What having a mental illness feels like

Trigger warning: This blog post is going to contain descriptions about what it's like to suffer from a mental illness and thereby it contains triggers for illnesses like depression anxiety etc. and so do the links linked at the end of this so if you are sensitive to any of these subjects please do not read any further.

Disclaimer: I personally suffer from OCD, anxiety and depression and am currently receiving treatment for it and getting better and better every day. Furthermore this experience is obviously heavily based off of my own so of course everyone's experience with mental illness will be different from mine

I'm sick but you can't tell because my arm isn't in a cast nor do I walk with a limp; my pain is invisible and if I didn't tell you, you would never even know it existed. I suffer in silence with a fake smile plastered on my face and go about my day trying not to fall apart. You might think just because my hair is curled and makeup is on my face that everything in my life is fine because from the outside it appears to be but you don't see the nights of crying myself to sleep with mascara-stained tears because on the inside everything is crumbling before my very eyes.

I'm in pain and it won't go away because it isn't one you simply fix by taking a pill. I carry it with me always. Sometimes it's worse and other days it's better but regardless it's my constant companion. I sometimes feel on the very worst of days that every breath is a struggle to stay alive. Even if you've been in the darkness for quite a while sometimes it still doesn't feel like there's ever going to be a light at the end of the tunnel but you just have to keep telling yourself that there will be over and over again no matter how believable or unbelievable it feels to you. Sometimes just being alive feels like you're running a marathon that never ends or like you're constantly fighting just to keep your head above water and other times it doesn't really feel like anything at all - because sometimes I don't really feel anything at all. In those moments I almost miss the pain because no matter what I would always rather feel something than nothing at all. I dig my nails into my skin begging to return to reality - sometimes it works, sometimes it doesn't; on those days I can't do anything but sit back and look around me as everyone else moves at a normal pace while I move in slow motion.

I'm laughing at something you said yes but on the inside something feels hollow and for some reason I don't feel the laughter in my stomach like I used to. I can tell that you believe the smile on my face and it scares me to admit that so do I. Sure in some moments the hollowness is more present than in others and I can find something funny or exciting but not like I used to. In my life today every moment feels like it's covered with some gray veil that puts this heavy weight on everything I do. Even simple things like making food for myself or getting ready in the morning can feel like enormous tasks that I will never be able to overcome. I also cry a lot these days and usually it's never because of something substantial, sometimes it isn't even because of anything at all

Nights are always the worst though. During the day you can distract yourself but once the darkness comes you're truly on your own and it's also then the thoughts kick in. I will never know true silence because even when the entire world around me is asleep the hurricane in my mind never stops. Suddenly my throat starts to feel tight like I can't breathe and the pain spreads throughout me to every single cell in my body - I want to scream but I can't so instead it turns into sobs muffled by fabric and tears covered by night.

My mind is my worst enemy but I can never escape it because you can't escape from yourself.

In case you want an even deeper understanding of what this is like I've found some further reading and a video that'll hopefully help you obtain this:

  • "Living with a mental disorder" - https://www.youtube.com/watch?v=ezI2W32yNg8
  • ""Hit by freezing water" - people describe exactly what their mental illness feels like" - https://www.independent.co.uk/life-style/health-and-families/depression-anxiety-anorexia-bipolar-what-do-they-feel-like-mental-health-illness-a7584441.html
  • "What it feels like to live with mental disorder" - https://www.psychalive.org/what-its-like-to-live-with-mental-disorder/

If you are suffering from a mental illness or think you are and you're suffering in silence PLEASE seek help because you are not alone in this and nor should you be! Here are some resources to help you find out how you can go about getting help and where you can get it:

  • Here's a detailed list explaining where you can go to get help - https://www.mind.org.uk/information-support/guides-to-support-and-services/seeking-help-for-a-mental-health-problem/#.Xh9gdS0kpQI
  • Here's a comprehensive list guiding you through what to look for if you're suspecting you yourself or someone you know might be suffering from mental illness - https://www.mhanational.org/finding-help-when-get-it-and-where-go
  • Here's a comprehensive list of local websites and emergency contact numbers for help for mental illness for most places in the world - https://checkpointorg.com/global/

I hope to see you again soon!

Love,

Maria Cecilie.

....................................................................................................

Trigger advarsel: Dette blog indlæg kommer til at indholde beskrivelser af, hvordan det er at have en mental lidelse, og derved også indeholde triggere for sygdomme såsom depression, angst etc., og dette gør linksene i slutningen af dette blog indlæg ligeledes, så hvis du er følsom overfor nogle af disse emner, vil jeg bede dig ikke læse videre.

Disclaimer: Jeg har personligt OCD, angst og depression, og er i øjeblikket i behandling for det, og får det bedre og bedre for hver dag. Desuden er denne oplevelse stærkt baseret på mine egne oplevelser, så selvfølgelig vil andres oplevelser, med mentale sygdomme, være anderledes end min egen.

Jeg er syg, men du kan ikke se det, fordi min arm er ikke i gips, og jeg halter ikke; min smerte er usynlig, og hvis jeg ikke fortalte dig om den, ville du ikke engang vide den eksisterede. Jeg lider i stilhed med et falskt smil klistret på mit ansigt og går gennem min dag, mens jeg forsøger ikke at falde fra hinanden. Du tænker måske fordi mit hår er krøllet og jeg har makeup på, at alt i mit liv er fint, fordi ude fra virker det sådan, men du ser ikke nætterne, hvor jeg græder mig selv i søvn med mascara-farvede tårer, fordi alt indeni mig styrter sammen for øjnene af mig.

Jeg har ondt, og det vil ikke gå væk, for det er ikke en smerte man bare kan fikse med en pille. Jeg har den med mig altid. Nogle gange er det værre, og andre dage er det bedre, men uanset hvad er den min konstante ledsager. Jeg føler nogle gange, på de allerværste dage, at hver indåndning er en kamp bare for at forblive i live. Selv hvis du har været i mørket i noget tid føles det sommetider stadig som om, at der aldrig kommer et lys for enden af tunellen, men du er bare nødt til at fortælle dig selv om og om igen, at det kommer der uanset, hvor sandsynligt eller usandsynligt det føles for dig. Nogle gange føles bare det at være i live som om du løber et marathon, der aldrig ender, eller som om du konstant kæmper bare for at holde hovedet over vande, og andre gange føles det ikke rigtig som noget overhovedet - fordi nogle gange føler jeg ikke rigtig noget overhovedet. I de øjeblikke savner jeg næsten smerten, fordi uanset hvad, vil jeg altid hellere føle noget end ingenting. Jeg graver neglene ned i min hud, mens jeg beder til at vende tilbage til virkeligheden - sommetider virker det, sommetider gør det ikke; på de dage kan jeg ikke gøre andet end at sætte mig tilbage, og se mig omkring, som alle andre bevæger sig i en normal rytme, mens jeg bevæger mig i slow motion.

Jeg griner af noget du sagde, ja, men på indersiden føler jeg mig hul, og af en eller anden grund føler jeg ikke længere latteren nede i min mave som jeg plejede. Jeg kan se, at du tror på smilet på mit ansigt, og det skræmmer mig at indrømme, at det gør jeg også. Ja i nogle øjeblikke er hulheden mere til stede end andre, og jeg kan synes noget er morsomt eller spændende, men ikke som jeg plejede. I mit liv i dag føles hvert øjeblik som om det er dækket af et eller andet gråt slør, som kommer den her tunge vægt på alt, hvad jeg foretager mig. Selv simple ting, som at lave mad til mig selv eller at gøre mig klar om morgenen, kan føles som enorme opgaver, jeg aldrig kommer til at kunne overkomme. Jeg græder også meget i de her dage, og ofte er det ikke på grund af noget vigtigt, nogle gange er det slet ikke på grund af noget overhovedet.

Nætter er dog altid de værste. I løbet af dagen kan du distrahere dig selv, men når mørket kommer, er du i sandhed alene, og det er også der, at tankerne træder ind. Jeg kommer aldrig til at kende sand stilhed, fordi selv når hele verden omkring mig sover, stopper orkanen i mit hoved aldrig. Pludselig føles det stramt nede i min hals, som om jeg ikke kan trække vejret, og smerten spreder sig ud i hver eneste celle af min krop - jeg har lyst til at skrige, men det kan jeg ikke, så i stedet bliver hulk dæmpet af stof og tårer dækket af nat.

Mit hoved er min værste fjende, men jeg kan aldrig flygte fra den, for man kan ikke flygte fra sig selv.

Helt ærligt, så kunne jeg ikke finde, hverken nogle gode artikler eller videoer, som, efter min mening, illustrerer, hvad det vil sige at have en mental lidelse, på en ordentlig måde, så derfor henviser jeg til de samme links, som er benyttet ovenfor, så hvis du ikke forstår engelsk, beklager jeg.

Hvis du lider af en mental sygdom, eller tror du gør, og du lider i stilhed, så beder jeg dig af hele mit hjerte at søge hjælp, fordi du er ikke alene i det her, og det bør du heller ikke være! Her er nogle resourcer til at hjælpe dig med at finde ud af, hvordan du søger hjælp, og hvor du kan få den:

  • Her er en organisation, som arbejder for at fjerne tabu om mentale sygdomme, hvor du både kan finde råd til at søge hjælp, og hvor du kan gå hen afhængig af, hvilken region du bor i, personlige historier etc. - http://en-af-os.dk
  • Her er en udførlig artikel om, hvad du gør og, hvor du går hen efter hjælp, hvis du, eller en du kender, lider af en mental sygdom - https://www.psykiatrifonden.dk/viden/gode-raad-og-temaer/naar-du-eller-en-du-kender-har-en-psykisk-sygdom.aspx
  • Her er en udførlig liste over, hvor du skal henvende dig, i samtlige kommuner, hvis du har brug for hjælp, plus en liste over numre og hjemmesider, hvor du kan få telefon- og/eller netrådgivning - https://www.psykisksaarbar.dk/Brug-for-hjaelp

Jeg håber vi ses igen snart!

Kærlig hilsen,

Maria Cecilie.

Synes godt om

Kommentarer

Frubruun
Frubruun,
Hvor er det sejt du fortæller om dine udfordringer!
blogbymariacecilie
blogbymariacecilie,
Tusind tak det betyder mega meget søde! <3
nouw.com/blogbymariacecilie
Skriv kommentar...
IP: 82.99.3.229