Uha - tør jeg kalde det et handikap?
Har jeg virkelig lyst til at sætte det label på mig selv?
Er det overhovedet et handikap?
Nu kommer folk jo til at opfatte mig som handikappet. Er det virkelig det jeg vil?
Jeg er jo faktisk glad, har det godt og fungerer jo fint i min hverdag...

Alle de her ting går igennem mit hoved hver gang jeg snakker om mit høretab - og det er lige meget hvem jeg snakker om det med.
For jeg vil ikke lade det definere mig. Det skal ikke være en del af hvem jeg er ud ad til. Og jeg vil slet ikke have at folk skal tage hensyn til mig - for jeg kan godt. Jeg vil kunne!

Faktisk har jeg bekymret mig så meget om det, og arbejdet så hårdt for at folk ikke skulle mærke det på mig, at langt de fleste mennesker jeg kender glemmer at jeg overhovedet har et høretab.

Og undskyld mit sprog - men det er fandme dumt af mig.
For det spiller en vanvittig stor rolle i mit liv. Og nej - jeg kan ikke længere leve som jeg altid har gjort - og det er dumt af mig at lade som om.
Jeg er bare ufattelig dårlig til at italesætte det - fordi jeg stadig kæmper med at det overhovedet er sket for mig.
Jeg har slet ikke tal på hvor mange gange jeg igennem det sidste år har talt med mennesker jeg kender godt, og ser meget i min hverdag, som vitterligt ikke vidste at det "stadig" havde en effekt på mit liv at jeg mistede hørelsen for 2,5 år siden. Og hver gang har jeg tænkt "THANK GOD!"

Men jo mere jeg tænker over det - og jo længere ned jeg graver. Jo mere går det op for mig at det bare ikke fungerer mere - at jeg ikke kan blive ved sådan.


Så her kommer den altså. Listen over ting jeg ville ønske folk vidste - og som jeg bare ikke har kunnet finde ud af at fortælle dem.

1. Sociale sammenkomster er grundlæggende mit værste mareridt. De er alt hvad jeg finder svært sammenkogt til en stor ubehagelig klump.
Der bliver snakket over alt, alles stemmer flyder sammen og det er næsten umuligt at høre hvad folk siger. Også selvom de sidder ved siden af mig.
Og det er lige meget i hvilken sammenhæng det er. Er der over 4 mennesker i et rum, så kommer jeg på ekstra arbejde.
Det vil sige at jeg bruger ekstremt meget energi på at lytte - at alle samtaler er en anstrengelse. Det gør at jeg bliver træt på en helt anden måde end normalt hørende, og jeg må ofte søge væk og holde små pauser for ikke at blive så træt at jeg ikke kan tænke.

At blive døv på det ene øre sådan som jeg er, føles i det første lange stykke tid næsten som at være blevet helt døv fordi så meget af den lyd jeg før kunne høre er blevet taget væk, og jeg derfor skal lære at lytte på en helt anden måde - og genkende ord og lyde baseret på et helt andet grundlag. Jeg har for eksempel været nødt til at "lære" mig selv at lytte til musik igen - fordi det i starten lød helt anderledes end alt hvad jeg hidtil havde kendt.

2. At møde nye mennesker er ikke nær lige så sjovt. For hvornår fortæller jeg dem det? Skal jeg vente til sidste øjeblik, når jeg har bedt dem gentage en sætning fem gange? Eller skal det være det første jeg fortæller dem?

Skal jeg helt lade være med at fortælle dem det og bare lade som om jeg sagtens kan følge med - for så til sidst kun at vide hvad vi snakker om halvdelen af tiden?
Hvordan sammenkoger jeg min "historie" om mit høretab - så de ikke får indtrykket af at jeg søger medlidenhed?
Man kan ikke mærke på mig at jeg har et høretab - jeg er voldsomt god til at gætte, så jeg siger ikke "hvad" ret mange gang i løbet af en samtale. Jeg snakker HELT normalt og man kan på ingen måde se mine høreapparater. Altså har folk ikke en jordisk chance for at gætte det - hvis ikke jeg siger det højt.

Jeg har endnu ikke rigtig fundet det gode svar på hvordan jeg skal tackle nye mennesker - og gør forskellige ting fra gang til gang.

3. Jeg har brug for flere pauser. Pauser fra mennesker. Pauser fra at lytte. Pauser fra livet.

Det er noget af det der har været sværest for mig at acceptere - for mit liv har næsten altid kørt på højtryk, men det kan jeg bare ikke længere. Ikke på samme måde. Og hvis jeg bliver nødt til at gøre det i et par uger, enten pga arbejde eller studiet, så følger der minimum en uge hvor jeg vitterligt ikke fungerer og er så træt at jeg snildt kan sove 12 timer hver nat. Uden at det hjælper noget, fordi trætheden sidder et sted hvor den ikke kan soves væk.

4. Tinnitussen.
Det er helt klart noget af det sværeste at forklare for folk der ikke har det. For hvordan forklarer man at noget så basalt som stilhed er forsvundet fra ens liv?
Og selvom jeg prøver, så har folk jo ikke en jordisk chance for at forestille sig et liv uden stilhed.
Det er så simpel og naturlig en ting at det bare ikke er til at forstå hvis ikke man selv står i det.
Jeg kæmper en daglig kamp med min tinnitus, for at den ikke skal stige, for at lære den at kende - hver eneste del af den. Sådan at jeg så godt som muligt kan forebygge den - og undgå situationer der forværrer den.
Der er nætter hvor jeg simpelthen ikke kan sove på grund af den, og så må jeg lægge højtaler under min pude med musik, som så stjæler mit fokus fra tinnitussen og gør at jeg kan falde til ro.

5. At bede folk gentage ord eller sætninger er noget af det værste jeg ved.

Jeg kender det alt for godt selv - når den man snakker med stadig ikke kan høre hvad man siger efter 3. gentagelse, kan man næsten ikke lade være med at vrisse og rulle med øjnene, når man gentager det 4. gang. Jeg gør det selv. Stadig. Selvom jeg ved præcis hvordan det føles ikke at kunne høre samtalen.
Det gør at jeg af og til lader være med at spørge når jeg ikke kan høre hvad der bliver sagt. For ikke at irritere den person jeg snakker med. Problemet er bare, at derfra holder samtaler som regel op med at give mening, fordi jeg mangler kontekst.
Og i virkeligheden burde jeg bare blive ved med at spørge indtil jeg er med igen. Men det er også en anelse pinligt - især fordi nogle mennesker tager det som om de skal forklare mig hvad de sagde, fordi jeg simpelthen ikke intelligens-mæssigt kunne forstå hvad de sagde.

6. Hvor svært det er at italesætte alt det her.
Jeg har så mange modstridende følelser omkring det hele. Jeg er stadig mig - jeg er stadig den normale Nanna, der elsker at møde nye mennesker, elsker middage med vennerne, arrangementer med hele familien, fester.
Jeg er stadig alt det jeg var før.
Men jeg er blevet nødt til at være det på nye præmisser - og det har gjort ekstremt ondt på mig.
Jeg har grædt ufatteligt mange tårer over det.
Været LATTERLIGT vred over at det skulle ske for mig.
Mange af de planer jeg havde med mit liv har jeg været nødt til at revurdere, og ting som jeg før havde utroligt let ved, er nu blevet en udfordring.
Men jeg nægter at lade det stoppe mig.

Og netop derfor er jeg nødt til at italesætte det hele. Netop derfor er jeg nødt til at være bedre til at gøre tingene lette for mig selv - og fortælle folk omkring mig hvordan de kan hjælpe mig.

Jeg er nødt til at stoppe med at give folk indtrykket af at intet har ændret sig.
For det har det.
Det er min realitet nu, og det giver mig intet godt at forsøge at gemme det.
Jeg er nødt til at holde op med at skamme mig over det. ​​​​

Forhåbentligt er det her første skridt på vejen.

Blog på mobilen - Blog via mobilen - Nouw har en af markedets bedste blogging apps - Klik her

Likes

Comments

Related posts