jeg bare, ”ja, og jeg ligger her, på hospitalet med nåle og slanger over hele kroppen og kan bare intet gøre.” jeg er så småt begyndt at vende mig til ikke at havde hår på hovedet, nogen dage tænker jeg ikke over det overhovedet, men andre gange har jeg bare allermest lyst til at ligge hjemme i min egen seng, under min dyne med hoved begravet nede i puden, og så bare græde, og andre gange gider jeg slet ikke græde, der er jeg bare klar på at gå ud og leve mit liv og dræbe den fu*king kræft!

Jeg var overbevist om jeg ikke ville gå ud for en dør før om nogen år, men altså jeg blev jo nød til at tage på hospitalet, da jeg så var på vej hjem skulle vi lige handle jeg havde en hue på der var lyserød, orange, hvid og grøn strippet, med andre ord virkelig grim, haha, men ved du hvad, da jeg stod der midt i Rema var jeg for at sige det ligeud, røv ligeglad.

Der gik ikke mange dage før jeg havde accepteret at det er sådan jeg ser ud, det er mig om jeg har hår eller ej – og som min skønne veninde Natasja hele tiden siger til mig ”skønhed kommer indefra smukke” og det er så rigtigt.

Jeg har lært at livet ikke altid er lige nemt, det går ikke altid som man tror det vil gå, men ligegyldig hvor hårdt livet er, kan man altid få et lille smil frem, for det er nogen gange det eneste der kan holde en oppe i svære tider som disse, der er en masse bump i vejen og de kan være svære at komme over, men jeg gider ikke ligge mig ned og give op. Jeg kæmper til det sidste og jeg er sikker på, at når jeg engang er færdig med det her lort, kommer jeg ud på den anden side stærkere end nogen sinde før.

Jeg håber i nød dette meget lange indlæg, og så håber jeg virkelig at i værdsætter at stå foran spejlet hver morgen og køre børsten gennem håret, for det er særligt noget jeg savner.


Vi ses, kærlighed fra mig til dig. <3

Synes godt om

Kommentarer