Tilbage i 2005, blev jeg efter 9 år som fast patient på medicinsk ambulatorie i Århus, afsluttet. Efter en udvidet konsultation med min læge, hvor jeg ikke bare fik de ventede svar på de seneste prøver, men også fik en gennemgang af mit forløb, lige fra første scanning til den overraskende melding om, at jeg var rask. Det var en god dag, der på mange måder satte en punktum for mit sygedomsforløb.

Siden har jeg ikke haft meget med sundhedsvæsenet at gøre. Frem til denne sommer. Jeg har været til undersøgelse en enkelt gang, pga. dårlige knæ, og i dag kulminerede det så i en knæoperation.

Selvom tumor-pigen har trukket sig tilbage, så havde jeg forventet, at hun kiggede lidt frem i dag. Eller i hvert fald nogle af følelserne. Jeg havde forventet, at det godt kunne blive lidt følelsesladet, at skulle ligge og mærke medicinen sløve mig, mens bedøvelsen tog til. Men der var intet.

Det var ikke engang svært for mig at give slip og overgive mig til søvnen. Det var tværtimod en beroligende og tryg fornemmelse.

Da jeg en time senere blev vækket af den søde sygeplejerske, havde jeg det mest af alt som om, at jeg havde fået en rigtig god lur. Du ved, den lur man får, svagt svingende i en hængekøje, i æbletræernes skygge på en hed sommerdag. Den lur, der får dig til at beslutte, at du nu fremover, altid vil have en lur i weekenden.

Det er rart det er overstået, men endnu bedre er følelsen af, at jeg klarede det her selv. Helt selv. Uden tumor-pigen.

Som bonus har mit blege ben (ja, det var virkeligt så blegt som på billedet) nu fået en flot moderigtig gul nuance, peppet op med hvid bandage. Man må jo se det på den lyse side :-)

Design din blog - vælg mellem masser af færdige skabeloner på Nouw, eller lav din egen: "peg og klik" - Klik her

Likes

Comments

Tumor-pigen kom til, i samme sekund professoren havde sagt ordene, og de fyldte bogreoler langs væggene havde opslugt enhver snert af lyd. Den pige jeg havde været de første 13 år af mit liv, sad stadig i stolen, og kiggede opmærksomt på professoren. Min far sad i stolen ved siden af, fattet og rolig, og lyttede til beskrivelsen af, hvordan professoren havde tænkt sig at fjerne tumoren fra min hjerne.

Fra det øjeblik var jeg ikke længere bare Trine. Jeg var også tumor-pigen.

Jeg kunne se det, når klassekammeraternes forældre, de tidligere lærer og venner af familien, spurgte mine forældre hvordan det gik, og kiggede medfølende på mig. De havde det der blik.
Det var det samme blik der mødte mig, første gang jeg husker at slå øjnene op, efter operationen. Min familie der sad om sengen, med tragedie malet i deres ansigter. Og det blik.

Som mine forældres barn er jeg opflasket med en blanding af humor og selvironi. Selvom jeg tit har krummet tæer over mine forældre, så er det i sidste ende humoren og selvironien der har båret os som familie, igennem denne, såvel som andre, svære perioder. Men det har i den grad også haft stor betydning for, at jeg blev Trine igen - omend det er version 2.0.

Tumor-pigen? Hun er der på sin vis stadig. Det er bare ikke hende der definerer hvem jeg er længere.

Velkommen til min blog!

Likes

Comments