New In // Hi, Stella!

​Oops, I did it again…

Der var kraftige kosmiske kræfter på spil fredag eftermiddag, da min cykel efter arbejde pludselig førte mig i retning af Ny Østergade. Før jeg vidste af det, stod jeg blottet for viljestyrke og ganske forsvarsløs ude foran Stella McCartney butikken og satte et umiskendeligt ansigtsaftryk på ruden, mens mit hjerte dundrede så højt, at det truede med at sprænge det tykke glas.

Havde det ikke været fordi bitter erfaring tidligere i livet havde lært mig, at der ikke kommer meget godt ud af at vade lige durk gennem et glasvindue, havde der med stor sandsynlighed nu været et Rose-formet hul i udstillingsvinduet, eftersom jeg blev trukket ind i butikken i et stadie af materiel og købelysten ekstase…

Skæbnen ville det, at netop dén taske, jeg havde klikket på så mange gange på diverse netsites, at jeg knap kan kæmpe mig igennem min Facebook newsfeed uden at se andet end Falabella i diverse farver og udforminger i de sponsorerede links, nu stod foran mig i butikken i al sin grå glans, og blinkede ned til mig fra sin piedestal af lækkerhed og sagte, kaldte mit navn.

What’s a girl to do?!

Men ikke så snart havde jeg svunget yndlingen over skulderen, før jeg i spejlets reflektion fik øjenkontakt med en ny skønhed, og før jeg vidste af det, havde jeg fået tilranet mig en hel hær af Falabella omkring mig, der alle syntes at ville med mig hjem.

Mit orgie ud i at adoptere den rigtige model gik ikke ubemærket hen i den ellers stille Stella butik kort før lukketid fredag aften. Snart nærmede andre sultne materialister sig for at se nærmere på det pristine udvalg af pragteksemplarer, jeg efterhånden havde omringet mig selv med. Og her opdagede jeg en ny side af mig selv – en menneskelig kvalitet, om man vil, som jeg ikke vidste jeg besad: Moder-instinktet.

Hver gang en ny potentiel køber nærmede sig mit fort af Falabella, gik jeg instinktivt i forsvarsposition og kastede mig over netop dén taske hun rakte ud efter. Hvem vover dog at forsøge at fravriste en skrøbelig sjæl hendes (endnu ikke) adopterede børn?

Da de værste krigeriske tendenser havde lagt sig, og de øvrige fjender havde fundet nye slagmarker, var jeg igen i stand til at tænke rationelt og tage en beslutning.

Blandt quilitede, glimrende, blå og rosa modeller faldt det endelige valg på den, jeg oprindeligt havde udset mig, nemlig den grå…

Umiddelbart det sikre valg, men for hende, der føler sig spraglet i jeans og en hvid t-shirt, er alt, der ikke er sort, et stort skridt uden for den trygge comfort zone.

Synes godt om

Kommentarer