How To: Pirat-børnefest

Herhjemme er vi vilde med at holde en god børnefest. Lilys fødselsdag i januar var en kæmpe succes med en levende skattejagt som den store begivenhed. Her til sommer fandt vi på at lave en piratfest. Lily skal til at starte i skole, og har været bekymret for, at hun ikke ville få set sine børnehave veninder mere, så gæstelisten gav hurtigt sig selv. Vi inviterede 5 veninder, da jeg er stor fan af lige antal. I tilfælde af de deler sig lidt op når de leger, er der større sandsynlighed for, at ingen står alene tilbage, og da jeg skulle stå for festen som ene voksen, følte jeg også, at det var en passende mængde børn.

Da jeg sad med forberedelserne til festen her, blev jeg spurgt et par gange, hvordan jeg dog har overskud til at holde en børnefest "ad den kaliber", og så når det ikke en gang var fødselsdag. Det sad jeg så og tænkte lidt over, fordi jeg faktisk ikke følte, det var noget, jeg skulle finde et særligt overskud til. Det gik så op for mig at det meste af forberedelserne til sådan en fest, spiller på mine kreative strenge, og det er jo lige det, der får mig til at slappe af, og giver mig energi. Så det er ikke så mærkeligt, at nogle vil tænke: "puha, sikke et hyr", mens andre tænker: "Fedt, lad os komme i gang" til sådan en fest. Vi er jo alle forskellige (heldigvis). Men i tilfælde af at nogle sidder med lysten til at lave sådan en børnefest, men savner lidt ideer, har jeg valgt at lave dette "How-to-indlæg".

Invitationerne
Første skridt til sådan en fest er selvfølgelig, at sørge for at gæsterne kan komme. Jeg gjorde det, at jeg skrev en SMS ud til forældrene, og bad dem "spærre" dagen til piratfest, og fortalte at en invitation ville dukke op snart. Det var heldigt, at jeg gjorde det - for det viser sig, at posten ikke sådan lige afleveres dag-til-dag, når man sender med almindelig post - Ups! Men de nåede dog frem inden selve dagen, og tilbagemeldingerne indikerede, at de var et stort hit.

Pirat-kits
Når nu det var en pirat fest, skulle alle selvfølgelig have lige mulighed for at være pirater, så derfor lavede jeg pirat-kits til alle 6 piger.

Poserne indeholdte:
1. klap til øjet (syet i filt)

2. Rød bandana (fra Tiger)

3. Kikkert af toiletruller (malet af Lily)

4. Stor chokolade guldmønt (fra Starbucks)

5. Armbånd med navn og forældres telefonnummer (fra Tiger)

6. Blankt skattekort

Skattejagt
Skattejagt er selvfølgelig også et must, når vi taler børnefest, men selvfølgelig endnu mere når vi taler om pirater!

Normalt ville jeg hive fat i alle mine skønne veninder, klæde dem godt ud, give dem en historie og placere dem på en post et sted. Men da det jo "bare" var en lille piratfest, fandt jeg ud af at down-size en smule, og lavede små "skattekort", som skulle føre dem til det næste kort, og det næste kort, indtil de fandt skatten. På bagsiden af hvert kort stod et tal (kortets placering) og et bogstav, så de til sidst kunne lægge alle kortene i rækkefølge, og læse hvor skatten var. Skatten var i vores K-Æ-L-D-E-R, hvilket passede med at alle fik en tur til at finde et kort (ingen grædende børn her).

Tema-pynt
Jeg valgte, at pynten hovedsageligt skulle være at finde ved spisebordet. Det var her vi startede festen, og rent praktisk er det altid rart at have tingene samlet lidt, når man når til oprydningen. Jeg havde fundet nogle servietter i Tiger med fisk på, og nogle med papegøjer hos min venindes mor (haps og tak) som kom på tallerkenerne. Derudover havde jeg små piratflag både rundt på bordet og i bollerne. I glassene havde jeg sat en papegøje på pind (også fra Tiger), og så havde jeg malet dødningehoveder med glassur på cupcakes. Ikke det store men det gjorde tricket.

Festen og aktiviteterne
Til festen havde jeg sammen med Lily planlagt nogle aktiviteter. Først skulle vi selvfølgelig spise boller og kager - og dét er jo nærmest en aktivitet i sig selv. Da herlighederne så var fordøjet og taget af bordet, gik vi i gang med at lave avis-hatte. Det var et særligt ønske Lily havde haft til festen, og det fungerede super fint. Nogle kunne bedre følge med end andre, men alle fik lavet en hat til sidst og processen, hvor end svær for nogle, var fyldt med grin og sjove udbrud.

Så var der selvfølgelig skattejagten, som de klarede på rekord tid, og endte ved en skattekiste med slikposer i (yum), og derefter en skattekorts-workshop. Den opmærksomme læser vil nu sige: "aaah det var derfor, de fik et blankt skattekort med i piratposerne!" - Og til det kan jeg kun sige: Lige præcis! Først ældede vi papiret ved at male dem med teposer (yes, that old trick), og så tegnede alle et skattekort, som blev brændt i kanterne til sidst.

Som det er, med de fleste ting man planlægger, der omhandler børn, er det dér med en tidsplan altid helt hen i vejret, og mine fester er bestemt ikke en undtagelse. Vi endte med at have ekstrem god tid. I sådan et tilfælde kan det være en super god idé at have et par gode fælleslege i ærmet, så der ikke er alt for mange timer til "fri leg", hvor lidt for mange skal forsøge at blive enige om lidt for meget. Derfor tog vi et par runder med "Simon siger" og "Alle mine kyllinger kom hjem", inden pigerne fandt ind på Lilys værelse, og startede deres egne lege.

En veloverstået fest med glade børn og gode minder ligger nu i bakspejlet, og planlægningen af den næste festlighed er så småt gået i gang. Jeg har nemlig et surprise babyshower, jeg skal have styr på. Shhh.. Hold øje med bloggen for at se hvordan det så går for sig i det næste How-to-indlæg.

Ohoy ohoy,
Naomi

#pirates #pirater #piratfest #fest #børnefest #børn #temafest #inspiration #howto #skattejagt #party #kidsparty #goodiebag #leg

  • Naomi

Synes godt om

Kommentarer