Burn - Anmeldelse.

Titel: Burn Forfatter: Patrick Ness Sideantal: 391 Udgivelsesår: 2020 Forlag: CarlsenPuls

Bogen er modtaget til anmeldelse fra CarlsenPuls.

I et univers hvor mennesker og drager lever i en form for sameksistens i en verden, som minder uhyggeligt meget om vores, står Sarah og hendes far og venter på en drage, som er hyret til at hjælpe til på deres farm. Nok er der en fredsaftale mellem mennesker og drager, men det betyder ikke, at det ikke er ilde set at associerer sig med dem. Sarah bliver dog betaget af dragen Kazimir, som beskytter hende mod byens racistiske vicesherif, som altid har haft en torn i siden på Sarah, men hvorfor vil Kazimir beskytte Sarah, en sølle menneskepige? En profeti som kan afgøre menneskehedens skæbne involverer tilfældigvis Sarah, og det er op til Kazimir at beskytte hende, ellers risikerer verden at ende i flammer.


Vi befinder os i år 1957 hvor racismen stadig lever i bedste velgående, noget som stadig er skræmmende relevant i år 2020. Sarah er af blandet herkomst og er derfor ekstra udsat, hun finder dog trøst og støtte i sin bedste ven, Jason, som er af japansk oprindelse. De to er nærmest dømt som byens outsidere, specielt af byens vicesherif, som ofte lader sin vrede gå ud over de to teenagere. Igen, skræmmende eksempel på nutidens relation mellem ordensmagten (specielt i USA) og folk der ikke er af kaukasisk oprindelse.

Selvom de fleste mennesker ikke bryder sig om dragerne, findes der dog også de mennesker som tilbeder dem. Malcolm er en del af den tilbedende kult, De Troende, og han har viet sit liv til, at lade sig træne som snigmorder, for at fuldføre en ældgammel profeti. Men han er efterfulgt af FBI-agenter, som prøver at standse ham. - Hvis der er noget jeg har lært fra tidligere Patrick Ness-bøger, så er det at der kan findes symbolik og drages relationer til eksisterende emner i den virkelige verden. Så min opfattelse af De Troende er, at der kan hentydes til religiøse ekstremister, som for alt i verden ikke går på kompromis med deres tro, selvom det kan være til skade for andre. I mine øjne er det endnu en utrolig sammenfletning mellem Patrick Ness' historier, og den virkelige verden.
Selvom jeg egentlig ikke skulle analyserer betydningen i bogens emner, så kan jeg virkelig ikke lade være, når det kommer til Patrick Ness. Han er en af de forfattere, som får mig til at tænke på verdenssitationen, og derudover konstant overrasker mig (for det meste på den positive måde).

Burn er på mange punkter en tankevækkende roman, som desuden også byder på alternative universer, fantasy i form af drager og magi, og relevante emner som homofobi og racisme. Det er nærmest umuligt at sætte en genre fast på denne bog, som veksler imellem så mange forskellige retninger i bedste Patrick Ness stil!

★★★★

- CATHRINE ROSSEN.

Synes godt om

Kommentarer