Akut kejsersnit uge 33+0

Fredag d. 12 februar kl 4.20 vågnede jeg, og havde endnu en blødning. En helt frisk og rimelig kraftig blødning, så jeg ringet endnu en gang op på akut modtagelsen for gravide, og de var klar til at sende en ambulance, der skulle hente mig. Men jeg var faktisk stor set på vej ud af døren sammen med Martin, da jeg talte med dem, så vi blev enige med jordmoderen, at det ville være hurtigere at vi selv kørte med det samme, end at vi skulle vente på ambulancen. Bare at vi selv fik lov til at kører derop, var jeg rimelig taknemlig for. De to andre gange jeg er blevet hentet i ambulance, stresser jeg helt vildt, så at vi kunne kører selv og være deroppe på 5 minutter, det var så fint for mig. Da vi ankom til akut modtagelsen for gravide, stod en jordmoder klar til at tage imod mig udenfor, jeg kom ind på fødegangen med det samme. Jeg fik som alle de andre gange sat en form for scanner på maven, som skulle spille hendes smukke hjerte lyd. Alle de andre gange har det taget 2 sekunder at finde, men denne gang rodet jordmoderen rundt på min mave, og kunne ikke finde hjertelyd. Jeg stivnede af skræk og udbrød, er der ikke hjertelyd? Er der ikke Liv? Hun blev ved med at rode rundt med scanneren, og kaldte derefter en læge ind, som scannet min mave, hvor vi kunne se med på skærmen, der var heldigvis et hjerte der banket derud af. Jeg brød sammen, det var de værste to minutter. Jeg troede vitterligt at vi havde mistet hende. Da vi havde set hjertet banke, fik jeg sat nogle elektroder på maven, de skulle igen måle mine plukveer og hendes hjerte. Plukveerne tog til, og blødningen blev kraftigere, og det var endda på trods af at, jeg havde fået skudt noget ind i mine åre, der skulle få min blødning til at stoppe.

Lægen gik frem og tilbage, vendte min situaiton med flere forskellige læger, ringet rundt i landet for at spare med så mange som muligt. Imens hun gjorde det, lå jeg der og kunne mærke blødningen bare blev kraftigere og kraftigere. Lægen kom igen ind på vores stue, og havde et helt andet blik nu end før, imens fortalte hun at de havde taget en beslutning nu, og lige om to sekunder ville hun trykke på knappen på væggen, som melder alarm om akut kejsersnit, også vil jeg blive kørt ned på operationsbordet, fordi vores lille pige skulle ud nu. Jeg nåede ikke en gang at tænke før at min seng rullede afsted med Martin i hælene.

På operations stue var der fyldt med kvinder, hvor mange ved jeg ikke præcist, men der var mange. Den ene lagde drop i min hånd, en anden tog blodtryk, en tredje var ved at bedøve mig i ryggen, en fjerde forklaret mig hvordan det forløb sig, en femte målte hjertelyd i maven. Så ja det var en hånd til alt muligt forskellige på samme tid. De var rigtig søde og omsorgsfulde alle hver især. Martin sad ved mit hoved, og han så en smule skræmt ud. Men vi havde heller ikke forventet at de ville tag hende netop lige den dag. Jeg havde jo været indlagt med mange blødninger den seneste måned, men nu turde de altså ikke strække den længere. Da jeg var bedøvet fra under brystet og ned, begyndte de, og inden jeg nåede at tænke, så kunne jeg hører vores lille mirakel skrige. Det var så vildt! Tillykke i er blevet forældre lød det, en jordmoder viste hende lige hurtigt til os, og så kørte hun afsted med hende, Martin fik lov til at gå med. Det var så vildt! Endelig var hun ude, og hun skreg. Jeg var rørt til tårer.

Vores lille Lilja var endelig kommet ud til os d. 12.02.2021 kl 09.59 - 7 uger for tidligt men helt perfekt! Imens jeg lå der, kunne jeg hører lægerne suge og suge fra min mave og en læge udbrød, der er kraftig blødning. Men imens jeg lå der, var jeg fuldstændig ligeglad, fordi vores lille pige var her, og jeg var blevet mor. Da de havde fået stoppet min blødning, og havde fået lukket mig sammen, grinte de lidt. De synes det var ret uretfærdigt at min mave allerede var flad igen. Det var underligt at den lille dunk, ikke var der mere. Efter kejsersnittet skulle jeg over på opvågningen i et par timer. Martin havde min telefon, så jeg kunne ikke en gang få fat i ham. Jeg var fuldstændig høj, men samtidig ville jeg gerne lige hører at, alt stadigvæk var okay. Ingen andre end Martin og jeg vidste at vi lige var var blevet forældre, det var en vild følelse. Lidt tid efter kom Martin endelig ind til mig, han havde taget billeder af prutten, og fortalte alt var så flot, og hun trak selv vejret. Jeg var så rørt. Han kunne slet ikke være hos mig, så jeg sendte ham over til vores lille mirakel igen, og jeg fik min telefon. Jeg fik ringet op til min mor, det var det største at fortælle hende. Vores lille prinsesse er kommet ud til os, og hun har det så godt.

Da jeg havde lagt på opvågning i et par timer, og fejret fødselsdag med mig selv og sygeplejerskerne, så måtte jeg endelig komme over og se hende. Jeg kunne stadigvæk ikke selv gå, så jeg blev rullet afsted i min seng igen. Da jeg kom over på afsnittet hvor hun lå, blev jeg taget imod af sygeplejerske på gangen, de spurgte mig: “Er du Liljas mor?” Det var det største nogle nogensinde havde spurgt mig om. Og der lå hun, verdens smukkeste lille pige. Det var så stort. Aldrig har jeg oplevet en kærlighed rulle indover mig som der.

De første to døgn var Lilja på en stue hvor vi ikke kunne overnatte, så at skulle gå derfra om aftenen var forfærdeligt. Men heldigvis var der de sødeste sygeplejerske omkring hende. Jeg stemplet ind hos Lilja allerede igen kl 6 om morgen, jeg kunne simpelthen ikke klare at være væk fra hende. Hun var simpelthen bare så sej, og klaret alting så godt, så det var en kæmpe lettelse at hun nu var her. Sygeplejerske roste os helt vildt, de troede egenligt at jeg arbejdet med noget lignende, men jeg tror faktisk bare at vi var så rolige omkring hende og det hele, fordi hun endelig var her, og vi var kommet igennem mareridtet med blødninger, og den store frygt for at miste hende.
Søndag d. 14 februar fik vi af vide at Lilja var så sej, så vi kunne blive flyttet over på en anden gang, hvor vi så kunne bo med hende. Det var så fantastisk! Søndag aften fik hun taget alle de elektroder af hun havde på, undtaget en på foden som målte hvordan hun iltet sit blod og hendes puls. Hun var bare den sejeste lille pige. Det var vidunderligt at have hende ved min side hele tiden, at kunne ligge en hånd over på hendes dyne om natten, og bare lige mærke hende. Martin og jeg tudet på skift. Tænk sig, den lille guldklump havde vi skabt, vores drømme pige. Mandag eftermiddag blev det allerede nævnt for os, at vi kunne komme i tidlig hjemme ophold. Altså at vi kunne komme hjem med hende, når hun havde fået fjernet den sidste elektrode, og hun kunne holde varmen selv. Endnu en fantastisk besked. Dagene gik så hurtigt, og med det samme hver dag, men i den største kærligheds boble med hende.

Torsdag d. 18 februar havde jeg en total tude dag, jeg græd hele tiden, altså græd så jeg hulket. Jeg var så bange for miste hende. En af de søde sygeplejerske kom ind med kage jeg kunne trøste mig med, og fortalte at det var helt naturligt jeg havde sådan en tude dag. Kage hjalp selvfølgelig lidt, og det hjalp også at hører at det faktisk var helt okay og normalt med en dag hvor man bare græd.
Fredag d. 19 februar var en fantastisk milepæl, Lilja var nu en uge gammel, og fordi hun var så sej og var i “uge 34+0”, så måtte hun få fjernet den sidste elektrode. Så det sidste der var tilbage var sonden, som hun skulle beholde nogle uger endnu, fordi at babyer først kan sutte og synke samtidig ordenligt omkring uge 37, det er lidt forskelligt fra Baby til baby. Sonden var da det mindste, hun klaret det hele så flot. Martin og og jeg var blevet lært op i hvordan man tjekket sonden, gav mad igennem og så videre, så vi kunne klare alting med hende selv. I og med at vi var så selvkørende og Lilja bare var den sejeste lille pige, så skulle vi egenligt bare vente på at der var plads hos sygeplejerskerne i tidlig hjemme ophold. Det er nemlig sådan at når man er i tidlig hjemme ophold, så klarer man alting selv, men har en sygeplejerske forbi to gange ugentligt, for at ligge en plan for de forskellige ting.

Vi er så taknemlig for at Lilja har det godt, og er så sej, hun er vores lille mirakel og fylder os allerede nu med uendelig meget kærlighed.
Vi fortsætter i baby boblen her på Skejby indtil at der plads til at vi kan komme hjem. Et tak skal det lyde til sygeplejerskerne, jordmødrene og lægerne, de er simpelthen så fantastiske og omsorgsfulde på Skejby sygehus.

Synes godt om

Kommentarer

ByNorin
ByNorin,

Ouuff, så bra det gikk seg til og at det nå går bedre! Gratulerer så mye med den lille jenta☺🤩

nouw.com/bynorin