En Af Os Dræber - Anmeldelse.

Titel: En Af Os Dræber Forfatter: Karen M. McManus Sideantal: 381 Udgivelsesår: 2020 Forlag: CarlsenPuls

Bogen er modtaget til anmeldelse fra CarlsenPuls.


*Indeholder spoilers fra En Af Os Lyver*


Et år er gået siden Simons død, og efter et par få copycat-blogs dukkede op og forsvandt ligeså hurtigt hen, havde freden endelig lagt sig over Bayview. Lige indtil en mystisk gruppebesked bliver sendt ud til hele Bayview High, med en opfordring til den ultimative leg af "sandhed eller konsekvens", som truer med at afsløre elevernes mest personlige hemmeligheder, hvis de ikke vil lege med.

Legen tager en pludselig vendning, og Bayview bliver igen omdrejningspunket for et mystisk dødsfald.

Velkommen tilbage til Bayview!



Maeve, som vi kender fra forgængeren til denne bog, er bange for at hendes leukæmi er kommet tilbage, og hun kæmper en indre kamp om hvorvidt hun skal fortælle det eller ej. Samtidigt kommer en af hendes hemmeligheder ud til resten af skolen, og det kan have konsekvenser for hendes venskab med Knox.


Knox har svært ved at identificere sig selv i sin store søskendeflok, og han føler ikke at han kan leve op til sine forældres forventninger. Han arbejder desuden som frivillig for Elis advokatfirma, som er begyndt at modtage nogle foruroligende trusler vedrørende en stor sag.

Intet er det samme i Phoebes familie efter hendes far døde, og båndet til hendes søskende er ikke hvad det har været. Da hun bliver udvalgt som det første offer i Sandhed Eller Konsekvens, ender hendes hemmelighed med at ødelægge den sidste rest af forholdet mellem hende og hendes søster, Emma.


Udover den mystiske leg som opsluger hele Bayview High, bliver vi også introduceret for nye personligheder i Bayview, samt hvordan hele byen er kommet sig efter alt det der skete med Simon og Bayview- firkløveret året forinden.

Kapitlerne er opdelt i perspektiver fra de tre hovedpersoner, og her kommer Karen M. McManus ind på emner om blandt andet misbrug, stalking, identitetskrise, kærlighed og sygdom. Alt imens prøver de at finde hoved og hale i alle de mystiske hændelser der forgår i Bayview. Spændingen er høj næsten hele bogen igennem, og indeholder en masse plottwist, som holder dig fanget helt til sidste side.

En Af Os Dræber er en solid og stærk efterfølger til En Af Os Lyver, så hvis du er fan af spænding, mystik, drama og mordgåder, vil du ikke blive skuffet!


★★★★☆

- CATHRINE ROSSEN.

Synes godt om

Kommentarer