Mine forældre gik fra hinanden inden jeg blev 1 år, min far havde åbenbart svært ved at sove i hans egen seng, og det fandt min mor sig ikke i. Noget jeg først nu er blevet bekendt med.
Jeg har derfor altid være ved min far hver anden weekend og resten af tiden hos min mor.

Min far fandt en anden kvinde, de fik sammen to børn og var sammen i 16 år.
Jeg har altid set op til min far og hans familie, har altid prøvet at passe ind i deres familie - Det er dog aldrig rigtig lykkes for mig. Min far mente det ikke ondt, men han har haft en tendens til at lave forskel på os.
Jeg husker tydeligt en dag mine søskende og far kom hjem fra bageren efter at have hentet morgenbrød til os med hver sin slikkepind. Der stod jeg 7 år gammel, og kunne ikke forstå, hvorfor jeg ikke måtte få en - Troede jo jeg havde gjort noget galt. Han mente det ikke ondt, men han tænker sig bare ikke altid om.

Udover at min far gør forskel på os, gør hans familie også. Jeg var familiens første barnebarn og var elsket meget højt p begge sider af familien (mors og fars). Jo ældre jeg blev, glemte min far at involvere mig i hans side af familien. Jeg blev ikke inviteret med til nogle fødselsdage, konfirmationer osv. Til min søsters konfirmation er jeg 23 og min søster er 13, siger min farmor noget så fint som "Jeg kender dig selv ikke". Nej du, det ved jeg godt, men jeg kender hellere ikke dig, for far har glemt at bringe mig med til familie ting, og når jeg selv rækker ud, bliver det aldrig gengældt. Så jeg har lidt valgt at leve uden hans del af familien.

For et par år siden fandt min far en ny kæreste, en kæreste som vi børn gav en chance, men hun var godt nok forfærdelig (hvis du spørg mig, og mine søskende bakker mig op i det..)
Hun har 3 børn, en af dem blev tvangsfjernet som 16 år, og de to andre er er nu i plejefamilie hver anden uge. Hun er hvad jeg vil kalde trash. Hun ser usorigneret ud, kan ikke holde på et arbejde, bliver fyret eller stopper hurtigt igen.
Hun har lavet så meget rav i den mellem mine søskende og far, at de til tider ikke snakker med hinanden i flere måneder, da min far er en kujon, som ikke griber ind. Hun har sagt så mange forfærdelige ting til mine søskende, at de faktisk flyttede ud fra far.
Sjovt nok har hun aldrig rigtig sagt noget til mig, tror godt hun ved jeg vil kræve fars medhold og ikke lade ham sidde og være stille. Min far har altid været meget stolt af mig, jeg er det gode barn, der aldrig lavede ballade, jeg er det kloge barn, der har gennemført skolen osv. Så hun ved godt, det ikke er mig hun skal træde på, for jeg skal nok kunne vende far, hvis vi sad over for hinanden.

Jeg har altid respekteret de var sammen, været venlig ved hende når jeg besøgte dem, men på et tidspunkt fik jeg nok.
Da jeg var ved at være færdig med min uddannelse, ringede jeg til far og inviterede dem op til dimission.
ugen før min dimission, får jeg af vide de ikke kommer, min egen far kommer ikke til min dimission - En dag jeg inviterede ham til 4 måneder inden. Ham og hans kæreste havde nemlig bestilt en ferie, de skulle ud og rejse. Der må jeg nok indrømme, at det sidste jeg havde for hans kæreste røg, og den trang til anerkendelse jeg havde fra min far begyndte at krakelere - Jeg var såret.

Inden jeg blev gravid, snakkede jeg ikke ofte med min far, men 3 gange om året mødtes vi, men under graviditeten begyndte vi at snakke lidt mere, han glædede sig til at blive morfar. I november 2 dage før min fødselsdag ringede han, og jeg havde besluttet for at fortælle ham om min beslutning angående barnedåben.
Jeg vil rigtig gerne have min far med til barnedåben, men han kæreste vil ikke blive inviteret, jeg vil ikke have noget med hende at gøre. Hun var præcis blevet udskrevet fra den lukkede afdeling, og da jeg aldrig rigtig har kunne lide hende, var det ligesom dråben. Jeg vil ikke have min søn skulle omgås med en som hende. Far havde også sagt, at dette var det, nu vil han ikke være sammen med hende mere, hun havde ødelagt så meget for ham, han snakkede næsten ikke med sine børn og sine venner havde hun også skræmt væk.
Jeg får fortalt ham, at når jeg besøger ham, er det helt fint hun er der, det er jo også hendes hjem. Jeg tager bare ikke mit barn med derned. Men når han skal besøge mig, er det uden hende, jeg vil ikke have hende i nærheden af min familie. Et kompromis jeg selv den dag i dag syntes er og var rimelig. Far derimod valgte at ave det til et ultimatium, det var dem begge eller ingen. Så to dag før min fødselsdag brød jeg alt kontakt med min far, og bad ham aldrig kontakte mig igen. Det er nu 6 måneder siden, barnedåben er afholdt og jeg har hverken set eller hørt fra ham.
Jeg vil lyve, hvis jeg ikke sagde, jeg håbede han vil ringe eller skrive - men intet har jeg hørt. Jeg har tit spurgt mine søskende, om han ikke har sagt eller nævnt noget, om han ikke har spurgt dem om hans barnebarn - men nej, intet!

Min fars familie har altid været meget rodet og folk er sure på hinanden på kryds og tværs, de finder dog ofte tilbage til hinanden igen. Jeg tvivler dog på, jeg nogensinde finder tilbage til min far.
Han er som sagt en kujon, og så længe hun er i hans liv, er der ingen fornuft i ham.


Beklager det meget rodede opslag, det minder dog bare meget om min familiesammensætning.
Der er mange historier i mellem de store her, og mange andre ting der ligger bag. Det er bare svært at få det hele sat op i en læselig tekst.

Flyt din blog til Nouw - nu kan du importere din gamle blog - klik hér!

Likes

Comments

Nyde - Et ord jeg har hørt så mange gange de sidste mange måneder, dog i forskellige sammensætninger.
Husk nu at nyde din graviditet og mave, husk nu at nyd din barsel inden han kommer, husk nu at nyd ham- han bliver ikke så lille igen. Nyd nyd nyd.

Jeg må indrømme det giver en lille smule pres at skulle nyde så meget, for når man går med vand i kroppen og ondt i samtlige led, ikke kan sove og skal tisse hele tiden, så er det altså noget svært at nyde. Selvfølgelig nød jeg ham da i maven, når man mærkede hans små bevægelser, i 9 måneder var man aldrig alene.

Det kan være svært at nyde - og huske at nyde en lille baby blandt mælk, bleer, gråd og almindelig dagligdag der skal hænge sammen. MEN så snart han sender et kæmpe smil min vej, uden jeg selv har prøvet at få ham til at smile, jamen så nyder jeg ham da - Ingen tvivl om det.

Det er fint andre forældre vil give gode råd, og ved man skal huske at nyde det - Måske de også selv glemte det og fortryder det nu, men det er virkelig trættende at høre på.
Det er trættende at høre på, og det giver som sagt en lille smule stres, da jeg ikke føler jeg nyder det så meget som jeg åbenbart burde.
Barsel er ikke for alle, det kan være ensomt, kedeligt og til at blive dummere af, og så kan det altså virkelig være svært at nyde.

Folk burde bare blande sig uden om, lade os nyde hvad vi selv vil og husker at nyde.
Folk har til tider så satans travlt med familier med nyfødte børn. Alle vil give deres gode råd med - Hvilket er rigtig sødt at dem. Det er bare tit, at de velmente gode råd gør det hele meget værre. Det er vigtigt man bare får lov til at lære selv, og så at man selv kan spørge efter råd - Hvis man syntes man har brug for det!

Likes

Comments

de ubehDa jeg var gravid brugte jeg rigtig mange timer på at søge og læse om andres fødselshistorier på nettet.
Derfor syntes jeg kun, det vil være fair at give min historie med - At jeg derudover har brug for at skrive den ned, det er en anden ting ;)

D. 8 marts så min kæreste og jeg de sidste 15 minutter af en stor fodboldkamp. Jeps, jeg har nemlig fundet en fodboldtosse, og nej jeg giiiider virkelig ikke fodbold. Nå, men den her fodboldkamp var hel vild, der blev scoret 6 mål på 10 minutter i overtid - Vandvittig kamp hvis man spørger manden.
Efter kampen vil vi så gå i seng, det var nemlig min kærestes fødselsdag dagen efter, og jeg havde overtalt ham til at hold fødselsdag de næste to dage for venner og familie - Så han ligesom blev fejret inden to blev til tre.

Vi går i seng, han falder i søvn med det samme og jeg ligger og surfer lidt rundt og læser om fødsler..
Jeg når lige at falde lidt hen, da jeg kl. 2 vågner ved jeg skal tisse. Jeg går ud på toilet, og der kommer godtnok noget væske ud, men jeg tror ikke det er tis.. Jeg går ind i sengen igen, og tankerne køre rund - Var det vandet??
Lidt efter skal jeg tisse igen, endnu en gang når jeg lige der ud, så kommer den samme følelse som før - Væske men ikke tis. Nå tænker jeg, hvis det virkelig er vandet, må der jo også komme nogle veer. jeg vækker min kæreste, for at fortælle ham, jeg troede det var nu Han vågner og vi snakker lidt om det, jeg vælger så at spørge om han vil have sin gave. Han får sin fødselsdagsgave, og efter lidt snak sover han igen.

Kl 02.30 får jeg et ordentlig smæld i lænden, og så kom veerne ellers. Jeg går ind i stuen, da jeg ved jeg ikke kan sove, og er sikker på det bliver en længere proces.
Jeg havde en forestilling om, at veerne vil varme lidt op, at jeg vil få en enkelt og så lidt tid efter en ny, men næææ nej.
Veerne kom med 2 minutters interval og varede 1 minut fra start. Der gik derfor ikke lang tid før jeg ringede ind til fødegangen, for det er gjorde altså virkelig ondt og jeg fik lidt panik når veen kom Jeg havde inden fortalt mig, jeg ville være god til at håndtere smerte, for det er jeg normalt. Så da jeg næsten ikke kunne arbejde med dem, blev jeg en smule panisk.

Fødegangen fortæller vi bare kan komme ind, jeg vækker derfor min kæreste og siger at nu skal vi afsted. Min kæreste vælger så at gå i bad... Derefter pakker han tasken til hospitalet - Den var nemlig ikke pakket, da vi jo stadig havde 2 uger til termin. Til sidst skal han lige sætte hår, og så kan vi tage afsted. I mens han gør sine ting, går jeg rundt og rundt om vores køkkenø, jeg kan ikke stå stille, og forbereder mig så småt på, jeg snart skal ud i en bil - AV!

Da vi endelig kommer ud i bilen er kl 04, min kæreste spørg mig hvordan han skal gøre - Pænt eller hurtigt.
Jeg siger han skal køre pænt men hurtigt. Heldigvis holder veerne en lille pause ude i bilen, så de 2 minutters interval bliver to på hele køreturen. De to der så var, de var virkelig ubehagelige, da man jo ikke rigtig kan røre sig.
Hele køreturen ind, prøver jeg at forberede min kæreste og nok også mig selv på, at vi helt sikkert vil blive sendt hjem.
En førstegangs fødsel tager jo lang tid, og vi har kun været i gang i 2 timer..


Vi kommer ind på fødegangen og bliver undersøgt ret hurtigt, hvorefter hun så fortæller jeg er 5 cm åben.. Her kigger jeg over på min kæreste, og beder ham pænt aflyse gæsterne til de to fødselsdage. Han tager det meget afslappet og siger "jaja, det ser vi på" Hvorefter jeg nærmest råber efter ham "Vi kommer altså ikke hjem uden en baby!!". Jordemoderen står lidt væk og siger grinene "Nej, babyen den kommer nu". Min kæreste bliver nu lidt hvid i hovedet, her gik det vidst op for ham, at nu blev han far om lidt!

Jeg beder efter smertestillende og vi blive enige om guds gave - Nemlig Lattergas. Der går dog lidt tid før jeg kommer ind på en stue og kan få gassen. Da jeg endelig får gassen, bliver det hele meget nemmere. Den virker rigtig godt på mig og jeg må indrømme, jeg bliver reeet så skæv ;)
Jeg beder om at få noget musik, som måske vil kunne distrahere mig lidt. Musikken gør dog bare, at mit hoved begynder at danne rytmer - Rytmer der spilles om og om igen inde i hovedet. Prøver også at bilde Jordemoderen og min kæreste ind at Peter Belli da er forsanger i Gnags!

Kl. 7.30 er der vagtskifte, her kommer en yngre Jordemoder og en studerende ind på stuen. Jeg er også så småt begyndt at få presseveer. Da den nye Jordemoder kommer til, finder de så ud af, at bette mand står skævt på bæknet og ikke rigtig vil falde ned. Hun laver derfor noget rebozo.

Jeg begynder at blive rigtig træt, og kan snart ikke mere, veerne er desværre begyndt at aftage lidt, og jeg får ikke så god hjælp af dem mere. Jeg er 9 cm åben, og har hele tiden en trang til at presse, der sker desværre bare ikke så meget, så efter en konsultation med overjordemoderen beslutter de sig for at prøve med et engangskateter og vedrop.

Efter to timer med presseveer, tager de lattergassen fra mig, og jeg får iltmaske i stedet. Det var en beslutning jeg ikke var helt tilfreds med, og ender da også med at klage min nød til overjordmoderen - Som faktisk giver mig den tilbage ;)
De ender også med at skrue op for vedroppet igen.

Der begynder pludselig at komme lidt flere folk ind på stuen, alt i mens jeg prøver at koncentrere mig om at presse. Overjordmoderen kommer også ind på stuen igen, er bliver de enige om, at nu skal han altså ud og det skal være nu. (Jeg har senere fundet ud af, at hans hjerterytme var begyndt at blive en smule påvirket. Det valgte de ikke at fortælle mig på stuen) Overjordmoderen kommer til, og vi tager et par veer. Hovedet vil dog ikke rigtig komme frem, de bliver derfor enige om at jeg skal have et lille klip. Overjordmoderen kommer til, de venter på næste ve, hvor jeg presser, hun klipper og vores lille dreng kommer op ud. Det sker altsammen på en og samme gang og vores lille søn bliver lagt på min mave

Han er født kl 09.52, vejede 3310 g og var 52 cm lang.
Fødslen tog lige omkring 8 timer fra vandet gik til han var på min mave.

Likes

Comments

At blive forældre er en rigtig stor ting, at blive mor er en kæmpe ting. Samfundet og ens opdragelse fortæller, at når du bliver mor, skal ens egne behov sættes i baggrunden Du skal gøre alt du kan for dette lille væsen, alt hvad du drømmer og tænker om har lange udsigter, selv det at gå på toilettet kan have lange udsigter ;)

I marts blev vi forældre til en fantastisk lille dreng, en dreng jeg er begyndt at elske med hele mit hjerte - Ja jeg skrev begyndt.
Inden han blev født, var jeg sikker på og havde en stor forventning om, at jeg da ville elske den dreng over alt på jorden.
Nu havde jeg jo trods alt båret rundt på ham i ni måneder, mærkede hans hver bevægelse. Da han kom op på maven fældede jeg et par tåre, jeg ved dog stadig ikke om det var udmattelse eller kærlighed. En ting vidste jeg dog, jeg følte ikke denne her kæmpe kærlighed til ham, jeg følte ikke rigtig noget, jeg tror bare jeg var meget forvirret over det hele. Tiden gik og vi var endelig klar til at komme op på barselshotellet. Jeg har hørt fra veninder og læst på nettet, at moren som regel ikke sov de første to til tre dage, da de simpelthen ikke kunne ligge den her fantastiske baby fra sig. Det havde jeg dog ingen problem med. Jeg sov to timer så snart vi var kommet op i sengen.

Da jeg vågnede igen begyndte tankerne at flyve, var der noget galt med mig? Jeg følte ikke en kæmpe kærlighed eller tiltrækning til dette lille væsen, jeg kunne sove uden problemer, jeg havde ikke specielt meget lyst til at reagere på hans gråd om sult eller nærhed.
Jeg valgte at fortælle min kæreste om mine følelser, hvilket ikke var så nemt, for han havde udtalt sig om sin hovedløs forelskelse i vores søn. Jeg var også bange for han vil dømme mine evner som mor, for hvilken mor elsker ikke sit barn?
Her må jeg indrømme han overraskede mig - og heldigvis på den positive måde. Han begyndte at snakke med mig om mine følelser, forklarede at mit liv netop var blevet ændret, det vil tage noget tid at vende sig til. Han fortalte også, at det jo ikke er underligt ikke at elske en person fra første møde. Normalt når man møder nogen, skal man jo først bygge et forhold op, før man elsker nogen - At holde af personen tager mindre tid.
Han fik forsikret mig om, at det ikke er mig den er gal med, det er bare et rigtig ømt emne, et emne som mødre ikke rigtig snakker om, da det jo nok er forbundet med en del tabu.

Den dag i dag, kan jeg stadig godt spørge mig selv, om jeg nu virkelig elsker ham. Jeg begynder oftere og oftere at svare ja til spørgsmålet - For det gør jeg, mere og mere for hver dag!

Likes

Comments

​Velkommen til Unknownmamma, en blog der skal bruges udelukkende som dagbog for mit eget velbefindende. 
I vil her kunne læse lidt o​m mit liv, især mine tanker og følelser, jeg går med hver eneste dag. Jeg vil være anonym gennem hele forløbet, men syntes dog ikke I skal snydes for at læse lidt om mig inden vi går i gang, og så kan I måske forstå de forskellige indlæg lidt bedre ;)

Jeg er en kvinde på 27 år, der bor i Nordjylland med min kæreste og min nyfødte søn. Min kæreste og jeg har været sammen i to år, og er netop flyttet ind i vores nybygger hus. Kort tid efter vi flyttede ind, fødte jeg vores søn, der den dag i dag er 11 uger gammel. 


Likes

Comments