I dag fik vi sovet igennem som de to små prinsesser vi er. Adrenalinsuset fra igår havde taget rigtig hårdt på os begge. Det kunne både mærkes i krop og sind. Især Mette der slog sin storetå igår (alle scenarier har været afspillet i hovedet, men vi kan ikke finde frem til hvor og hvordan hun har båret sig ad med at slå den) i hvert fald har den fået en god størrelse og ligner mest af alt en dino klo. - planerne om at hike 8 timer blev derfor aflyst da dino kloen ikke ligefrem var i stand til det. Vi valgte derfor at tage en stille og rolig morgen og derefter fulgte vi floden hen til en af Queenstowns mest berømte parker "Queenstown gardens" - her er der b.la. frisbeegolf med omkring 15 huller, skøjtebane og udendørs bowlingbane. Frisbee er virkelig en ting hernede, det er det alle unge mennesker mødes omkring - det er ret skørt da vi slet ikke er vant til at se nogen spille frisbee derhjemme.
Det var en så smuk tur som vi nød i fulde drag.

Da vi kom tilbage valgte vi at søge læ på "vudu café & lader" som er meget berømt for deres gulerodskage og kaffe. Da vi ikke kunne beslutte os for om vi skulle have karamel-brownie eller gulerodskage, valgte vi da bare begge til deling og den obligatoriske livseliksir hernede (kaffe).
Vi har fået snakket om en masse ting og det har været skønt at kunne gå og hyggesnakke om fremtiden og om hvor heldige vi er at glæde os over det vi har og alt det gode som fremtiden vil bringe. Det er især aktuelt da Charlotte står i en situation med at skulle underskrive lejlighed og Mette skal igennem det samme når hun kommer hjem.

Da vi var blevet prop mætte efter alt det kage var vi på vej ud, på vejen stødte vi dog på en dansk-amerikansk mand som snakkede i timevis, han var vildt sød men også en smule spøjs. Han skulle rejse 8 måneder alene til alle mulige steder i hele verden. Vi fik hurtigt det indtryk at han i hvert fald ikke manglede penge, og han fortalte vidt og bredt om hans bedrifter og alle de ting han havde oplevet i sit liv.

På vej tilbage til vores hostel gik vi forbi "fear factory" - kåret til årets indendørsaktivitet hos tripadvisor 3 år i træk. Mette synes da selvfølgelig vi skulle derind, Charlotte var dog ikke helt enig da hun bliver bange af bare at se Anna Pihl. Vi mødte dog to danske drenge udenfor vi havde mødt til bungeejump igår, de anbefalede os kraftigt at gøre det og de mente at hvis vi var seje nok til bungee var det for åndssvagt hvis vi ikke turde gå derind. Mette fik lokket Charlotte til bare at gå med op i receptionen, der så man receptionisten fra siden - ganske almindelig ung mand lige indtil han vendte sig og var en zombie i den anden side af ansigtet. Vi holdte begge to ansigt men man kunne se på hans selvtilfredse smil at han godt kunne mærke han havde skræmt os. Charlotte trippede og Mette pressede på, da receptionisten sagde vi kunne spare 5$ hver var pengepugeren Charlotte overtalt.

Et gammelt hotel, totalt mørke, zombier, mennesker der er lukket nede i en kælder, dukker, edderkopper, blindgyder og klovne. Der var DET HELE! man skulle gå i gangene af det gamle forladte hotel i fuldkommen mørke, kun med røde lys at følge, undervejs skal jeg da godt nok lige love for vi blev skræmte! Vi blev påvirket på alle sanser. Så skræmmende men så fedt!! Selvom turen kun varede 20 minutter føltes tiden uendeligt lang. Vi farede også vild og blev vejledt af en zombie der hviskede til os vi skulle vende om. Føj for en oplevelse, men alle pengene værd!! Vi var rystede, skræmte og lettede da vi efter 25 minutter kom ud. I løbet af turen kan man sige "I chicken out" og man vil øjeblikket blive lukket ud. Bare i dag da vi var der var der 9 chickens. Ialt næsten 15.000 chickens inklusiv Ed Sheeran så vi synes selv at vi er rimelig seje. Impulsiv idioti kan man godt kalde det, men adrenalinen og glæden bagefter vægtede højere end den modbydelige følelse da man stod der i mørket og kun ventede på at blive skræmt fra vid og sans af ens værste mareridt.

Nu stod den på aftensmad. Mette stod for sovsen til pastaen, som egentlig bare var en almindelig tomatsovs med hvidkål og løg. På en eller anden måde formåede hun alligevel at forgifte først os med al den chili der kom i, men også de andre som sad i køkkenet. Vinduer blev åbnet og vi alle hostede godt og grundigt igennem. Maden var så stærk! Vi var dog sultne så det meste blev spist og resten blev til middagsmad i morgen; når turen går mod Milford Sound.

Design din blog - vælg mellem masser af færdige skabeloner på Nouw, eller lav din egen: "peg og klik" - Klik her

Likes

Comments

Dagen i dag bød på at sove "længe". Ikke for Charlottes vedkommende - hun var oppe og ude af sengen kl. 6.30 for at jagte wifi i byen da hun venter på svar ift lejlighed. Da hun kom tilbage ved 8-tiden var Mette vågnet men vi blev enige om at trække den lidt og snue i sengen da vi gerne ville være friske og udhvilede til dagens strabadser.

Det blev dog alligevel til at spille vores omgang 500 færdig mens vi stegte lidt i solen udenfor da ingen af os havde lyst til at koge inde på det ildelugtende værelse vi deler med 4 andre.

Da klokken nærmede sig 12.30 begyndte vi at bevæge os ned i byen til vores pick-up point. Her skulle vi vejes og have numre inden vores hop og så gik turen ud mod det berømte Nevis Jump.

Da vi ankom tjekkede vi ind og blev endnu engang vejet og derefter blev vi iført udstyr. Herfra skulle vi gå ud på en plads hvor man kunne kigge over på den svævende platform hvorfra vi kunne se en masse andre bungeejumpe, imens vi beundrerede det fik vi en kort intro før de første 6 personer skulle afsted mod udspringsplatformen.

Vi var blandt de første 6. Charlotte var helt rolig, hvorimod Mette havde formået at gejle sig selv en smule op - vi formåede dog begge at være ret casual og fattede. Da vi ankom til den svævende platform var dele af gulvet gennemsigtigt så man kunne kigge direkte ned.. Lige til at få dårlige nerver af. Mette var den første der fik lov til at springe. Hun skulle gå gennem en lukket låge og have spændt selve elastikken fast - her skulle man placere sig i en stol der havde ryggen ud mod den store åbne side.. I foden af stolen manglede der en bolt så den vippede bagover hvilket bare gjorde det endnu mere nervepirrende. Da man var fastgjort skulle man stille sig ud på en lille bitte metalplatform hvor man lige netop kunne stå med sine fødder, ikke noget med at kigge for meget ned og tænke over de 134 m. frit fald.. Og så var det ellers at slukke hjernen og glemme alt om psykiske barrierer og 3...2...1 hoppe ud i det (eller nærmere falde, ens ben glemmer tilsyneladende hvordan de virker) FØJ FOR EN SINDSSYG FØLELSE! Mens man svæver der i luften forsvinder tid og sted hel og aldeles omkring dig og følelsen er fuldstændig ubeskrivelig. Alt den frygt og uro man har opbygget forsvinder og det eneste man mærker er adrenalinsuset. Efter 4 "bounces" med hovedet nedad skal man hive i en strop for at blive vendt den rette vej hvorefter man kan nyde udsigten og lade kroppen falde til ro.
Da vi kom tilbage på fast grund var vi begge to helt høje på adrenalin, vi var inde og kigge billeder og videoer. Charlotte købte videoen og Mette både video og billeder, derudover fik vi en t-shirt samt et diplom der dokumenterer at vi er "nevisjumpere" - da vi kom tilbage til Queenstown kiggede vi lidt rundt i byen før vi tog tilbage til Lakeside Backpackers. Charlotte gik en aftentur langs floden og fik taget nogle billeder mens Mette fik ryddet lidt op og ømmede sig over hendes storetå som hun af uforklarlige årsager har formået at skade i løbet af hendes bungeejump.

Likes

Comments

Morgenen startede rigtig godt ud, vi havde god tid og pakket dagen i forvejen så vi kunne tage det stille og roligt. Charlotte var sikker på at bussen kørte 9.30 for det havde hun hørt chaufføren sige, og det havde ingen af os tænkt videre over at tjekke op på. Hun havde ikke virket det mindste i tvivl, i hvert fald ikke før vi er halvvejs nede ved bussen, kl. 09.12 og hun kommer i tanke om at hun aldrig fik tjekket om det nu var rigtigt med 9.30. Det var det selvfølgelig ikke.. Som Salomé ville have sunget når tingene ikke gik som forventet. "🎼Life, oh life, ohhhhh liiiiifffeeee"..

Vi ringede til kiwi kontoret og fik dem til at booke en intercity bus til os da der ikke var flere kiwi busser i dag og heller ikke imorgen.. Dumme 45$ at bruge, men det er vel også en oplevelse i sig selv?
Hun sagde hun havde booket til i dag kl. 10 så vi løb ned til der hvor vi skulle samles op, kun for at finde ud af hun havde booket forkert og at pladserne var reserveret til imorgen... Dear Lord.. Chaufføren kunne heldigvis booke os ind til kl. 14.30. Vi fik tiden til at gå med at få en kop kaffe og kigge lidt på byen. Desværre var der ikke ligeså dejlig solskin som igår, men solen kom dog frem. Vi skulle i kiwibussen have booket vores bungeejump med chaufføren da kiwi har nogle specielle priser og tilbud, men da vi ikke nåede bussen kunne vi selvfølgelig ikke gøre det. Vi ringede endnu engang til kiwikontoret og bad dem ringe til chaufføren og sige han skulle booke to mere ind, men det kunne pludselig ikke lade sig gøre fordi vi ikke var med bussen. Mette prøvede at ringe 3 gange hvorefter hun besluttede at det nok var bedst hvis Charlotte prøvede eftersom hun var for sur over kontordamens flabede svar til at kunne håndtere det. Charlotte dirrede selv af raseri ca. 3 min. inde i samtalen.. Men i fællesskab fik vi forklaret hende at det var sindssygt dårlig kundeservice og at det ikke kunne være rigtigt man skulle straffes fordi man missede en bus, hvilket kan ske for alle. 5 opkald og 1,5 time senere fik vi så endelig lov til at få vores bungeejump til den pris de reklamerer med og de to stædigste damer syd for ækvator fik ret. - så gik der også lidt tid med det.

Resten af ventetiden blev brugt på at gå lidt rundt, gå ind i supermarkedet hvor vi selvfølgelig ikke måtte have vores rygsække på så dem måtte vi putte i en indkøbsvogn (behøver jeg skrive at folk kiggede meget underligt på os).

Kl. blev endelig 14.30 og vi hoppede på vores bus mod Queenstown. Med et enkelt stop på vejen, for at købe lækker nyplukket frugt i en frugtplantage og en hjemmelavet is, var vi fremme efter 2 timer. Her skulle vi forbi bungeejump udbyderen og betale for hoppet, her fik vi også set en video af det 134 m. høje hop, behøver vi sige at det var forfærdeligt at se? Nu er det købt og betalt og der er ingen mulighed for at få pengene tilbage..

Vi fik kigget på en masse butikker da vi jager den helt perfekte badedragt til frk. Schmidt, som er en smuuule kræsen. Byen i sig selv er sindssygt flot og der er mange små hyggelige parker og virkelig smuk udsigt til floden, som vi også har panorama udsigt over fra vores hostel. Der er mange butikker og masser liv. Vi blev hurtigt enige om at Queenstown må være den livligste by vi endnu har været i og selvom Wellington er hovedstaden er den langt fra ligeså "storby agtig".

Aftenen blev brugt på at spille 500 på værelset inden vi hoppede i seng.

Likes

Comments

Planen for i dag var at hike til Roys Peak. Der var dog ikke rigtig nogle af os der havde det store behov for at skulle bestige et bjerg i dag i den blændende sol. Derfor blev vi enige om at tage hen til Wanaka Tree som ligger langs Lake Wanaka. Der gik vi langs breden og nød solen som bagte på os. Vi fik lavet lidt fotoshoot og legede rigtige turister. Efter lidt tid besluttede vi os for at blive der hvor vi var nået til og solbade lidt. Der blev soppet i vandet som faktisk var overraskende varmt, en skam vi ikke havde badetøjet med! Her fik Charlotte også talt hvor mange stik hun havde fået, og på den ene ben blev det til 198 stk. Vi fik vores traditionelle frokost som består af frisk brød med humus og peberfrugt. Mette slog smut (eller... hun prøvede). Generelt bare dejligt med sådan en stille og rolig dag.

Ved 3-tiden besluttede vi os for at gå hjem og handlede ind til pizza på vejen hjem da vi havde en pose mel vi ikke gad slæbe rundt på længere. Mette gik i bad og fik ryddet op i hendes kæmpe rygsæk og Charlotte sad i solen og kiggede på billederne fra turen og læste i en bog. Så bagte vi dejen og imens den hævede gik Charlotte i bad. Eftersom det er den 14 december, er det jo Marias (Charlottes mor) fødselsdag, så der blev ringet hjem og sunget fødselsdagssang for hende. Nu skulle pizzaerne laves, som egentlig bare bestod af resterne af vores grøntsager. Alligevel fik vi utrolig mange kommentarer, komplimenter og misundelig blikke fra de andre som alle var totalt imponerede over vores pizzaer. (Som i virkeligheden bestod af dej, tomatsauce og vores broccoli, kartofler og løg der virkelig skulle bruges). Vi hyggede med aftensmaden men da vi havde lavet så mange pizzaer (3) blev klokken alligevel mange før vi var færdige med at spise og rydde op så vi gik i seng ret kort efter.

Likes

Comments

Endelig fik vi begge en fantastisk nattesøvn, eller ihvertfald bedre end de sidste to nætter. Charlotte havde dopet sig inden hun skulle sove med 2 slags piller, og hun sov som en lille baby hele natten. Hun har fået så mange piller, at nu kunne hun godt være den pusher, mange tror hun er. (Måske vi skulle lave en forretning ud af det?😉). Charlotte stod op kl 8, hvor det tog hende 10 min at smøre den creme på hun også har fået mod allergien, da der simpelthen bare er så mange stik. Så fik hun lidt morgenmad og smurte madpakke til hendes dag ved tandlægen. Mette stod op da Charlotte tog afsted og hyggede lidt omkring sig selv.

Da jeg kom hen til tandlægen var jeg spændt på hvad dagen skulle bringe. Jeg kom ind i klinikken og den samme dame som havde sagt ja dagen før stod der. Der var pyntet op til jul, men ret skørt at de spillede rock derinde i venteværelset. Jeg fik en snak med hende og en anden dame som kom fra universitet i Otago, hvor de uddanner tandlæger. Det var spændende, men nu ville jeg gerne bare ind til tandlægen og se hvad han lavede og hvordan det foregår i NZ. Tandlægen Oliver kom ud og jeg gik med ham ind på kontoret. Han informerede mig så om at de havde en rigtig travl dag i dag, da han var den eneste tandlæge på arbejde, så jeg kunne ikke komme med ind på klinikken ved patienterne. Øv altså, havde virkelig glædet mig til det. Han gav mig så en rundvisning på klinikken og vi snakkede lidt om os selv. Han tilbød mig så at jeg kunne mødes med ham i hans pause kl 13, og så kunne vi snakke. Først var jeg lidt, jeg vil ikke snakke men se, men tænkte det nok var en fin måde ikke at gå hjem med følelsen af det bare var spild. Jeg sagde så farvel og gik hjem til Mette på hostellet igen. Det var perfekt timing, Mette var nemlig på vej ud af døren op til Mt Iron, da det var rigtig flot solskinsvejr. Så vi fik muligheden for at tilbringe dagen sammen alligevel. Vi skulle dog lige gå et stykke før vi kom hen til der hvor bjerget var. Bare fra bunden af bjerget havde man en flot udsigt, da man bare er omringet af bjerge. Turen op var stille og rolig og man fulgte bare en sti, jo højere vi kom op desto flottere blev den panoramiske udsigt over byen, søerne og bjergkæden. 1 time efter var vi nået til toppen og der var så smukt deroppe, og også temmeligt varmt. Vi havde begge taget regnjakker med, da vejrudsigten sagde regn.. Så gik vi ellers ned af bjerget og det passede lige med at da vi kom tilbage til hostellet skulle Charlotte afsted til frokostmødet med tandlægen. Mette har fået Camilla Läckbergs bog Løvetæmmeren af en anden dansker vi mødte, så den er hun vildt opslugt af og har næsten læst hele bogen på 2 dage nu 😆

Jeg ventede ikke længe nede ved tandlægen før han var klar til frokostpause. Jeg tænkte vi bare skulle sidde i deres frokoststue, men nej vi skulle ned og have sushi. Han spiste åbentbart ude hver dag (hvilket liv som tandlæge haha). Mens vi sad på cafeen fik jeg mulighed for at snakke løs om uddannelsen og det at være tandlæge, selvfølgelig blev der også talt lidt rejse. (Han rejste et helt år efter han var blevet uddannet som tandlæge og havde været i klinik i 2 år) Han har kun været uddannet tandlæge i 4 år, så han er ung. Det var ret fedt at høre om jobbet fra en på nærmest min alder og ny i erhvervet. Han fortalte om hvad han synes var fordele og ulemper ved jobbet. Hvordan systemet for universitetet er dernede, hvordan det er at komme i klinik. Det fede ved uddannelsen dernede er at det sidste år af de 5 år i alt, der er de på en klinik. Det skulle Danmark lære noget af. Tilgengæld er deres klinikassistenter ikke udlært, men en hvilken som helst kan bare søge jobbet. For sjov spurgte jeg ind til hvad det kostede at gå til tandlæge og det var 260 NZD pr tandlægetjek (1130 danske kroner). Jeg synes bare det var dyrt ved lægen i går, hvor jeg betalte 155 NZD (650kr), men det jo intet i forhold til tandlægebesøg så. Vi har det nu meget godt i Danmark! Efter lidt over en times snak med ham, skulle han tilbage på arbejdet. Jeg er virkelig taknemmelig for han ville bruge sin pause på at snakke med mig omkring jobbet, og han ønskede mig held og lykke fremover med mine planer som tandlæge. Da jeg kom tilbage var Mette næsten færdig med bogen. Vi skulle i biografen her til aften og inden da fik Mette læst bogen (på 383 sider) færdig mens Charlotte så en film i fællesrummet.

Regnen kom, og det passede perfekt med vores tur i biografen. Vi skulle se "The Man Who Invented Christmas" en film om Charles Dickens og hvordan han skrev bogen "Christmas Carol". Biografen i sig selv var en oplevelse. Et enormt hyggeligt sted hvor væggene var præget af filmplakater fra flere år tilbage. Selve biografsalen havde en bil med sæder og en masse hyggelige sofaer. Vi slængede os i en lækker blå sofa med dertilhørende palliet-broderede puder. Vi havde medbragt uldsokker og var rigtig i hyggehumør. Midtvejs i filmen var der en pause, her serverede de nybagte lune cookies - vi valgte selvfølgelig at købe en hver, hvilket vi bittert fortrød.. Det blev vores aftensmad da ingen af os kunne få en bid mere ned, den følelse havde vi allerede efter en halv cookie. Filmen var rigtig god og tankevækkende og fik os i rigtig julehumør. (Måske savner vi også vores familie lidt ekstra nu) heldigvis har Charlotte stadig noget pynt tilbage fra temafesten som hun trofast pynter sengen med hver gang vi kommer til et nyt hostel.

Likes

Comments

Klokken blev 6.30 og vi skulle op. Charlotte havde ikke sovet mere end 3-4 timer i nat, pga de stik hun havde fået var blevet rigtig slemme og holdte hende vågen. Ingen kunne rigtig fortælle hvad det var, men alle var ihvertfald i chok over hvor voldsomt og underligt det så ud. Alle var trætte i bussen og der var ikke meget snak. Efter 40 min holdte vi ind ved Lake Matheson, som skulle have en flot spejling fra bjergene, men det var ihvertfald ikke tilfældet i dag. Charlotte fik ringet til lægen og fik en tid kl 17 i Wanaka. Bagefter holdte vi også ind ved et vandfald hvor vi fik taget nogle skøre billeder. Der var en del stop i dag ved forskellige søer. Kl 15 ankom vi til Wanaka og vi fandt vores hostel (Flying Kiwi Backpackers). Mette tog en lur mens Charlotte tog ned til Base hvor hun skulle mødes med Lisa fra Tyskland, som utrolig gerne ville med på lægehuset. På vej derned så hun en tandlæge, og fik den ide at gå ind for at spørge om hun kunne komme i praktik dagen efter. Det blev et ja, så hun er helt lykkelig over at få muligheden for at være i en tandlægeklinik i et andet land. Lægebesøget gik fint og hun fik afvide at det var en allergisk reaktion overfor sandflies, så nu står den på antihistamin og noget allergicreme de næste par dage. Så gik Lisa og hende hjem, og det blev aftensmad tid.
Efter aftensmad ville Mette og Charlotte i biografen så de gik ned til byen, men desværre blev den film de ville se ikke spillet på det tidspunkt. Vi havde dog nået at få købt slik, men det blev så spist på hostellet mens der blev skrevet blogindlæg og læst i lidt bøger.

Likes

Comments

Mettes dag:
Kl 07.00 slog jeg øjnene op til det smukkeste solskin - YES MAN! Så kan jeg komme ud og skydive. Vejret i Franz Josef kan skifte fra klart til overskyet hvis du kigger væk i 3 minutter. Og min oprindelige tid igår eftermiddags blev aflyst selvom vejret havde set lovende ud... Jeg besluttede mig for at skynde mig ned i receptionen så snart de åbnede for at forhøre mig om mulighederne for at fremskynde min skydiving til hurtigst muligt i stedet for kl. 14.30. Det kunne lade sig gøre 11.30 hvis jeg fandt de andre fra bussen der skulle skydive... Det var så lettere sagt end gjort da vi var spredt for alle vinde og jeg ikke engang kendte deres navne. Så det lykkes mig desværre ikke, og vejret holdte heller ikke til det så det ville blive aflyst anyways...

Jeg bibeholdt min booking til 14.30 hvis nu vejret skulle klare op. I mellemtiden havde jeg ikke lyst til at spilde min tid når der var så meget smuk natur lige for næsen af mig. Jeg besluttede mig for at tage en hiking tur med Charlotte og Stephanie (en tysk pige fra bussen) - jeg havde desværre ikke så meget tid og turen hen til starten af hiken var 1 times gang - vi var dog så heldige at blive samlet op af et fransk ægtepar som vi kørte med. Vi havde kig på en 1,5 times tur hen til Franz Josef gletcher. Char og Steph besluttede sig for at tage en tur der, pga vejret så ud til at klare op, var åbnet - det havde jeg dog ikke tid til hvis jeg skulle nå hjem til 14.30 så det blev til en anden rute, der mest af alt blev til en lille times løbetur for at nå hen til gletcheren og hjem igen kun for at få afvide at vejret stadig ikke var godt nok... på vejen tilbage til Franz Josef kørte jeg med et ældre amerikansk par, de fortalte mig at jeg var den første blaffer de nogensinde havde samlet op, men jeg så så sød ud at det turde de godt. Jeg fik en rigtig god snak med dem og anbefalede dem en masse steder de skulle se på nordøen så de mente de havde fået endnu mere ud af turen end jeg havde.

Efter jeg havde fået afvide det var aflyst 14.30 blev det endnu engang rykket, denne gang til kl. 17.. Som så også blev aflyst.. I frustration skulle jeg ud og bevæge mig noget mere så jeg tog den samme tur som Charlotte gjorde igår, og kan kun tilslutte mig hendes mening om hvor smuk den tur var! Om aftenen fik vi lavet en stor portion mad så vi havde både til aftensmad og frokost. Vi snakkede og hyggede os på værelset og så faldt jeg ellers i søvn. Stakkels Charlotte har ikke fået meget søvn men det har jeg ikke opdaget da jeg havde både prinsesse natbrillerne på og ørepropper.

Charlottes dag:
Fantastisk endelig at kunne sove længe. Natten havde været lidt urolig pga. de stik jeg havde fået, men formåede så tilgengæld at kunne sove til kl 10. Så fik jeg klædt mig på til vandretur og smurt hele kroppen godt og grundigt ind i myggespray. Til morgenmad fik jeg omelet med en masse lækre grøntsager og lidt frygt, da dette også skulle være middagsmad. Mens jeg stod og lavede mad kom Steffanie fra Tyskland hen for at høre hvilke planer jeg havde i dag. Vi blev enige om at tage ud og hike sammen, hvor Mette så også besluttede at slutte sig til os. For at komme ud til stedet hvor vi skulle vandre, skulle vi gå 5 km. Efter den ene km begyndte jeg at tomle og det blev en succes. Et par fra Frankrig tog os med, de var så søde. Da vi kom til stedet så vejret bedre ud end hvad de havde lovet, så Stefanie og jeg blev enige om at gå den 12,9 km hike (Roberts Peak Walkway), som man kun må gå i tørvejr, da der sker mange uheld ved den og ihvertfald 3 personer er døde. Turen bød på 4 hængebroer og nogle skøre trapper. Det var så skønt endelig at snakke tysk igen. Det var så smukt at kigge på bjerget dækket af sne i baggrunden mens man vandrede igennem regnskoven. Det var nærmere sten man gik/klatrede på, end almindelig jord. Stenene var nogle steder rigtig glatte og man skulle virkelig passe på hvor man satte fødderne. Jeg vil mene at vi nærmest klatrede mere end vandrede. Vandreturen var vildt udfordrende og rigtig spændende. Efter en hård tur nåede vi endelig det vi var kommet efter: Franz Josef Gletsjeren. Det var vildt hvor tæt vi kom på den, og fedt at have set den. Der går ikke mange år før den er væk, da hver dag forsvinder 8 meter af gletsjeren.
Helt klart den bedste vandtetur jeg har indtil nu har prøvet!

Så gik turen hjem igen, og selvom det var samme vej retur føltes det som en helt ny rute, og man nød den flotte natur. Helt tilfældigt mødte vi 3 tyske drenge vi kørte med tilbage til byen. Nu fik jeg så muligheden for at prøve spaet, det var SÅÅ skønt. Efter lidt kom Mette hjem og vi lavede lidt mad og snakkede om hvordan dagen havde været.

Likes

Comments

Når vi nu endelig havde chancen for at sove længe vælger vi selvfølgelig at vågne kl 7.30, eller gjorde Charlotte ihvertfald. Hun stod op og gik i bad, hvilket i den grad var tiltrængt efter alt det danseri dagen før. Efter et dejligt bad fik hun pakket og Mette vågnede nu. Mette gik så i bad og imens gik Charlotte ned til Lake Mahinapua. Først skulle man igennem en regnskov, det er den første Charlotte nogensinde har set, og da det var tidlig morgen, var den stadig helt fugtig. 1 km efter kom man ned til søen, der var utroligt smukt og stille, lige hvad man havde lyst til efter en sjov og højlydt aften. Da hun kom tilbage var der morgenmad, det var også inkl. I prisen. Dog var vi ikke begejstret for den: pandekager, bacon og lyst brød, lidt kedeligt.

Kl. 10.30 kørte vi fra lodgen. Vi nåede kun 30 min inden vi holdte ind ved en anden sø (Lake Inhapa) og følelsen af kineser kom lidt frem i os. For det var virkelig bare ud af bussen, tage billeder og så afsted igen. Her blev der også offentligtgjort en vinder fra kostumefesten i går, desværre ikke os. Et par timer efter ankom vi til Franz Josef, hvor vi skal bo på Rainforrest Retreat. Her bor vi sammen med Lisa (Tyskland) og Salomé (Holland) og to drenge, det rigtig sjovt og hyggeligt. Nu var det sen middagsmad, den bød på pasta med pesto og en masse lækre grillede grøntsager.

Charlotte besluttede sig at gå en tur, da det havde været en ret tom dag. Eftersom vi bor lige op til regnskoven var det jo det oplagte valg. Turen hed Tatara Tunnels. Først starter man i regnskoven og det bare utroligt smukt at gå der. Der var næsten ingen mennesker, måske sådan 6 personer. Så man følte bare man havde det for sig selv. Det var nok lidt et Maori-øjeblik, bare at gå der alene og virkelig komme helt ind i sig selv. Der var en flod der løb imens man kunne se bjergene i baggrunden. Til sidst kom man til en grotte, hvor man virkelig tror at “NO ENTRY”-skiltet er blevet fjernet ved et uheld. Men selvfølgelig skulle Charlotte prøve at gå derind. Der var helt mørkt og man kunne ikke stå helt oprejst derinde hele tiden. På jorden løb der vand og man skulle træde på sten i grotten mens man holdte ved væggene for ikke at få helt våde fødder. Imens kan man så se på Glowworms, dog ikke så stor grad som i Waitamo. Men måske endda mere specielt, da denne grotte ikke er noget alle oplever. Cirka 6 min (føles som 30 min) går man igennem den helt mørke fugtige grotte før man kommer ud til en lysning. Faktisk ret uhyggeligt, men sjovt hvordan alle ens sanser bare er tændt. Turen tilbage gennem grotten føltes så kun som 3 min, hvilket var ret spændende at opleve hvordan det uvisse påvirker en så meget. Så gik turen tilbage og dum som Charlotte af og til kan være, blev myggesprayen glemt, så der er en del sandfluebid overalt på kroppen...

Mette skulle have været ude og skydive i dag, men det blev aflyst pga. vejret, hun har dog stadig chancen for at nå det imorgen hvis vejret bliver bedre - det er svært at sige da vejret over Fox Glacier ændrer sig meget da det er ret uforudsigeligt med vejret i bjergene. Hun har planlagt at skulle på samme gåtur som Charlotte dog imorgen formiddag mens hun afventer svar på om vejret er godt nok til skydiving så hun ikke skal kede sig hele dagen imorgen. Mens Charlotte var ude og gå havde hun tid til at slappe af og snakke med de andre. Der blev også brugt lidt tid i den store hottub med plads til 25 personer.



Om aftenen havde vi meldt os til pizza middagen. Det var vildt hyggeligt, og man lærte en masse nye mennesker at kende, da det ikke kun var fra kiwi-bussen. Pizzaerne var lige det man havde lyst til efter en nat med alkohol, så helt klart et godt valg!

Likes

Comments

Dagen i bussen var lidt lang igen i dag, heldigvis blev den afbrudt af nogle stop undervejs. Blandt andet var vi på en 1 times gåtur for at kigge på sæler, og hold da op hvor var der mange af dem!!! Man skulle dog kigge godt efter for at få øje på dem, de gik nemlig stort set i ét med de sten som de lå på. Den ene time var desværre nok til at gøre os pjaskvåde, og med en bus hvor airconditionen var i stykker blev det en smuuule koldt.

Da vi havde kørt endnu en times tid skulle vi ud og se "pancakerocks", som er sten der pga. naturen ligner en bunke pandekager pga. deres "lag på lag". Regnen var heldigvis ophørt og vi kom tørre tilbage i bussen. Mette nåede også at tømme halvdelen af det kæmpe store bagagerum i bussen for andre folks tasker for at nå ind til hendes så hun kunne få sin sweater..

Inden ankomst på Mahinapua Hotel blev der offentliggjort tema til aftenens temafest. Alle skulle klædes ud som noget der startede med det samme som ens forbogstav. Charlotte = Christmastree og Mette = Mumie. Vi stoppede for at handle ind til kostumerne inden turen gik til Mahinapua Hotel.

Her blev vi indlogeret sammen med Salomé og Lisa fra Tyskland som nu er blevet en del af vores lille gruppe. Vi 4 hygger os rigtig godt sammen og hele bussen havde en helt vildt god fest hvor vi forinden allesammen havde spist aftensmad sammen. Der var rigtig mange danskere på bussen, så også ret dejligt at møde lidt folk fra hjemlandet og så endda en masse fynboer. Vi fik lært de andre en masse danske både kort- og terningespil og fik drukket et par øl og måske et par tequila shots 😉 Charlotte fik også lært dem et par dansemoves, som nok ikke ligefrem var kønne men sjove var de, især fordi folk var med på den. 💃🏼

Likes

Comments

I dag har vi haft en af de lange transportdage. Vi fik dog heldigvis lov til at starte dagen ud med at få sovet længe og kunne gå og nusse med at pakke og spise morgenmad.

Da vi kom på bussen var kursen sat mod Nelson Lakes Park hvor der er den smukkeste flod med udsigt til bjergene. Vi brugte en time her på at bade og slappe af. Ingen af os hoppede i da vi så de kæmpe ål der boede under broen, hvor de andre ikke nåede at se dem før de hoppede i. FØJ de var store!!

Vi har ikke rigtig mødt nogle danskere hernede, men på denne bus er der 5 danskere hvor 4 af dem faktisk er fynboer fra Odense.

Vi er nu i Westport hvor vi skal være til imorgen, her slapper vi bare af på vores hostel hvor der også bor 3 andre danskere. Så vi er omringet af danskere for første gang på turen.

Vores hostel er et "plastic bag free" hostel, hvilket ingen af os nogensinde har hørt om.. Men plastikposer er bandlyst.. Fedt for os der havde halvdelen af supermarkedet i ikke mindre end 4 kæmpe plastikposer - pinligt 😂 aftenen er blevet brugt på at hygge os med de andre og spise lækker aftensmad og pandekager med is til dessert med de andre piger.

Likes

Comments