- Hvad skal du i aften, egentlig?

- Tror jeg bare tar det litt som det kommer. Det kan bli en rolig kveld med serie, eller så er jeg klar for å ta på den røde leppestiften og dra ud. Hva med deg da?

- Det lyder dejligt. Jeg har en aftale med min gode veninde om at spise middag, drikke cocktails og kigge på mænd. Måske i Kødbyen eller på Fugu ved Gammel Strand. Kom med.

- Jamen coctails og å se på menn høres ut som en god plan. Dessverre er jeg ikke helt god på dansefoten, men skal vel ikke stoppe meg det. Derimot er det studentøkonomien min som ikke helt vil at jeg skal kose meg en lørdagskveld.

- Ens moves bliver bedre og bedre desto flere drinks, man har tyllet. Min bankkonto kommer garanteret også til at brokke sig i morgen, men ligesom vi talte om i går, så er det også vigtigt at nyde livet, og så kan man altid leve af pasta resten af måneden, så det gør jeg i dag og fortryder i morgen.

- Det er sant. Så tenker jeg skal unne meg en hyggelig kveld i dag, og så bruke de neste uker på å koke den perfekte pasta.

Blog på mobilen - Blog via mobilen - Nouw har en af markedets bedste blogging apps - Klik her

Likes

Comments

- Jeg var engang kærester med en mand, der var 16 år ældre end mig. Det var ren ungdomskærlighed - men hvis vi havde mødt hinanden senere i livet, havde vi sikkert været sammen resten af vores tid, men sådan ville livet os ikke. Vi ville forskellige ting, og det ene tog det andet, og pludselig var romantikken død. Det tog mig lang tid at acceptere det, men det hjælper lidt på det, når det mest romantiske der fandt sted var, når man modtog en besked med teksten "Jeg elsker dig" kl. 05.00 om morgenen midt i en brandert, og man så mødtes til en kebabtallerken på den lokale. Men efter hvert et break-up eller en sluttet flirt, tænker man jo, at "nu skal jeg rigtig bare nyde livet, se mine venner og veninder og bare tænke på mig-mig-mig". Man vænner sig til alene-tid, men samtidig vil man gerne have nogle at dele søndagen med, når der er tung regn, tømmermænd og søndagsblues. Sådan en slags søndagskæreste måske?

- Om det er noe jeg kjenner meg igjen i, så er det "meg-meg-,meg". Nå høres det gjerne ut som jeg er en super egosentrert person, men det skal jeg bare understreke at jeg ikke er (hele tiden, heh, neida.). Jeg er en person som virkelig er god til å trekke meg unna når det blir litt for mye kjærlighet i luften. Det jeg mener er at jeg trives kanskje litt for godt i mitt eget selskap. Så fort noen viser litt ekstra interesse, eller jeg merker at ting begynner å bli litt mer seriøst enn hva jeg kanskje hadde forberedt meg på, så unngår jeg situasjonen så fort som mulig - og ender opp alene, igjen. Selv om det er fint å ikke få panikk av tanken å være alene, og føle trangen av å måtte finne seg en ny en, så kan det gjerne blitt litt for mye alene tid og. 

- Det er netop det. Det er vigtigt, at man kan finde ud af at være sig selv, men samtidig synes jeg også, at man skal lære at hanke lidt op i sig selv, så man ikke sumper ind. Jeg stødte ind i en mand et par gange og fandt ham meget tiltrækkende. I stedet for at tage mig sammen til at invitere ham ud på en kop kaffe i det sekund, han stod over for mig anden gang, gik jeg hjem og skrev ham en besked på messenger. Overvej lige hvor u-romantisk den situation egentlig er. Det hele handler så meget om datingapps, at vi helt har glemt os selv og romantikken. Ikke fordi det hele skal virke som en parisisk dating-utopi, men det er som om, at det hele hurtigt kan køres lidt dødt, når man har muligheden for at kontakte hinanden konstant.

- Det er virkelig trist å tenke på hva som må til for å finne kjærligheten i dagens samfunn. Alt skjer bak en skjerm. Selvsagt er det jo hva en selv gjør det til, men, det hele virker bare helt umulig for meg. Men som du sier, det at en velger å heller ta hjem først, for å så skrive en beskjed til en en har møtt, istedenfor å bare gripe sjansen i det øyeblikket, det er bare så irriterende. Hvorfor skal en ikke like så godt bare fortelle den man møter der og da at "du ser virkelig flott ut", uten at en skal virke som en psykopat. De ganger menn har gitt meg et smil, eller plutselig sagt noe til meg på gaten, så fatter jeg jo ikke at jeg faktisk har sjansen på en, før vi begge går hver sin vei. Nordmann i et nøtteskall.

- Også undertegnede i en nøddeskal for den sags skyld. Man er bare blevet så vant til, at det hele foregår på et slummet værtshus et sted eller i Kødbyen kl. 04.00 om natten en lørdag, når man har drukket det sidste tequilashot, som man jo egentlig godt vidste, man ikke burde have taget. Det er sjældent, man finder kærligheden, når solen først er stået op og man vader hjem i høje hæle og med mascara på kinden.. På den anden side er det også befriende, at man nu langt om længe har lært, at man godt kan tillade sig at date casual, og drikke et glas vin med en mand en sen aften uden at det nødvendigvis skal blive til mere.

- Mens vi enda er inne på kjærlighet og gutter som tema(hvor meg jentene kan vi egentlig bli?), så er det noe som virkelig irriterer meg. Hvorfor har det seg slik, at det alltid ender opp med å bli et spill, når en har interesse for en person. "Vent med å skrive til han", "gi heller de andre mennene oppmerksomhet så han bli sjalu", altså, hallo, hvorfor? Hvorfor skal det være så vanskelig å bare si det som det er, at hey, deg kan jeg faktisk godt like. Jeg forstår at det hele blir mer spennende. Og vite at man må jobbe litt for å få den interessen på plass, men det er bare så slitsomt. Men, jeg vil heller ikke bare bli servert alt på et sølvfat, det blir for lett...

- Netop. Det der spil er så trættende - men samtidig er det også det, der gør det hele spændende. Men så snart de tilbyder sig selv, får jeg nervøse trækninger og trækker mig - men når jeg så møder en mand, som er til "casual sex", helst vil ses efter mørkets frembrud og som "helst bare vil være sig selv", så bliver det jo så interessant. Det er utroligt, at kvindehjernen fungerer på den måde. Min veninde fortalte mig faktisk forleden om en artikel, hun havde læst, hvor det er beskrevet, at kvinder har sværere ved at blive afvist af mænd, som de ikke selv er interesserede i, end de har ved at blive afvist af de mænd, de ser som en potentiel partner, da kvinder har svært ved at acceptere at blive valgt fra af en, som de selv har valgt fra. Den der "jeg vil ikke have ham, men hvorfor vil han dog ikke have mig?"-tanken.

- Det er typisk kvinner å ville ha det en ikke kan få. Men hva er det som så skjer når man finner kjærligheten, og den er gjensidig?

- Jeg tror den diskussion kræver mere vin. Vi vender tilbage.





Likes

Comments

- Det, vi har tilfælles er, at vi har det bedst, når vi er på ferie eller oplever noget nyt.

- Og jeg som nordmann, som er vokst opp med sauer som nabo og fjell rundt meg, føler at jeg er kronisk på ferie etter et år i dk.

- Jeg kan - på trods af at være vokset op midt i skov og tæt på strand - stadig føle en vis trang til mere storby og mere kulturliv, selvom København jo egentlig har lidt af det hele, og jeg kun har boet her i tre år.

- For meg er det som å være på ferie hele tiden, for jeg opplever stadig noe nytt - jeg har muligheten til å utforske byen på ulike vis, møte nye mennesker. Lære å kjenne en ny kultur. Bare det å sitte seg på en café, eller ta seg en øl midt på dagen er noe jeg ikke har hatt muligheten til før.

- Det er sjovt, hvor stor kontrast der alligevel så må være på den danske og norske kultur. Mere end jeg egentlig anede. Det er jo heller fordi, jeg ikke nyder at drikke en øl i solen eller gå en tur rundt om Sortedams dosseringen med en veninde, men det ville måske bare være liiiidt federe, hvis espressoen blev drukket på en fortovscafé i Paris i stedet for af en to go-kop fra 7/11.

- Det er generelt bare følelsen av å være her. Om jeg skal beskrive København med ett ord, så er det: behagelig.

- Men er det så pga. København som helhed? For jeg synes egentlig ofte byen kan være lidt kaotisk og en smule overfladisk.

- For meg er det det motsatte. Hvor jeg kommer fra har jeg alltid følt at jeg aldri kunne være meg selv 100%, men så fort jeg ankom København, følte jeg meg hjemme for første gang. Menneskene her er ikke de samme dømmende typene som jeg føler kryr av i Norge, og atmosfæren er så avslappende uansett hvilken setting du er i.

- Jeg har egentlig en opfattelse af, at det hele ofte kan være ret iscenesat i København. Overordnet set er det en dejlig by med en masse muligheder, men til forskel fra udlandet synes jeg, at danskerne har en tendens til at stresse helt sindssygt over de mindste ting. Ikke for at bringe de sociale medier på banen, men jeg har en idé om at det er sket i takt med den elektroniske udvikling, hvor folk hele tiden skal være på og iscenesætte sig selv på de helt rigtige restauranter eller med den helt rigtige cocktail helt casual i hånden, mens de gør sig til. Vi har glemt hvordan det er at være nærværende og til stede, og hvordan man er høflig og imødekommende, fordi det er vigtigere at uploade det helt korrekte billede på Instagram eller Facebook, som helst skal vise, hvor fede personer vi er. Det bliver lidt koldt, synes jeg.

- Dessverre er det slik dagens samfunn har blitt. Alt skal dokumenteres. Deles. Vises fra sin beste side. Vi vet jo nesten ikke hva som er virkelig eller ikke lenger. Men jeg kan godt kjenne det på samme måte. Bare at det er en forskjell på dette så "iscenesatte" livet i København og hvor jeg kommer fra. Her så virker det hele så naturlig, som en del av kulturen. Drikke en øl. Sette seg i en park. Dra på en random konsert en onsdags kveld. Og det er nok for det rett og slett er et liv jeg aldri har hatt muligheten til å oppleve, før nå. Mens hjemme i Norge kjenner en til alt - og vet dermed hva som er virkelig og ikke.

- Men det er det, der netop er sjovt. Vi har det jo egentlig på samme måde, bare forskellige steder på forskellige tidspunkter.

- Fett. La oss lage en blogg om det.


Likes

Comments