Jeg kommer fra en familie, hvor psykisk sårbarhed og -lidelser altid har fyldt meget. Eller - det har fyldt meget på den måde, at vi aldrig har snakket om det, vi har bare vidst det. Hele min ene side af familien enten er eller har alle været på lykkepiller pga. depression. Den anden side af min familie har indeholdt en lille håndfuld alkoholikere eller folk med diagnoser. Det lyder helt sørgeligt, når jeg opstiller det på denne her måde, men ikke desto mindre, er det sandt.


Jeg har altid været et tænkebarn. Jeg har altid vendt tingene utrolig meget - og længe - i mit hoved, og jeg har ofte taget sagte ting mere til mig, end det var ment, jeg skulle. Jeg har altid været meget følsom, og det er ikke altid blevet imødekommet og forstået. Efter jeg er blevet lidt ældre, og jeg er faldet mere til ro i mine følelser og kan sætte flere ord på dem og ønsker at dele dem med andre, da har jeg nogle gange tænkt, om jeg føler mere end andre mennesker. Eller måske mere, om jeg føler følelserne stærkere end andre mennesker. Jeg har på et tidspunkt snakket med den ene af mine forældre om det, at vi skal være opmærksomme på det, når der nu er så stor grad af psykisk sårbarhed i familien. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal tænke og føle omkring det, for jeg ved ikke, hvad der er normalt, hvornår man tænker for meget, og hvornår man har for mange negative tanker, end hvad godt er. Jeg ved bare, hvordan min hjerne fungerer, og den er i fuld sving kontant! Det fungerer bedst for mig, hvis jeg ikke er for meget alene med mine tanker. Jeg skal helst aktiveres og holde mig igang - og det er jeg begyndt at lære at gøre. Fordi jeg går på universitetet, er der ingen struktur i min hverdag, og det craver jeg for vanvittigt! Jeg ville ønske, jeg skulle være i skole fra 8-15 hver dag, for så kunne jeg holde mere ro i mit hoved. Struktur hjælper mig nemlig til ikke at overtænke. Nok i stor grad også, fordi jeg da ikke skal tænke over, hvordan dagen skal tilrettelægges.

Det var lige et sidespring. Men sagen er den, at jeg er ufattelig ræd for f.eks. at skulle få en depression, og jeg kan mærke på mig selv, når jeg skriver det her, at der sidder en klump i mit bryst. Jeg har rigtig mange følelsesmæssige ting at deale med for tiden. Også i en sådan grad, at jeg burde søge professionel hjælp, for det har jeg gjort før, og det hjalp så meget. Jeg kan bare ikke helt sætte ord på mine følelser, og hvad der "går galt", endnu, især fordi det er mange forskellige ting. Så jeg håber, at jeg ved hjælp af denne blog kan få arbejdet med nogle issues, og måske efterfølgende opsøge en professionel - medmindre jeg selvfølgelig på mirakuløs vis har oprettet en blog, der virkelig bliver healene for mig. Det kunne være fedt! 😃

Likes

Comments

Jeg har inden for de sidste par år virkelig følt, at mit selvværd og selvtillid har været dalende. Jeg har altid haft ganske god selvtillid, men nogle issues med mit selvværd, når det virkelig gjaldt. Jeg har længe fundet det mærkeligt, for jeg har altid tænkt, at man da med årene får bedre og bedre selvværd og selvtillid. Jeg har altid tænkt man kun bliver en bedre og bedre version af sig selv jo ældre man bliver. Det er først inden for de sidste par måneder, det er gået op for mig, hvor "slemt" det egentlig er blevet, og jeg er kommet til at tænke på, at det nok egentlig har fulgtes ret godt ad med, at mit forbrug af de sociale medier er vokset. Jeg er specielt en rigtig instagram-addict, og jeg bruger ret meget tid på at scrolle det hele igennem (Funfact: Min iPhone siger, jeg de sidste 7 dage har brugt 9,7 timer på insta.. det fandme meget!). Jeg er lidt en fitness-gris. Jeg følger alle de der lækre bikinibabes og muskuløse mænd. Når man sidder der og scroller tænker man jo ikke "puha, jeg får det dårligt med mig selv", eller det gør jeg i hvert fald ikke. Jeg tænker altid: "hun ser godt ud, det er mit mål"-agtigt. Men jeg kan godt se problematikken i det nu, for hvis man udsætter sig selv for de tanker 1,38 timer (hurtig hovedregning..) hver dag - så fortæller man gang på gang sin underbevisthed, at man ikke er god nok. Og jeg har sgu altid elsket min krop og aldrig haft nogle issues med den! Pludselig begynder jeg at overveje at tælle kalorier og tabe mit et par kilo, og det er bare ikke mig. Det går mig ret meget på, for jeg vil egentlig bare gerne have det godt. Man burde vel nok tage en kold tyrker og holde sig fra insta i et stykke tid og få sine tanker tilbage til normalen. Det lyder måske lidt tosset, men jeg tror bare ikke, jeg er der, hvor jeg kan det endnu. 

Likes

Comments

Tak, fordi du er klikket ind på min blog. Jeg vil her på bloggen dele tanker fra min hverdag og mit syn på verden. Jeg har oprettet bloggen som en slags skrive-terapi for mig selv, et forsøg på at skabe en struktur i alle de mange tanker, jeg går med hver dag. Jeg håber ikke, du vil finde det alt for navlepillende. Jeg håber, du vil kunne lide, hvad du læser.

Likes

Comments