Outfit // No. 1

​For manges vedkommende er det lige nu ferietid, hvilket er lig med comfy-clothes, kronisk knold og make-up fri dage…

Så heldig er jeg ikke.

Kontoret forventer stadig at mit korpus trofast indfinder sig mandag til fredag. Selvom vi kun er ca. 3 ludere og en lommetyv tilstede på de bonede gulve i disse dage, og det er fristende at møde op i førnævnte ensemble, så hersker der alligevel en eller anden form for underliggende trussel om, at man mister lidt af sin office cred ved at sporte camping-uniformen på vej ud til kopimaskinen…

Derfor var det en velkommen anledning til at testkøre de seneste nyerhvervelser i aktion og jeg kunne lufte den smækre nye sag fra Custommade – Heldigvis tillod vejret tilmed, at man kunne iføre sig lettere klæder uden overhængende risiko for at få permanente frostskader i denne sølle undskyldning for højsommer.

Det krævede dog trods alt en lille jakke at færdes ude – den sibirske vind kunne jo fryse en sauna ned på et splitsekund!

Jeg endte derfor med at kombinere toppen med en hvid blazer (fra H&M) og en kæk lille hat, der i jantelovsdanmark tiltrak sig mange undrende blikke, for hvem tror man lige man er, når man sådan sætter en hat på hovedet og skiller sig ud fra den eksorbitante horde af monotone, bilka-mennesker, der er på den årlige folkevandring ned af den billige ende af Strøget. Men det lader jeg mig heldigvis ikke kue af, og med min “rebelske” lille hat fik jeg tilført looket en snert af gangster. Trés chic, hvis jeg må være så bramfri.

Knap så elegant var det dog, når den fordømte blæst fik tag i hatten – selv vinden har åbenbart et jantelovskompleks med min påklædning – og jeg febrilsk fór over brostenene iført stilletter i et desperat forsøg på at indfange den løbske beklædninggenstand, inden den blev offer for et førsteklasses fashion roadkill under en brutal cyklists vildtspinende dæk…

Synes godt om

Kommentarer