For ikke mindre end ca. en måned siden ramte vi 2018, og jeg kan allerede nu mærke, at den har budt på mange udfordringer hidtil - og med det faktum at jeg er halvvejs igennem gym.

1.g var et år der bød på en række nye venner, nye udfordringer samt en masse muligheder både fagligt men såfremt også fysiske muligheder - et år jeg virkelig elsker at se tilbage på, med så mange ændringer indenfor så kort en tid. Men udover alle de gode stunder, ligger der også en "facade" bag det hele:

Jeg personligt kom direkte fra 9. klasse (som jeg tog på efterskole) til gymnasie, hvilket ikke er en undskyldning, men allerede i 1.g kunne jeg mærke jeg lige manglede det sidste, og måske skulle have prioriterede et år mere, ved at tilvælge 10. klasse - men jeg ville bare så gerne igang, og opleve den her "kultur". Det hele blev meget svært for mig, på trods af at det stort set var det samme stof man lærte, som fra folkeskolen af, bare på et højere niveau - men jeg begyndte at blive meget usikker på mig selv, og ligesom bare være den her observerende/tilbageholdene i timerne. Det resulterede langt fra godt, idet med at lærene ikke fik det indtryk af mig, som jeg ønskede at vidergive til dem og de begyndte at se meget ned på mig og ligesom midste troen på at jeg ville nå så langt. - >>Jeg vil dog gerne lige påpege, at det hele også er meget selvforskyldt, idet med jeg sjældent lavede mine lektier, og mine afleveringer var også bare noget jeg så som noget der hurtig skulle overståes, uden rigtig at uddybe mig i emnet, eller valg af metoder osv. <<

Udover det, gav det heller ikke det bedste indtryk socialt, idet med at folk bare anså mig som værende "dum" og ligesom klassens klovn, for jeg havde i realiteten ingen problemer at snakke med folk, og jeg ville altid bare gerne få folk til ligesom at smile. - Men det eskalerede meget hurtigt og atter igen fik jeg den her usikkerhed og tanker om ikke at være god nok hvis jeg nu bare for en dag faktisk bare var mig selv. 

I slutningen af 1.g resulterede det i: 

- Ingen lærer troede på mig

- Folk anså mig som dum

- Jeg begyndte at blive meget usikker

Så kom sommerferien dog heldigvis, og man fik ligesom lige et pusterum, uden afleveringer, presset men også fra det sociale. En masse tanker fik jeg vendt og drejet i hovedet og at jeg gerne ville ændre mig!

Da jeg så startede i 2.g, var jeg mere obs. omkring hvad der foregik på tavlen, og lærene lagde mere mærke til mig i en positiv retning og det gjorde også bare en kæmpe forskel, da man ligesom gik fra at være mega dimotiveret til faktisk at være motiveret. Men på trods jeg så småt kunne følge med mundtligt, så godt jeg nu kunne grundet usikkerheden, så varede lykken dog ikke længe, for så snart vi nåede til det skriftlige, kunne jeg mærke at jeg manglede en hel masse fra 1.g af, og så oven i købet med at man har dobbelt så mange afleveringer for, og så samtidig at skulle hamle op med lektier blev til en kæmpe udfordring for mig. - Jeg faldt lidt tilbage til mit "gamle" jeg, hvilket jeg desværre også sidder fast i nu, man vil bare virkelig gerne hamle op, men man føler sig sådan smidt tilbage grundet den her mangel på faglighed.

Jeg gjorde så det, hvilket jeg vil råde alle til at gøre som har det sådan her, at jeg gik til min lærer og ligesom stille og roligt tog en snak om, hvordan landet det sådan lå og hun kunne sagtens følge mig, idet med at jeg ligesom også havde vist engament det halve år her i 2.g og de har nu givet mig en masse ressourcer, som jeg ligesom kan bygge videre på - hvilket jeg er super glad for, ligesom også at få den her ekstra chance!

én ting er i hvertfald stensikkert! - At give op er ikke en mulighed!!!


Likes

Comments