Header

Starten på et nyt år gir vel næsten anledning til starten på noget nyt, nemlig bloggen - så velkommen til og hyggeligt I vil læse med!

Vores start på 2018 var så skøn som forventet med lillebror Vilfred-Nohrs ankomst.
Vi havde nogle skønne barselsdage med farmand og ungerne hvor alle havde god tid hjemme til, at finde deres nye plads i fht nu at være 6 i familien.
Da hverdagen så for alvor skulle igang med at gøre 3 unger klar om morgenen, hente og bringe med et 4. på armen, ja så begyndte det seriøst at gå noget ned af bakke for os ....

Det startede med at denne lille puttemus blev syg med feber og var hjemme fra dagpleje en torsdag og fredag i Januar. Lørdag var alle ungerne raske, og da vi virkelig sjældent er ramt af noget som helst herhjemme, så så vi os sluppet for mere.
Ella-Sophia blev så syg igen søndag.
Mandag var hun frisk og kom afsted, og der tager jeg til lægen fordi jeg synes Vilfred raller lidt i halsen.

Det lægebesøg endte slet ikke som forventet.
Det endte istedet med en tur på børneafdelingen, 6 timers venten på en læge, hvorefter Vilfred fik konstateret RS virus og vi blev indlagt.
Imellemtiden have Jesper hentet Ella-Sophia syg hjem fra dagplejen.
8 dage endte jeg med at være indlagt, da Vilfred kun fik det værre og hvad der så ud til at passere os fint, endte med C-pap, sug, panodil og massere af blodprøver og overvågning.
Imellemtiden blev Sigrid syg derhjemme tirsdag hvor Jesper tog en fridag.
Min søster, ungernes højtelskede moster, ændrede sine planer og kom hjem til os tirsdag aften for at tage Sigrid der igen var syg onsdag.
Torsdag så det ud til at pigerne var friske, og heldigvis var Elliot gået helt fri - så fredag tog de 3 store unger med moster og mormor med hjem på weekend.
"So long and goodbye" til den kæreste weekend i ro og fred som vi skulle have (godt nok med Vilfred hjemme), da vi stadig var indlagt.

Mandag - 1 hel uge efter, lyste det op for os og vi kunne godt regne med at komme hjem tirsdag.

Mandag skulle min mor og søster komme ind og besøge Vilfred og jeg, inden de tog hjem.
Det blev istedet en opringning fra min mor om at Elliot nu var syg og sløj med 39.5 i feber. Hun havde derfor aftalt med Jesper, at det var bedst hun tog Elliot med hjem igen til Nordjylland (2,5 times kørsel fra Herning) så han ku blive nusset om, få massere af god tid hos sin elskede mormor, og ikke lige umiddelbart være nogen smittefare for Vilfred, når han kom hjem med et svækket immunforsvar.
Der bristede mit mor hjerte altså .... Jeg ku slet ikke overskue at der allerede nu var gået 1 hel uge uden jeg havde set Elliot! Og nu skulle jeg altså vente 4 dage mere! Og oveni købet skulle jeg ikke passe min egen søn mens han var syg. Så I kan nok regne ud at jeg protesterede en del imod den aftale (grædende...!) men måtte til sidst nok indse det var bedst for alle.

Jeg nåede dog lige at aftale med min mor, at hun skulle komme forbi cafeteriet på sygehuset med Elliot, hvor jeg fik krammet og kysset og delt en is med en meget sløj dreng....

Vilfred og jeg kom hjem tirsdag til meget stor gensynsglæde.... for nogle....
Jeg glædede mig SÅ vanvittigt meget, til at se og kramme på pigerne og håbede at de ikke var for mærket af, at have undværet deres mor...
De løb dog lige forbi mig, uden så meget som at kigge på mig og kaldte bare “lillebror, lillebror, hvor er du?!” De er SÅ glade for deres lillebror.

Onsdag, torsdag og fredag viste det sig at pigernes dagplejemor desværre var syg, så ovenpå 8 udmattende og lidt søvnløse dage og nætter på børneafdelingen, valgte jeg alligevel at beholde pigerne hjemme de 3 dage.
En smule hektiske dage...
Torsdag kom Elliot endelig hjem, men var desværre stadig rigtig skidt.
Men hvor var det altså SÅ godt at have ham hjemme igen!

Desværre fik han det værre og nu med udslæt på hele kroppen, feber og væske løbende for øret, besluttede min mor og jeg at tage ham til vagtlægen tirsdag aften kl 22.
Der nåede jeg godt nok lige til en punkt hvor jeg ikke magtede mere “sygehus” og sygdom og var da sikker på, at vi måtte være på rette kurs nu.
Vi kom hjem med en omgang mellemørsbetændelse og skarlagensfeber til Elliot og en bunke penicillin.

Kunne det blive meget værre? .... det kunne det så godt ....

Samme aften som vi kommer hjem fra vagtlægen, vågner jeg omkring kl 03 og synes jeg er øm i kroppen, som om jeg er lagt forkert.
Smerterne tager til og jeg går i køkkenet for at tage noget smertestillende.
Her får jeg pludselig svært ved at trække vejret normalt og får voldsomme jag/stik ned i siden, som næsten får mig til at falde, for hver gang jeg tager en indånding.
Jesper kommer hurtigt til (han har sovet i stuen med Elliot som har skreget pga smerte i øret)
Jeg ringer til vagtlægen som var på udkørsel og ville ringe tilbage, men efter 5 min konstaterede både Jesper og jeg, at det kunne vi ikke vente på.
Min vejrtrækning var blevet meget hurtig og overfladisk og jeg skriger næsten i smerte hver gang jeg prøver at få ordentlig luft. Jeg holder ikke til at trække vejret sådan længe.
Jesper ringer 112.
Meget lang historie kort, så kommer jeg på sygehuset (med Jesper og Vilfred på slæb, man er vel amme-mor...) og blir CT scannet og får konstateret at jeg har fået en blodprop i lungen!
33 år og en blodprop i lungen!!??
Den er dælme svær at sluge, men virkeligheden går ikke rigtig op for mig før dagen efter.
Jeg bliver indlagt til observation sammen med Vilfred og Jesper tager hjem til resten af flokken.
Der blir kørt en masse test, blodprøver, hjertescanninger osv osv.

1 uge efter min fødsel havde jeg en voldsom smerte i min ben, hævelse og åreknuder som gjorde at jeg blev sendt til scanning, da der var mistanke om en blodprop i benet.
Der sad dog ikke noget i de dybe vener og jeg fik info om, at det derfor ikke var farligt. Jeg blev sendt hjem med beskeden om at lave stræk/venepumpe øvelser!
Da jeg fortæller dette til lægerne på sygehuset ligger de 2 og 2 sammen, og det viser sig at det er denne blodprop i benet der har bevæget sig videre i kroppen og sat sig fast i lungen. Noget de åbenbart ofte ser som følge af en graviditet.
HELDIGVIS for mig var det en lille prop der ikke nærmede sig at sidde centralt i lungen, ellers kunne det ha været rigtig alvorligt!
Jeg blev sendt hjem dagen efter med blodfortyndende piller og sprøjter og er nu ved at komme mig hjemme. Bedringen går faktisk forrygende og det er egentlig utroligt hvad man kan stå imod, så længe man ved alle mand kommer raske ud på den anden side og intet har været livstruende. Det har gjort det hele udholdeligt og været en styrke.

Livet blev dog for en stund sat i perspektiv og tanken om at mine børn kunne have mistet deres mor, og hvad der kunne være sket, gjorde pludseligt at det hele et kort øjeblik blev overvældende og en smule angstprovokerende!

Heldigvis går livet med 4 skønne små så travlt videre og holder os så aktivt igang at der ikke er tid til at dvale over tingene - Det er altså god terapi 💗 ... Kombineret med mit til tider meget optimistiske sind. 

Jeg håber på et rigtig sundt 2018 for os!! ( og jer!!) og kun opture herfra.

Det blev noget langt - hvis I nåede hertil så tak fordi I læste med :-)

Fineste "god bedring" buketter. Og 1000 tak til min altid skønne og hjælpsomme mor og søster som on/off har været hos os de sidste 4 uger, vi kunne ikke have klaret det uden jer!


Flyt din blog til Nouw - nu kan du importere din gamle blog - Klik her

Likes

Comments