Følelsen af dårlig samvittighed er over mig igen...Jeg kan intet gøre for at stoppe det. Hvis der er noget som går mig på med hensyn til andre mennesker, har jeg det rigtig svært at snakke om, netop fordi jeg får den dårlige samvittighed.. Det er ligemeget hvad jeg gør, så kommer det bare. Jeg købte nogle ting til mig selv tidligere i dag, for jeg tænkte at lidt make-up kunne gøre at jeg får det lidt bedre med mig selv, og jeg følte så meget skyld. Jeg føler ikke, at jeg fortjener det. Selvom jeg arbejder meget, og tjener mine egne penge kan jeg ikke give mig selv noget, uden at blive sur eller ked af det. Det er virkelig svært, for jeg skal nærmest forsvare mig selv og forsvare, hvorfor jeg gør som jeg gør. Jeg har generelt ikke været så god til at tage min antidepressiv medicin, her i øjeblikket. Normalt tager jeg det om morgen, men jeg har simpelthen været så træt i disse dage. Nu tager arbejdet også hårdt på mig, især fordi jeg skal være så opmærksom på alle ting.

En af de ting der går mig mest på med at jeg har dårlig samvittighed er, at jeg får det utrolig ubehageligt, men også fordi at mange af de ting som jeg har dårlig samvittighed over, faktisk ikke er min skyld. Det hele ville bare være så nemt, hvis jeg bare kunne sige til mig selv at jeg ikke skal have dårlig samvittighed, men det kan man bare ikke når man står i situationen. Jeg er nok også et sted i mit liv, hvor alt er lidt usikkert, især fordi jeg skal til at vælge, hvad jeg gerne vil studere videre. Jeg har gennemført en gymnasial uddannelse, men jeg føler heller ikke, at jeg kan bruge den til noget fordi min karakterer ikke er helt perfekte. Jeg er ikke så god til, at rose mig selv, men når man tænker på, at jeg har haft det så psykisk dårligt, og alligevel har gennemført det, så burde jeg egentlig være lidt stolt af mig selv, men det er jeg ikke. Jeg ser meget sort/hvidt, og det gør man som regel når man har borderline så det er måske også en af grundene til det. Jeg er faktisk generelt negativ for typisk kan jeg bare ikke se det positive. Jeg prøver i hvert fald at huske at tænke positivt for ellers kommer jeg bare aldrig videre.

Likes

Comments

​Jeg tænker alt for meget, og meget af det er vel ligegyldigt. Jeg plejer normalt ikke at have travlt, men i disse dage føler jeg mig enormt stresset. Hvis jeg skal flere ting på en uge føler jeg mig nærmest kvalt. Min krop er begyndt at reagere underligt når jeg føler mig stresset. Huden inde i mine hænder skræller af, jeg kan bogstavlig talt hive min egen hud af. Jeg tænker utrolig meget generelt, men det bliver altid værre når jeg føler mig stresset. Jeg er begyndt at blive utrolig bange for andre mennesker, både med deres bakterier og hvad de tænker om mig. Der er her min evasiv kommer ind. Evasiv er at man er bange for at begå fejl, bange for ikke at være god nok og bange for hvad andre tænker om en. Hver gang jeg er ude og jeg går forbi en gruppe mennesker eller hvis jeg skal tage noget offentligt transport, så bliver jeg helt svedig i mine håndflader. Jeg kigger for det meste ned i jorden når jeg går forbi nogle. Jeg er også nervøs for at blive overfaldet, og det er ikke fordi at jeg synes at alle er sindsyge. Selv når jeg er aller mest nervøs for at blive overfaldet, så bliver jeg altid mødt med et kæmpe smil..men følelsen af at man altid skal være på vagt både når man går ud, tager meget på ens energi. Jeg har virkelig brug for energi - nogle timer efter jeg er stået op bliver jeg ramt af en hård væg af træthed. Heldigvis er det snart sommer, og så får jeg som regel mere energi.. Jeg føler bare hele tiden at der noget som jeg skal arbejde med, hvor jeg ikke er stærk nok.

Hver gang jeg endelig får det bedre med min angst, så har jeg udviklet en ny form for angst. Holder det nogensinde op? Jeg vil så gerne ud og rejse og opleve verden, eller bare få så mange minder som overhovedet muligt, men det er bare så svært for mig. For oplevelser koster typisk penge, og penge kræver et arbejde, og arbejde tager psykisk hårdt på mig. Min psyke er så dårlig lige pt, at jeg ikke engang tror, at jeg kan holde til et fuldtidsarbejde. 
Jeg har dog læst så mange steder, at det hjælper psyken, hvis man dyrker motion, og jeg er da kommet lidt i gang, men ligeså snart jeg er inde i en god rutine, så får jeg et tilbage fald, hvor jeg bliver så bange at jeg kun går ud, hvis det er virkelig nødvendigt. Det eneste jeg vel kan gøre er, at holde modet oppe selvom det kan virke virkelig hårdt. 

Likes

Comments

Jeg er ikke alvorlig syg, men ind imellem føles det som om jeg er. Den sygdom jeg har kan ikke ses, høres, men kun mærkes. Jeg lider af voldsom angst og OCD, ikke at det faktisk er en rigtig sygdom, men det kan det hurtigt blive. Angst er faktisk meget normalt, og alle har angst på en eller anden måde. Angsten kan dog gå hen og blive ufattelig sygelig, da den i mit tilfælde styrer mit liv. Jeg er træt af at psykiske problemer bliver behandlet som et tabu. Sandheden er at flere og flere bliver ramt af psykiske lidelser, og jeg er desværre en af dem. Jeg har det selv med at skjule det især når jeg møder nye mennesker, men det mærker jeg også konsekvenserne af. Min arbejdsplads tror at jeg ryger hash på vej til arbejde, fordi jeg virker indelukket, jeg er træt og jeg har min opmærksomhed et andet sted. Det er takken for ikke at fortælle de ting jeg døjer med for, hvem vil ansætte en som ikke altid er psykisk stabil? Ingen...sandheden er at det er en hård bemærkning når man går og har det dårligt. Hvis min arbejdsgiver vidste, hvorfor jeg dukkede op på arbejde træt og min opmærksomhed et andet sted, så ville de i hvert fald ikke ansætte mig. Det får mig til at tænke over om jeg overhovedet kan have et normalt arbejde, hvis de tror jeg går og ryger hash. Jeg har en stærk holdning til hash; jeg har intet imod at man gør det, hvis man lider af mange smerter og at det hjælper, men jeg har aldrig rørt det, og jeg skal aldrig røre det. Hvis samfundet nu gik ind og hjalp alle de unge som faktisk røg hash, især fordi mange unge gør det for at komme væk fra virkeligheden, de tør ikke at tage kampen op, fordi kampen er uendelig hård. Jeg står op hver evig eneste dag, og er bange for alt. Selvom jeg kan modbevise at jeg ikke behøver, at være bange for de ting som jeg er bange for, tillader min angst ikke at give slip på det. Min OCD "hjælper" i den forstand af at jeg vasker meget hænder fordi det er min måde, at få kontrollen tilbage på.

Jeg ved ærlig talt ikke om der er nogle som overhovedet gider at læse om angst og andre psykiske lidelser, men jeg håber at min historie kan hjælpe andre med at stå frem, og jeg håber at jeg kan få det bedre ved at komme ud med nogle af de ting som jeg tænker. Jeg døjer i hvert fald med angst for bakterie, og det har resulteret i at jeg faktisk er bange for at blive alvorlig syg, så jeg er bange for andre mennesker. Jeg har ikke et normalt liv, og måske får jeg det aldrig. f.eks. i dag har jeg vasket tøj, og da min vask var færdig var der et plaster, og jeg aner ikke om det har ligget i mit tøj eller en anden, da det er fælles vaskeri. I hvert fald burde jeg jo sige mig selv, at de bakterier som var på plasteret er døde fordi jeg har vasket på 60 grader, men det kunne jeg ikke. Så jeg vaskede det en gang mere på 95 grader..og lige nu aner jeg ikke engang om mit tøj har det skade af det. men det har jeg inde i, fordi jeg bliver så vred på mig selv når det sker. Jeg hader mig selv for at have angst. Men nu står jeg frem for jeg vil ikke skjule den jeg er længere.

Likes

Comments