Fredag sagde vi pænt på gensyn til kenyanerne med en gang burgere, som vi sammen skulle lave. Det var en meget interessant oplevelse bare at forme hakkebøffer med nogle af dem, fordi de simpelthen aldrig havde prøvet det før. De fortalte, at hakket oksekød faktisk er dyrest, hvilket er mærkeligt, da forarbejdet kød klart er billigere i Danmark. En anden ting, som chokerede os rigtig meget, var, at de ikke vidste, hvad guarcemole er, hvilket vi fandt så mærkeligt, når der er så mange avocadoer her. Det allersjoveste kom til sidst, da størstedelen af kenyanerne måtte erkende, at de aldrig har fået en burger før. Det giver et eller andet sted stof til eftertanke. Vi har været her i tre uger, og de steder hvor vi har spist, har der altid været burgere på menuen. Det viser i særdeleshed, hvem der besøger disse steder. Men det var en kæmpe succes og meget underholdende at se på usikre kenyanere, som ikke havde den fjerneste anelse om, hvordan en burger skulle bygges. Nogle puttede ketchup helt øverst på burgeren, mens andre havde placeret alle ingredienserne rundt på tallerkenen. Vi hyggede rigtig meget, og jeg glæder mig enormt meget til at se dem igen til den næste skills week.

Vi havde vores første lange weekend i denne weekend, hvor jeg tog på safari med størstedelen af de andre. Det var et par timers køretur til Samburu, hvor vi havde et stop til samburustammen, før vi ramte vores camp. Det var bagende varmt, da vi stod ud af bilen, der var ingen vind og vi stod ude i ingenting. Folket havde ufattelig mange smykker på og gik rundt med tørklæder – alt i alt mindede de meget om masaier Vi blev budt velkommen med dans, hvor vi også selv fik lov at danse med, og vi fik udleveret traditionelle halskæder og pandebånd lavet af perler.

Herefter fik vi en rundvisning, hvor vi også fik lidt at vide om, hvordan de bor og om deres lille samfund. På billedet over er der en halvcirkel lavet af sten, som fungerede som deres parlament. Kun gifte mænd måtte være med til møderne, og kvinderne måtte ikke engang lytte til disse møder men skulle gå ind i husene. Flerkoneri var også en meget normal ting. Det fungerede sådan, at ens far finder sønnens første kone og kan ikke afvise det ægteskab. Sønnen må derefter selv vælge sine koner efterfølgende. Kvinderne har hver sit hus, og mændene bestemmer så selv, hvilken kone de har lyst til at være sammen med den pågældende nat. Kvinderne skulle selvfølgelig også lave mad, passe børn, lave smykker og bygge huse, mens mændene passede på dyrene. Alt i alt var det hele meget gammeldages, og jeg brød mig slet ikke om fordelingen mellem mænd og kvinder. Vi fik også fortalt, at de badede i floden og derfor måtte tjekke efter krodiller, før de kunne tage et bad.

Det begyndte at blive ret ubehageligt, da de ville sælge os deres hjemmelavede smykker og andre sager. De blev meget sælgeragtige, præcis som de irreterende sælgere i Sydeuropa. Det var nogle rigtig fine ting, men de solgte det til overpris, og hvis vi ikke ville give så meget, smed de en kommentar med, at ”vi jo støttede også deres samfund”. Det var fedt i starten at høre om deres kultur, men det hele blev meget opstillet og turistagtigt, og mit humør var ret dårligt, da vi kørte.

Heldigvis var vi ved godt mod, da vi skulle videre – vi havde hørt, at vi skulle bo ret luksuriøst og have noget god mad. Denne påstand kan jeg kun bekræfte, og det var superlækkert at få frisk salat, sove i rigtige senge og have garanti på varmt badevand og toilet med skyld. Billedet ovenover er taget fra vores terrasse med udsigt til floden, og gazeller. Rundt omkring vores "telthytter" løb der aber, og den ene aften hørte vi løver brøler. Klimaet var enormt varmt, og derfor skulle vi op kl 06.00 for at drikke te og direkte ud at køre for at se på dyrene , før det blev alt for varmt. Det var ret sjovt, at kunne se alle referencerne fra Løvernes Konge i naturen - vi blev enige om, at vi bliver nødt til at se den sammen efter alle de dyr og terræner, som vi har set, der minder så meget om filmen.. Vores chauffør var rigtig god, og vi så alle de dyr, som man kunne forvente at se. Terrænet var så tørt, at støvet fløj rundt som gratis tørshampoo. Pludselig styrtede vores chauffør afsted i rigtig høj hastighed, mens luften fløj mellem ørene på os – speedometret virkede ikke, så vi havde ingen anelse om hastigheden. Set i bakspejlet var det ekstremt uansvarligt, men samtidigt rigtig sjovt. Det viste sig, at vi skulle nå at se en leopard. Den var rigtig smuk, og selv guiderne havde kameraet fremme for at få et godt billede med hjem. Dog var den meget svær at få billeder af, da den blendede ind med naturen og var lidt længere væk.

Safarien var en rigtig god oplevelse, og det var meget rart at komme et andet sted hen – og så måtte vi gå i turisttøj, hvor vi kunne vise både skulder og knæ.

Allerede på søndag går turen til Kenyas hovedstad Nairobi i to uger efterfulgt af vores næste long weekend, hvor vi tager til Kenyas ældste by Mombasa

Design din blog - vælg mellem masser af færdige skabeloner på Nouw, eller lav din egen: "peg og klik" - Klik her

Likes

Comments

Det har været tre interessante dage. De kenyanske deltagere kom i søndags. Der er gået mange tanker gennem mit hoved, omkring hvordan det ville være at komme helt tæt på anden kultur. Man kan jo faktisk ikke rigtig komme tættere på hinanden, end vi er lige nu. Tre af de andre piger bor sammen med nogle af de kentaske piger. De gik meget tideligt i seng – til gengæld stod de op lidt over kl 6.00, snakkede i telefon og larmede en del uden at tage hensyn. Det faldt ikke i så god jord, da de andre normalt stor op 7.45. Heldigvis har de fået forståelse for at tage hensyn til hinanden, og efter hver time åbner de sig mere op. Jeg har en kæmpe forståelse for, at det hele er lidt skræmmende, når man ikke kender nogen og ankommer til en flok mennesker, som allerede kender hinanden så godt. For at byde vores gæster velkomne, havde vi bål mandag aften, hvor vi også lavede snobrød.

Mange af kenyanerne havde aldrig haft bål før, og det så ud til, at de hyggede sig rigtig meget med at putte snobrødspindene ind i flammerne – selvom de blev meget sorte og brændte. Så havde vi den klassiske samtale, hvor vi fortalte, at vi får SU og gratis uddannelse i Danmark, og de blev meget chokerede. Det bliver spændende med flere af den slags samtaler, hvor vi vil finde lig- og uligheder. I Kenya er det også meget normalt først at flytte ud, når man skal giftes i en alder af 27 år – jeg kan i hvert fald ikke forestille mig som 20-årig og stadig skulle bo hjemme syv år endnu!

Vi har alle været spændte på at komme tilbage til undervisningsformen, specielt for nogle af os, som ikke har været i skole i over et år. De første par dage har været en blanding af dokumentarisme og kommunikation, og i dag har vi fået et lille projekt, hvor vi er blevet tildelt nogle roller, som skulle fordeles mellem os i vores grupper; director, editor, blogger, fotograf og motivator. Sammen skulle vi blive enige om, hvad vores film skulle handle om.

Vi blev en gruppe kun med piger, og vores brainstorming fik hurtigt fokus på en video med en form for girl power. Vores søde rengøringspige Sara er en enlig mor med børn på 8 år og 3 år, og vi blev hurtigt enige om, at hun skulle være vores hovedperson, som skulle fremstilles som en stærk single mom. Hun var heldigvis med på vores ide, og vi fik taget et interview med hende.

Sara er en meget smilende og sød kvinde, og derfor var det meget overraskende, da hun begyndte at fortælle om sit ægteskab. Hun mødte sin mand i high school, hvor de var kærester i to år og blev gift som 20-årig, hvor hun samtidig blev gravid. Efter kun to lykkelige år begynder manden at drikke og bliver efterfølgende volddig. Året efter blev hun gravid igen, men barnet overlevede kun i to dage på grund af fødselskomplikationer forårsaget af stress og mandens vold på Saras krop. Sara fortæller, at hun accepterede sit dårlige ægteskab – dels fordi hun altid har ønsket sig to børn med den samme fader. Hun får så sin anden søn Mark, selvom ægteskabet kun blev værre. Til sidst måtte Sara tage et arbejde for at forsøge familien, fordi manden løj, drak og ikke fungerede som en ordentlig familiefar. I 2016 fik Sara sin længeventede skilsmisse efter syv års ægteskab.

Selvom det har været den værste tid i Saras liv, ser hun det alligevel som et mirakel. Hun har altid ønsket sig to børn ud af sit ægteskab – og det fik hun. Hun er blevet meget gladere efterfølgende og er vild med at kunne give sine børn alt opmærksomheden. Hendes to børn er også hendes motivation, og hun er glad, når de er glade. Da vi spurgte hende om synet på en enlig mor i samfundet, mener man, at hun ikke kan date igen. Hun deler den samme mening, men samtidig føler hun heller ikke, at hun har brug for en mand i sit liv

Jeg er vild med den åbenhed, styrke og stolthed, som befinder sig i Saras øjne. Det var klart den rigtige ide at snakke med hende – hun er virkelig en stærk og sej kvinde, og mange burde se op til hende. Jeg glæder mig til at se resultatet på vores lille film – ligeså meget til at vise den til Sara.

Likes

Comments

I fredags var vi ude og hjælpe med at bygge et hus. En kvinde skulle have et ”hus” til sit køkken. Da vi dukkede op, løb der en masse små drenge rundt i dagpleje- og børnehavealderen. De begyndte at græde og blev bange, da vi kom – vi fik at vide, at de var bange for os, fordi vi var hvide. De blev ikke bange for vores trainer James. Da kvinden fik beroliget drengene, gik vi andre ellers i gang. Med jord fra marken i baghaven og vand taget fra floden som sammen blev mixet til en muddermasse, fik vi en klat mudder i hænderne, som skulle kastes på muren, der bestod af grene. Simpelt og primitivt, men størstedelen af husene er bygget sådan – murene skulle også holde, selv når det regner i kraftige stråler. Det var rigtig hårdt arbejde at skulle mixe jord og vand sammen, da det var tunge redskaber og hårdt at røre sammen.

James, som var med os ude at bygge, fortalte at kvinderne på skift passede hinandens børn, så de andre kunne hjælpe hinanden fx med at bygge et hus. Jeg har lagt mærke til, at det er meget typisk, at alle i lokalsamfundene hjælper hinanden, som var de i familie med hinanden. Hjemme i Danmark ved man knap nok, hvad ens nabo hedder, og langt de færreste naboer hjælper hinanden med tjenester a la bygge-et-hus-lignende-ting – derfor er det specielt fedt at se, hvordan kenyanerne gør det her.

I fredags havde Cæcilia fødselsdag, og vi startede derfor morgenen tidligt ved at stå op klokken 6.00 for at gå op på toppen og se solopgangen. Det var det hele værd og virkelig flot – det skulle selvfølgelig også foreviges med et billede.

I morgen starter vores første uge med skills week. Vi har hjemmefra valgt mellem linjerne kommunikation og dokumentarisme. I løbet af dagen kommer der også kenyanere, som også skal deltage i den kommende uge – det bliver virkelig spændende, og jeg glæder mig til at møde dem.

Likes

Comments

I de sidste par dage har vi haft lidt om ulighed – ikke mindst også om den mindre sjove del af at være kenyaner. For eksempel er der en arbejdsløshed på 40 %. Vi var ude med nogle lokale guides for at se nogle af de primære arbejdsmuligheder, der er i området. Vi møder først Benson, som er 21 år, der arbejder med sand, der sælges videre. Der var to ting, som gjorde, at jeg havde stor medlidenhed med ham. For det første er det et meget fysisk arbejde, hvilket gav ham rygsmerter. Derudover er han uddannet som VVS’er, men han kan ikke få arbejde, fordi der er så meget korruption, at man betaler sig til et arbejde – og det kan han ikke og må derfor ”nøjes” med at grave sand. Det er så surrealistisk, og jeg ville ønske at det ikke var sådan. Mange unge fyre, blandt andet vores guide Paul, kommer og graver sand efter skole, så de kan få råd til uddannelse og til at forsørge familien derhjemme.

Herefter mødte vi John, som er 23 år, som ikke havde råd til at betale for sin uddannelse efter high school. Derfor hugger han sten til mursten, som sælges videre for at få råd til at få sin uddannelse. Han vil rigtig gerne være elektriker og har ambitionen om at kunne starte i skole efter endnu et til halvandet år med fysisk hårdt stenhuggeri. Da vi spurgte ham, om han synes, det var uretfærdigt, at han var født med dårligere vilkår for en uddannelse, gav han et godt positivt svar: Jeg synes ikke, at det er uretfærdigt. Jeg er bare glad for, at jeg kan få en uddannelse. Jeg kunne ikke give ham mere ret. Ligesom sandgravningen er der også mange unge fyre, som kommer og arbejder for at spare penge sammen.

Igen kan jeg kun blive positivt overrasket, når jeg ser kenyanere, som måske ikke har haft de bedste vilkår fra barnsben, men som alligevel formår at være optimistiske og være helt okay med, at de først kan starte i skole som 23-årig, fordi man blev nødt til at tjene penge til uddannelsen gennem tolv timers dagligt stenhuggerarbejde. Som vores guide Paul sagde: Selvom træer er blevet sat på samme tid og er lige gamle, vil der altid være nogle, som er højere end andre – og sådan er det bare.

Til sidst kom vi over i en anden arbejdsgenre. Vi mødte 48-årige Susan, som havde sin egen vodkaproduktion – ulovligt vel og mærke fordi det er uden licens, som er for dyr at få fat i. Vodkaen bliver lavet på majs, sukker og vand, og vi fik også lov at smage på den. Den smagte bedre og mere røget, end hvad vi er vant til. Koppen med vodka, som Susan står med på billedet, kan købes for 50 shillings – hvilket svarer til 3 kroner. Susan er blevet taget to gange for sit bryggeri af politiet og har fået en både sammenlagt på 60.000 shillings og har også været i fængsel. Hun vil gerne ud af sit ulovlige bryggeri og starte et hotel, men det er svært, når man blandt andet har et barn liggende med halsbetændelse, som skal have medicin.

Jeg kan kun reflektere over disse besøg og være evigt taknemmelig for, at jeg lever i et velfærdsystem, som ikke tvinger mig ud i fysisk hårdt arbejde, fordi jeg skal have råd til min uddannelse – eller gør mig arbejdsløs, fordi jeg ikke har råd til at betale mig frem til at få et job.

Likes

Comments

I går passerede vi den første uge i Kenya – tiden er gået virkelig hurtigt, og der bliver ved med at dukke nye og spændende ting op. I fredags midt i vores swahililektion, blev vores lærer ringet op og fik meddelt at genvalget finder sted indenfor de næste 60 dage. Det var meningen, at vi skulle have været ude og spise i fredags og tage en tur i byen. Vi fik forbud mod at tage i byen for vores egen sikkerheds skyld, da reaktionerne på genvalget kunne være mindre rare. Dog fik vi lov til at tage ud og spise aftensmad, hvilket var rigtig lækkert efter en uge med en meget ensformig kost - primært bønner. Den eneste hage der var ved, at vi skulle ud og spise var, at der havde regnet utrolig meget, før vi skulle afsted. De sidste 200-300 meter hen til vores gate kan blive ret mudrede, hvis det regner meget. Resultatet blev, at vi måtte gå de få hundrede meter, fordi bilerne kunne sidde fast, hvis de kørte helt hen til os. Det tog en evighed – sjældent har jeg gået gennem så meget mudder uden gummistøvler på!

Lørdag fik vi også lov til at tage ind til Nanyuki, hvor de har et kæmpe marked med frugt og grønt, tøj, sko, tørklæder, og hvad hjertet ellers begærer. Det fede ved dette marked var, at det ikke er et turistmarked, men et sted hvor de lokale finder sine ting til eget forbrug. Vi var et par stykker, som havde svært ved at begrænse sig og fik en masse tøj med hjem – kjoler kostede fx kun 150-200 shillings, som svarer til 9-12 kroner. Alle keyanske sælgere var virkelig rare, og efter hvert køb fik vi os også en lille snak.

Jeg har været så uheldig at tabe min telefon på gulvet, hvilket resulterede i en smadret skærm. Det var intet problem at få den fikset, og efter en time havde jeg fået en ny skærm til min iPhone 6 for små 240 kroner. Til gengæld nævnte han ikke lige noget om, at han ikke havde flere hvide skærme tilbage, så det var en overraskelse at få en sort iPhone tilbage med en hvid knap i midten. Den var aldrig gået i Danmark uden at spørge, om det var okay. Her skal man bare blive glad for, at tingene kan lade sig gøre - og det er så rigtigt. Men okay, for den pris er det mere end okay.

I denne weekend har vi også besluttet os for, hvad vi gerne vil lave i vores første lange weekend om to uger. Nogle vil bekæmpe Kenyas andenstørste bjerg Mount Kenya, mens resten af os tager på en tre dages safari. Jeg håber snart, at vi får nogle giraffer at se. Det er allerede normalt at se zebraer på vej ind til byen og kameler, som går frit rundt, når vi går en tur rundt om vores hegn – man vænner sig hurtigt til ting her i Kenya

Likes

Comments

De sidste to dage har mødet med kenyanere været i centrum. I går var vi ude og besøge lokale kenyanere, som bor lige udenfor vores hegn. Det er så vildt, at der er mennesker, som bor så anderledes fra os i vores ”baghave”. Vi besøgte blandt andet en kvinde, som var alenemor og havde børn i skole. Det var meget imponerende at se hendes hjem, som hun selv har bygget med hjælp fra venner. Murene bestod af en blanding af sand og vand og grene til at stabilisere. Hun havde både hund, høns, katte og kaniner. Faktisk var hendes hus ligeså stort som hønsehuset.

Herefter besøgte vi også en 78-årig kvinde, som også boede alene. Hun gik uden besvær og var rigtig glad. Hendes hus var minimalt og inde midt i det hele var der et bål, som hjalp til at holde insekter væk, lyse op, lave mad på og holde på varmen om aftenen. På billedet ses den ældre kvinde sammen med kvinden fra det forrige hus. Her fornemmer man, hvor lille huset er – og det er kun en lille sengs længde i bredden. Vi spurgte de huse og hjem, som vi besøgte, om hvordan de havde det med, at vi kom kiggede på deres hjem. De fortalte, at de var meget glade, og at vi altid er velkomne.

Jeg blev ret imponeret over at se, at kvinder lever alene – og de er supergode til at klare sig selv! Indeni havde jeg nok en forventning om, at kvinder ikke boede selv og slet ikke kunne klare det hele alene. Jeg afliver den myte og tager hatten af for det liv, de har. De er seje!

I søndags mødte vi sælgeren Frances nede ved vores port, som hjalp os med at få fat i en taxi ind til byen. Efterfølgende er vi nærmest blevet venner, og han er meget interesseret i vores kultur men også i at lære os om sin egen. Vi var et par stykker, som gik en tur rundt om hegnet, og vi mødte Frances, som inviterede os hjem og bød på te. Han introducerede os for sin skønne kone og tre sønner. Der var både høns, kyllinger, to hundehvalpe og førhen havde der været geder, som var blevet stjålet. Også her var hønsegården på størrelse med huset. Og selvom de bor ude i ingenting, så har de fået fat i en solcelle, som så kan give dem strøm gennem et stort batteri.

Forskellen på Frances og de andre hjem vi så, var klart at Frances’ virkede mere ægte. Han inviterede os af ren lyst og viste sin familie frem, fordi han ville. Hans familie var rigtig glade og det hele var så idyllisk. Frances fortalte også, at han før havde arbejdet i Uganda, men var flyttet tilbage til sin familie for at være sammen med dem. At se hans hjem gjorde mig rigtig glad og satte tingene i perspektiv.

Tanken om at leve i et hus på størrelse med en hønsegård blandt sin familie og leve af at sælge smykker og træfigur, som alle i familien er med til at lave, er primitivt – men det fungerer bare så godt. Det burde vi danskere lære; være glade for det man nu engang har. Det hele går jo helt fint.

Likes

Comments

I dag har jeg haft min første swahililektion med vores trainer Jessi. Selvom man måske ikke ville tro det, så er udtalelserne af ordene til at overkomme og ikke helt så svært, som jeg kunne have frygtet. Der er mange stammer i Kenya – helt præcist 42 af slagsen. Det er meningen, at vi på et tidspunkt skal ud og besøge en masse lokale fra forskellige stammer, hvilket jo lyder superfedt!

Vi blev sendt ind til Nanyuki for at tage på ”skattejagt”, så vi kunne se byen og lære den lidt bedre at kende. Det var rigtig fedt at se den energi, som byen indeholder. Der er ingen, som løber rundt, fordi de har travlt. Det hele går stille og roligt, og der er ingen sælgere, som angriber en, fordi man er to meter fra deres bod. Til gengæld er der nogle, som kigger en ekstra gang, når de ser en flok hvide gå fordi, men de smiler stadig og er rigtig behagelige. Børnene vinker og spørger om, hvordan vi har det. Vi hilser på mange, vi møder på gaden, hvilket også er ret strange i forhold til hjemme. Dog tog vi ingen billeder, da det viser forkerte signaler at vise vores værdiggenstande. Nogle få råbte også ”Hej Mzungu” efter os, hvilket er en betegnelse for ”hvide”. Det svarer lidt til, at vi på gaden ville råbe ”Hej sorte” efter en afrikaner hjemme i Danmark – det sætter lidt tingene i perspektiv.

Det viser også, hvor stor forskel, der er på kulturene. Anthony, vores ene trainer, fortalte os fx om betydningen af, at man giver en blomst til det modsatte køn. Anthony havde givet en blomst til en af pigerne fra et højskoleophold for at være venlig, da det for kenyanere ikke har noget at gøre med romantik. Det misforstod hun totalt. Til gengæld kunne Anthony komme med en historie om, dengang han var på visit i Danmark og var gået på en bar, hvor gæsterne begyndte at samle deres flasker sammen for at ”støtte ham økonomisk”. Et eller andet sted, er det rigtig pinligt, at vi danskere dømmer på ens hudfarve og med det samme tænker at afrikaner = fattig. Jeg må være ærlig og sige, at jeg krummede tæer, da han fortalte om episoden – omvendt er det præcis kultursammenstød som disse, som jeg ser frem til at møde gennem de næste 14 uger

Likes

Comments


Her på platformen bor vi med et hegn rundt om os med en radius på 2 km for vores sikkerheds skyld. I går var vi et par stykker, som gik ud for at udforske naturen indenfor hegnets grænser. Der gik ikke lang tid, før vi så en meget stor hare, hvorefter vi så en flok køer og den største tyr, jeg nogensinde har set. Lige på den anden side af hegnet gik både geder og dromedarer. Hvis man kører et par kilometer væk fra platformen løber en masse zebraer rundt. Man kan tydeligt mærke, at vi bor i bushen, og det er rigtig fedt – specielt på dyrefronten.

Sara og jeg så en kaktus, hvorefter vi blev enige om, at det måtte være den kaktus, hvis frugt man kan købe hjemme i Danmark. Et par meter længere henne, så vi samme slags kaktus med frugter, som vi selvfølgelig skulle hen og udforske. Før vi så os om, havde vi frugterne i hånden – selvfølgelig var vi også fyldt med torne. Billedet beskriver rimelig godt øjeblikket, hvor vi er blevet til 5-årige børn, som ikke tænker sig om, før de rører ved alle ting. I dag har vi stadig øjeblikke, hvor vi opdager en torn i fingrene, fordi de er så tynde, at man næsten ikke kan se dem. Det er nok sidste gang, at vi spontant rører ved ukendte frugter.

Som sagt var vi også et par stykker, som tog ind til Nanyuki, som er 20 minutters kørsel herfra. Her i Kenya tager man ikke det så højtideligt, at en fempersoners bil er til fem personer. På vejen til byen sad vi tre mand på forsæderne plus chaufføren og fire mand bagerst. Det er stadig superspændende bare at kigge ud af vinduerne, fordi alt er så forskelligt. På vejen hjem fik Emma og jeg lov til at sidde i bagagerummet for at sidde lidt mere behageligt.


I går skulle ”fitnessrummet” også afprøves for første gang. Vi var tre friske piger, som gik i gang med en omgang styrke med det udstyr, der var kreativt er blevet fremstillet. På billedet holder Mette og Louise vægtstængerne, hvor enderne er lavet af tomme dåser og herefter fyldt op med cement. Som der også kan ses på billedet, er der en motionscykel med en manglende pedal og en meget kort TRX hængende på et vippende stativ. Prikken over i’et er den ujævne jord, men vi fik en god træning – og hvem kan ikke lide en udfordring til sin nye hverdag?

Jeg føler også, at jeg skylder en opdatering fra mit morgenmadsmareridt. Vi var et par piger, som købte nogle chiafrø, som vi kunne hælde i grøden for en bedre konsistens og derefter nogle bananer, som kunne give en bedre smag - det hjalp rigtig meget, samtidig med, at vi får en mere varieret start på morgenen. Faktisk glæder jeg mig lidt til morgenmaden i morgen tidlig :-)

Likes

Comments

I skrivende stund har vi været på platformen i 24 timer. Vi har som sagt fri i dag og har kunnet gøre lige, hvad vi ville. Vi er en flok piger og Alexander, som senere tager ind til Nanyuki og håber at finde noget frugt og et marked.

En af de absolut bedste ting, som jeg har glædet mig til er helt klart maden! Jeg har derhjemme haft en forventning om, at vi skulle få serveret farverigt mad med masser af grøntsager, ris og bønner. Gårdagens aftensmad var ret interessant, som kan ses på billedet kartoffelmos med kidneybønner, majs og grøn peberfrugt: velbekomme. Til gengæld har vi fået en rigtig god chilisovs til frokost- og aftenmåltiderne.


Vi fik én meget hvid bolle per mand, som var meget sød men også rigtig god. Hertil fik vi en meget sød grød – hvis man kan kalde det det. Det lignede mest af alt en omgang vælling, som babyer får. Køkkendamen sagde, at det var en grød lavet på majsmel. Der skulle meget overvindelse til at smage på det, men til sidst fik jeg spist det. Det hjalp at tænke på, at det er godt for maven og for sulten indtil frokost. Grøden blev samme konsistens, som kold sovs bliver derhjemme – og så har jeg vidst ikke sagt for meget:-) Vi fik te til, som smagte rigtig dejligt og krydret. Teen var sjovt nok også meget sød. Normalt er jeg slet ikke kræsen og meget åben for nye madvarer, men morgenmaden var en overvindelse at komme igennem. Dog er jeg stadig superklar på at smage alle de andre spændende retter og madvarer, som kulturen vil byde på i nærmeste fremtid

Likes

Comments


Så er vi endelig nået frem til vores platform ved Daraja Academy efter sammenlagt at have rejst i 24 timer – heraf to timers søvn. Efter to gode introdage med de andre 11 deltagere er vi blevet rystet godt sammen og er superklar på at tage af sted.

I et tilfældigt GoMore-lift snakkede jeg med en kvinde, som lige havde været i Kenya og erfarede, at kenyanere er det sødeste og mest åbne folk, som man kunne forestille sig. Det fik jeg allerede bekræftet, da jeg i flyet fra Dubai til Nairobi sad ved siden af en ældre kenyansk mand. Han indledte straks en samtale, fortalte om sin familie og lærte mig swahili-ordene ”Hujambo”, som er en venlig hilsen og ”Hakuna Matata,” som åbenbart også er swahili.

Vi landede i Nairobi kl 05.40, hvorefter vi blev samlet op af to chauffører, som gav os en 5-timers lang køretur før vi ankom til vores nye hjem. Vi havde en rigtig god snak med vores chauffør Samuel. Han kunne blandt andet vise en brun plet på sin lillefingernegl, fordi man i Kenya får malet en brun plet på neglen for at forhindre, at folk stemmer to gange ved valg. Han fortalte også om, hvor dyrt det er at dyrke ananasser, da det tager 18 måneder, før man får en moden ananas, der kan sælges. Derudover var han frisk på at smage lakrids fra vores click-mix dog uden den store smagssucces, hvis man spørger ham.

Derudover føltes tiden heller ikke så lang, idet der er så mange anderledes ting at kigge på. Geder og køer på gaderne, skrald spredt overalt, vinkende børn, boder med lækker frugt og kenyanerne, som stille og roligt går langs og på vejene. Prikken over i’et kom, da en flok zebraer kom til syne kort før vi ramte platformen.

Her på platformen er her meget stille og roligt, fordi der er weekend. I morgen har vi også dagen fri, men på mandag starter vi for alvor på vores ophold – tænk at jeg virkelig er i Kenya!



Likes

Comments