Hellere et hul i hovedet, end et hul i udviklingen

"Farlig leg” - det praktiserer vi meget af herhjemme. Det er et aktivt valg, men også det mest naturlige valg for os. Og forleden resulterede det i, at Bille fik et blåt øje.

Der er mange af jer, som har reageret på min instagram, da jeg delte vores spring-ud-fra-sofaen-ned-på-puder-på-gulvet-leg: både reaktioner fra ligesindede følgere der har sendt billeder af deres “farlige leg” og sår og syninger deraf, men også fra følgere som ikke kan forstå, at vi lader vores børn lege farligt - Det synes jeg er så spændende, for vi kan jo ikke alle sammen være enige, og jeg elsker at dele ud af årsager bag.

Derfor vil jeg gerne dele ud af, hvorfor vi gør som vi gør. Da drengene begyndte i vuggestue, blev jeg bekendt med de 3 primære sanser, som er meget, meget spændende at vide noget om. Du kan blive inspireret, informeret eller melde dig uenig - der er plads til alle og jeg elsker at høre fra jer.
Drengene går i en idrætsvuggestue, det betyder læring gennem bevægelse hver dag og oftest udendørs. Vuggestuen hedder Mini Ajax og deres motto er “hellere et hul i hovedet, end et hul i udviklingen” - mit nye yndlingsmotto. Mini Ajax har desuden min største anbefaling.


De 3 primære sanser

Labyrintsansen

Labyrintsansen, også kaldet hovedbalancesansen, ligger i forbindelse med det indre øre. I labyrintorganet er en sej væske, som bevæger sig, hver gang vi bevæger hovedet.Væsken påvirker nogle små sansehår, der giver besked til hjernen om hvilken retning hovedet bevæger sig i. Det er vigtigt at vide, hvor ens hoved befinder sig, fordi hovedets bevægelser er ledende for kroppens bevægelser og gør, at vi kan stå oprejst og holde balancen.

Labyrintsansen stimuleres ved at de voksne/forældrene vugger, gynger, svinger, står på hovedet, slår kolbøtter, ruller, hopper og danser med barnet.


Taktilsansen – følesansen

Taktilsansen, også kaldet følesansen er placeret overalt i huden og i slimhinderne. Den påvirkes bl.a. ved overfladisk berøring, ved smerte og temperaturforskel. Taktilsansen har betydning for mange reflekser og reaktioner som f.eks. håndens griberefleks og hoveddrejningsrefleksen. Balancereaktionerne og stabiliteten er også styret af følesansen. En velstimuleret Taktilsans giver bl.a. kropsfornemmelse, præcise bevægelser, en udviklet balance, samt glæde ved at blive rørt ved og selv røre/føle andre.

Taktilsansen stimuleres ved at forældrene/de voksne berører, bader, smøre barnet ind, masserer, går barfodet, laver fysiske slåskampe, brydekampe og ved at holde om barnet.


Muskel- og ledsansen

Denne sans fortæller om menneskets fornemmelse for sig selv. I muskler, led og sener sidder små følere og de registrerer hvilken tilstand disse er i. Tilstanden meddeles hjernen, der dermed altid ved hvilken position kroppen skal være i. En god muskel- og ledsans gør bla., at kroppen kan rette sig ind i alle ønskede stillinger, uden brug af synet. Når barnet har en god kropsbevidsthed kan det mestre sin egen krop. Er noget hårdt, tungt eller let? Skal jeg holde med hele hånden eller sprede fingrene? Er mine arme strakte eller bøjet osv.

Muskel-og led sansen stimuleres ved at kravle op og ned, hoppe, kravle, løbe, ”gå trillebør”, selv øse mad op/ skænke mælk


Stimulering og træning af barnets sanser:

  • udvikler hjernen og det bliver lettere eksempelvis at mestre sproget.
  • Giver barnet selvtillid fordi det udvikler og giver erfaringen af, at ”jeg kan selv”


Og som mottoet engang i mellem beskriver kan man ende med et hul i hovedet, Bille slap heldigvis med et blåt øje, men med en masse læring omkring brugen af hans krop, afstandsbedømmelse og mange andre. Han har i sit hop fået stimuleret labyrintsansen ved at vende på hovedet og på siden i luften. Taktilsansen ved den umiddelbare smerte, som hans krop fortalte ham om, da han slog hovedet. Muskel- og ledsansen i at koordinere et godt hop og lande i puderne - det lykkedes ikke i det specifikke hop, men forinden havde han succes op til flere gange. Han er blevet en klogere dreng i går, som idag tager i vuggestue med et blå øje. De er hårdføre de små, de er nysgerrige på verden og det elsker jeg at lade dem udfordre.

Børneopdragelse er derudover et sårbart emne, og jeg ved godt, at der er rigtig mange, som ikke har børn på samme måde som os. Og jeg vil bare sige helt tydeligt, at det er okay, at du er okay, og jeg ikke angriber dig eller din måde. Jeg deler blot min. Kommenter gerne hvis du er enig, uenig, forundret, har noget at tilføje.


Kh, Anastasia

Beskrivelsen af de tre sanser er fra Mini Ajax hjemmeside. Nedenfor har jeg indsat en række kilder som evidens for udsagnene i ovenstående.

Sanse Motorik® – det bedste til dit barn (www.sansemotorik.net/artikler-og-links/)

Anne Brodersen & Bente Pedersen (Grundmotorik testning og træning 2008)

A. Jean Ayres (Sanseintegration hos børn 2. udgave 4. oplag 2017)

Anni Kirk og Maria Beadle (Superbarn 2015)

The organized mind (www.theorganizedmindhq.com)

Primitivereflekser.no (www.primitivereflekser.no)


Synes godt om

Kommentarer

IP: 173.208.191.82