Hej alle sammen og velkommen tilbage

Jeg arbejder tit på at holde styr på mine egne tanker, om at holde fokus, og bare være i det nu jeg nu engang er i.

Noget jeg rigtig gerne vil blive bedre til er at fokusere på en ting af gangen, for hvis jeg fokusere på 10 ting på samme tid, så ender det i kage. Jeg har brug for struktur over tingene.

Jeg er blevet meget bedre til det, men i mine øjne kan man altid forbedre sig, om ikke andet holde ting ved lige.

Lad os tage et eksempel. Når jeg sidder i skolen og har dansk, så kan mine tanker meget nemt glide hen på den religions aflevering jeg har for, samt at jeg skal huske at ringe til lægen, og så skal jeg i øvrigt også huske 40 andre ting, hvilket gør det svært at holde fokus på det digt eller hvad vi nu er i gang med.

Jeg har stort set altid enten et word åben, papir, something like that, i nærheden, så hvis jeg kommer i tanke om at jeg skal huske noget, så plejer jeg at rulle lidt ned af siden, sætte skriftstørrelsen til 24, og så skrive hvad jeg skal huske der, på den måde forstyrre det mig ikke, eller fylder i mit hovede. Når timen så er ovre, skriver jeg det ind i mine noter, hvor at der er sådan en “hak af” funktion. På den måde kan jeg holde overblik.
Jeg laver rigtig mange “To Do” lister i mine noter, flere om ugen. Jeg kan godt lide at jeg kan gå ind i mine noter, og hakke de ting af jeg nu har fået ordnet, og kan se de resterende jeg mangler.

Hvis at jeg sidder i dansk og tænker på min religions aflevering, at jeg skal handle, ringe til lægen, og huske at skrive tillykke til en veninde. Så høre jeg kun halvt efter, og mit fokus på hvad vi laver i dansk, lægger nok kun på 40% og så er de resterende 60% fordelt udover resten, stres, ting jeg egentlig ikke skal fokusere på nu. Hvis jeg gør det med alting, vil jeg aldrig være 100% tilstede, derfor prøver jeg så vidt muligt at være hvor jeg er, havde fokus på det, og så tænke på resten når tiden er til det.

Jeg håber at i alle har haft en dejlig påske, og har det godt trods omstændighederne vi alle nu engang er i.

Kærlighed fra mig til dig

Hej alle sammen og velkommen tilbage

I dags indlæg vil handle om noget vi alle sammen kender til, på den ene eller anden måde. Sociale medier.

Jeg elsker de sociale medier, Instagram hvor jeg kan dele mit liv, bloggen her, messenger hvor jeg kan skrive med mine venner, elektronik generelt, at kunne ringe, skrive, tage billeder, dele sit liv med hinanden, snakke med folk der ikke er i nærheden!
Men Woaw hvor synes jeg det har taget overhånd. Ikke så meget Instagram osn, men telefoner. Jeg må ærligt indrømme at jeg er drøn afhængig af min mobil, jeg har den med stort set over alt, jeg er på den mange mange... alt for mange timer, om døgnet, jeg oplever ikke verden på samme måde, som jeg gjorde da jeg var yngre, jeg lægger ikke mærke til ting på samme måde, fordi jeg sidder med snotten ned i min mobil. Og hvis jeg lægger den væk, stresser jeg over om nogen har skrevet, som jeg ikke har set, men hvad gør i grunden en halv time til eller fra, eller 3 timer? Hvis noget er så livsnødvendigt, får de nok fat i en på en anden måde.

Jeg er super træt af at være så afhængig af min mobil, det er blevet et stresfaktor for mig, og jeg kigger tit på min mobil, selv om jeg også gjorde det fra 4 min siden. Jeg er begyndt nogen gang hvis jeg er ude, ikke at havde min mobil med, da jeg ved folk omkring mig har. Jeg har den døgnet rundt på nattefunktion, så den er på lydløs, og heller ikke lyser hvis jeg får en besked, eller andre nokatifikationer. Det er super befriende synes jeg. Nogen gange lægger jeg den i en skuffe, og bare lader den lægge 3-5 timer, det kan jeg fordi jeg selv er herre over det.

Jeg ved at de fleste voksne vil sige at børn og unge mennesker er for afhængige af deres mobiler, og det har i ret i at rigtig mange af os er, men det er de fleste voksne faktisk også. Jeg ved nogen laver mobilfrie timer derhjemme, men det kan faktisk stresse dine børn mere, fordi du tager den fra dem, laver det som en regel, og det at de ved de ikke må, hvor istedet at spørge “skal vi ikke alle se en film i aften, hvor vi ikke har vores mobiler på os, ligesom i de gode gamle dage” eller noget i den dur, på den måde bliver man heller ikke uvenner, for at komme ind og bare snuppe mobilen fra dit barn, og sige at de får den tilbage inden de skal sove, vil i sjældent få noget nyttigt ud af. Find en balance, hvor alle kan være med, og alle har noget at skulle havde sagt. Jeg tror også man skal tænke på at mobiler ikke fandtes dengang at mine forældre var unge, og derfor kan det være rigtig svært at sætte sig ind i hvordan det er, og derfor hurtigere at dømme, og sige det ikke er vigtigt det vi laver på vores mobil mm.

Jeg er sikker på at super mange af jer kender til det her, hvis man sidder på sin mobil, eller andre omkring en gør for den sags skyld. Så lytter man kun med et halvt øre, fordi man bliver distraheret af hvad der forgår på sin mobil. Hvis jeg ser en film sidder jeg ofte og skriver med folk i mens, tjekker Instagram eller andet, da det bliver for “kedeligt” for mig bare at sidde og se en film, som om der ikke sker nok.

Jeg kan ikke helt lade vær at tænke på hvordan det bliver i fremtiden, elektronik udvikler sig hele tiden, små bitte børn har egen ipad, folk på 1 år kan låse deres mors mobil op, og gå ind og sætte Cirkeline på, er det ikke skræmmende? Jeg synes det er voldsomt skræmmende. Jeg forstår godt at det kan være befriende at stikke en i pad i hånden på din søn, i mens du står og laver mad, fordi han så underholder sig selv, men der er jo også det at skærme skader ens øjne, og børn og små babyer har brug for at mærke og føle på ting, som ikke er en skræm... som de næsten er født med i hånden. Jeg ser tit voksne mennesker komme gående med deres børn i hånden, barnet kan snakke til forældrene, i mens mor eller far bare går på deres mobil og siger “mhm, jaer, hmm” og igen kan jeg også være hurtig til at dømme her, for måske de er i gang med en vigtig besked eller lignende, synes bare det har taget overhånd, for både børn, unge og voksne.

Jeg ville på mange punkter ønske at jeg var født i 80’erne, hvor man ikke levede sit liv gennem en smartphone. Hvor man faktisk var sammen socialt, og ikke sad på hver sin mobil, eller blev distraheret over en sms. Jeg synes sgu ærligt det er ærgerligt at vi er blevet så afhængige, og så asociale mennesker, og jeg er på ingen måder bedre selv, for som sagt, er jeg drøn afhænglig af min mobil også. Jeg synes vi skal være bedre til at lægge den væk ind i mellem, især når vi er med andre mennesker, leve i nuet, og være med hvem vi nu engang er, Instagram kan tjekkes i toget på vej hjem, eller når du skal ud og pudre næsen, haha!

Rigtig dejlig dag

Snapchat: blogfrederikke
Instagram: frederikkejuul_
Facebookside: Frederikke Juul

Kærlighed fra mig til dig

Hej alle sammen og velkommen tilbage.

Som jer der har fulgt med længe ved så blev jeg i december 2016 ramt af kræft, jeg har skrevet mere dybtegående indlæg om hvordan det blev opdaget, og forløbet generelt, så det bliver ikke hoved overskriften i dette.

Jeg gik i 10 klasse på daværende tidspunkt, og måtte nødsaget til at droppe ud, da jeg var indlagt stort set 24/7.
Jeg regnende med forløbet ville tage et halvt år, og at jeg derfor ville kunne starte på en uddannelse sommeren 2017, men sådan forløb det sig desværre ikke, eller skal ordet desværre overhovedet bruges her? Men hvorfor forløb det sig ikke sådan?

En ting var at jeg fik 2 1/2 måned kemo mere end først antaget, så jeg ville ikke kunne starte efter sommerferien, hvilket irriterende mig grænseløst.
Da jeg blev syg vidste jeg godt jeg ville miste håret, og gå rundt længe og være skaldet, men jeg ved ikke hvorfor, men det var ikke helt gået op for mig før mange måneder inde i forløbet at jeg faktisk heller ikke havde noget hår når jeg var færdig behandlet, for det vokser jo ikke lige ud over natten, eller på få måneder, så gik det pludselig op for mig at jeg skulle starte i skole skaldet?!
Og så røg jeg ned, jeg knækkede helt sammen, og var helt ude af den, den følelse tror jeg ikke helt man kan forstå hvis man ikke har stået i den, men jeg synes virkelig det var en grænseoverskridende tanke.

Da jeg efter 9 måneder var færdig med min kemo havde jeg det ikke spor godt psykisk, jeg havde ændret mig udsendes mæssigt utrolig meget, jeg havde taget 15kg på, havde fået måneansigt på grund af alt den medicin jeg havde fået, og stadig tog, mit hår var der stadig ikke, mit ben og arm var ikke helt normalt, og jeg følte kaos, uoverskuelighed, og ligegyldighed, som om alt bare var lige meget.

Det gik op for mig ret hurtigt at jeg på ingen måde var klar til en uddannelse nu, hvilket gjorde mig frustreret fordi mit liv endnu engang blev udskudt, jeg følte jeg stod i en vente position, der var svær at komme ud af.

Jo længere tid der gik jo mere begyndte folk at presse mig, hver gang at jeg mødtes med folk fik jeg spørgsmålet “hvad så med uddannelse?” “Skal du ikke snart i gang med noget?” “Hvad tænker du om fremtiden?” Osv, min familie, mine veninder, bekendte, og folk jeg havde mødt 1 gang eller 2, jeg ved at alle kun har gjort det i en god mening, men det stressede mig, det stressede mig noget så voldsomt, jeg tænkte over min fremtid dagligt, hvilket var lidt uvant da jeg fra nogen måneder forinden ikke engang var sikker på at jeg havde en.

Jo mere Press jeg fik på mine skuldre, jo tungere blev det at holde mig selv oppe, og en dag der faldt jeg, jeg kunne ikke mere, jeg kunne ikke flere spørgsmål omkring hvad jeg skulle med mit liv, for det var ligeså uvist for mig, som det var for dem. Og inden i var jeg nok også lidt flov, flov over at jeg ikke bare kunne være igang som alle andre, men det var bare ikke en mulighed, og det kan være utrolig svært at forstå set udefra, for når kemoen er færdig, er man vel færdig? Men der er bare så meget mere bag.
Til sidst når folk spurgte mig, som var flere gange dagligt, måtte jeg bede dem stoppe, for jeg havde intet svar, og jeg blev så ked af det.

Jeg endte ud i stress og røg ned i en depression, jeg startede til psykolog, 3 eller 4 psykolog bare under mit kræft forløb, så på 1 år, jeg var egentlig utrolig træt af at åbne mig op for nye mennesker, det var pisse irriterende at skulke genfortælle alting, når jeg ikke vidste om jeg stoppede måneden efter.
Min psykolog var egentlig super sød, der var intet der, men hun hjalp mig ikke, så efter nogen gange stoppede jeg, for det vigtigt at mærke efter om han eller hun gør noget godt for dig, det var som en mave puster endnu engang. Endnu en der ikke kunne hjælpe, hvordan skulle jeg nogensinde komme op igen, hvis ikke engang flere professionelle psykologer kunne hjælpe?

Jeg røg på produktions skole, og nøj hvor var det forfærdeligt, det var slet ikke mig, og jeg passede slet ikke ind, jeg hørte ordet skole, og tænkte fedt nok, jeg prøver, jeg kommer derud, og jeg kan så ingen fag tag, udover valgfag, ja så? Hvad var så meningen, jeg gad ikke farve hår, eller lave mad, jeg ville bruge hovedet. Så jeg stoppede, og endnu engang var det bare et kæmpe nederlag, jeg følte lidt jeg blev kastet frem og tilbage, uden egentlig selv at havde et valg, jeg følte lidt at jeg ikke var herre over mig selv længere, og at magten over mig som menneske, var taget fra mig.

Hvor vigtigt er det at starte på en uddandelse lige nu? For mig, hvad er det rigtige for mig? For mig var et nederlag nemlig ikke det rigtige, men for mig var det en optur der var vigtigt, så jeg måtte ligesom erkende at jeg ikke skulle kaste mig selv ud i nogen form for uddandelse på daværende tidspunkt da jeg nok ville blive nødsaget til at droppe ud da jeg ikke var klar, og det havde jeg bestemt ikke brug for.

Angående uddandelse osv nu så ved jeg ikke hvad jeg vil, jeg har nogen brikker der lige skal falde på plads først, og så må jeg se hvad der er bedst for mig.
Jeg tænker umedbart at gå den holistiske vej, noget med mennesker, og måske noget med at hjælpe andre, jeg ved det ikke endnu, men det kommer, ingen stess, nemmere sagt end gjort, men sådan det jo, det er livets gang.

Snapchat: Blogfrederikke
Instagram: Frederikkejuul_
Facebook: Frederikke Juul

Kærlighed fra mig til dig