Header

I dag er det præcis 2 år siden, at jeg havde en spontan abort. Den 3. september 2015.

Det hele startede på vores bryllupsrejse i august. Vi var på et af mine yndlingsdestinationer i verden, nemlig de Dansk Vestindiske Øer. Vi var lige blevet gift i juli og tog så på bryllupsrejse i august. Det var ikke lige det bedste tidspunkt vi gæstede øerne og det oplevede vi da også, da vi en af de sidste dage oplevede en orkan. Det gik ikke stille for sig skal jeg hilse og sige og når man bor i en træhytte på stranden kan man bare høre (og mærke) ALT. Nå, der røg jeg ud på et sidespor.
Min menstruation var udeblevet og om morgenen den 14. tog jeg så en test. Der var vidst ingen tvivl - jeg var gravid. Men eftersom jeg aldrig har taget en graviditetstest før, ville jeg teste igen. Den 19. var den så også positiv og endnu mere end første gang. Så var den sgu god nok.
Tænk at vi skulle finde ud af på vores bryllupsrejse at jeg var gravid - ret romantisk hvis du spørger mig. Det skulle lige gå op for os til at starte med, men så begyndte vi hurtigt og snakke om hvordan vi skulle fortælle vores forældre det og hvornår. Sjovt var det da også, da vi fandt en tomatsovs i et supermarked der hed Prego - den måtte vi altså købe og selvfølgelig skulle jeg have en billede med den, haha!

Desværre fik vi aldrig brugt billedet og det er nu blot et minde.

Tirsdag den 1. september begyndte jeg at bløde og tankerne fór igennem mig - var jeg ved at miste barnet? Jeg snakkede med lægen og onsdag morgen kunne jeg tage på sygehuset til scanning. Der var hjertelyd og det så fint ud. Dog kunne hun ikke garantere noget, da jeg kun var i 7. uge og blødte.

Onsdag aften fik jeg mere og mere ondt i maven og jeg gik tidligt i seng.
Natten til torsdag var en forfærdelig nat. Jeg følte jeg skulle brække mig og løb frem og tilbage mellem soveværelset og badeværelset, bare for at være sikker. Jeg havde det virkelig skidt. Jeg havde mavesmerter og de kom og gik med nogle minutters mellemrum. Jeg forstod ikke hvad der foregik. Hele natten foregik på den måde og jeg lå bare i sengen og græd. Aldrig havde jeg oplevet den smerte.
Torsdag morgen kunne jeg ingenting mærke, jeg havde ingen smerter længere og jeg vidste bare at der var noget helt galt. Jeg rejste mig for at gå på toilettet og der var jeg sikker på, at jeg havde aborteret. En blød blodkugle med væv var hvad jeg blev mødt af. Undskyld billederne i hovedet. Så gav det hele pludselig mening. Smerterne der kom og gik med minutters mellemrum må have været veer. Det tænker jeg i hvert fald. Det var altså mit barn der lå i den kugle - jeg var ulykkelig. Lagde mig ind i sengen og stortudede.

Samme morgen havde vi en tid hos lægen - det første lægebesøg i forbindelse med graviditeten. Christian var af den grund hjemme, for at tage med. Gud, hvor var jeg glad for det, for ellers havde jeg været alene med mig selv og aborten.
Vi tog på sygehuset inden lægebesøget, for hvis jeg havde ret var der ingen grund til at tage til første graviditetssamtale. Og ganske rigtigt - der var ingen hjertelyd og hun kunne intet se på scanneren - INTET. Jeg følte mig totalt tom indeni, min lykkerus var væk. Vores ønskebarn var væk. Lægebesøget blev aflyst og hvad så. Ja, jeg besluttede mig sgu for at tage på job. Af alle steder i verden, ville jeg ikke sidde derhjemme alene, med mine tanker og være ked af det. Og når man har verdens bedste arbejdsplads, så er det bare dét man gør.

Tankerne fløj igennem hovedet på mig efter aborten. Var jeg selv skyld i aborten, havde jeg gjort noget galt, hvorfor skulle det lige ske. Det viste sig så at mellem 15 og 20% af alle graviditeter ender i en spontan abort - jeg var så der iblandt.

Heldigvis skulle det vise sig, at jeg blev gravid igen hurtigere end vi overhoved troede var muligt. Allerede den 8. oktober havde jeg en positiv graviditetstest i hånden igen og denne graviditet endte med vores dejlige søn Lucas ❤


xx Trine

Flyt din blog til Nouw - nu kan du importere din gamle blog - Klik her

Likes

Comments