Det her må alt andet lige være det sværeste emne at smide ud på nettet. For hvordan starter man det? Hvad skal det indeholde?

Nu hvor jeg allerede er begyndt at åbne op omkring min følelser på Instagram og mit savn til min afdøde mor, som jeg mistede for 2 år siden i en alder af blot 50 år, så er det måske ikke helt underligt at fortsætte med at fortælle om hvordan livet hos os også er. Alt det man ser på Instagram er ikke nødvendigvis så perfekt, som det ser ud til at være. Vi ligger rigtig mange kræfter i at få gode minder med vores børn, og du må endelig ikke læse dette opslag som om, at indholdet på min Instagram er fake. For det er det langt fra – Jeg har alle dage haft mig selv 100% med i alle de opslag, som jeg har lavet, og det bliver jeg også ved med at have. Men dette indlæg kommer nok bag på rigtig mange.

Jeg fik en øjenåbner uden lige da min mor for alvor blev syg med kræft, og jeg tog en beslutning om at droppe alt slags arbejde i en periode, for at fokusere på min mor og for den sags skyld også min egen lille familie. Det var vigtigt at få hverdagen til at køre, for ikke at gå helt ned med flaget.

Noget af det hårdeste ved tabet er helt sikkert at Sofia og William oftest nævner at de savner deres Bedste. Du kender måske historien herfra om at kaste sig ud i en uddannelse, for snart at kunne færdiggøre den og have et job på hånden bagefter, meeen…

Jeg bliver faktisk indimellem også ked af det - men hvis du kender mig, så ved du at jeg altid har et smil på læben og et humør der altid er i top. Og selvom jeg ikke har nogen logisk forklaring på hvorfor jeg altid har det, så må den bedste forklaring vel være at det er noget jeg har tillært mig igennem årene. Det kan også være, at slutningen af dette indlæg kan fortælle dig hvorfor…

Men læs gerne hele indlægget…

Som jeg skrev, så er livet bag flotte billeder og filters bare ikke alt; Derfor giver jeg dig nu et 100% ærligt indlæg på min blog omkring den virkelige hverdag hjemme hos os lige nu.

Fordi, facader – det er vi verdensmestre til. Det har vi levet af i mange år. Både af frygt for hvad omgivelserne ville sige og også for let at svinge udenom en snak om problemer.

Og for ikke at tabe dig helt, inden du er nået længere end her til, så kan jeg fortælle dig, at det ikke er noget der er opstået sådan bare lige. Der er gået rigtig mange år, og det er først indenfor de seneste par år, vi har fundet den rigtige hjælp til at kunne finde frem til hvad det netop er.

Nogle af jer ved måske at Trine i mange år har haft ustyrlig trang til orden og rengøring. De færreste af jer ved, at det er angst blandt med trangen til orden og rengøring, samtidigt med at hun altid prøver på at være 5 skridt foran. Det gør blandt andet at hun har svært ved at være i nuet og kommer allerede på overarbejde inden hun når frem til det hun egentlig skal. Angsten tog til for knap 2 år siden, og blev for alvor en påvirkning af det psykiske helbred tilbage i slutningen af 2017, hvor hun endte med at blive sygemeldt på fuldtid. I næsten et år. I en periode arbejdede hun få timer om ugen og i en optrapning hen mod oktober 2018 begyndte hun så småt at arbejde fuldtid igen. Men alle kræfter blev brugt på arbejdet, så der var ingen overskud derhjemme. Og nu begyndte verdenen at krakelere igen, konstant hovedpine og en ekstremt træthed meldte sig. Både læger og psykolog anbefalede allerede i starten af november en fuldtids sygemelding igen, men dem som kender Trine, ved at hun er både stærk og stædig – Hun vil ikke ”tabe kampen” igen. Efter flere samtaler hos læge, psykolog og et par snakke derhjemme blev vi enige om, at hun var nødt til at tænke på sig selv og hendes familie, og acceptere at skulle sygemeldes igen.

Lige nu kæmper vi en kamp for at prøve at få styr på angsten, så Trine selv kan kontrollere det i stedet for, at det er angsten der kontrollere hende. Det får vi heldigvis professionel hjælp til, men det tager tid og kræver hårdt arbejde at komme igennem mange års kamp imod angsten.

Hvorfor fortæller jeg det her, tænker du måske? Jo det kan der være flere gode grunde til. Jeg har altid været utroligt god til at holde humøret højt, grine højlydt (og for nogle ret underholdende) men nogle gange knækker jeg, falder i staver eller tænker på alt andet end det jeg er i gang med. Jeg tror rent faktisk på ærlighed, at man taler åbent om, tingene og kalder gerne en spade for en spade. Men for mig har det også været – og er det stadigvæk – utrolig svært at forstå psykiske lidelser. Jeg har lettere ved at forholde mig til en brækket arm, for det kan jeg se.

Det kan også være det giver mening for dig, hvorfor jeg ikke altid har så meget ”tid” efter arbejde/skole og hvorfor jeg altid liiiige skal hjem og spørge ”chefen” om hvad der er i kalenderen. En af de ting vi lever med, er at vi har svært ved at forudse hvordan Trine enten har det på den pågældende dag – om hun har overskud til det, har det skidt eller er helt frisk. Det virker bedst for Trine at få ting i kalenderen, at putte ting i kasser og holde styr på det hele på et stykke papir eller i hendes kalender.

Det har helt sikkert kostet en del på den sociale front hvad angår venner og andre aktiviteter – og måske det er derfor jeg nogen gange prøver at kompensere for det, ved at være utroligt aktiv online på diverse sociale medier.

Jeg vil også godt understrege at jeg ikke søger medlidenhed, men derimod måske en forståelse for hvordan vores situation er. Det har ikke været nemt at skrive det her og er heller ikke nemt lige at hive en til siden, for at fortælle hvordan livet lige er hjemme hos os. Derfor giver det måske også mening at vi for eksempel ikke rejste på bryllupsrejse lige efter vi blev gift i sommers. Som sygemeldt er det ikke lige sådan at få lov at rejse (i hvert fald hvad jeg har hørt) og at skulle kunne overskue det er måske heller ikke så nemt.

Da jeg gik i skole og arbejdede deltid, når der ikke var skole, så sørgede jeg altid for at planlægge tiden, så jeg ikke at skulle være der til længere end klokken 14. Her var mit eneste fokus at skynde mig at hente børnene så snart de havde fri fra skole. Og hvad gør vi så nu, hvor jeg er i praktik og først har fri kl 16? Jeg er så utrolig stolt af Trine på det punkt. Hun kæmper en kamp for at kunne komme ud af døren, og hun henter børnene selvom det er hårdt for hende at omgås mange mennesker og det kæmpe postyr der er så snart alle børn har fri fra skole.

Men hvad er så opskriften på at holde humøret højt og gå rundt med et #smildetschmidter hver dag?

Hver morgen jeg står op, så forsøger jeg at tænke ”i dag bliver en god dag”, jeg hører højt musik i bilen når jeg har sat børnene af og ja, jeg synger med. Jeg frasortere folk der gør mig i dårligt humør og omgås kun dem, jeg ved der bidrager til noget positivt i mit liv.

Mit grin er toplatterligt og minder utroligt meget om Muttleys grin. (Hunden fra "Stop den brevdue" – se evt. her på Youtube (https://www.youtube.com/watch?v=3uSTOHa4Im4) så ved du hvad jeg mener). I mange år har jeg også altid endt en sætning med ”hehe” – og selvom det godt kan være lidt en udfordring indimellem, så virker det altså også som en god icebreaker. Jeg har i øvrigt også en klassisk, dårlig, far-humor, som jeg selv finder utroligt sjov.

Jeg gør mit bedste for at forsøge at vise min kærlighed til Trine og ungerne, også på Trines dårlige dage. Hvis jeg kan tage hjemmefra med styr på mit bagland, så har jeg et godt udgangspunkt for en god dag.Selvom jeg oftest kan være lidt presset, så forsøger jeg alligevel at gøre mit bedste for, at børnene får en god dag og ikke skal bekymre sig for meget.

Jeg går aldrig sur i seng, og selvom Trine hader det, vil jeg gerne løse alle problemer inden sengetid, selvom hun synes jeg er skide irriterende.

Og nu hvor jeg alligevel har skræmt dig væk, så skal du have en kæmpe tak for at have læst med.

Og er du blevet, så håber jeg, at jeg har bidraget til at kunne snakke mere åbent om følelser og problemer i dagligdagen.

#smildetschmidter

Synes godt om

Kommentarer

Skriv kommentar...
IP: 82.99.3.229