Header

Hey igen, og velkommen tilbage!

Denne gang vil jeg skrive om min søster og hendes skolegang, og hvordan den foregår. Jeg håber, I vil læse med;)

Min søster går på en specialskole. Hun har infantil autisme i svær grad og går derfor i en specialklasse. I hendes klasse er der mange lærere og pædagoger, som har mulighed (og overskud) til at være der for alle børnene hele tiden. Min søster går i en klasse med børn i forskellige aldersgrupper. Der er nogle, som er en del ældre end hende, men også mange der er på hendes egen alder.

Hun kommer selvfølgelig godt ud af det med de andre børn, men det er meget anderledes end det fællesskab, der er i en “normal” klasse.

Min søster har ikke lektioner, ligesom jeg selv har i skolen. Det er ikke en mulighed for hende. I stedet for fokuserer hendes skole på at lave noget, som udvikler børnene, noget som de elsker og som sørger for at de også kender til alle de “almindelige” hverdagsting. Min søster går for eksempel til ridning i skolen, hvilket hun jo ikke ville have mulighed for at gøre som en almindelig fritidsinteresse. Min søster kommer også tit hjem fra skole med nybagte boller eller kage, som hun har bagt i skolen, hvilket man jo ikke ligefrem klage over;)

Deres klasse har deres eget lille hus, hvor eleverne hver især har et rum kun til dem. Der kan de sætte sig ind, hvis de har brug for at være alene eller bare slappe af.

Jeg har flere gange været med inde for at hente min søster. Vi bliver altid mødt af en lærer, som fortæller os om, hvordan hendes dag er gået, hvordan hun har spist, hendes humør osv.

Der har også flere gange været børn fra hendes klasse, som har været henne og taget mig i hånden eller har villet have et kram;))

Det var i starten svært at forstå, at hun ikke skulle have alle de lektioner, som jeg havde.

Jeg kunne faktisk godt være en anelse jaloux (forstå mig ret). Jeg vidste jo godt, at der var en grund til, at hun ikke skulle gå i skole på samme måde som mig, men det lød bare sjovere at tage i svømmehallen og at bage i stedet for at sidde og lave matematik i et varmt klasselokale. Men hun er super glad for sin skole, og den har hjulpet hende virkeligt meget.

Min søsters skole er tilpasset til hende og hendes behov, ligesom min skole er tilpasset til mig.

Det var så det, jeg havde for i dag. Jeg håber, at I nød at læse med, og at I selvfølgelig også vil læse med næste gang:)

På gensyn<3


Design din blog - vælg mellem masser af færdige skabeloner på Nouw, eller lav din egen: "peg og klik" - Klik her

Likes

Comments

Hey igen!;)

I dag har jeg tænkt mig at skrive et indlæg om, hvem man som søskende kan snakke med. Jeg har selv snakket med mange forskellige mennesker, som på hver sin måde har hjulpet mig til at få en større forståelse og accept i forhold til min søsters handicap. Jeg håber, at I kan få lidt inspiration af at læse med;)

Min søster fik konstateret infantil autisme i marts 2015. Jeg var i chok, selvom jeg godt havde set den komme. Mine forældre havde gjort min bror og jeg opmærksomme på, at der var et eller andet, der var anderledes, vi var bare ikke sikre på, hvad det var. Men hun fik sin diagnose, og selvom det var hårdt at acceptere, var det også dejligt endelig at få en titel på.

De første mange måneder snakkede vi rigtig meget sammen. Det havde vi alle sammen brug for, fordi det jo var nyt for os alle. Det var vigtigt, at vi kunne snakke om det, både fordi vi sammen lærte at håndtere det, men også fordi det bragte os tættere sammen.

Kort efter min søsters diagnose blev stillet, kontaktede mine forældre alle mine lærere og pædagoger, så de var forberedt på, at jeg måske godt kunne blive ked af det. Det resulterede også i, at jeg i skoletiden begyndte at snakke med en af mine pædagoger, som jeg var rigtig glad for. Et par gange om ugen tog hun mig med ud fra mit klasselokale og ind i et mødelokale, hvor vi kunne snakke i fred og ro. Selvom jeg snakkede meget med mine forældre derhjemme, var det også rart at snakke med en, som ikke var en del af vores familie, men bare var der for at lytte og hjælpe. Der var også nogle ting, jeg ikke synes, jeg kunne snakke med mine forældre om, hovedsageligt fordi jeg var bange for at gøre dem kede af det, og der var det rart, at jeg kunne fortælle de ting til hende.

I august 2015 startede jeg hos en terapeut. Det gjorde jeg med 5 andre piger, som også havde en bror/søster med autisme. Det var noget af det, der hjalp mig på vej til den accept og forståelse, jeg har nu. Vi havde alle søskende med autisme i forskellige grader og kunne relatere til hinandens udfordringer. Terapeuten, jeg gik ved, hed Gitte og var helt vildt dygtig. Hun var god til at hjælpe os med at huske på, at det er okay at være sur og ked af det, fordi det nogle gange er skide svært! Jeg lærte selvfølgelig også de andre piger at kende, og vi fik snakket rigtig godt sammen i gruppen. Jeg har desværre ikke kontakt med nogle af dem længere, den mistede vi hurtigt efter at forløbet var slut. Jeg tror, at det var en periode i vores liv, hvor vi alle havde brug for at snakke med nogle jævnaldrende piger. Så alder og personlighed spillede ikke en stor rolle, det var mere fællesskabet i at have en søskende på spektrummet...

I dag snakker jeg nogle gange med min tante om min søster. Jeg har også flere gange snakket med min bedste veninde og hendes forældre om det. Det er rart at kunne fortælle om det, specielt når man kan mærke, at de gerne vil lære mere om det og prøver at sætte sig ind i min hverdag. Så selvom det ikke er ofte, jeg ser dem, sætter jeg også stor pris på, at de spørger ind til det.

Men hvad gør man så, hvis man ikke har nogen at snakke med. Hverken en forælder, en pædagog, en tante eller noget i den stil. Man kan som sagt gå til terapeut, for eksempel i en gruppe. Men hvis man ikke synes, at man har det store behov for det, er der heldigvis andet at gøre. Der er mange telefontjenester i Danmark, som er der for at hjælpe dig 24/7, og som du altid kan komme i kontakt med uden for meget ventetid. Jeg har for eksempel for ca. et år siden skrevet en lille smule med børnetelefonen. Det var kun en enkelt dag, men de svarede hurtigt og vidste, hvad de snakkede om, hvilket var rart. Man kan ringe til dem, SMS’e, skrive til deres brevkasse og meget mere. Så det er også en oplagt mulighed;)

Deres nummer er: 116 111


Den dag i dag snakker jeg stadig meget med mine forældre, men ikke nær så meget som da det hele var helt nyt. Så sent som i forgårs havde jeg en lang og god snak med min mor, fordi jeg syntes, at det hele bare havde været svært lige for tiden. Så selvom man bliver ældre og mere vant til det hele, har man stadigvæk brug for at snakke om det. Dog var det for mit vedkommende sværest i starten, så der er det specielt vigtigt, at man på den ene eller anden måde finder ud af at dele det med nogen.

Jeg håber, at I nød at læse med og måske kunne relatere til noget af det. Jeg håber, at vi ses igen næste gang;)

På gensyn<33


Likes

Comments

Hey igen!

I dag har jeg valgt at skrive et meget anderledes indlæg. Jeg har nemlig tænkt mig at anmelde Netflix-serien “Atypical” på otte afsnit.

Jeg håber at I vil læse med;)

Serien handler om den pingvin-glade dreng Sam på 18 år.

Sam har autisme, som mærkes tydeligt igennem serien.

Han bor sammen med sin mor, far og søster Casey. Serien bygger på, at Sam gerne vil finde en kæreste, hvilket jo godt kan være lidt af en udfordring med en diagnose. Man følger ham og hans familie både i gode og i dårlige situationer, og man ser, hvordan hans autisme påvirker de enkelte familiemedlemmer.

Jeg synes, at serien er godt spillet, og jeg kan genkende mange af deres besværligheder.

Selvom Sams autisme er meget anderledes i forhold til min egens søsters, er der helt klart stadig ting, jeg kan genkende fra min egen hverdag.

Jeg kan for eksempel relatere meget til Sams søster Casey. Hun er en meget beskyttende storesøster og hader, når folk gør grin med hendes bror. Hun bliver også til tider sur og frustreret over hans autisme. Derudover mærkes det tydeligt på hende, at hun også har brug for omsorg, og nogen, som kan støtte hende 24/7. Det er desværre bare ikke altid, at det er en mulighed - i hvert fald ikke for hendes forældre.

Jeg tror, at der er super mange søskende til autister, der kender til den situation, og som kan sætte sig i hendes sted. Der er også en masse scenarier, som jeg tænker, at man som forælder vil kunne genkende.

Jeg synes virkelig, at det er en super god og rørende serie!

Jeg kan klart anbefale både søskende og forældre at se den. Men også alle andre familiemedlemmer. Hvis man ikke har en speciel relation til en med autisme, men bare er nysgerrig, synes jeg også, at det er en super god mulighed for at åbne en dør og få et indblik i et anderledes familieliv.

Det eneste kritik, jeg har til serien, er at hovedrollen Sam fremstår meget som den stereotypiske autist, som er meget klog og har svært ved at forstå sociale ting. Der er selvfølgelig også mange med autisme, som er de ting, men der er også bare så meget mere til det. Det er selvfølgelig også svært at få det hele med, når spektrummet er så bredt. Så det er umiddelbart det eneste kritik jeg lige kan komme i tanke om.

Dog er det dejligt, at denne serie er blevet lavet, da det jo ikke er noget, man har set før på så stor en platform. Det er dejligt, at der kommer en større åbenhed omkring og et større fokus på autisme.

Jeg går i hvert fald selv og glæder mig til, at sæson 2 udkommer i august 2018.

Jeg håber, at I nød at læse med, og så ses vi næste gang!

På gensyn<3


Link til en trailer


Likes

Comments

Hey alle!

I dag har jeg, som I nok kan se på overskriften, tænkt mig at skrive om autisme i familien. Jeg har længe haft lyst til at skrive et indlæg om dette, så jeg håber, at I vil læse med;)

Før min søster fik stillet sin diagnose, vidste hverken min bror eller jeg, hvad autisme var. Mine forældre vidste selvfølgelig godt, hvad det var, men jeg tror ikke, de var klar over, at det ville påvirke vores familieliv i så høj grad, som det har gjort. Det var der ingen af os, der rigtig havde hørt om før, da det jo ikke lige er noget, man hører om i hverdagen.

Det er jo sjældent, at helt almindelige mennesker ved hvad det vil sige, eller hvad det er. Men er det, fordi det er et tabu? Det er i hvert fald ikke noget, man snakker specielt meget om. Men det burde man gøre - i hvert fald i følge min mening:) Det er så vigtigt et emne at snakke om, specielt når det berører så mange mennesker. Det er nærmest en pligt for os som mennesker at interessere sig for og bekymre sig om andres liv, og hvordan det påvirker de personer.

Jeg synes, det er et emne, der skal mere fokus på! Det var også den tanke, der fik mig til at starte denne blog:) Jeg har aldrig læst en artikel fra et almindeligt blad/avis eller noget i den stil, som handlede om, hvordan det er at være i familie med en autist.

Det irriterer mig også inderligt, at folk for eksempel kan gå rundt og bruge autist som et skældsord. Størstedelen af dem, der siger det, har jo ingen ide om, hvad det betyder eller hvordan det påvirker personen eller den enkeltes familie. Jeg har flere gange selv afbrudt mine klassekammerater, hvis de har brugt det.

Men det kan være svært at forklare, hvad der er udfordrende som familie under spektrummet i forhold til “almindelige” familier. Alle familier med et medlem med autisme oplever det forskelligt, fordi ingen personer med autisme har det præcis samme handicap.

Men noget jeg tror, at alle kan relatere til som søskende er, at man nogle gange ikke genkender sin egen bror/søster...

Det kan eksempelvis være, hvis de får en voldsom nedsmeltning eller andet i den dur. For mig er der en hårfin grænse mellem søster og autist, fordi autismen fylder så meget af min søsters personlighed, og det er super hårdt at vide, at hun ville være en hel anden person, hvis autismen ikke var der.

Da mine forældre fortalte min bror og jeg, at vi skulle have en søster, blev jeg mega glad! Jeg planlagde fremtidige shoppeture, legeaftaler, samtaler og meget mere. Desværre ved jeg nu, at den drøm aldrig kommer til at gå i opfyldelse. Jeg elsker min søster af hele mit hjerte, men det er svært at vide, at vi aldrig kommer til at have et helt normalt søskendeforhold.


Det var alt, jeg havde til jer for i dag. Jeg håber, at I synes, det var spændende at læse med, det var i hvert fald nogle tanker, jeg selv har gået med i lang tid.

På gensyn<3


Likes

Comments

Hey igen!

Denne gang har jeg tænkt mig at skrive et indlæg om en pinlig oplevelse, jeg har haft med min søster. Hun har næsten ikke noget sprog og ved ikke, hvad der er rigtigt eller forkert at sige i forskellige situationer, hvilket selvfølgelig skyldes hendes diagnose. Der er bare det ved det, at det tit kan ende ud i at være temmelig pinligt for min familie og mig;)

Jeg har udvalgt en historie (ud af de mange), som jeg har tænkt mig at skrive om nu. Jeg håber, at I vil læse med:))

Det var en dag som alle andre i sommerferien, og vi skulle ned til vores lokale is-butik for at købe is. Så vidt jeg husker, havde min søster haft en rimelig god dag uden besvær. Da vi når ned til is-butikken, ser jeg, at der står en dreng fra min årgang sammen med nogle af sine venner, som også er nede for at købe is. Jeg tænkte ikke videre over det, da det jo er en helt almindelig situation at havne i. Men da vi står bag dem i køen, begynder min søster at råbe “Tissemand! Tissemand!”

De kiggede sjovt nok bagud, rynkede deres bryn og grinte til hinanden, mens min kære lillesøster gentog det igen med høj, klar stemme. Jeg kan tydeligt huske, at jeg syntes, det var ekstremt pinligt, og at jeg ville ønske, at jeg bare kunne synke i jorden...

Jeg lagde helt klart mere i det, end der egentlig var. Men lige på det tidspunkt var det en ret så træls situation. Man kan jo ikke se, at min søster er handicappet på hendes udseende, og da hun var over seks år på det tidspunkt, var det jo en mærkelig ting at høre hende sige, hvis man ikke kendte hende.

Jeg håber, at I nød at læse,og at I vil læse med igen næste gang;)

På gensyn<3


Likes

Comments

Hey derude!

Som I kan læse på overskriften, har jeg i dag tænkt mig at skrive en form for guide for alle jer, der er forældre til en pige/dreng med en autistisk søskende. Jeg håber, at I kan bruge nogle af mine råd, det er i hvert fald nogen jeg flere gange har snakket med mine forældre om :))

1. Snak, snak, snak! Det er så vigtigt, at man som søskende har en, man altid kan henvende sig til. Om det så er af sorg, frygt, frustration eller noget helt fjerde, er det vigtigt, man har nogen, man kan læne sig op af:) Det betyder ekstremt meget for mig, at jeg kan snakke med mine forældre om min søster og de udfordringer, der er i vores liv, fordi det jo er svært for os alle sammen. Som søskende ser og oplever man meget af det samme, som hvis man er forælder, og det er vigtigt og rart at få åbnet op og snakket om. Specielt fordi det er sjældent, at der er andre end ens familie, man kan snakke med, fordi alle familier med et barn under spektrummet oplever det forskelligt. Så snak endelig med jeres børn og sørg for, at de er trygge ved at snakke med jer!<3

2. En af de sværeste ting som søskende er, at man ofte kan føle sig usynlig. Netop fordi den søskende man har med autisme kræver meget af forældrenes tid og overskud. Jeg genkender det også selv, og det kan være super svært, fordi man jo også selv har brug for tid og opmærksomhed fra sine forældre. Derfor er det rigtig rart, når i som forældre spørger, om man vil være med til at se en film eller spille et spil. Alle de små ting, bliver i høj grad værdsat! Hjemme hos os kan det være svært at finde tid til at være sammen på den måde. Derfor gør vi det mest om aftenen, når min søster er blevet lagt i seng. Så er en af mine forældre ved hende, mens den anden kan lave noget med mig eller min bror. Mine forældre er super gode til at tage hensyn både til min lillebror og jeg samtidig med min søster. Det er virkelig rart som søskende at få noget alenetid med en forælder, så husk at spørge jeres børn<3

3. Vis interesse og bekymring for det barn, som er søskende til barnet med særlige behov. Det kan som søskende være rigtig svært at finde sin plads i sådan en anderledes hverdag - specielt hvis det er forholdsvis nyt. Derfor er det en god ide, at man som forældre sammen med sit barn taler om de muligheder, der er. Det kan for eksempel være at gå til terapeut, deltage i foredrag osv. Det er rart som søskende at få forskellige forslag, fordi det viser, at forældrene også bekymrer sig. Min mor foreslog i 2015 - kort efter at min søster var blevet stillet sin diagnose, at jeg kunne gå til terapeut. Det var i en gruppe med andre piger på min egen alder, hvor vi alle havde de samme “problemer”. Det gjorde jeg i godt et halvt år, og det kan helt sikkert anbefales! Det var dejligt at være et sted, hvor man bare kunne åbne op om sin hverdag, og hvor alle kunne relatere til hinanden. Jeg husker også, at det var rart at tale med nogen på sin egen alder, så det ikke bare var mine forældre;) Så spørg lige ind til, om det er noget jeres børn kunne have lyst til;)

4. Den fjerde hænger lidt sammen med nummer to. Den omhandler også det med at finde tid til at kunne være sammen. Hvis man har en travl weekend og hverdag og ikke har mulighed for at bruge dem på shoppeture eller cafebesøg, kan man gøre det i skoletiden. Min mor og jeg har gjort det en enkelt gang, og det var super hyggeligt og dejligt, at det bare var os to. Det er selvfølgelig ikke noget, man skal gøre hyppigt, men hvis det var lang tid siden, man lavede noget sammen alene, er muligheden der;)) Jeg ved godt, at man selvfølgelig skal passe sin skole, men nogle gange er der bare noget, som er vigtigere.

Jeg håber at I nød at læse med og at i kunne bruge nogle af disse råd :))

På gensyn<3


Likes

Comments

Hey igen;)

Denne gang har jeg valgt at skrive om jul og juletraditioner i min familie, da jeg er sikker på, at det skiller sig ud fra andre familiers. Jeg håber, at I finder tiden til at læse med, mens vi spændt går og venter på, at det bliver aften<3

Noget af det første, som har ændret sig, siden min søsters handicap for alvor begyndte at vise sig er rutinen og roligheden over aftenen. I år får vi for eksempel først gæster på besøg omkring klokken 17.00, fordi det kan være svært for min søster at have gæster på besøg i lang tid - specielt om aftenen. Derfor har vi forsøgt at cutte så meget tid af som muligt.

Noget andet, der også har ændret sig, er vores måde at dekorere på. Vi er som en familie ikke de vildeste pynte-fanatikere, men det er noget, vi sætter pris på i små mængder. Det der er lidt tricky, er at min søster ELSKER at pille ved alt, der bare minder om pynt. Derfor har vi været så smarte at sætte/hænge alt vores julepynt højt. Vores adventskrans hænger i en lædersnor, nisser osv. står i vores lille vinduskarm to meter over jorden, og vores juletræ er pyntet efter en specifik plan. Alt det bløde stofagtige julepynt er på den nederste del af træet, og alle de fine glaskugler er placeret på de øverste grangrene. Vi ventede med at pynte det til om formiddagen den 23. december, fordi det ellers bare ville stå og friste hende til at pille ved den fine pynt. Det skal så lige siges, at hun flere gange har været henne og lege med noget af pyntet.

Derudover har vi brugt sætningen: “Du skal ikke spise træet” forholdsvis hyppigt siden det blev anbragt i stuen forleden dag...

Det tredje, der er anderledes for os som familie her i juletiden, er det fællesskab, vi har sammen. Fællesskab er jo et stort ord, og hun er selvfølgelig også en del af det, vi har, men der er bare nogle gange, hvor det er svært. På min mors side af familien er der tradition for at børnene samles ved min morfar og mormor en af de første dage i december. Den dag handler udelukkende om timevis af julemusik, konfekt og julepynt, men det kan min søster desværre ikke deltage i. Hun kan ikke sidde stille og lave julepynt eller konfekt. Man kan ikke fange hendes koncentration, eller fortælle hende hvad hun skal gøre. Det er noget af det, jeg synes kan være super svært, fordi julen jo er en tid, man gerne vil dele med sine nærmeste.

Men når alt det er sagt, er hun jo min lillesøster, som jeg elsker himmelhøjt, også selvom vi aldrig kommer til at få den perfekte jul, som man ser i film. 

Jeg håber, at I nød at læse med og fik et indblik i vores jul;)) Jeg ønsker alle en glædelig jul og husk at nyd den ligegyldigt, hvilken familie du er en del af!

På gensyn<3


Likes

Comments

Hey, og velkommen tilbage;)

Jeg har lige haft fødselsdag og har derfor holdt tre forskellige slags fødselsdage. En for familien, en for veninder og selvfølgelig min rigtige fødselsdag. Jeg vil skrive om, hvordan det foregår at holde det med min søster til stede:)

Jeg håber, at I vil læse med;)

9. december 2017

Den 9. december fik vi besøg af min farmor og farfar, mine onkler, min kusine og min tante. Vi holdt det om eftermiddagen som en fælles fødselsdag for min søster og jeg, fordi vi begge er decemberbørn:) Vi startede ud med at åbne og gaver og gik derefter op for at spise fødselsdagsboller og drikke kaffe. Her begyndte det at blive lidt svært for min søster. Det er overordnet et meget sjældent syn at se hende sidde stille, når vi har besøg af “mange” mennesker, så det var ikke en overraskelse. Hun blev overgearet og skulle hele tiden holde sig i gang. Pille ved kagen, hoppe i sofaen, skrige skingert - osv. Det var som sagt bare familie, men jeg synes stadig, at det kan være ubehageligt, også selvom det ikke er min skyld. Når det er sagt havde vi en super hyggelig eftermiddag, og vi har prøvet meget værre;)

15. december 2017

I fredags fyldte jeg 15 år. Jeg havde en virkelig god dag, som i hvert fald ikke bliver glemt foreløbigt. Jeg havde en super god morgen, hvor min søster blandt andet løb ind til mig og krøb ind til mig under min dyne som det første - det var rart, fordi hun ikke så tit viser interesse for mig... Udover det var jeg med min mor, far og lillebror på en hyggelig lille cafe i Aalborg. Vi endte med at gå rundt i byen og en tage en tur på julemarked, hvilket var rigtig hyggeligt. Min far kørte lidt før os andre, fordi han skulle hente min søster fra skole. Vi købte sushi med hjem og spiste det sammen forholdsvis stille. Min søster fik det dog en lille smule svært under aftensmaden, men det var hurtigt væk igen. Hun lå i mine forældres seng og gemte sig under deres madras (hun elsker at have noget tungt over sig), men blev i godt humør, da min bror og jeg fjollede lidt med hende - det virker ikke altid... Efter hun var blevet lagt i seng, så mine forældre og jeg Moulin Rouge, hvilket var en perfekt afslutning på en god dag! Det var rigtig skønt, at min søster var i godt humør næsten hele dagen. Det gjorde hele dagen meget nemmere og sjovere for os alle fem;))

16. december 2017

Den 16. december holdt jeg en fødselsdagsfest for mine veninder. Vi havde en super hyggelig aften/nat med musik, snak og dejligt selskab. Min far og lillesøster kørte i sommerhus klokken 16.30. Så kunne min mor og jeg nemlig gøre ordentligt klar til mine veninder ankom uden at skulle gemme tingene væk og holde styr på min søster - jeg havde aftalt med mine forældre, at min søster ikke skulle være hjemme, da det er rigtig svært at have gæster, når hun er tilstede. Mine veninder kom omkring klokken 18.00, og blev allesammen og overnattede. Min mor og lillebror kørte efter, vi havde spist aftensmad, så vi var alene hjemme. Det var dejligt bare at blive fejret, uden at det hele skulle planlægges ud fra min søsters behov.

Jeg håber, at I kunne lide at læse med, og så håber jeg, at I vil læse med næste gang;)

På gensyn<33


Likes

Comments

Hey igen! Som mit fjerde indlæg her på bloggen har jeg valgt at skrive om aflastning. Både hvordan det foregår for min søster, men også hvordan det påvirker min familie og jeg:)

Min søster er i aflastning på en aflastningsinstitution, vi er rigtig glade for. Hun er afsted ca 60 døgn om året i perioder af 4-5 dage. Det har hun været siden september 2016, og det fungerer godt, selvom det også er svært. Jeg ved, at det var en super svær beslutning for mine forældre at tage, men det har været godt for os alle sammen. Hun er glad for at være der, og min familie og jeg får mulighed for lige at puste ud og få noget helt “almindelig” familietid. Når vi kun er os 4, tager vi nogle gange på forlængede weekender til storbyer, og vi spiser foran fjernsynet og hygger med film - ingen af delene er noget for min lillesøster!

Vi får altid en besked deroppe fra, når min søster er der, om hvordan hendes dag er gået.Det er altid virkelig rart, for selvom det er dejligt, at vi kan tage på restaurant eller på ferie, så savner vi hende jo selvfølgelig også rigtig meget.

Jeg synes også, at det er mærkeligt at skulle “overlade” hende til andre voksne. Mest fordi andre mennesker normalt ikke ved, hvordan man håndtere hende. Jeg ved godt, at hun ikke har samme tankegang som en “normal” pige på 7 år, men jeg har altid lidt ondt af hende, når hun skal afsted. Ikke fordi hun ikke er glad for at være der, men fordi jeg selv ville synes, at det var irriterende. Min mor plejer altid at sige, at vi nogle gange er en familie på 5 og nogle gange en familie på 4, og selvom det er rigtigt, kan det stadig være svært at acceptere...

Lige for tiden har hun haft det ekstra svært, så efter jul skal vi nok have flere døgn. Det bliver underligt, men jeg er sikker på, at det er den rigtige beslutning for os som en familie.

Jeg håber, at I nød at læse med, og så må I have en fortsat god dag!

På gensyn<3


Likes

Comments


Hey igen;)

Denne gang har jeg tænkt mig at skrive en liste med 10 ting, som kan være svært for mig som søskende. Jeg tager selvfølgelig kun udgangspunkt i min egen hverdag med min lillesøster, som har infantil autisme. Jeg håber, at I vil læse med<33


  1. Det første, jeg har valgt at tage med, er at jeg skal finde mig i ALT! Hvis hun sidder og skriger mig ind i hovedet eller hiver mig i håret, er der ikke noget at gøre. Lige meget hvor mange gange jeg siger stop, eller hvor mange gange mine forældre siger nej, stopper hun ikke. Det er noget af det, der hører med til hendes handicap. Så det er desværre ikke noget at gøre ved.
  2. Det kan være super flovt at have hende med ud i offentligheden. Jeg har slet ikke tal på, hvor mange gange vi har været ude at handle, og hun for eksempel har spist af bland-selv slikket eller sparket ting ned fra hylderne. Det kan være virkelig flovt at gå rundt med hende, når folk bare stirrer på os uden at forstå, at det er, fordi hun har en diagnose.
  3. Noget af det, jeg synes kan være virkelig svært, er at vi ikke kan lave alle de helt normale hverdagsting, som mange andre familier kan. Som for eksempel at gå i biografen, teateret eller at gå på cafe er ikke muligt med mindre vi deler os op.
  4. Jeg skal altid tage hensyn til hende. Når jeg for eksempel kommer hjem fra håndbold om aftenen, er det ikke muligt for min familie at vente med at spise til, at jeg kommer hjem, fordi hun skal følge sin daglige rutine. Det resulterer også i, at jeg ofte spiser aftensmad alene.
  5. Jeg kan ikke have neglelakker, cremer, eller smykker til at ligge fremme. Hun elsker at pille ved alle mine ting, så ting som neglelakker eller andre 'giftige' ting er vigtige at få gemt væk efter brug, da hun sagtens kan finde på at spise/drikke det.
  6. Lige pt. skriger hun ofte nogle meget skingre skrig, som virkelig hyler i ørerne, og vi kan jo ikke fortælle hende, at det er ubehageligt, og at hun skal holde op. Så i stedet for har vi købt masser af ørepropper;)
  7. Når vi spiser mad, sætter vi alting væk fra hendes rækkevidde. Hun er nemlig super god til at kaste rundt med sin eller vores mad. Derfor bruger vi også hyppigt vores lampe og emhætte til opbevaring af alt det, hun helst ikke skal have fat i.
  8. Jeg føler ofte, at det er ubehageligt at have venner med hjem - specielt nye venner. Man ved nemlig aldrig, om hun har en god eller dårlig dag. Jeg føler mig aldrig 100% afslappet, når jeg har venner med hjemme lige meget hvor lang tid, jeg har kendt dem. Derfor prøver jeg også så vidt muligt at undgå besøg af venner, mens hun er hjemme.
  9. Den mest brugte sætning i min familie er “Vogter du ikke lige over min mad?”, for hver gang man bliver nødt til at gå fra sin mad, er hun klar til at gribe ind og overtage det...
  10. Det sidste punkt, jeg har valgt at tage med, er frygten for fremtiden. Hvordan det vil se ud, når vi begge to bliver voksne? Jeg går tit og er bange for, at vi ikke kommer til at se hinanden specielt ofte. Vi kommer jo til at leve hvert vores liv, og jeg håber så inderligt, at hun får det nemmere, så hun stadig kan deltage i familie arrangementer osv.

Jeg håber, at I nød at læse med;) fortsat god tirsdag og på gensyn<3


Likes

Comments

  • Blogkeen
  • Nouw