FORUM #2: HVOR GÅR GRÆNSEN? #METOO

#MeToo
Jeg fandt inspirationen og nok mest af alt modet, til at lave dette indlæg, efter jeg havde set et afsnit Damerne om det Runde Bord omhandlende #MeToo konceptet.
I afsnittet har Christiane inviteret Twerk Queen Louise, Szhirley og Julia Lahme til en snak om seksuelle krænkelser, overgreb og brug/misbrug af #MeToo konceptet. Hvis du er interesseret i at se afsnittet, kan du gøre det gratis lige her.

Jeg synes ikke der kan blive sat nok fokus på seksuelle krænkelser og overgreb, for det sker jo desværre for ofte nu om dage.

Brug og misbrug af hashtagget
I ovennævnte afsnit af Damerne om det Runde Bord bliver der bl.a. diskuteret hvorvidt #MeToo debatten stadig er relevant, eller om den er kørt af sporet. Christiane nævner bl.a. at hun har svært, ved at tage det seriøst, når en kvinde bruger hashtagget, efter en fyr har klasket hende i røven i byen.
Og så er det jeg undres, hvor går grænsen?
En fyr har aldrig rettighederne til at gå over og gramse på en fremmed kvinde uden tilladelse, ligeså vel som en kvinde aldrig har rettighederne til at gøre det ved en fyr. Og har jeg ikke tilladelse til at føle mig seksuelt krænket, hvis en fyr overskrider mine grænser, uden han har et fuldbyrdet samleje med mig?

Jeg har aldrig selv brugt hashtagget, eller deltaget i debatten førhen. Ikke fordi jeg ikke mener det er vigtigt, men ofte bliver man ikke taget seriøst, med mindre der er snak om en decideret voldtægt. Første gang jeg fortalte min historie, fik jeg ovenikøbet kommentaren "i det mindste skete der ikke mere"...

Min historie
Da jeg var yngre, blev jeg meget ofte taget med i tivoliparker rundt omkring i landet, når jeg var hjemme hos min far og hans kone. Dette skyldes at min fars kone, kendte rigtigt mange der arbejdede i disse parker, og jeg var jo et typisk barn, så jeg synes jo det var en kæmpe succes, at få lov til at prøve alle forlystelserne uden at skulle stå i kø osv.

Jeg tror jeg var omkring 12-13 år, da en af disse mobile tivoliparker kom til min hjemby, i anledning af et arrangement der blev holdt i byen. Jeg tiggede og bad min mor i evigheder om at tage med, og fik til sidst lov fordi min storebror skulle afsted med sin kammerat, så jeg havde en voksen i nærheden, hvis der skulle blive noget.
Jeg tog afsted med to veninder, og vi havde det sjovt, lige indtil vi skulle op og prøve de famøse "tekopper". Vi var de eneste tre mennesker i hele den forlystelse, og de to mænd som var ansat til at holde styr på denne forlystelse, var åbenbart lidt for begejstret over at der kun var tre meget unge piger i den her forlystelse.
Kort før turen er slut går de to mænd hen til den tekop vi sad i, og begyndte at skubbe til den, så den fik mere fart på når den drejede rundt. Det synes vi selvfølgelig var meget sjovt.
Da turen så er slut, og vi holder stille, vil de ikke låse op for vores sikkerhedsbøjle, og de stod og småfniste lidt over det. Det var ret tydeligt at mine veninder synes det begyndte at blive en smule ubehageligt, at vi ikke kunne få lov til at gå ud. Mens vi sidder der og diskuterer, om hvad de har gang i og hvorfor de ikke vil lukke os ud, stikker den ene mand, hånden ned i min trøje og befamler mine bryster.
Forestil jer, en pige i starten af puberteten, der i forvejen er meget usikker på sig selv og ikke mindst sin krop, fordi der pludselig sker så mange forandringer med den. Og så mener en fremmed, voksen mand, at han pludselig har rettighederne over min krop?

Efter lang tids råben og skrigen, låser de endelig sikkerhedsbøjlen op, og jeg skubber til den så hårdt jeg kan, og løber ud af forlystelsen. Tilfældigvis render jeg lige direkte ind i armene på min bror og er fuldstændig grådkvalt. Jeg husker, at jeg ikke engang kunne fortælle ham hvad der var sket, fordi jeg hulkede så meget. Min ene veninde fortæller ham det, og min bror og hans kammerat render op til de her to mænd.

Vi tager selvfølgelig direkte hjem efter den her hændelse, og jeg beslutter mig hurtigt for, at jeg ikke vil fortælle nogen om episoden. Ikke engang min egen mor.
Efter nogle år skulle vi til et arrangement med min klasse, og eftersom min mor var kontaktforælder, skulle hun også deltage i arrangementet. I bilen på vej til arrangementet, får min veninde talt over sig, og det var altså måden hvorpå min mor hørte om hændelsen.
Jeg har efterfølgende ikke turde sætte mine ben i en mobil tivolipark, i frygt for at møde den tivolimand igen. For at det ikke skulle være løgn, mødte jeg ham til Juelsminde Havnefest, flere år senere. Da han så min bror og jeg, forsvandt han ud i den blå luft.

Jeg ser ikke det her, som et decideret overgreb, men jeg ser det, uden tvivl, som en seksuel krænkelse, fordi jeg ikke selv fik muligheden for at tage et valg. Min krop blev set som et objekt for den her mand, uanset om jeg ville have det eller ej.

Jeg ser ikke længere mig selv som et offer. Men at være en del af #MeToo debatten er kun en ting jeg selv kan afgøre om jeg er, ligeså vel som folk der er blevet udsat for fuldbyrdet voldtægt, eller som hende der "bare lige" blev klasket i røven i byen.

Synes godt om

Kommentarer

Skriv kommentar...
IP: 82.99.3.229