Kommer jeg gennem den her fødsel??? (Fødselsberetning)

For at kunne forstå det helt rigtigt, hvad jeg i fremtiden, nogle gange vil komme til at skrive om, så er man først nød til at have lidt baggrundsviden.
Min graviditet havde været fin og egentlig ikke som sådan besværet, udover at jeg var hæmmet af min vægtøgning.
I uge 31 skal jeg til lægen, og de opdager at jeg har sukker i min urin og jeg får lavet et glukosebelastningstest, der viser at jeg har graviditetsdaibetes i en svær grad med tårnhøje tal, et vildt højt blodtryk, og meldingen fra Kolding er at det skal jeg leve med resten af mit liv... bum.. De vurdere tilmed også i Kolding at de ikke har resurserne til at tage sig af mig, og mit kommende barn, så jeg skal over på OUH (Odense universitetshospital) - alt dette er inden for den samme uge og på få dage - lidt som om der er en, der lige har klasket en dør i smasken på en, men 200 km/t. Nå..
Jeg kommer til Odense, kommer på insulin bliver scannet hver 14. dag og er på hospitalet næsten en gang i ugen, frem til uge 37+0, hvor de beslutter at igangsætte mig, da de på scanningerne har skønnet August til at veje 4200 gram. Vi bliver herefter indlagt, og når jeg skriver vi, mener jeg Kristoffer og jeg, da han blev indlagt med mig. Jeg får augustapiller, en ballon op, akupunktur, og diverse behandlinger, oven i det også morfin da ballonen gjorde SÅ ondt! Mandag morgen kl 10 i 37+3, tager de vandet og giver mig vedrop og der sker INTET....
Udover at August's hjerterytme tilsidst efter 12 timer begynder at være meget svingende og de blodprøver de tager fra hans hoved, viser at det er en meget stresset baby, derfor lyder meldingen på et kejsersnit... Hele min verden ramler, jeg har nærmest ikke sovet i 3 dage, jeg har det ikke godt, August har det ikke godt, og denne igangsættelse, var kun fordi de ville have mig til at føde naturligt.. Og det er jo så fuldstændig ligegyldigt nu.



August kommer til verden i 37+4 kl 00.41 ved kejsersnit, han trækker ikke vejret. Kristoffer og en læge forlader rummet, uden at jeg får noget som helst af vide. Der går over en time, før jeg får af vide at min søn trækker vejret og har det godt. I mellem tiden bliver jeg syet, og kørt over i en anden bygning, gennem nogle underjordiske tunneller, fordi der ikke er plads på børneafdelingen får jeg fortalt. Og jeg er rasende, forvirret og ulykkelig. Jeg har ikke udvekslet et ord med Kristoffer siden 5 minutter før, at de fik August ud og jeg har kun lige set mit barn i et split sekund, som intet sagde, og virkede helt livløs.
Efter 2,5 time yderligere, er der en sygeplejerske ovre ved mig, som lader mig låne en mobil, så jeg kan ringe til min egen, som Kristoffer har, så jeg i det mindste kan hører hvordan mit nyfødte barn har det.. Der skulle gå yderligere 2 timer før jeg fik lov at komme ned til August, og det var udelukkende fordi, at de her havde flyttet mig alene op på barselsafsnittet og der kom en sygeplejerske ind, som heller ikke syntes det kunne være sandt, at jeg ikke havde mødt mit barn, og det nu var over 5 timer siden, at han var kommet til verden -. så hun ringede ned til børneafdelingen, og sagde at jeg kom, om de ville det eller ej (liggende i en seng selvfølgelig) og TAK til hende!!

Først klokken lidt over 6 om morgenen ser jeg mit barn for første gang og kæreste .. Helt ubeskriveligt hvilke følelser der gik igennem min krop.. Og der skulle gå lige præcis 5 minutter, før Kristoffer fik besked på at forlade os, for vi måtte ikke begge være der - jeg kunne have gjort ting, som man ikke må skrive ned.. helt ærligt?! Endelig kl 10.30, får August og jeg, lov til at komme op til Kristoffer der ligger på værelset på barselsafdelingen.. Hold nu op var....

Skæbnen ville så at der gik et døgn og så lukkede Danmark ned og mit blodtryk lå på 117/177, vi måtte ikke få besøg, vi måtte ikke forlade værelset, tage drikkevare, ingenting.. På 5 dagen, hvor mit blodtryk stadig er tårnhøjt og de propper mig med 8 piller om dagen, går Kristoffer til sidst ud, og meddeler personalet, at hvis ikke de lader min mor komme, så kommer vi aldrig hjem.. Jeg var maks presset!


På 6 dagen ender vi med at blive udskrevet, da jeg har et blodtryk på 100/150, og det godkender lægen. fordi jeg i tårer flere gange, har fortalt at det ikke bliver bedre, før jeg får lov at komme hjem, og ikke er spærret inde på et værelse, med mit nyfødte barn, Kristoffer der ikke kan få mad, fordi kantinen er lukket, fordi coronaen har ramt verden..
August var ikke klar til at møde verden, og det har givet ham en del komplikationer efterfølgende, blandt andet en indlæggelse da han var 11 dage gammel i 9 dage, mr scanning, 5 kikkertundersøgelser osv. Vi har stadig flere forløb kørende i Kolding, og skal derned igen her den 7 oktober (Vi er snart fast inventar ;-)) Han er i dag 6 måneder og 15 dage gammel , og man kan altid hører hvor han er ;-) Men den forklaring kan i få en anden dag!

xxAmalie

Synes godt om

Kommentarer