Nu må det altså være nok! Jeg bliver simpelthen sindssyg! Jeg sidder som enhver anden på min alder og scroller ned af mit Instagram-feed, og så falder jeg over et billede af Fie Laursen, og ligesom under alle hendes andre billeder, så er der under dette billede også en tilsvinende ond kommentar. Nu skal dette ikke handle om, hvorvidt man kan lide Fie eller ej, men om tonen på de sociale medier. Det er simpelthen for meget. Jeg er så træt af folk, som tror, at de kan tillade sig at tilsvine et andet menneske. Et menneske som man vel og mærket slet ikke kender. Én ting er hvad man læser på en blog om en person, én anden ting er hvordan personen er dybt indeni. Ja, man kan synes, at vedkommende selv er udenom det, og bla bla bla men ærlig talt, giver det dig lov og ligefrem ret til at tilsvine vedkommende anyways? Nej, det gør det altså ikke.

Jeg synes ikke, at man bør skrive noget på sociale medier, som man ikke ville kunne sige face to face til personen. Jeg forstår ærlig talt slet ikke behovet for at skrive at en person er tyk eller en idiot eller noget hed tredje. Hvad får man præcis ud af det? Ja, jeg undrer mig faktisk oprigtigt over, at man overhovedet har det behov. Jeg har i hvert fald ikke. Jeg synes tonen på de sociale medier er blevet for hård. Folk de slynger ord uden som de ikke tænker et eneste sekund over. Jeg tror, at de glemmer, at der faktisk sidder en og læser disse kommentarer, en som muligvis vil blive rigtig ked af det over det - og hvad får man så ud af det? Jeg kunne forestille mig, at folk får en selvtilfreds følelse eller også forsøger de at bilde sig ind, at de får det bedre, når de udpeger andres fejl. Det kan sagtens være mindreværdskomplekser, eller også er man vel bare en idiot uden nogen form for opdragelse. Uanset hvad begrundelsen er, så er det ikke i orden. Og at man siger at Fie Laursen er tyk, gør ikke en selv tyndere. Det er altså ikke sådan man skal arbejde på egen selvtillid, hvis det er det man er ude efter.

Da jeg var femten år gammel, var der engang en person som skrev til mig, at jeg var tyk og grim, og at jeg burde begå selvmord. Dengang blev jeg rigtig ked af det over, at nogle kunne sige sådan til mig. I dag ved jeg, at det ikke var mig som der var noget galt med, men vedkommende som skrev kommentaren. Jeg har ikke glemt kommentaren, men den rører mig ikke længere. Jeg håber dog oprigtigt, at vedkommende som skrev kommentaren er blevet et bedre menneske siden dengang og et gladere menneske. En som ikke er så bitter og har brug for at overføre deres indre uro på andre.

Jeg synes, at alle mennesker skal behandles med respekt - uanset om man kan lide personen eller ej. Dette gælder både i den virkelige verden og på de sociale medier. Det er måske forkert at skelne mellem den virkelige verden og de sociale medier. For de sociale medier er ligeså meget virkelighed. Det må folk lære. Ord gør ligeså ondt der som det ellers ville have gjort.

Behandl andre som du gerne selv vil behandles. Det er mit generelle princip. Behøver det virkelig være så svært? Tal nu bare pænt til hinanden. Der er absolut ingen grund til håndende, modbydelige eller ondskabsfulde kommentarer. Det er der ingen der får noget ud af.

Jeg ved godt, at dette indlæg ikke vil stoppe den hårde tone på de sociale medier, men jeg mener også, at det er et emne, man skal tage op - igen og igen, indtil at folk lærer det. De sociale medier er stadig "nye", så folk skal lære, hvordan man skal opføre sig. Det er der tydeligvis nogen som ikke har helt endnu. Desværre...

Design din blog - vælg mellem masser af færdige skabeloner på Nouw, eller lav din egen: "peg og klik" - klik hér!

Likes

Comments

For manges vedkommende var det at blive student det bedste i verden. For mig var det lig med mere forvirring omkring mit liv og min fremtid. Modsat så mange andre, så anede jeg virkelig ikke, hvad der ventede mig efter sommerferien, og ikke før d. 2. juli, dvs efter studenterugen, søgte jeg videregående uddannelse. Der var ikke noget værre end at konstant blive spurgt, "hvad skal du så, når du er færdig?", og når så svaret var, "det ved jeg faktisk ikke," så fik man svaret, "jamen, du da vide et eller andet." Og nej, det gjorde jeg faktisk ikke. Hvordan kunne man forvente, at jeg i en alder af 19 år, skulle vide hvad fanden jeg ville for the rest of my life?

Jeg endte med at søge engelsk. Det var egentlig slet ikke fordi, at det var noget, jeg nogensinde havde drømt om. Men det var et af mine yndlingsfag i gymnasiet, og så var jeg god til det. Jeg fandt på første semester hurtigt ud af, at det slet ikke var mig. Jeg er dog ikke typen, der dropper ud af noget. Jeg færdiggør det! Men tanken strejfede mig, men så opstod der endnu et problem. Hvis jeg dropper ud, hvad vil jeg så? Og så var jeg præcis der hvor jeg startede. Jeg anede stadig ikke, hvad pokker jeg ville, og folk omkring mig mente ikke, at man bare kunne droppe ud, når man ikke vidste, hvad man så skulle lave. Så jeg fortsatte med engelsk, og det er faktisk stadig det, som jeg læser nu. Jeg kunne selvfølgelig have taget et sabbatår, men jeg havde intet arbejde og ingen penge til at rejse, så det var ligesom hurtigt udelukket.

Jeg er i øjeblikket i gang med mit 6. semester på engelskstudiet, og jeg er endelig ved at finde ud af, hvad det egentlig er jeg vil med mit liv. Jeg har fundet ud af, at jeg rigtig gerne vil arbejde med marketing og PR. Markedskommunikation på CBS er en uddannelse, som jeg virkelig finder interessant, men det er lidt sent, at jeg nu finder ud af det. Jeg har nu brugt 3 års SU, dvs. jeg har tre år tilbage, og det rækker lige til endnu en bachelor - men man kan jo ikke bruge en bachelor alene til noget som helst - og vil gerne have en cand.merc.kom også.

Jeg burde naturligvis bare være droppet ud af engelsk, og have lavet et eller andet, indtil jeg vidste, hvad jeg ville. Men jeg følte et pres fra alle kanter. Jeg kunne ikke bare lave ingenting eller arbejde i tre år. Jeg følte et pres, at jeg blev nødt til at læse videre. Jeg var en såkaldt 12-talspige og med et snit på 10,4 (eller 11,2 da det blev ganget), så havde jeg alle muligheder og en masse åbne døre, men det var lige før, at det var for mange åbne døre. Jeg anede virkelig ikke, hvad jeg skulle bruge mit gode snit til, og jeg følte, at hele det danske samfund fortalte mig, at det var noget, at jeg burde vide. Jeg fik at vide en milliard gange, at det var en skam, at jeg spildte mit gode snit på en uddannelse som ikke krævede et snit.

Nu sidder jeg og har fortrudt valget af uddannelse. Et valg som blev truffet, fordi jeg følte, at jeg havde så knaldhamrende travlt, og at jeg bare måtte få den universitetsuddannelse overstået. Nu er jeg i den position, at jeg måske endda bliver nødt til at starte forfra. Medmindre jeg kommer ind på nogle af de kandidatuddannelser, jeg har søgt på CBS, som forhåbentligt kan føre mig på rette spor i forhold til min fremtidig ønskede karriere.

Hvorfor er det lige at man skal vide, hvad det er, man vil resten af sit liv i så ung en alder? Hvorfor har vi så forbandet travlt alle sammen? Hvis jeg søger en ny BA-uddannelse, så skal jeg konkurrere med en masse nyudklækkede studenter som kan gange deres snit. Det kan jeg ikke længere. Det vil sige, at jeg skal straffes for, at jeg først i en alder af 22 nu ved, hvad jeg egentlig vil. Det synes jeg er fuldstændig uretfærdigt.

Hvordan pokker skal man i så ung en alder vide, hvad det er, man vil resten af sit liv?

Sidder du og er forvirret, og ikke aner, hvad du skal efter gymnasiet, eller sidder du på universitetet, og er i tvivl om du har valgt forkert, så håber jeg du ved, at du nu ikke er alene. Det er meget at forlange. Du er ung. Træk vejret. Man kan umuligt vide, hvad det er, man vil resten af livet. Man lærer og forandrer sig hele tiden.

Likes

Comments