Sponsoreret af Studio Rov

Det er søreme blevet søndag og dermed tid til mit lille advents tema igen. Jeg har en forkærlighed for alt muligt værk til hjemmet, og især for ting som er lavet med hænderne. Skåle, små kander og kopper og endnu flere kopper. Ha ha, jeg har svært ved at lade sådan noget stå, når jeg passerer det på min vej. Og så alligevel, er jeg nok ret kræsen - så min samling er ikke særlig stor - men pæn. Alt er enten købt eller modtaget med kærlighed og jeg bliver glad af at drikke min te af en smuk kop, som er drejet af et par dygtige hænder på et hyggeligt værksted. Det er bare som om det smager en my bedre på den måde. Min mand er så træt af at jeg også kan finde på at servere vand i mine kopper, men jeg elsker at kigge på dem og bruge dem. Og så kan jeg godt lide at de alle er forskellige.

Studio Rov er en butik som ligger på Frederiksberg, faktsisk lå den først på Nørrebro og jeg gik derfor ofte forbi med barnevognen. Jeg kommer der dog stadig selvom den er flyttet, bare ikke helt så ofte. Butikken er nemlig fyldt med en masse gode interiørprodukter. Det som jeg især godt kan lide, det er at der forskellige prislag og faktisk en hel del, som ligger omkring de 200-300 kr, så det er også det perfekte gave sted. Der er rigtig mange kopper og så er der også fine kurve, tæpper, planter, knager og en masse andet. Gå selv ind og kig på deres fine hjemmeside her.

Ofte så kan man finde ukendte kunsthåndværkere i butikken. Sådan noget man ikke sådan kan købe andre steder her i København. Der er også de lidt større mærker at finde, men det er altid en god idé at holde lidt øje med butikken både fysisk og online, da Marie som har butikken ofte tager nogle modige valg i forhold til interiørprodukterne. Jeg synes i hvert fald det er rart for mine øjne at se noget som ikke er helt så mainstream.

Denne smukke håndlavede porcelænskop er lavet af Ana Suares og Studio Rov er eneforhandler på dem her i Danmark. Jeg er vild med farvekombinationen. Der også fine skeer, som passer til kopperne.

Konkurrence

Du har mulighed for at vinde en valgfri kop og en ske fra Ana Suares, som du både finder i butikken på Frederiksberg og online.

Det eneste du skal gøre er at skrive en kommentar herunder. Husk at skrive din mail adresse i selve kommentaren. Jeg trækker en vinder næste søndag, hvor endnu en advents giveaway sættes igang.

Som altid må du også meget gerne følge med hos Studio Rovs Instagram, men det er intet krav. Du kan gøre det her.

Kærligst fra Trine

Hvis du har lyst til at følge fast med her hos mig kan du gøre det på Bloglovin , Facebook og Instagram . Tak fordi du gider.

Blog på mobilen - Blog via mobilen - Nouw har en af markedets bedste blogging apps - Klik her

Likes

Comments

Jeg kom til at tænke på noget i dag. Noget som julen fik mig til at tænke på. Det handlede om glæde. Glæden og forventningens glæde. To ting som ikke altid passer sammen. Glæden formår nemlig ikke altid at leve op til forventningens glæde. Jeg tænker vi alle sammen har prøvet at blive skuffet, fordi vi på forhånd har forestillet os noget. Vi har set det hele for os inden det sker og så lever virkeligheden slet ikke op til forventningen. Det er en klassikker ik?

Jeg har båret nogle forventninger med mig gennem livet på mine børns vegne. Og desværre kan jeg som mor nogle gange glemme at tiden er en anden, end da jeg selv var barn. Tiden ændrer hver dag verden og den måde som vi møder den på. Da jeg var barn og det var jul, var der en enkelt julekalender i tv, udover det var der ikke rigtig noget børnefjernsyn. Den ekstra magi som julen satte ind var virkelig stor og ægte i mit lille børnesind. Det var magisk, når "Jul på Slottet" gled over skærmen og jeg troede 100 % på at det var virkeligt. Nisserne, historierne, det hele. Jeg åd det råt og stillede måske ikke helt så mange spørgsmål ved setuppet. Mine børn stiller spørgsmål. Findes de, er det ægte mennesker som bare har klædt sig ud? De er vant til at se børnefjernsyn, de ser Netflix - det at se bønefilm er ikke helt ligeså enestående længere. Misforstå mig ikke, de elsker at se Tinka og Selma her i december, men for dem er det ikke helt på samme måde en sjældenthed at der er børnefilm i fjernsynet. Derfor ryger en smule af magien og glæden ved det hele. Måske ikke deres, men min. De kender jo ikke andet.

Der er også noget med gaverne. Udvalget, måden vi lever på, smid ud kulturen - det går hurtigt. Der er hele tiden diverse diller på skolen, på fritten og i børnehaven. Kortvarige slags. I BR er der uendelige af muligheder for børnene. Der var selvfølgelig også forskellige tendenser da jeg var barn, men der var ved gud ikke helt så mange. Der var dukker, Barbie, My little pony og Skovens dyr (som nu hedder Sylvaniens) og noget med He-Man og racerbaner med ledninger. Det var ikke så kompliceret, valget var ret ligetil og enkelt. Og de ønsker man havde var virkelig noget man brændende ønskede sig. Sådan helt ondt i maven agtigt.

Vi lever i en tid, hvor vi ofte køber det vi mangler. Vi skal ikke mange år tilbage, hvor man fik en appelsin (som var virkelig eksotisk) og et par hjemmestrikkede sokker i julegave - ikke fordi de var hyggelige, men fordi vi havde brug for dem, for ikke at fryse om tæerne. Nu er der mange børn (og voksne), som ikke helt ved hvad de ønsker sig. Jeg synes det er kedeligt. Hvert år bliver det hele lige skruet en tand op. Endnu flere julekalendre i tv, nissedøre, endnu flere muligheder for kalendre med låger og alverdens indhold. Og det er nærmest ilde set, hvis man som voksen ikke også ejer en eller to styks med luksus chokolade, cremer eller andet ekstra forkælelses lir. Jeg husker ikke mine forældre også åbnede låger. Det er jo skide hyggeligt og dejligt vi har mulighed og luft i økonomien til den ekstra forkælelse frem til den 24. Men hvad mon det næste bliver? Og kan vi blive ved med at skrue op?

Jeg føler lidt at levestandarten hele tiden højnes og der er et pres, en forventning. Min forventning om at en clementin i julesokken er helt ok, holder sgu ikke rigtigt i den virkelige verden. Jeg holder fast, men jeg kan godt se når mine børn er skuffede. Og det er her, at det måske mest af alt er min egen forventningens glæde ikke altid holder, for der skal mere til. Vi har selv skruet det op og det er nok svært at skrue ned igen. Jeg prøver dog at holde fast ved de små ting og glæder, for mig og for mine børn. Sådan så glæden også bare er en følelse, uden en materiel tilføjelse. Sådan så glæden stadig kan leve op til selve forventningen om den.

Kærligst fra Trine

Hvis du har lyst til at følge fast med her hos mig kan du gøre det på Bloglovin , Facebook og Instagram . Tak fordi du gider.

Likes

Comments

Imorges havde jeg den lille hverdagsglæde at følge min søn i skole. Bare ham og jeg. Vi var tidligt på den, da jeg skulle til et møde. Derfor skulle han på morgenfrit, det kommer han aldrig, så han glædede sig til at prøve det. Vi gik hånd i hånd, det var mørkt og gadelygterne skinnede ned på den våde sorte gade. Vi talte om, at lige om lidt så ville lyset så småt komme og gadelygterne ville slukkes. Om lidt ville gaden være fuld af alle børnene som skulle i skole og forældre på vej på deres arbejde. Ved skolen ligger en smuk kirke, som i hver et vindue, her i december måned, har tændte julestjerner og det så smukt ud, sådan en helt stille morgenstund. Vi talte om hvem der mon skulle åbne kalendergaven i klassen og om den tur som de skulle afsted på, når skolen ville åbne klokken 8. Hver evig eneste tirsdag drager de nemlig på tur. Det kan være en tur til dyrehaven, til Amager Strandpark eller i noget teater. Alt sammen med læring for øje, selvfølgelig. Det er da ret så luksus og noget vi sætter stor pris på.

Vi finder morgenfritten og jeg går med ind. Der er helt lunt og der står et pyntet juletræ med tændte lys på, som lyser op i det morgen dunkle lokale. Om bordet sidder en voksen og spiller et spil med nogle børn og i sofaen sidder en anden voksen og læser højt fra en bog. Jeg sagde farvel og stod udenfor lidt, mens jeg fandt mine hovedtelefoner frem og satte lyd i mine ører. Og så følte jeg mig bare så evig taknemmelig over, at der findes sådan nogle gode mennesker som sørger for at passe godt på mine børn, mens jeg arbejder. Den danske folkeskole får så utrolig mange hug i debatten, derfor er det altså også vigtigt at se og sætte pris på alt det gode, som den også kan. Jeg har intet dårligt at sige om den - sådan generelt, men da jeg satte mine pedaler igang mod job, var det med sådan en ekstra følelse af ro i maven - for hold nu kæft hvor er vi heldige at have sådan en fin skole. En skole som pynter op, julehygger, tager på tur og vigtigst af alt lærer vores poder at læse, skrive, regne og i det hele taget at være små gode borgere ude i livet. Det er jeg taknemmelig over.

God tirsdag derude. Hvor er jeg dog glad for i læser med. Skide glad faktisk.

Kærligst fra Trine

Hvis du har lyst til at følge fast med her hos mig kan du gøre det på Bloglovin , Facebook og Instagram . Tak fordi du gider.

Likes

Comments

Alfred 7 år:

"nogengangen er de lidt mærkelige dem inde i fjernsynet. Men de får jo penge for det. Ik mor?"

"mor - hvis jeg var præsident så skulle man først være voksen, når man blev 20 og ikke 18. For det er så sjovt at være et barn"

"far - ved du hvem der vandt? Jeg håber det blev en A'er, der blev præsident på Nørrebro" ( her tænker mor - sådan min dreng!)

Søren har mistet sine vanter og Alfred spørger ham, om han har husket at tjekke i glemmekassen på sit arbejde.

Selma 5 år :

"Jeg er så glad så glad at min mund den stråler"

"Helt ærligt mor, skal vi dog ikke snart i logisk have"

"Mor, jeg gider ikke gå til ballet længere, for jeg har allerede lært det hele".

"Prøv lige at se den seje toverning jeg har fået af Thor på min arm"


Kalle 1,5 år:

Hans ordforråd bliver større og større dag for dag. Seriøst, det er helt vildt så hurtigt som det går lige for tiden. Derfor er det meste af det han siger, ret så sjovt. Nok mest for os herhjemme og mest fordi hans ansigt ser så skide sødt ud. Han har den vildeste mimik vores lille menneske. Lige nu er det bedste der kan overgå ham, at det bliver fredag. For han har virkelig fanget konceptet vi kører den dag. Den måde han skubber sin lille tykke blenumse helt tilbage i sofaen, mens han venter på at hans private gule skål med slik lander i hans arme og fredagsfilmen starter i fjerneren. Så sidder han der, helt sirligt og stritter med sine to fingre, mens de kører ned i skålen efter mere. Han er helt med. Tænk hvor heldig man er når man er nummer tre. Stakkels Alfred han smagte ikke skyggen af sukker før han var over tre år. Ha ha.

Kærligst fra Trine

Hvis du har lyst til at følge fast med her hos mig kan du gøre det på Bloglovin , Facebook og Instagram . Tak fordi du gider.

Likes

Comments

Indlægget er sponsoreret af Ellies and Ivy

Så blev det søndag igen og med en fin lille titel på også. Nemlig den aller første søndag i advent. Med børneøjne, er det et helt skidt på vej mod juleaften. Mine børn har siden 1. november talt ned til 1. december og nu endelig har vi passeret den første og samtidig er vi på vej hen mod 2. advent. Derfor er der endnu en god konkurrence her hos mig, som jeg håber i vil tage ligeså godt imod som den første.

Jeg har nævnt mærket tidligere og nu gør jeg det simpelthen igen. Ellies and Ivy , hvis ikke i kender det så hop ind på deres side og tjek de fine sager ud.I kan også se mere på deres Instagram her. Det er to piger som står bag og de er i mine øjne sindsygt dygtige til farver og snit. De finder de flotteste vintage sarier i Indien, som de så omdanner til alt fra kimonos til kjoler til makeup og toilettasker.Jeg har fulgt med i deres eventyr helt fra starten og jeg kan godt lide at se, at de holder fast i noget af deres første produkter og så er de gode til at tilføje få, men gode nyheder hen af vejen. Farveskalaen er så flot, og der er altid lidt for enhver, noget meget farverigt og så også noget mere afdæmpet. Da sarierne er vintage (også kaldes gamle), så findes der kun få af hver slags og sådan noget elsker jeg altså. Det her med at man ejer noget som et en smule enestående i udtrykket.

Deres makeup punge, var vidst med helt fra begyndelsen og jeg kan rigtig godt lide kombinationen af sariernes farver sammen med quilt. Jeg er nu jeg tænker over det, vild med det meste i quilt. De bliver sådan lidt tykke i kvaliteten. De er gode og rumlige og kan også lige rumme en ble, hvis man er en mor på farten - ja altså til sin baby. De gode makeup punge har nu fået den fineste storesøster. En toilettaske, samme princip bare større. Helt perfekt, til alt det man slæber med sig, hvis man skal på overnatning eller måske bare på tur med familien. Jeg kan godt lide at have en ret stor taske med og så have nogle mindre tasker nede i den store. Så har jeg bedre overblik over eight hour creme, pixi bøger, håndcreme og vådservietter. Og alverdens dims, som har det med at samle sig i min taske.

Konkurrence:

Du har muligheden for at vinde en makeup pung eller en toilettaske fra Ellies and Ivy. Du bestemmer helt selv, hvilken en du helst vil eje.

Alt du skal gøre er at skrive en kommentar herunder. Husk at skrive din email i kommentarfeltet, sådan så den er tydelig for mig. Jeg trækker vinderen næste søndag, hvor næste adventsgave sættes i gang.

Glædelig december fra mig og held og lykke.

Kærligst fra Trine

Hvis du har lyst til at følge fast med her hos mig kan du gøre det på Bloglovin , Facebook og Instagram . Tak fordi du gider.

Likes

Comments

Jeg lyttede i dag til Podcasten "Mig og min mor" og den ramte mig sådan i hjertekuglen. Podcastens omdrejningspunkt er de svære samtaler i livet. Åh mand, dem findes der jo uendelig mange af og i mange forskellige sammenhænge og kontekster. Der er de svære som er svære, fordi de omhandler kritik af et andet menneske. Modtageren. De kan til gengæld lette en trykket stemning, eller også kan de afslutte noget som alligevel ikke var godt. Så er der de svære samtaler, som er svære fordi man har gået og gemt på dem for at beskytte modtageren. Lige meget hvad, så udløser sådan en samtale ofte tårer, sved, latter, vrede og/eller lettelse.

Jeg er ikke konfliktsky og kan bedst lide at få de fleste snakke ud i livet og ud af kroppen, sådan så det ikke går og vokser sig stort inde i hovedet og maven. Jeg er ikke god til at gå og gemme for længe på sagerne. Men jeg har da ofte prøvet at skulle tage et meget meget langt tilløb. Et tilløb som lige har krævet nogle tankefulde nætter uden megen søvn.

Podcastens første afsnit rører mig fordi mor og datter sådan minder mig, om mit forhold til mig egen mor. Tænk alle de snakke vi har haft, alle de tårer især jeg har grædt og alle de gode grin. Timelange telefonopkald om ingenting og så alligevel om alting. Og så var der også de snakke vi ikke tog, ikke kun fordi de var svære, men også fordi jeg var datter og hun var mor. Der var emner vi aldrig talte om og så var der alle de emner som vi bare ikke nåede at tale om. Især om moderskabet, det nåede vi simpelthen ikke til. Æv og piv. Så var der samtaler, som vi ikke tog hul på fordi vi ville passe på hinanden. Mest noget om sygdom. Det var mest hende som ville passe på mig og det gjorde hun. Det er så fint at vi mennesker altid prøver at beskytte dem vi elsker, helt automatisk så vil vi ikke sårer og det sker nærmest uden vi behøver at tænke over det. Det må være sådan et medfødt beskytterinstinkt vi har.

Noget jeg er rigtig ked af vi aldrig fik talt om det er døden. Det på trods af, at vi havde den ubehageligt tæt på os. Jeg husker faktisk slet ikke at vi berørte emnet nogensinde. Selv da hun var allermest syg til sidst, talte vi ikke om døden. For mig var det en stor og meget fed elefant som befandt sig inde på hospitalsstuen, men jeg kunne simpelthen ikke tage hul på emnet. Det var for at beskytte min mor, for jeg var så bange for at det ville tage håbet fra hende hvis jeg nævnte ordet død, Jeg var bange for hun troede jeg havde givet op på hendes vegne hvis jeg sagde noget. Nu her 7 år efter nager det mig stadig, at jeg ikke tog den svære samtale. For min mor har uden tvivl tænkt tanken og måske har hun også holdt den inde for at beskytte mig og os. Det ville ligne hende. Derfor er der efter min mening også svære samtaler, som man bliver nødt til at tage. Man må tvinge sig selv til det, også selvom det gør en ondt og ked. For selvfølgelig skal vi tale om døden. Og det skulle vi have gjort.

Hvis jeg kunne lave en Poscast sammen med min mor, så ville det være et af vores emner. Døden altså. Jeg tænker det er et ret svært emne for mange mennesker. Og for os var det svært også selvom den var lige for næsen af os. Nogen lukkede øjnene for det, ubevidst. Andre (mig) vidste det godt, men kunne ikke. Jeg har sådan en fornemmelse af at min mor godt vidste at jeg vidste det. Og hun vidste det også. Tror jeg.

Tag den svære samtale med dem du holder af og lyt evt til Podcasten for at samle mod. Lyt her eller her .

Kærligst fra Trine

Hvis du har lyst til at følge fast med her hos mig kan du gøre det på Bloglovin , Facebook og Instagram . Tak fordi du gider.

Likes

Comments

Indlægget indeholder reklame

Mit København. MIt hjem. Det er sgu en optur for sig selv at bo her.

Der er så mange som vælger at forlade byen for tiden. Af flere årsager. Det handler nok meget om plads, om økonomi og om drømmen om at have sin egen have. Jeg forstår det så udemærket.

Vi har heldigvis plads og bor i det bedste åndehul jeg kan tænke på. Helt i ro, men stadig tæt på livet i byen. Og som jeg har skrevet om tidligere, så giver København mig stadig susen i maven og gåsehud. Simpelthen fordi byen er så smuk, den kan noget pænt og særligt. Ligenu lyser alle de pyntede gader op med deres juleglans. Gran og små lys på hvert et lille stræde. Caféerne har duggede ruder, og det er svært at se ind. Det ser hyggeligt ud med talende silhuetter i vinduerne. Siddende over en cortado (den kan jeg så kun se inde i mit hovede) med stearinlys på bordene. Jeg bliver aldrig træt af at se nærmere på alle de flotte gamle bygninger, de røde tegltage, de finurlige krummelurer og de småsprossede vinduer som pryder facaderne. Jeg har ikke noget imod at der er mange mennesker, faktisk kan jeg ret godt lide det. Jeg kan godt lide at se på andre, lytte lidt med på hvad de taler om (ja sorry) og studere andres måde at være på. Jeg kan godt lide København for dens mangfoldighed, dens rummelighed – jeg kan godt lide at mine børn ikke lægger mærke til hudfarve og tørklæder. At de har let ved at udtale arabiske navne og slet ikke overvejer at navnet er anderledes. Det kan jeg godt lide.

Byen gør mig glad. Altid. Dens summen giver mig ro. Dens pænhed giver mig inspiration. Vores lejlighed giver mig tryghed. Og da jeg sad der med min store fede juleklejne , så kunne jeg mærke små bitte bobler af glæde som blandede sig nede i maven med klejnen.

I går var jeg til sådan et fint event. Det var smukke Hunkøn, som havde inviteret på Salon K. Og sikke et fint lille show de havde lavet og den der drink. Shit den var god. Jeg skulle hente alle tre unger efterfølgende, så jeg måtte holde mig til den ene. Desværre. Hunkøn er inspireret af Japansk mode og så blandet sammen med den skandinaviske simpelthed. Det går ret så fint sammen hånd i hånd. Deres djævlelogo er sådan en kær reminder til os kvinder, noget med at vi skal turde og aldrig bare følge strømmen. Det er lige sådan noget jeg godt gad, at blive endnu bedre til. Mine blomstrede bukser i velour fra Hunkøn kan findes her .

Der er poppet små julemarkeder op rundt op i byen. De dufter af julebag, der er en sagte melodi af jul og selvom det sikkert er ret så turistet, så ser det hyggeligt ud. På hvert et gadehjørne står der juletræssælgere. Vi skal igen i år holde jul og jeg glæder mig til at tage ungerne under armene og sammen vælge det træ som skal hjem og stå i vores stue. Sidste år var vi i Thailand, men året før havde vi juletræet i vores ladcykel blandt børn og gear.

At mødes med en god veninde ti minutter i hentetid, men lige prioritere tiden til at hapse sådan en smørsag fra Mirabelle Og ikke mindst en god snak, man kan nå meget på få minutter og det giver overskud i den anden ende..

At tage på bar en helt almindelig hverdag og få serveret overdrevet lækre cocktails. Cointreau havde inviteret og de har lavet sådan en fin retro flaske. Det gode spiritus gør sig utrolig godt i en cosmopolitan. Jeg cyklede hjem igen kl 19, halvør i hovedet - men tanket op på snak og drinks. Jeg drikker ellers ikke sådan, det er virkelig sjældent. Og der skal heller ikke meget til at gøre mig lidt bedugget. Når det så skal være, så var det altså ren luksus at få shaket så fine cocktails af den gode bartender på Ruby

Ja altså det er jo som sådan ikke en optur at have en datter med 40 i feber, men der er alligevel noget særligt over en dag i sofaen hånd i hånd. Hun trængte i forvejen til lidt ekstra opmærksomhed mit lille midterbarn. Så det fik hun, lige indtil huset igen blev fyldt op af de to andre børn.

Julebær i spandevis. Er ikke sikker på, jeg helt forstår dem som åbenbart er blevet spraymalet, men de røde og de gule er så flotte. De andre er bare sjove og lidt mærkelige. Jeg elsker at luske rundt i Torvehallene. Helst udenfor blandt grøntsager og blomster. Farverne i sig selv, er et helt kunstværk. 

Læs eventuelt opturene nummer et her .

Kærligst fra Trine

Hvis du har lyst til at følge fast med her hos mig kan du gøre det på Bloglovin , Facebook og Instagram . Tak fordi du gider.

Likes

Comments

Annonce

Ligesom jeg elsker prikker og farver på mit tøj, så elsker jeg også at tilføje smykker. Sådan har det dog ikke altid været. Jeg kan huske at jeg fik en fornem ring af mine forældre, da jeg blev færdiguddannet som sygeplejerske og at jeg slet ikke rigtig var med på at gå med den. Det sagde mig ikke rigtig noget, det der med smykker. Men så pludselig fik jeg øjnene op for hvad smykker kan. De fortæller historier, tilføjer farve, personlighed, minder og meget andet godt. Det gør de i hvert fald for mig. Jeg har sådan et fast hold af smykker og så roterer jeg ellers mellem noget til ørene, halsen og håndledet. Det faste sæt er vielsesring og ringe med minder. Dem rykker jeg ikke sådan på.

Jeg har længe kendt til det fine mærke Anni Lu . I starten mest for de farvede perlearmbånd. Men for et år siden, så jeg at Helle bag mærket havde lavet sådan et fint armbånd, til fordel for Kræftens Bekæmpelse. På armbåndet stod der mor med perler i morsetegn. Armbåndet kan stadig købes her .Navnet Anni Lu er sådan et pænt navn og så er det sat sammen af Helles (afdøde) mors navn Anni og hendes datter, som hedder Luella. Siden dengang har jeg fulgt bedre med, og holdt øje med sortimentet som er blevet udvidet med forskellige smykker hen af vejen.

Perlearmbånd fra Anni Lu her // Store perler fra Nanna Schou her // Leojakke og taske fra Ganni her.

Jeg er ret glad for at blande smykker sammen, altså blande flere mærker og materialer. Så bliver det for mig lidt mere personligt, alle kan jo købe en halskæde men det er sjovere hvis man sætter sit eget præg på hvordan udtrykket skal være. Jeg tror faktisk jeg har det sådan med det meste af det jeg omgiver mig med. Altså af de materielle goder. Min indretning i hjemmet, er også sammensat af alt muligt. Det er simpelthen for let bare et købe en syverstol og et ovalt bord, der skal mere til. Noget skævt, noget kant, noget personligt. Derfor bærer jeg ofte mine smykker blandet på min egen måde, men også altid sammen med de smykker jeg ejer som har gode minder i sig. Måske er de arvet, købt på en rejse eller noget som jeg har fået foræret af et særligt menneske. Smykker er ikke som tøj. Tøjet bliver vasket ihjel på et tidspunkt, eller også passer det dårligt eller går af mode. Sådan er det ikke helt med smykker, de kan i princippet bruges for evigt. Så disse nye smykker fra Anni Lu , de kommer også til at indeholde en masse historier med gode minder i sig. Minder som skabes af tiden, tiden som bare går og går. Jeg synes det kunne være så hyggeligt hvis vi kunne lave nogle historier sammen via de sociale medier, så hvis I ejer noget Anni Lu, så må I meget gerne tilføje hashtagget #myannilu, på den måde kan vi måske få et samlet overblik og sammen fortælle en lille historie om de smykker vi bærer.

Anni Lu's fine Zodiac serie indeholder allerede noget personligt, i og med at der er afbilledet et stjernetegn på smykket og er håndlavet. Om man er til stjernetegn og astrologi eller ej, så synes jeg at selve tegnene er ret så fine med den klare krystal i.

Den smukke halskæde med mit stjernetegn - jeg er tvilling. Jeg bære den sammen med to af mine andre ynglingskæder. Den lille købte jeg til mig selv, da jeg arvede en smule penge efter min mormors død. Den har jeg altid på og så det lidt sjove øjenvippe blink. De små perlearmbånd tilføjer farve og lidt humor. Og så synes jeg at de i kontrast med mine store perle får sådan et sart lille udtryk på trods af de stærke farver..

Konkurrence

Jeg har fået lov til at give en heldig vinder en smuk 1. adventsgave. Du kan nemlig vinde et fint sæt. To Zodiac halskæder - en til dig og en til din veninde, med hver Jeres stjernetegn på.

Alt du skal gøre er:

At skrive herunder, hvem som skal have en halskæde sammen med dig, hvis du vinder.

Og så må du rigtig gerne følge med hos Anni Lu på hendes Instagram, men det er intet krav. Du kan gøre det her .

Jeg trækker vinderen næste søndag, hvor der derefter sættes gang i 2. adventskalender indlæg.

Og som sagt kunne det være så hyggeligt at lave små fine socialemedier smykkehistorier, så husk at bruge hashtagget #myannilu, hvis du deler billeder hvor du har Anni Lu smykker på.

Kærligst fra Trine

Hvis du har lyst til at følge fast med her hos mig kan du gøre det på Bloglovin , Facebook og Instagram . Tak fordi du gider.

Likes

Comments

Hedder slikposer konsekvent godteposer i december. Det er da sjovt at samme koncept skifter navn hver gang julen er over os. Jeg elsker det lidt.

Sagde Selma den anden dag, da vi hentede Kalle i vuggeren. Mmmmm vuggestuen dufter godt af Kalle. Både sjovt og ikke sjovt, for det er jo fordi Kalle dufter af vuggestue. Det er åbenbart den duft han har mest. Og så er jeg nok heller ikke helt enig i at den er ubetinget lækker den duft. Sådan insitutionskøkken, vuggestue badeværelse kombineret med sure tæer ish. Ja og kærlighed selvfølgelig.

Skrev den meget søde Caroline nogle pæne ord om mig den anden dag. Og tænk jeg blev sgu så glad, især fordi jeg blev helt stolt over at jeg kan inspirere en ung kvinde som er 13 år yngre end jeg. Jubiii. Hendes blog er for øvrigt rigtig fin og meget ærlig.

Ser jeg "Siri - en prinsesse gi'r aldrig op" på DR3. DR har nu altid været skrappe til at lave gode dokumentarer. Og så lytter jeg til "Kvinden med den tunge kuffert" på Podcast. Uh den er god og så godt fortalt. Jeg har altid godt kunne lide stemmer og der er noget særligt ved at have sådan en god fortæller stemme helt inde i øret. Jeg husker med et smil tilbage til da jeg som barn hørte kassettebånd med historier, jeg spolede ofte tilbage igen og igen for at høre samme sætning, fordi den var lækker. Jeg gjorde det så meget, at båndende mistede lyden på de gode steder. Slidt op.

Kan I godt glæde Jer til den seje adventskalender jeg har lavet til Jer. Så fine sager at vinde. Den starter på søndag og så finder jeg en vinder næste søndag som er 1. advent og så fremdeles.

Har jeg ærlig talt meget få oplevelser i ærmet pt. Alfred var syg i tolv dage og nu har Selma overtaget med 40.6 og min mand er til julefrokost i dag OG i morgen aften. Og min hals kradser. #ynk

Har jeg lige pludselig fået det lidt stramt med kød. Jeg elsker(ede) ellers kød. Det startede med leverposteg og boller i karry ( altså bollerne), men nu spreder det sig ligesom. Det er noget med smag og konsistens. Min mand forstår ingenting.

Var jeg til læge den anden dag med Alfred. Samtidig havde jeg spurgt om de lige ville tjekke mig under armene, da jeg igennem nogle uger har haft sådan nogle hævede kirtler som kommer og går. Min faste læge havde fri og vikaren var sådan en ung lækkerhaps. Han følte mig under armene og så sagde han: " ja altså jeg bliver jo nok nødt til at tjekke dine bryster også. Hvordan har du det med det?" Ha, jeg kunne ikke lige overskue situationen, så jeg sagde simpelthen nej tak. Jeg tror det var fordi han selv virkede usikker. Vi blev enige om, at det nok ikke var noget, ellers måtte jeg komme igen. Var det pivet?

Er jeg ikke så meget for Black Friday. Jeg synes det presser de mindre butikker både de små på nettet og de fysiske. Folk kommer til at sidde og lurpasse og handlen står derfor ret stille op til dagen. Det er da synd synes jeg.

Nævte Selma nærmest i en fodnote den anden dag, at hendes ærmer på flyverdragten var røget direkte ned i toilettet til lorten, da hun var færdig. Jamen tak for info skat. Jeg smider den lige i maskinen så. Den stank!

Kærligst fra Trine

Hvis du har lyst til at følge fast med her hos mig kan du gøre det på Bloglovin , Facebook og Instagram . Tak fordi du gider.

Likes

Comments

Julen har mange farver. Men den er altså pænest når rød indgår, synes jeg i hvert fald. Jeg har fundet nogle røde godter, som jeg godt gad at iføre mig til julens fine fester. Og ja der sneg sig også en del lyserød med, men det er jo også rød, bare i en lys model. De farver gør glad - og det gør de heldigvis hele året rundt.. Der er både budget og luksus, så kan man jo mikse lidt på den konto. Ellers er der måske også et par idéer til ønskesedlen. De der store gamle ildrøde julehjerter som hænger på gran spredt ud over hele byen, de er simpelthen så fine. Det bliver altid så bart, når julen er ovre og byen bliver sådan lidt trist og grå helt frem til forårets kommen. Nå, men tilbage til de rød toner. Jeg håber i kan lide dem.

De fine slå om kjoler, som gør de fleste kroppe så pæne. De to her er virkelig fine. Jeg så den til venstre som er fra Vero Moda, i et vindue, da jeg cyklede drivvåd afsted på job i morges. Jeg ville nok bruge den med bukser under. Den anden fra Stine Goya , ville jeg bruge med strømpebukser og en støvlet.

Kender i Lalabel ? Deres udvalg af hårspænder og flotte øreringe er så flot og farverigt.

Aj altså det her fine damesuit fra Selected Femme , det er flot. Ikke så meget at sige om det, jeg ville bruge det som det er. Til hverdag med en t-shirt under eller en langærmet Mads Nørgaard - i ved den helt klassiske. Til fest en top, måske med blonder på og hæl.

Julebling fra gode HM. De er da sjove. Jeg kunne ikke lade være med at købe sættet med hjem.

Tasker, den første fra Ganni, ønsker jeg mig faktisk. Den er dog ikke helt billig. Den anden fra Gina Tricot , er ikke så dyr men pæn og god.

Skjortebluser. De er så fine. den første fra Topshop med sin sarte farve og vildt pæne snit. Den anden fra Ganni med sej farvesammensætning.

Bukser med habitsnit og høj talje fra Zara. Nederdel fra HM. Tænker de er pæne til ovenstående bluser. Eller blot til en enkel t-shirt med eller uden lange ærmer.

De her sko. Fløjl, spids næse og sløjfe. Dem ville jeg gerne tage på og jeg tænker de nærmest kan få de fleste sæt til at shine med deres blotte tilstedeværelse. De er fra Ganni. De andre er i velour og fra Bianco. Vild med dem.

Verdens bedste Guldsmed Nanna Schou . Jeg kan rigtig godt lide det grafiske tilsat farver. Så smukke. Og til sidst en julesweater som er konverteret til en julesok. De er fra Monki.

Kærligst fra Trine

Hvis du har lyst til at følge fast med her hos mig kan du gøre det på Bloglovin , Facebook og Instagram . Tak fordi du gider.

Likes

Comments