Lige omlidt, faktisk om en god uges tid, da skal jeg aflevere nøglerne til mit hus nye ejere.

Når jeg møder folk på vejen kommer de og ønsker mig tillykke og det er sødt og venligt af dem alle... men er det nu et tillykke? Må indrømme at det ikke just er lykke der bobler i min krop....

Set fra min vinkel! Fraskilt, sygemeldt med PTSD. Dette efterår rammer jeg 3. sygmeldingsår. Har intet hjem fra d. 15/9. Så er det et tillykke er det en fest? Nej det er ikke en fest. Hussalget er endnu ikke noget jeg fejre. Så derfor venter jeg med tillykke, fest og fejring til at jeg har fundet et hjem til mine børn og jeg.

BAGGRUND - Mit og eks-mandens hus, som nu er solgt, blev bygget i 2014 og efter flere måneders (fra marts til august) forsinkelser kunne det overtages med diverse mangler i august '14. Mangler var her så som vand og el. Derfor var huset faktisk først klar til en indflytning i december måned.

Jeg og min dengang mand boede ikke længere sammen. Min krop havde udviklet angst, som brød ud hvis han kom tættere på end tre skridt. Og ja der var en grund til min krops reaktion, faktisk var der mange. Men fordi jeg personligt ikke kunne finde ud af at håndtere det, at få mine grænser overskredet et utal af gange. Så satte min krops egne reflekser ind - det er vel hvad de kalder for overlevelses genet.

Derfor var det kun jeg og mine piger der flyttede ind i huset.. Herefter har kampene været mange når jeg skal prøve at perspektivere færdiggørelse af mangellisten på huset - vigtige mangler og udbedringer, har i den grad været næsten umulige at drive igennnem - trods mangelliste og købsaftale! Først juni måned, dette år '17 har vi nærmet os det der ligner en nogenlunde udført mangelliste. Tillykke med det, kan man vel sige... 

Processen 1 skridt frem og 2 tilbage er nu overstået. Jeg slipper for at have håndværker rendende konstant. Der har ageret, som var huset uden indhold, uden ejer. De kom for at udbedre én ting, og ødelage det samme eller noget andet inden de nåede at forlade huset igen.  

Processen udbedring af fejl og mangelliste på huset har med andre ord været langtrukken og det har været ekstremt hårdt at stå med. Det har bestemt heller ikke været et sundt forløb for mig med mit PTSD.

Men målet er nået og huset er blevet solgt med en kort overtagelses frist. Hvilket betyder, at jeg og mine pigerne fra d. 15 september står uden en bolig. Uden et tag over hovedet! Og netop denne sidste del, uden tag over hovedet er ikke blot min, er jeg sikker på, men det må da siges, at være en hver forældres værste mareridt    

Se det havde jeg ikke troet at kunne ske i Danmark - men det sker og det er ikke for naboen - det sker for mig! 

Jeg er blevet samfundets svageste led til trods for at jeg fortsætter med at kæmpe mod mine situation - men hvad skal jeg gøre når ugen er omme? Jeg ved det ikke og det gør kommunen vist heller ikke - de har nemlig ikke kunne finde en bolig til mig og mine døtre endnu og har svært ved at tro på, at de kan klare det på en uge.

Det der så er så frustrerende nu er, at opleve hvordan systemet slår knuder på sig selv og gør det ekstremt umuligt at få hjælp og modtage hjælp fra ens nærmeste, når systemet svigter. Ved ikke helt hvad det går ud på! Men vi må og kan ikke rigtig hjælpe hinanden, når det virkelig gælder. Med mindre man er en borger med mange penge. 

Komisk nok, så er det jo oftes folk i middelklassen eller lavere, der er bedst til at hjælpe hinanden. Men det er også dem der oftes modtager hjælp i form at børnepenge, hvis de er blevet skilt eller pensionister ... de kan ikke hjælpe uden, at det kommer til at gøre noget ved deres økonomi.

Jeg kan blandt andet ikke køre hen til min bror, som bor i en anden kommune overnatte der i deres gæsteværelse, med den tryghed, at der er tag over hovedet indtil at min kommunen finder en løsning.

Jeg har så forsøgt at spørge venner/veninder her i kommunen. Men det bliver også et kæmpe problem! Jeg kan nemlig heller ikke rykke ind hos veninderne, for den tid jeg skal vente på, at systemet finder os en bolig. Dette skyldes flere problemstillinger i denne situation. Dels mister de deres støtte, hvis de hjælper mig. Betaler jeg så for deres tab, vil det blive beregnet som en indtjening og dermed igen, vil deres støtte ryge. 

Derfor melder de der vil hjælpe og kan hjælpe nej tak. Den anden side af sagen er, at betaler jeg et nobelt beløb som tak for lån af tag over hovedet, så bliver det anset som en leje, uanset størrelse af værelse, så vil det regnes ind som en bolig og jeg vil derfor blive fjernet fra kommunens akutlisten.

Jeg føler mig virkelig magtesløs, modløs og ikke mindst ligegyldig. Det er virkelig ikke et sundhedsboost til min PTSD. Faktisk er det benzin til bålet (PTSD) - det super trives nemlig i disse omgivelser jeg lever i, i denne tid. Jeg frygter for næste uge! Jeg har angst, vejrtrækningsproblemer, propper i ørene og ikke mindst susen og hylen. Hovedet dunker og det føles som om at en elefant har sat sig på min brystkasse!

Uden et hjem er jeg fortabt, mine børns far vil få retten til dem. Det vil sige at min kommune på den måde kan slippe for ansvaret og de omkostninger der ligger i at have en alenemor, sygemeldt med PTSD boende i kommunen. Uden mine børn i kommunen, satser de jo helt sikkert på at også jeg forsvinder og dermed forsvinder deres problem!

Men er det ok.? Er det ok at kommunen på en sådan måde spiller hazard med sine borger. De har allerede fortalt mig, at rykker jeg ud af kommunen, selv for en kort stund, som i en ventetid på en bolig... ja så tager de alt fra mig. Min bo-støtte, min datters, og støtten til efterskolen.

Jeg kan da godt se at vi/jeg og min familie ikke er et pluds på kontoen i kommunen, i disse år!. Men da jeg er deres borger, så er det immervæk dem som kommune, der har ansvaret for mig! Det kan da ikke passe, at en kommune på en sådan måde kan presse sin borger ud af deres ansvar ... håbe på at deres svage borger, som i dette scenarium er mig, skal rykke til den billigste kommune i landet. Hvor jeg ingen kender, ingen tryghed vil kunne finde, da alt vil være ukendt ... hvilket grundet mig sygdom vil opretholde mig i en sump af PTSD. 

Og! Hvorfor skal jeg og mine børn lige pludselig være en svagere kommunes problem - det burde da være den kommune, hvor man befinder sig i og hvis man bliver  bliver syg, at ansvaret tages. Det burde ikke være muligt for en kommune sådan at "mobbe" en borger væk.

Jeg ved at det er et forkert ord at bruge "mobbe" men alle de samme følelser og værdier der ligger i netop ordet "mobbe", er netop de der i disse dage går igennem mig, min krop.

Jeg føler mig ikke ønsket, jeg føler mig som en belastning og ikke mindst jeg føler ikke at jeg er noget værd, grundet min latterlige posituation. For hvem vil have en samfunds synder også kaldet samfunds-nasser boende! Og nu hvor jeg ikke længere blot er ramt af stess, men har fået diagnosen Kompleks PTSD og Borderline på mig så er jeg jo direkte et håbløst tilfælde for dem.

Jeg har brug for støtte og det koster. Mine børn har brug for ekstra støtte, blot moralsk - så de, til trods for at jeg kæmper for at fungere stærk over for dem, har den mulighed at snakke med deres "psykolog".

Men at tage børnene væk fra mig, fordi jeg er syg - er det fair? Hvem vinder i det spil? For det er ikke børnene, de bliver rykket væk fra alt hvad de kender og er trygt. Jeg mister min sidste byggesten af mit fundament. Alt sammen fordi intet længere hænger sammen. 

Så hvad gør jeg d.15 september ?





Likes

Comments