Header

Nu bor jeg jo for tiden ikke hjemme, og man kan derfor med rette sige, at jeg står på egne ben i et fremmet land. Okay. Overdrevet. Jeg bor hos en familie der gør en dyd ud af at tage sig af mig, og sørge for at jeg får den bedst mulige oplevelse, og jeg er så evigt taknemmelig for at jeg fik netop dem som MIN amerikanske familie.

Når det så er sagt, så står jeg mere på egne ben end mange af mine jævnaldrende, og jeg får gjort mig nogle erfaringer, som klæder mig godt på til det virkelige liv. Jeg har altid været meget selvstændig som person, og med forældre som begge er startet fra bunden og har bygget deres egen virksomhed på benene, er jeg også blevet opdraget med et værdisæt, hvori det at arbejde og at tjene sine egne penge er noget som man er stolt af. Faktisk har jeg ”arbejdet” så længe jeg næsten kan huske. Det lyder måske lidt voldsomt i en alder af kun 17 år, men da jeg var lille hjalp jeg altid mine forældre i deres virksomheder med små, simple, tidskrævende opgaver, og tjente på den måde lidt lommepenge. Selvom beløbet aldrig blev særligt højt, var jeg stadig stolt over at jeg nu havde tjent mine egne penge. Penge som kun jeg skulle råde over. For mig var det ikke surt arbejde. Jeg blev aldrig tvunget til at arbejde, men jeg fik fra jeg var helt lille af et meget sundt forhold til økonomi, for når pengene først er brugt kommer de ikke tilbage.

Før jeg tog afsted på udveksling forsøgte min mor langsomt at vende mig til tanken om, at vasketøjet ikke vasker sig selv, samt at overbevise mig om, at rengøring af mit værelse en gang om ugen nok ikke var en dårlig ide. Til at starte med syntes jeg at det hele virkede ret fjollet. Hvorfor skulle jeg vaske mit eget tøj når nu at hun alligevel vaskede sit eget, min fars samt mine søskendes tøj?

Jeg fandt dog hurtigt ud af at hun faktisk havde gjort mig en kæmpe tjeneste ved at vende mig til, at man ikke kan afhænge sig af andre hele tiden. Nu står jeg jo over for det helt store valg om hvilken ungdomsuddannelse der er den rigtige for mig, og efterfølgende, hvilken skole og studiemiljø der passer til min personlighed. Det er som nogle af jer måske er bekendt med, ikke første gang at jeg står over for denne beslutning. Efter 1.g valgte jeg at forlade mine vante omgivelser og begav mig ud på det eventyr som jeg fortiden lever i. Det var ikke fordi at jeg ikke var fagligt dygtig nok til gymnasiet, eller fordi jeg ikke var moden nok, for det var jeg. Jeg var den yngste i min klasse, og havde derfor på nogle punkter nogle lidt andre interesser end mange af mine klassekammerater. Tanken om at gymnasiet ikke i første omgang var den rigtige løsning for mig, var ikke en realitet, og jeg har efterfølgende taget mig selv i at prøve for meget at gøre for meget for at passe ind samt at sige det som jeg troende at de andre i gruppen gerne ville høre. Set I bakkespejlet prøvede jeg for meget for at passe ind, selvom det ikke var tilfældet. Tag ikke fejl, jeg har haft en masse gode oplevelser i det første år af min gymnasietid og jeg har lært nogle mennesker at kende, som jeg selvom jeg for tiden sidder på den anden side af Atlanten stadig er i tæt kontakt med, og det er jeg taknemmelig for!

Når jeg om omkring 5 måneder igen sætter begge fødder på dansk jord, skal jeg atter søge ungdomsuddannelse. Eller det skal jeg jo rent faktisk nu. Den nemme løsning ville være at søge ind på det gymnasie som jeg gik på før og så at håbe på at det at jeg er blevet ældre har gjort at jeg er mere på samme niveau som de andre. Men er den nemme løsning altid den bedste? Dette år har allerede lært mig så meget om mig selv og livet generelt set, og mine interesser er ikke længere de samme som før jeg tog afsted.

Jeg ved da godt at det ikke er jordens undergang hvis nu at jeg skulle vælge forkert. Dog fylder det meget for mig lige her for tiden, og jeg gør mig mange overvejelser om hvilken løsning der er den rigtige for mig.

Ha’ en skøn mandag aften.

Knus C

Flyt din blog til Nouw - nu kan du importere din gamle blog - Klik her

Likes

Comments

Kære læsere,

Dette indlæg har jeg ville dele med jer længe, men for at være ærlig har jeg ikke været klar på at gå 100 procent ind i det. Og let’s be real, det hjælper ikke kun at snakke om det. Der skal handles, og det har jeg ikke været motiveret nok til at gøre noget ved. Nu har vi netop ramt en ny måned og jeg har besluttet mig for at ranke ryggen og se problemet i øjnene. Lad os tage en snak om .

Jeg har altid haft en sød tand, og ja, efter som at problemet kun er vokset er der efterhånden tale om et helt gebis af sukker hungrende tænder. Når det kommer til søde sager er jeg ikke særlig kræsen, hvilket ikke ligefrem gør problemet lettere. Min rygrad har på det seneste ikke været eksisterende, og alt der bare ser lidt syntetisk, sødt og lækkert ud får mine tænder til at løbe i vand. Jeg har mange gange prøvet at sige til mig selv at ”det her er den sidste” og ”fra i morgen er det slut”. No more sugar addiction! Men når mormor kigger forbi og enten har gjort stop hos den lokale bager for at købe en kanelstang eller måske endda selv har brugt tid i køkkenet og kreeret en lækker drømmekage a la mormor, kan man umuligt sige nej, for det kan man da ikke tillade sig. Kan man vel?

Sagen er den, at den går ikke længere. Jeg er træt af den måde min krop udvikler sig på, ikke bare fysisk men også mentalt. Jeg er godt klar over at jeg ikke er stor, tvært imod, og når jeg siger at jeg har taget på er det jo ikke nødvendigvis negativt, men de ekstra kilo og manglende muskelmasse går mig på, og påvirker mit humør. Jeg har hovedpine hele tiden, jeg sover ikke nok, jeg har ikke noget overskud, jeg er aldrig rigtig glad og nok værst af alt er jeg ikke mig. Sukkeret har fået lov til at fylde alt for meget, og jeg har bare stået på sidelinjen og set til men uden at træde til, og sætte en stopper for det. Jeg vil ud af min afhængighed.

Jeg er overbevist om at jeg langt fra er den eneste der oplever dette og jeg håber derfor, at ved at dele min historie og min vej ud af afhængigheden kan motivere nogen af jer til at tage kampen op, og en gang for alle vinde livsglæden og en sundere livsstil tilbage. Det er et voksende folkeproblem, og der er mange fristelser og fælder at falde i uanset hvor man går hen, og det er dem vi slår et slag for.

Jeg vil ikke være fanatiker-typen, da jeg syntes de er forfærdeligt irriterende at høre på. Dette sukkerstop er ikke ment som, at jeg aldrig kan spise en chokoladebar igen, men samtidig vil jeg ikke være afhængig. Mine regler er:

Jeg må ikke spise hvidt, raffineret sukker.

Jeg må ikke spise sukkerholdigt slik – frugt, nøddebarer uden sukker og ren, friskpresset juice uden tilsætningsstoffer er ok (i normale mængder, selvfølgelig)

Sukkerstoppet sker som en kold tyrker og varer en måned fra i dag, d. 7 Januar 2018. Ingen undskyldninger til venindeaftener, fødselsdage og el.lign.

Er I med mig? Skriv endelig en kommentar hvis i har erfaringer med at tage en kold tyrker på sukkerfronten, eller hvis I vil mælde jer I kampen. Planen er at jeg løbende kommer med opdateringer undervejs, så I kan følge med i forløbet.

xx Camille

Likes

Comments

Kære alle,

Et emne som jeg længe har tænkt over hvorhvidt det er okay at sætte sine egne behov i første række. Mange ville nok sige ja, selvfølgeligt er det det. Og det burde det også være! Men for mig er det ikke så simpelt, og jeg ved at jeg ikke er den eneste med disse tanker, hvilket kun forstærker emnets relevans. Jeg har altid kæmpet meget med at sige nej til andre, selvom jeg til tider burde. Jeg vil alle det bedste, og jeg er aldrig rigtig glad før jeg ved at de mennesker som jeg har nærmest har det godt. Problemet er bare at jeg ikke være den jeg gerne vil være over for andre, når jeg ikke er oprigtigt glad selv. Når det så er sagt, så glæder det mig at være den der har overskuddet til at være der for andre når de har brug for det. Jeg har bare en tendens til at gøre andres problemer til mine, og hvis ikke jeg er opmærksom flyder bærret over.

Ofte resulterer det i at jeg lukker mig inde i mig selv. Jeg tager hele livet til revurdering, for husker jeg nu også hvad der er vigtigt? Og husker jeg det nok?

Jeg har med tiden lært hvor vigtigt det er at give sig selv tid til at trække stikket og fokusere på hvad jeg har brug for samt at afsætte tid i kalenderen til at gøre noget af det jeg elsker allermest.Jeg elsker at gå i naturen. At besøge mine bedsteforældre. At tage en lur på sofaen. At stirre ud i luften og lave ingenting. At tale i telefonen i timevis. Men hvor tit giver jeg mig tid til alle disse ting? Ikke så ofte som jeg burde. Jeg er lidt for hård til at hanke op i mig selv, og drive mig selv til noget "produktivt" hele tiden. Dette er et egenskab som jeg altid har haft, men som kun er blevet forstærket af at jeg for tiden ikke bor hjemme.

Men de sidste par uger har jeg taget et skridt tilbage, og givet mig selv plads. Fordi hvad er et liv fyldt med opnåede mål, hvis man ikke også husker at sætte pris på de små ting undervejs? Og tage sig tid, til de ting som er gode for sjælen? Ikke ret meget.

I lang tid har jeg haft svært ved at forstå, og ofte forsøgt at retfærdiggøre mig selv. Nogle gange lyver jeg endda hvis folk spørger om jeg skal noget, fordi jeg ikke kan finde ud af at sige jeg har en aftale med mig selv. Faktum er, at sådan kan jeg godt lide at bruge min fredag aften. Og alle mulige andre aftener for den sags skyld. Det er et behov som alle kender til, men med en masse indholdsrige dage, der for mit vedkommende ofte starter tideligt om morgenen, siger min krop fra, hvis jeg ikke husker at afsætte tid til at lave ingenting.

Så ja, selvfølgeligt er det okay at sætte sine egne behov i første række. Det er faktisk nødvendigt for at kunne fungerer som menneske. Og selvom det kan være hårdt at sige nej til andre i situationen, så hjælper det på den lange bane. Det er ihvertfald det som jeg prøver at overbevise mig selv om.

Knus Cami

Likes

Comments

Så skete det! Nytår! For mig er der altid noget specielt over nytår og det med at give sig selv og andre til at træde et skridt tilbage og starte forfra. Måske er det forkert at sige at man starter forfra, for det gør man jo i princippet ikke. De forgående år har bidraget til din personlighed, som danner ramme for den du er. Selvom det måske til tider kan være fristende at løbe væk fra fortiden så er det en del af din historie, og hele meningen ved historie er at tage ved lære af det der er sket, og arbejde sig videre derfra. Og netop det med at skabe en ny historie er et af mine mål for 2018.

Jeg har lært at det er sundt at sætte sig nogle realistiske målsætninger for et årsskifte, fordi ens mind-set er mere medgørligt at manipulerer til at tro at forandringer ikke er så farlige, som de på andre tidspunkter af året måske kan syne. Dog er det meget vigtigt at de mål man sætter er realistiske, for der findes da ikke noget mere demotiverende end at mål som man længe jagter, men må trække i land, fordi det er alt for urealistiske.

Så hvad er dine mål/nytårsforsæt, tænker I nok.

Mine mål for år 2018 er:

.... At lære at accepterer at det ikke er muligt at gære alting til perfektion. Jeg er meget perfektionistisk, og gør gerne hele arbejdet om igen, hvis jeg vitterligt tror på at jeg kan gøre det meget bedre.

.... At blive bedre til at lytte til min krops signaler. Jeg presser typisk mig selv alt for hårdt, og til sidst kan jeg ikke mere. Min krop siger fra, og jeg bliver typisk utroligt syg. Mit mål for 2018 er derfor at blive bedre til at mærke efter, og lytte til min krops signaler.

.... At møde verdenen med et smil, og ikke at dømme nogle ud fra rygter og andres meninger. Dette er et mål der år efter år står højt på min liste med målsætninger for årsskiftet, og 2018 er ingen undtagelse.

.... At leve sundere og få trænet noget mere. Nytårsforsættet vi alle har, men dropper igen efter et par måneder. Men her er den så. Mit nytårsforsæt er at få skabt nogle sundere vaner for mig selv, så mit energiniveau samt min livskvalitet bliver forbedret.

Jeg er kommet godt fra start, så det kan kun blive godt! Hvad med jer? Har I udvalgt jer nogle realistiske mål for det nye år? Efterlad endeligt en kommentar med de ting som I ønsker at forbedre/gøre anderledes i det nye år, så vi kan inspirere hinanden til at skabe gode vaner og få et gladere sind.

Likes

Comments

7 dage. 1 uge. Og jeg kan slet ikke vente! Alting tegner allerede så godt, at det næsten ikke er til at tro på. For omtrent måneds tid siden modtog jeg et fantastisk opkald fra min danske koordinator, der gladelig meddelte at en familie havde valgt at åbne deres hjem for mig i de kommende 10 måneder. Jeg skal bo i staten Wisconsin i en lille by ved navn Cashton med en population på lidt over 1000 indbyggere. I nabobyen, Sparta, ligger Sparta High School, skolen som jeg skal gå på under mit udvekslings år. Udover mig, og de 3 andre udvekslingsstudenter, er der lidt under 900 elever på skolen fordelt på de 4 årgange. Da jeg rejser imellem første og andet år i gymnasiet, altså 12 skoleår, kommer jeg ind som senior på skolen. Jeg er allerede i kontakt med en amerikansk pige der går på skolen. Hun virker så sød, og det er en stor støtte at kunne få afklaret alle de spørgsmål som jeg eventuelt måtte have om skolen eller det sociale.

Familien Ziegler virker som det perfekte match for mig, hvilket kun får mig til at glæde mig endnu mere. Den består af en mor, Angela, en far, Trent, og deres to skønne børn Madeline på 9 og Dylan på 8, og når ja, så har de også den sødeste lille hund, Lolly. Jeg har allerede en god kontakt til familien, og vi skriver ofte. Familien har aldrig haft en udvekslingsstuderende boende, så dette bliver et nyt og spændende eventyr for begge parter.

Jeg lander i Wisconsin d. 2 september efter 5 spændende dage i New York. Da jeg ikke starter i skole før d. 7 september, har jeg heldigvis nogle dage til at lære familien endnu bedre at kende!

Jeg rigtig glad for min placering og kan ikke vente med at komme afsted.

Likes

Comments

Hmm... Måske blev titlen på dette indlæg lidt for dramatisk, men sådan føles det her for tiden. Lige siden dagen hvor jeg skrev under på at smide alt hvad jeg havde i hænderne for at følge min mavefornemmelse om denne rejse, har jeg vidst at denne dag ville komme. Det er hårdt, for selvom det måske kan føles sådan, går livet herhjemme jo ikke i stå fordi jeg rejser. Det jeg kommer tilbage til er ikke som det jeg forlod, på godt og ondt. Det samme gælder mig. Derfor er der mange der skal siges farvel til og de sidste minder skal skabes og bringes med mig videre. Puha, det blev dybt, men det hele kommer også tæt på.

I takt med at jeg får sagt farvel til flere og flere, er det som om at det langsomt går op for mig hvor mange måneder jeg skal undvære de mennesker som jeg elsker. Og nej, så er det jo heller ikke værre! Det er jo ikke fordi jeg ikke kommer til at se dem igen, og med al den moderne teknologi er jeg jo langt bedre stillet end dem der rejse for bare et årti tilbage, og det er jeg glad for.

Og når det så er sagt tror jeg slet ikke at jeg får tid til at savne. Min amerikanske familie har allerede nu, på trods af at jeg endnu ikke har mødt dem, taget så godt imod mig, og det varmer at have hele 2 familier i ryggen. Når alt kommer til alt skal jeg huske på at det ikke er et farvel, men blot et på gensyn.

Det var alt for mine sene mandags tanker.

Likes

Comments

​Om under 14 dage pakker jeg kufferten og rejser om på den anden side af Atlanten. Alene. I 10 måneder. Det er underligt og ikke mindst totalt urealistisk at jeg i en alder af kun 16 år står over for mit livs eventyr, og uanset hvilken drejning det her eventyr tager, bliver det en rejse der kommer til at danne mig som person. Kliché? Måske. Men der noget om det.

Det har ligget i kortene meget længe at jeg skulle afsted på et eller andet tidspunkt mens jeg stadig var ung og før jeg var bundet til nogle eller noget herhjemme. Min mor gjorde det. Min far gjorde det. Og begge havde de det bedste år de kunne have ønsket sig. Alle scenarier bliver omhyggeligt vendt og drejet og så snart jeg har et frit øjeblik benytter jeg tiden til at researche alt det materiale jeg kan komme i nærheden af, hvilket kun er med til at øge spændingen. En af mine største styrker og mest dominerende svagheder er min frygt for at miste kontrol. Jeg er typen der gerne tjekker rejseplanen op til flere gange før jeg går ned til en bus, for at være sikker på at den kommer til tiden og at jeg ikke kommer for sent til det næste punkt på listen. Det kommer nok heller ikke som nogen overraskelse når jeg siger at jeg ikke kan leve uden en kalender og at spontane aftaler ikke ligefrem er min favorit. Og spontant, ja det kan man vist roligt sige at denne dannelses rejse er.

Jeg har netop afsluttet 1.g, et valg jeg absolut ikke har fortrudt. Det kan derfor også være svært at forstå hvorfor jeg vælger at rejse netop nu. Jeg er kommet ind på den linje som jeg ønskede, har fået søde og ikke mindst super dygtige og engagerede lærere, jeg har mødt en masse super søde mennesker og fået udvidet mit netværk med nogle bekendtskaber, der allerede nu er så stærke, at jeg ikke er i tvivl om at det nok skal holde. Men der mangler stadig noget. Jeg sidder tilbage med en følelse der er utrolig svær at beskrive for folk der ikke har siddet i en lignende situation. Der er noget der ikke føles rigtigt. Og det er lige netop den følelse jeg rejser fra. Når jeg om lidt under et år, sidder i en flyver med kurs mod Danmark, håber jeg at jeg på ryggen har en rygsæk der er fyldt med minder der vil følge med mig hele livet. Jeg håber at jeg igen er fyldt med energi og at mit gåpåmod og min lyst til at lærer er mere end bare fordoblet. Jeg håber at jeg sidder med at smil på læben der ikke er til at tage fejl af. En tilfredshed over at jeg turde at slippe tøjlerne og for en stund forlade alt det jeg kom fra og kun medbringe de værdier som jeg gennem min barndom har tillært mig og er blevet opdraget til at fører ud i livet. En ting er sikkert. Jeg skal gøre det år til mit år.

It´s time for exchange!

Likes

Comments