I søndags gik turen til Tanzania. Vi var lidt bekymrede, da man aldrig kan stole på trafikken og dermed varigheden af turen. Derudover er der også grænsen mellem Kenya og Tanzania, hvor man aldrig kan vide, hvor mange der skal købe visum. Vi var heldigvis rigtig heldige både ved grænsen og i trafikken. Tanzania ligner jo egentlig Kenya rigtig meget – dog er kvinderne iklædt mere afrikansklignende kjoler og naturen er mere frodig og grøn, hvilket altid er rart at se på.

I går besøgte vi Steven, som har sin egen kaffefarm på 2000 kaffeplanter. Den første plante havde hans far plantet i 1947 til sit bryllup – Steven viste stolt sin gamle plante frem. Vi blev inviteret indenfor i Stevens have, hvor vi blev budt på en kop kaffe og en banan fra egen plantage. Da jeg ikke er den store kaffedrikker, sagde jeg pænt nej tak til kaffen, men bananen var virkelig god og frisk, og de andre blev hurtigt enige om, at kaffen var rigtig god. Det er meget normalt, at man planter bananer eller bønner mellem sine kaffeplanter, fordi kaffeplanten tager 8 måneder om at blive moden. Derfor fungerer bananen både som mad til Steven og hans familie men også til ekstra salg, mens kaffebønnerne bliver modne.

Steven begyndte at fortælle om ”kaffehistorien.” Lige fra europæerne, som helt tilbage i industrialiseringen kom og lærte, hvordan kaffen skulle dyrkes, og fik afrikanerne til at dyrke kaffen til dem. Derefter hørte vi om, hvordan hans far havde lært ham alt, hvad han ved om kaffeindustrien. Fordi mange kaffefarmere er selvlært i familien, ved de ikke rigtig andet end kaffe, og kan ikke selv finde ud af at sælge kaffen direkte til andre lande. De er desværre det sidste led i kæden i forhold til at sælge kaffen, og får derfor også mindst kapital af kaffen. De har absolut intet at sige i forhold til kaffepriserne. Regeringen lægger alle skatterne på den udbetaling, som farmerne er berettiget. Den nuværende præsident har sagt, at han vil ændre på nogle af disse skatter, så farmerne kan få mere udbetalt, men der er indtil videre ikke sket noget. Steven fortalte også, at han engang tog til USA blandt for at finde ud, hvor meget en kop kaffe kostede der. Han fandt ud af, at en kop kaffe kostede, hvad der svarer til 12.000 tanzaniske shillings, hvilket svarer til 34 kroner. Han fandt det hele lidt ironisk, når han bliver betalt 4000 shillings per kilo – eksklusiv skatter.

Fordi der er de to store udfordringer ved at dyrke kaffe; det tager 8 måneder, og man kan ikke selv bestemme prisen, er det svært at få de unge til at blive i branchen. Mange unge, som arver jord, vælger at skære sine kaffeplanter ned for fx at dyrke tomater: de er modne efter 2 måneder, og de kan selv bestemme prisen – der er altså tale om meget hurtige og nemme penge.

Jeg havde aldrig set en kaffeplante før, så jeg var meget overrasket, da de egentlig bare lignede en bærbusk. Så snart bæerne er modne, plukkes de og er klar til at blive mast i en fancy maskine. Ud af bærret kommer en lysegrøn slimet bønne, som sættes i vand i 12 timer, så den holder sin fine farve. Herefter bliver de tørret og ristet, så de bliver brune, som vi bedst kender kaffebønnen. Det var rigtig spændende både at høre om kaffehistorien både på godt og ondt, men det var også rigtig sjovt at se hvordan det foregår i selve plantagen og produktionen.
Det er i dag også præcis to måneder siden, at jeg ankom til Afrika med de andre fra gruppen. Tiden er gået ufattelig hurtigt, og det er mærkeligt, at der kun er en måned tilbage af opholdet. Der er sket så mange ting, der har været så mange indtryk, og jeg glæder mig til at opleve mere.

Flyt din blog til Nouw - nu kan du importere din gamle blog - Klik her

Likes

Comments

Sidste dag skulle vi hen og se på den lokale Maasai primary school for at få et indblik i en kenyansk skole sammenlignet med skolen hjemme i Danmark. Aldersmæssigt kan man sammenligne primary med den danske folkeskole i alderen fem til seksten år. Klassetrinssystemet strækker sig fra 1. - 8. klasse. Da vi kommer ud til skolen kan jeg ikke lade være med at sammenligne arealet med den friskole jeg startede på for efterhånden mange år siden. Da jeg så mig omkring var der både klasselokaler lavet af træ og cement og en smal metalstang, som fungerede som flagstang. Vi kunne høre en lærerinde, som underviste i en meget høj tone. Det var svært ikke bemærke, at murene ikke ville være de mest lydisolerede, så det måtte til tider være et problem, hvis to lærere underviste i højt toneleje med en ”trævæg” imellem sig. Da vi lige var ankommet var der helt stille, fordi børnene havde time – få minutter efter var der ufattelig mange børn, som alle var i godt humør. Det havde lige regnet, så der var sindssygt glat over det hele. Som altid havde jeg gjort det gode valg at tage klipklapper på, så jeg skøjtede rundt – til skolebørnenes store glæde. Til stor forbavselse kom der flere og flere børn ud af klasselokalerne. Det hele gav lidt mere mening, da vi fik at vide, at der er omkring 700 skolebørn – sammenlignet med min gamle friskole, som havde samme areal, hvor der kun var 170 elever.

Vi fik fat i en af vores trainers James fra platformen, som kunne fortælle lidt om, hvordan skolen var startet. Han får helt julelys i øjnene, da han begynder at fortælle – det er tydeligt, at skolen har en vis betydning for ham. I 1993 var James lige blevet færdig med collage, da han kom tilbage til sit lille maasai-samfund. De var meget bagud med uddannelsessystemet, så James besluttede sig for at starte en lille skole, hvor der i starten var 30 elever. Der var ingen materialer, så han måtte være kreativ og selv lave skilte med alfabetet og diverse tabeller. Forgæves havde han prøvet at få forældrene til at give tilskud for materialerne, men måtte i stedet gå i en anden retning – han tog ind til Nanyuki, solgte tre af sine geder og kunne købe lidt materialer. De fik lavet nogle klasselokaler af lokale materialer; jord, træ og vand. Da vi spørger, om landet er ejet af privat ejer eller af staten, sukker han stort. Ifølge James er landet ejet af maasai-samfundet, hvor der modsat er en anden, som påstår det er hans land. Der har været en fight i mere end ti år, om hvorvidt landet tilhører den ene eller den anden. Dog afslutter James af med at sige, at så længe skolen er der, går det nok.

Efter lidt baggrundsviden om skolen, fik vi en snak med lærerinde Mary, som har været på skolen i et års tid. Det allerførste, man lægger mærke til, er det lokale, hun befinder sig i, hvor der er træbænke med tilhørende borde. På skolen er der heller ingen elektricitet, hvilket man godt kunne fornemme i det halvmørke lokale. I første øjekast ville jeg sige, at lokalet kunne rumme cirka ti elever. Mary retter mig hurtigt, da hun afslører, at hun i øjeblikket har 44 elever – nogle tider har der været flere børn end det. Det vil altså sige 4-5 børn per bænk. Vi får at vide, at en normal undervisningsdag er fra 8-16. Dog er der rigtig mange børn, som kommer kl 7 om morgen, så de kan forberede sig og lave lektier. Mary fortæller, at nogle børn kommer langvejsfra – nogle går i over en time for at komme i skole. Forestil dig, at du som 10-årig skulle gå hjemmefra kl 6 om morgenen for at nå i skole, og når du så har fået fri, ville du først være hjemme igen kl 17, hvis du var hurtig.

Mary kunne med glæde også fortælle, at staten betaler for skolematerialer men ikke mindst også for deres frokostordning. Denne frokostordning bliver hurtig understeget værende vigtigt for nogle af børnene. Nogle af børnene har så fattige forældre, at de ikke har råd til at give sine børn mad. Derfor har skolen til tider problemer med at få børnene i skolen, fordi de simpelthen ikke har energien til at komme i skole på grund af manglende mad og kæmpe sult. Mary mente, at nogle børn kun fik det ene måltid om dagen, som skolen serverede for dem til frokost. Selvom skolen har nogle problemer, kan lærerinden stolt fortælle, at de klarer sig rigtig godt i forhold til andre skoler – de ligger i den gode ende. Herefter tilføjer hun også, at 70-80 % også gennemfører high school. De resterende procenter tager ifølge hende nogle kurser efter at have gået ud af 8. klasse.

Dagens mest chokerende information kommer, da Mary bliver spurgt ind til, om tidlige graviditeter er et problem for skolen, i forhold til om unge piger er nødt til at droppe ud. Heldigvis er det ikke et stort problem, men Mary fortæller i stedet om boda boda driverne, som er motorcykeltaxier. De skulle tilsyneladende være gode til at finde unge piger, som er desperate efter at få et lift – som efterfølgende ikke betaler i penge. Omvendt kunne en af grundene til det lave tal på skolen være, at pigerne er en tand for unge, da de fleste unge bliver gravide som 16-årig og opefter. Ofte er det et problem for små samfund. Driverne tager selvfølgelig intet ansvar. To af de kenyanske deltagere på holdet kunne kun bekræfte, at de kendte til dette fænomen. Efter at have snakket med nogle af de andre deltager, kunne de også fortælle, at skolen kæmpede med tidlige ægteskaber, som gjorde, at pigerne droppede ud. Et eller andet sted er det forståeligt, at Mary ikke selv havde lyst til snakke om alle problemerne – man vil altid gerne fremstå bedst mulig.

Vi forlader skolen med blandede følelser. Staten betaler for undervisningsmaterialer og for nogle børn et virkelig vigtigt måltid. Man må selvfølgelig også huske, at man ikke kan få det fulde indtryk ved blot at være der i et par timer. Selvom skolen er lidt primitiv på nogle punkter, så klarer skolen sig virkelig godt og mange når videre til high school, hvilket er med til at give dem en bedre fremtid – specielt for dem, som ikke har råd til at få noget mad. Jeg er stadig chokeret over, at det er ting med disse drivers – og der er ingenting, som man kan gøre ved det. Omvendt var det rigtig fint at få lov til at se, hvordan en kenyansk skole kan se ud.

Likes

Comments

Vi er gået i gang med vores anden skills week med vores linjer kommunikation og dokumentarisme. På kommunikationslinjen er vi blevet bedt om at skrive om livet i Nanyuki. Jeg har valgt at gå lidt ned i detaljerne og har fokuseret på de ting, som jeg har funder meget anderledes her på platformen og dets nærområde sammenlignet med hjemme i Danmark.

Det allerførste, man ikke kunne undgå at lægge mærke til, var klart køreturen hen til platformen. For det første kører man i venstre side af vejen, for det andet har man faktisk ikke rigtig en side, hvor man kører i – man kører simpelthen i den side af vejen, hvor der er færrest huller. Ofte er det også sket, at hvis man er i gang med at overhale, så forventer man, at modkørende bremser lidt op frem for at dytte helt vildt, som ville være tilfældet derhjemme.

Det andet, som er ret anderledes og samtidig sjovt, er, når vi går eller løber en tur rundt om hegnet. Jeg synes stadig, at det er ret specielt, når vi møder en flok kameler, geder eller køer, som bliver fulgt af en ung hyrde. Om jeg bliver helt tryg, når jeg overhaler kamelerne, må tiden vise. Det er heller aldrig en dårlig ting at se dyrebørn. Derudover er terrænet meget ujævnt, og man er tvunget til at kigge ned, hvor man løber hele tiden, fordi man enten er ved at vride om på foden eller er ved at træde på nogle flere centimeter lange torne. Vi blev advaret mod disse torne de første par dage, fordi de først og fremmest går i gennem al fortøj og kan gå direkte op i foden på en, hvis man er rigtig heldig. For det andet er de halvgiftige og kan gøre ondt flere uger efter, hvis man får den op i hælen. For at gøre løbe- eller gåturen endnu mere spændende, bliver man ikke kun nødt til at have øjnene naglet til jorden – tornene vokser nemlig på træerne, som er lavtgående og sagtens kan være i øjenhøjde, hvis man løber ind i det.

Når man kommer til et andet land, kan man ikke undgå at snakke om maden – i hvert fald ikke, hvis man spørger mig. Inden vi tog afsted, blev vi advaret flere steder om, at kød ikke var det samme som derhjemme og slet ikke på platformen i Nanyuki. Jeg kan derfor også hurtig konkludere, at det ikke er en underdrivelse, når man siger, at der både kommer ben, fedt og brusk med ned i en kødret. Man er nærmest heldig, hvis man ikke får en uventet flig af knogle i munden. Som forventet får vi en masse bønner og linser, hvilket også er rigtig lækkert – den følelse falmer en anelse, når man har fået den samme ret med grønne linser, løg og peberfrugt fire gange på tre dage. Dog bliver man stadig glad, når der er coleslaw, som er den eneste form for frisk salat, som vi får serveret. Derudover er vi ikke de eneste, som er interesseret i måltiderne – det er fuglene også. Hvis vi ikke er vågne, spiser de fra gryderne. Hvis vi ikke er i nærheden af vores tallerken, er de også at finde der, mens de tager for sig af bananer, ris og kiks. En af de ting, som man aldrig troede, at man ville vænne sig til, er måden vi vasker op på. Man vasker sin egen tallerken op til hvert måltid, hvilket er rigtig fint. Der står altid tre baljer med vand klar, som bliver skiftet mindst en gang om dagen. Den første balje er fyldt med sæbe, så vandet er helt blåt. Hertil er der en klump mørkegrøn ”filt”, som man kan skrubbe tallerkenen med, hvorefter man skylder af i de to andre baljer, hvor man efterfølgende lægger tallerkenen i en kasse – wupti og så er opvasken ordnet.

Jeg tror, at de fleste, ville have en formodning om, at der ikke er så meget vand i det afrikanske generelt. Det er samme tilfælde her – specielt på platformen og i nærområdet, hvor vi får vand fra floden, som har en hård tid, når der ikke er regn. Vi sparer på de to toiletter, der har skyld, simpelthen fordi hvert skyld bruger 15 liter vand. I forhold til at spare på vandet, er det intet problem, når vi går i bad, fordi vandet meget ofte er koldt – til tider også grumset og brunt, hvilket er lidt ironisk, når man går i bad for at blive ren. Derudover er det heller ikke unormalt, når der pludselig ikke er vand for en stund. Man vænner sig til meget, og der er ikke andet at gøre end at trække på skuldrene og udskyde sit bad.

Sidst men ikke mindst sker der nogle gange nogle ting, som er så anderledes, at man stadig griner af dem, fordi det er så uvirkeligt på en måde. Der er som sagt nogle hyrder, som går rundt i området – nogle også indenfor hegnet, fordi der går køer rundt. På et tidspunkt til en morgensamling, som foregik udenfor, fik vi pludselig øje på et spyd, som en af hyrderne havde glemt. Bare sætningen ”jeg har glemt mit spyd i dag,” klinger stadig sjovt i mine ører.

Der er selvfølgelige uendelig mange ting, som stadig er meget anderledes sammenlignet med Danmark, men som sagt vænner man sig til mange ting, og jeg bliver mere og mere glad for Nanyuki – specielt efter at have været i Nairobi. Jeg glæder mig stadig til at få endnu flere indtryk.

Likes

Comments

De sidste dage har for mig været de mest interessante i forhold til undervisningen, hvor vi har haft unge i fokus. Onsdag var vi ude og se et projekt, som er kaldet ”Simama”, hvilket betyder ”Stå” på swahili. Betydningen ligger i, at projektet lærer street kids at stå på egne ben. Vi snakkede med amerikaneren Matt, som førhen har arbejdet på pigeskolen Daraja, hvor vi spiser mange af vores måltider. Han fortalte os om, hvordan projektet startede. Da han arbejdede på Daraja for snart ti år siden, var faciliteterne ikke særlig gode, så der var blandt andet ingen internet, hvilket gjorde, at han ofte var inde i Nanyuki for at få forbindelse til omverdenen. Inde midt i byen er der en lille park, hvor der er hjemløse, som bruger parken til at sove i om natten – dengang inklusiv cirka 40 streetkids. Matt begyndte at snakke med dem og blev tætte med et par stykker. En af drengene hed Alfred, som havde en far, som førhen forsørgede sin søn gennem hårdt fysisk arbejde som fx gravning. For at grave i 12 timer kunne han tjene 200 shillings, hvilket svarer til 12 kroner. Desværre havnede Alfreds far i en bilulykke, hvor han fik slemme smerter i ryggen, så ingen ville ansætte ham, fordi han simpelthen arbejdede for langsomt efter rygskaden. Alfred havde en ingen anden udvej end at gå på gaden og blive street kid.

Matt havde så spurgt Alfred, hvad han kunne gøre for at hjælpe ham. Alfred svarer, at det bedste, han kunne gøre, var at betale for hans skole, så han kunne komme tilbage på skolebænken – at give ham penge, ville bare gøre, at han ville købe noget mad, og så ville han være sulten igen dagen efter. Matt beslutter sig for at få Alfred ind i skolen igen og tager ham med til en skole, hvor han skal tage en test på seks timer som en slags optagelsesprøve. Han scorer cirka 90 % i alle fag undtagen i matematik, hvor han fik 79 % – han skulle have 80 % for at komme ind. Matt prøver at overtale lederen til at optage Alfred. Han havde trods alt været væk fra skolebænken i noget tid, nu da han var street kid. Så snart de hørte, at Alfred var street kid, ville de ikke engang overveje at tage ham ind. Alle andre skoler havde det på samme måde – man ville under ingen omstændigheder have street kids på deres skoler. Heldigvis var der en énkelt skole, som valgte at tage ham ind. Det viser sig, at Alfred faktisk klarede sig som den bedste i en test ud af 55 børn allerede den første dag. Det fik Matt til at reflektere over, hvad man kunne opnå ved at få street kids væk fra gaderne og tage dem ind i skole igen.

Herefter startede Simama, som er et hjem for street kids. På hjemmet får de en slags undervisning på omkring et år, hvor de får en basal viden om, hvordan man vasker sig selv, går på toilettet osv. De lærer om relationer og generelt ting, som man ville have lært, hvis man var vokset op i en familie modsat gaden. Helt basale ting som man tænker, er en selvfølge at vide, men nogle af børnene ved ikke engang, hvor gamle de er, når de bliver fundet. Den yngste pige, som er på hjemmet er kun 3-4 år gammel, hvilket jeg finder skræmmende lavt. Når man mener, at de er klar til at starte i skole, er det en investering hver gang, da man aldrig kan være sikker på, om de løber bort eller ej. Heldigvis er forholdene til de forskellige lokale skoler blevet meget bedre, siden Matt kæmpede for at få Alfred optaget.

Fordi Simama ikke har så stor en økonomi, har de fokuseret mest på pigerne, da det er dem, som oftest har det hårdest på gaden og er i en meget større risikofare – specielt i forhold til sexforbrydelser. Der er færre piger på gaden, da familier i økonomisk nød hellere vil gifte deres piger væk til mere velhavende familier eller ”give” dem til en rigere nabo, så de fungerer som husholdningshjælp. På den måde bliver de holdt væk fra gaderne. I øjeblikket har de valgt at holde antallet på børn i skole på 100, da de stadig gerne vil kunne opretholde og stå ved deres faciliteter, stå til rådighed og 100 % være der – specielt for pigerne.



For at hjælpe yderligere er der socialrådgivere, som står til rådighed, så børnene ved, at der altid er hjælp at hente ved dem. Ofte er børnene misbrugere af lim, da det er meget billigt og har hjulpet dem med at holde varmen på gaden eller fjerner deres hæmninger til at spørge efter penge. Derudover er der mange piger, som har oplevet seksuelle krænkelser. Matt fortalte, at det er ret normalt, at en 8-årig pige skal have sex med en gruppe drenge, før hun må ”være med” i gruppen. Det vil sige, at en så lille pige bliver tvunget til at have sex med 7-8 drenge. Socialrådgiverne laver også gruppesamtale med pigerne, så de kan se, at de ikke er de eneste, som har oplevet forfærdelig ting – de vil også opleve, at andre piger har klaret det, hvilket vil give dem mere mod til også at komme igennem de forfærdelige episoder. Til gruppesamtalerne er der denne kasse, som er markeret med ”Girl Talk”, hvor pigerne kan skrive spørgsmål, som bliver besvaret. Spørgsmålene bliver samlet i en bog, som jeg fik lov at kigge i. Jeg kunne ikke lade være med at smile, idet det lignede en brevkasse fra Vi Unge, hvor der bliver spurgt om ganske normale teenagepigespørgsmål som menstruation, sex og følelser. Vi fik at vide, at det også kunne være ret seriøse spørgsmål som ”Hvis jeg har HIV og har sex med en anden, vil han så også få HIV?” Jeg fandt denne kasse som en virkelig fed ting, men også som en kæmpe nødvendighed – hvad skulle disse unge piger ellers få svar fra, når der ikke er nogle mødre eller søstre, som ikke ved bedre?


Vi var ude for at se dette hjem, hvor børnene boede. Matt bad os pænt om ikke at tage billeder for at værne om børnene, hvilket selvfølgelig er helt forståeligt. Det var kun de yngste, som var hjemme, da de ældre ikke var kommet hjem fra skole endnu. Vi blev mødt af nogle generte smilende børn, hvor nogle var ved at skære grøntsager til aftensmaden, mens nogle andre viste os rundt. Det så rigtig fint ud, og pigernes værelse havde fx fine detaljer med lyserøde lagener. Det var rigtig svært at forestille sig, at disse virkelig unge børn allerede har oplevet så mange forfærdelige ting i deres liv. Hvor er det godt, at Simama er opstået. Det er godt nok ikke den største organisation sammenlignet med andre, men de har været med til at redde disse børn fra gaden. Ikke mindst fungerer de også som en slags værge, som hjælper og støtter dem gennem hverdagens basale situationer. Ingen børn fortjener at leve på gaden.


Likes

Comments

Så er vi endelig kommet tilbage til platformen i Nanyuki efter to uger ”hjemmefra”. Nairobi var virkelig en oplevelse værd, og jeg synes, vi fik set rigtig meget. Vi fik blandt andet besøg af Freddy, som var homoseksuel og var så åbenog sød at dele ud af livet i et land, som tager så dårligt imod LGBT-folk. I Kenya er man ikke så åben overfor homoseksuelle – efter min opfattelse bliver de fleste kenyanere utilpasse ved overhovedet at snakke om emnet. Det var tydeligt at se, at Freddy er homo i den måde han agerede med sit kropssprog og snakkede på; en ægte stereotyp på en bøsse. På hans arbejde i banken er der ingen, som kender til hans seksualitet, og nogle siger til ham, at der er noget anderledes ved ham, men de ved ikke helt, hvad det er. Ingen i vores gruppe var i tvivl om, at han var 100 % homo – og virkelig skøn. Det er til tider ret mærkeligt at opleve den homofobi og benægtelse til homoseksuelle hernede. Jeg tror det handler om, at man ikke ved bedre – og man vil ikke vide bedre. Alt i alt dejligt at møde Freddy.

Derudover har vi også været rigtig heldige at få lov at snakke med en flytning parvis. Mette og jeg fik lov at møde en ung fyr på vores egen alder, som flygtede alene fra Sydsudan for et års tid siden. Han fortalte, hvordan han i første omgang havde været skilt fra sin familie, fordi han var taget ind til byen for at få uddannelse og arbejde. Han blev nødt til at flygte alene, fordi ”rebelgruppen” ville tvinge ham til at tilslutte sig til dem; den selvsamme gruppe, som havde dræbt så mange mennesker. Han havde set folk blive skudt ved sin side og ligge døde tilbage. Af ren frygt måtte han flygte alene uden nogen familie eller andre at støtte sig til. Han fortalte, at han var glad for at have nået til Kenya, men han havde svært ved at få tingene til at hænge sammen, da det er enormt svært at få arbejde – specielt som udlænding. Det er så trist at se på en dreng på sin egen alder, som taler perfekt engelsk, som har færdiggjort sin high school og som så gerne vil fortsætte med at uddanne sig, men bare ikke har ressourcerne til det. Heldigvis var han stadig optimistisk og håbede på en bedre fremtid – jeg håber inderst inde, at det kommer til at lykkedes for ham en dag.

Efter halvanden uge i Nairobi havde vi en lang weekend, hvor vi besluttede os for at tage til Kenyas ældste by Mombasa. Vi skulle tage en bus om aftenen, som efter ni timer ville være i Mombasa ved morgenstunden. Vores taxachauffør hen til bussen var rigtig informativ og nåede at fortælle, at vi kørte gennem Nairobis farligste område, hvor vi kunne se børn hænge på gaden, som drak af store benzindunke og andre mindre sjove skæbner – to minutter efter blev vi sat af, da vi åbenbart skulle med bussen der. Det er første gang på hele min tur, hvor jeg ikke følte mig særlig tryg. Vi kom med bussen i sikkerhed og nåede godt frem. Mombasa var skønt og meget varmere. Stranden var rigtig lækker og der var stor forskel på os og kenyanerne. Vi lå på stranden og prøvede at få noget farve på kroppen, mens der var et hav af kenyanerne i vandet, hvor størstedelen havde baderinge om livet, fordi mange ikke kan svømme. Det var et rigtig sjovt syn, og jeg har en formodning om, at de synes det samme om os, da mange vendte hovedet en ekstra gang, da vi lå på vores håndklæder, hvilket giver god mening i sidste ende – hvide danskere, som egentlig ikke bliver særlig meget brunere.

Det var rigtig rart med nogle dage for os selv, og det var næsten for tidligt, da vi skulle hjem igen søndag. Det var lidt spændende på rejsen hjem, da vi skulle med det her helt nye tog, som har været der siden februar. Luksussen i det var, at det skulle tage 5 timer frem for 9 timer i bus. I vores bil fra hotellet til toget var vi så heldige at punktere, men i stedet for at stoppe op kørte vores chauffør bare videre, mens alle udenfor fulgte vores dæk med øjnene. Nogle pegede simpelthen på væres dæk, hvis vi nu skulle være i tvivl – jeg mener bare; hvorfor skulle vi kun køre 20 km/t. Vi gjorde i hvert fald vores éntre, blev vi enige om. Toget var af den fineste kvalitet, og det var ren luksus i forhold til busturen til Mombasa. Da vi blev hentet ved toget gik der cirka en halv time, før vi punkterede igen – denne gang holdt vi dog ind til siden og ventede på en anden bil. Sammenlagt tog vi afsted kl 6.30 og var først hjemme på platformen i Nanyuki 20.45 – så vi var rigtig trætte og glade da vi endelig nåede frem.

Jeg har savnet platformen her – mere end jeg ville have troet. Det er dejligt med plads til alenetid, men ligeså meget at der er flere toiletter til deling. Det jeg specielt kommer til at savne fra Nairobi er klart de morgener, hvor vi stod op til frisklavede pandekager, men alt i alt er det rigtig dejligt at komme tilbage igen – jeg har virkelig savnet Nanyuki platform!

Likes

Comments

De to sidste dage har vi været ude i Kibera – det største slumområde i Afrika. Jeg har haft en indre dialog omkring, hvad jeg forventede at se. Det har været noget i stil med en masse street kids, en masse fattige påvirkede mennesker og mest af alt en masse fattigdom. Vi fik fire guider tildelt, som alle selv kommer fra slummen. I min gruppe fik vi 21-årig Lucas og 24-årige Regan, som begge er født i opvokset i slummen. Hvis jeg var gået forbi dem på gaden, ville jeg aldrig have gættet, at de kom fra Kibera – de var klædt i tøj, som mine venner selv ville have gået i hjemme i Danmark. Så positiv overraskelse fra starten af. Da vi ankom, var der godt nok meget affald liggende rundt omkring, men gaderne lignede andre gader, som vi også har set i Nanyuki og andre byer, som vi er kørt forbi. .

Vores guider var rigtig gode, positive og optimistiske, hvilket var rigtig skønt. Der var en masse liv i gaderne, hvor kenyanerne snakkede med hinanden, mens nogle samtidig havde en lille biks kørende – som alle andre steder i Kenya foregik alt i stille og roligt tempo: det er hele er jo hakuna matata.. Vi fik vist et hus kaldet City Center, som blandt andet fungerede som undervisningssted. Der kan tages kurser i mange forskellige fag, der kan købes mad, der er vandpumper, så man kan få rent vand, der er mulighed for at få vasket tøj med de tre vaskemaskiner og tørretumblere, der var til rådighed for et lille beløb penge. Derudover var der over hele Kibera offentlige toiletter og bade for henholdsvis 5 og 10 shillings – 50 shillings er 3 kroner.

Derudover fik vi også vist en lille shop, hvor der bliver solgt malerier, som unge har malet. Hvis en kunsternes billede bliver solgt, går pengene udelukkende til kunstneren, som ofte bruger pengene på uddannelse. Hver onsdag kan de unge komme og lære noget om sammensætningerne af farverne og ellers forbedre sine malertalenter – materialerne har stedet til rådighed. Jeg var meget fascineret over stedet og kunne ikke lade være med at købe et superflot billede med hjem af en afrikansk kvinde. Billedet er virkelig flot, og så har jeg samtidig støttet en ung med sin uddannelse, hvilket altid giver en rar følelse i kroppen.

Vi fik til opgave at fokusere på ét emne, som vi gerne ville gå lidt mere i dybden med og efterfølgende lave nogle interviews, som skulle præsenteres for hinanden. I min gruppe satte vi fokus på, hvad de unge gør for at få et bedre Kibera. Vi valgte at interviewe vores to guider Regan og Lucas.

Regan er 24 år, er vokset op med en alenemor og har otte brødre og en søster. Han fik aldrig færdiggjort secondary school, hvilket svarer til ikke at færdiggøre sin folkeskole. Som mange andre unge i Kibera kunne han ikke holde sig fra alkohol og stoffer, hvilket gjorde det rigtig svært at blive i skolen. Han vil gerne være fotograf, movie maker og musiker. Meget af det talent han har, er selvlært fra blandt youtube. Regan kæmper for at få et bedre Kibera. Som man kan se på billederne (helt øverst) er der ufattelig meget skrald rundt omkring i Kibera. Derfor prøvede Regan blandt andet at starte et projekt op, hvor han og nogle andre gav skraldespande til folk og ville tømme dem hver søndag – men folk ville ikke betale for det, så det blev ikke til noget. Derudover er det meget vigtigt for Regan at forhindre unge i at tage stoffer, netop fordi han selv har været ude i det, og hans venner, som ikke har kunnet stoppe, begyndte at stjæle og sidder nu i fængsel. Han fortalte, at han især ville få fat på de unge i starten af teenagealderen – nu når han selv faldt i fælden dengang. For det andet er det nemmere at nå ind til de unge, fordi de ikke er ligeså afhængige af stofferne endnu. Men hovedmålet er at vise de unge det gode liv uden stoffer. Han mener, at det er vigtigt at finde andre gode alternativer at tage sig til i stedet. Med en kæmpe passion i øjnene fortæller Regan os, at hvis han bryder i gennem med sit musiktalent, vil han have et lille studie, hvor de unge skal kunne komme og få en del af det gode liv. Jeg er så glad for, at vi fik snakket med Regan. Han har så meget at byde på, og hans ønsker omkring fremtiden for ham og selv og Kibera går ud i et. Som han selv siger; hvis han kan være med til at præge den unge generation, vise dem det gode liv, vil de lære den næste generation om det samme. De vil så også lære deres børn om det gode liv, og at alt det gode man kan have uden et liv med stoffer. Jeg ønsker inderligt, at Regan får noget ud af sit talent – det fortjener han virkelig.

Både Lucas og Regan er meget positive omkring Kiberas fremtid. De ønsker et bedre syn og færre fordomme omkring slummen. De ønsker en fremtid, hvor man har lige vilkår for at få et job uden at blive kasseret udelukkende på grund af sin bopæl. De vil så gerne ændre folks attitude, at de har oprettet en gruppe på facebook ”Tembea Kibera”. De vil ikke kun have, at man høre om Kibera, de vil have, at man selv kommer og oplever det – med dem selv som guider, selvfølgelig. De har i hvert fald ændret mit syn til den positive side. Kibera er et fedt sted med masser af glæde. Vi så nogle små boligområder, og de så rigtig hyggelige ud. Kibera er selvfølgelig ikke guld og grønne skove, men motivationen og de positive ambitioner gør, at man selv tror på, at slummen Kibera nok skal klare sig.

Jeg vil slutte af med Regans afsluttende ord: Stay positive and never give up.

Likes

Comments

Så er vi kommet til Kenyas hovedstad Nairobi. Efter 5,5 times kørsel i en varm bil var vi alle godt smadrede. Vi har alle sammen været ret spændte på at se, hvad forskellen er på de to platforme i Nanyuki og Nairobi. Overordnet set er der et meget større areal i Nanyuki, værelserne er meget større og der er skabsplads – hvilket vores krøllede tøj sætter meget stor pris på. Der er heller ikke så lyt, hvilket vil sige, at man ikke bliver vækket kl 06.00, når køkkenet begynder at vaske op samtidig med, at de tænder deres lille grill aka. blus aka. bål, så der lugter af grill og bål på værelset ved en 06.30-tiden.

Til gengæld er der på platformen i Nairobi bedre (læs: meget bedre) mad. Der er også wifi på hele arealet, hvilket er superlækkert. Endnu et plus ved platformen i Nairobi er, at indkøbsmulighederne er i gåafstand fra os, hvilket betyder, at vi ikke skal bruge penge på en taxi for at køre i en halv time for at handle ind. Sidst men ikke mindst er vi her sammen med en flok studerende på studietur, hvilket vil sige, at vi er cirka 25 mand om ét toilet med nogenlunde fungerende skyld – alternativt er to squattoiletter. På badefronten er der tre brusere; to kolde og en med varmt vand.

Vores frokost og aftensmad i søndags var over al forventning, og det var helt mærkeligt pludselig at få tilbehør til vores ris og bønner. Derfor var det ret interessant, da vi til morgenmaden i går fik serveret nogle kager, som mest af alt smager af klejner; en hvid dej, som har været en tur i frituren. Hertil intet tilbehør udover kaffe og te – velbekomme. Jeg tror køkkenet forstod vores hentydning, idet de serverede brød og hårdkogte æg i dag.

I går fik vi en lille guidet tur i nærområdet, hvis vi fik vist et lokalt marked. Vores guide fortalte, at man kunne få alt der – bortset fra stoffer. Stierne var meget smalle, terrænet var ujævnt, sælger prøvede at få vores opmærksomhed, lokale kom mod os og overhalede bagfra samtidig med motorcykler, mens jeg samtidig prøvede at følge med flokken. Jeg kunne godt mærke, at mit ikke så store storbyspigehjerte blev sat på prøve. Til gengæld var der et stort udvalg af tøj, legetøj, frugt, grønt og nogle boder havde små tørrede sardiner liggende fyldt med fluer omkring sig, som åbenbart betragtes som snacks.

Herefter tog vi en bus til et mindre marked, hvor der var knap så mange mennesker og stress, hvilket passede mig bedre. Efter frokost tog vi ind til centrum. Efter mødet med det første marked besluttede jeg mig for ikke at tage mobil eller penge med, hvilket også betyder et minimum på billeder. Det der med at tage bussen er en oplevelse i sig selv. Der er en chauffør, som er lukket af fra passagerne. I stedet er der en fyr, som nærmest hænger ud af bussen for at samle folk op. Hvis chaufføren skal stoppe eller køre, fløjter eller hamrer denne fyr så på siden af bussen for at give signal. Bussen har en rute, men intet stoppested – man bliver simpelthen bare samlet op og smidt af, hvor man ønsker det. Mens man kører buldrer den kenyanske musik i højtalerne, mens der er supervarmt, fordi vinduerne er åbnet på minimum for at forhindre udefrakommende.

Nairobi ligner en storby; der er masse af folk, trafik og butikker. Til gengæld fandt jeg det meget mærkeligt kun at se to hvide personer i det store menneskemylder. Desværre var der også street kids, som tydeligvis var høje på lim, som spurgte om penge. Nogle steder kunne man se, at det var mødrene, som fik deres små 5-årige drenge til at tigge. Det var mit første møde med street kids, og det vil selvfølgelig aldrig være en fed oplevelse. Det er desværre, hvad man kan forvente, og jeg frygter lidt for slummen Kibera. Vi skal besøge Kibera i morgen, som anses for at være Afrikas største slum med indbyggertal fra en halv til hel million. Omvendt hører det også med til at lære den kenyanske kultur, men jeg håber, at jeg kan blive positivt overrasket – livsglæden skulle være ret stor sådanne steder.

Fordi der er genvalg i Kenya sidst i oktober, er man lidt mere obs på vores sikkerhed. Der er blandt andet blevet meddelt en demonstration i dag, hvilket kan ende i voldedige episoder mellem demonstranter og politi. Det har medført, at vi har fået forbud mod at komme ud. Til gengæld har vi brugt tiden fornuftigt til at undersøge, hvad vi skal lave, når vi om knap to uger tager til Mombasa – og så nærmer Zanzibar sig stille og roligt, som også skal planlægges.

Vi har i dag været her i præcis en måned – tiden flyver afsted, og det kenyanske er stadig super spændende.

Likes

Comments

Fredag sagde vi pænt på gensyn til kenyanerne med en gang burgere, som vi sammen skulle lave. Det var en meget interessant oplevelse bare at forme hakkebøffer med nogle af dem, fordi de simpelthen aldrig havde prøvet det før. De fortalte, at hakket oksekød faktisk er dyrest, hvilket er mærkeligt, da forarbejdet kød klart er billigere i Danmark. En anden ting, som chokerede os rigtig meget, var, at de ikke vidste, hvad guarcemole er, hvilket vi fandt så mærkeligt, når der er så mange avocadoer her. Det allersjoveste kom til sidst, da størstedelen af kenyanerne måtte erkende, at de aldrig har fået en burger før. Det giver et eller andet sted stof til eftertanke. Vi har været her i tre uger, og de steder hvor vi har spist, har der altid været burgere på menuen. Det viser i særdeleshed, hvem der besøger disse steder. Men det var en kæmpe succes og meget underholdende at se på usikre kenyanere, som ikke havde den fjerneste anelse om, hvordan en burger skulle bygges. Nogle puttede ketchup helt øverst på burgeren, mens andre havde placeret alle ingredienserne rundt på tallerkenen. Vi hyggede rigtig meget, og jeg glæder mig enormt meget til at se dem igen til den næste skills week.

Vi havde vores første lange weekend i denne weekend, hvor jeg tog på safari med størstedelen af de andre. Det var et par timers køretur til Samburu, hvor vi havde et stop til samburustammen, før vi ramte vores camp. Det var bagende varmt, da vi stod ud af bilen, der var ingen vind og vi stod ude i ingenting. Folket havde ufattelig mange smykker på og gik rundt med tørklæder – alt i alt mindede de meget om masaier Vi blev budt velkommen med dans, hvor vi også selv fik lov at danse med, og vi fik udleveret traditionelle halskæder og pandebånd lavet af perler.

Herefter fik vi en rundvisning, hvor vi også fik lidt at vide om, hvordan de bor og om deres lille samfund. På billedet over er der en halvcirkel lavet af sten, som fungerede som deres parlament. Kun gifte mænd måtte være med til møderne, og kvinderne måtte ikke engang lytte til disse møder men skulle gå ind i husene. Flerkoneri var også en meget normal ting. Det fungerede sådan, at ens far finder sønnens første kone og kan ikke afvise det ægteskab. Sønnen må derefter selv vælge sine koner efterfølgende. Kvinderne har hver sit hus, og mændene bestemmer så selv, hvilken kone de har lyst til at være sammen med den pågældende nat. Kvinderne skulle selvfølgelig også lave mad, passe børn, lave smykker og bygge huse, mens mændene passede på dyrene. Alt i alt var det hele meget gammeldages, og jeg brød mig slet ikke om fordelingen mellem mænd og kvinder. Vi fik også fortalt, at de badede i floden og derfor måtte tjekke efter krodiller, før de kunne tage et bad.

Det begyndte at blive ret ubehageligt, da de ville sælge os deres hjemmelavede smykker og andre sager. De blev meget sælgeragtige, præcis som de irreterende sælgere i Sydeuropa. Det var nogle rigtig fine ting, men de solgte det til overpris, og hvis vi ikke ville give så meget, smed de en kommentar med, at ”vi jo støttede også deres samfund”. Det var fedt i starten at høre om deres kultur, men det hele blev meget opstillet og turistagtigt, og mit humør var ret dårligt, da vi kørte.

Heldigvis var vi ved godt mod, da vi skulle videre – vi havde hørt, at vi skulle bo ret luksuriøst og have noget god mad. Denne påstand kan jeg kun bekræfte, og det var superlækkert at få frisk salat, sove i rigtige senge og have garanti på varmt badevand og toilet med skyld. Billedet ovenover er taget fra vores terrasse med udsigt til floden, og gazeller. Rundt omkring vores "telthytter" løb der aber, og den ene aften hørte vi løver brøler. Klimaet var enormt varmt, og derfor skulle vi op kl 06.00 for at drikke te og direkte ud at køre for at se på dyrene , før det blev alt for varmt. Det var ret sjovt, at kunne se alle referencerne fra Løvernes Konge i naturen - vi blev enige om, at vi bliver nødt til at se den sammen efter alle de dyr og terræner, som vi har set, der minder så meget om filmen.. Vores chauffør var rigtig god, og vi så alle de dyr, som man kunne forvente at se. Terrænet var så tørt, at støvet fløj rundt som gratis tørshampoo. Pludselig styrtede vores chauffør afsted i rigtig høj hastighed, mens luften fløj mellem ørene på os – speedometret virkede ikke, så vi havde ingen anelse om hastigheden. Set i bakspejlet var det ekstremt uansvarligt, men samtidigt rigtig sjovt. Det viste sig, at vi skulle nå at se en leopard. Den var rigtig smuk, og selv guiderne havde kameraet fremme for at få et godt billede med hjem. Dog var den meget svær at få billeder af, da den blendede ind med naturen og var lidt længere væk.

Safarien var en rigtig god oplevelse, og det var meget rart at komme et andet sted hen – og så måtte vi gå i turisttøj, hvor vi kunne vise både skulder og knæ.

Allerede på søndag går turen til Kenyas hovedstad Nairobi i to uger efterfulgt af vores næste long weekend, hvor vi tager til Kenyas ældste by Mombasa

Likes

Comments

Det har været tre interessante dage. De kenyanske deltagere kom i søndags. Der er gået mange tanker gennem mit hoved, omkring hvordan det ville være at komme helt tæt på anden kultur. Man kan jo faktisk ikke rigtig komme tættere på hinanden, end vi er lige nu. Tre af de andre piger bor sammen med nogle af de kentaske piger. De gik meget tideligt i seng – til gengæld stod de op lidt over kl 6.00, snakkede i telefon og larmede en del uden at tage hensyn. Det faldt ikke i så god jord, da de andre normalt stor op 7.45. Heldigvis har de fået forståelse for at tage hensyn til hinanden, og efter hver time åbner de sig mere op. Jeg har en kæmpe forståelse for, at det hele er lidt skræmmende, når man ikke kender nogen og ankommer til en flok mennesker, som allerede kender hinanden så godt. For at byde vores gæster velkomne, havde vi bål mandag aften, hvor vi også lavede snobrød.

Mange af kenyanerne havde aldrig haft bål før, og det så ud til, at de hyggede sig rigtig meget med at putte snobrødspindene ind i flammerne – selvom de blev meget sorte og brændte. Så havde vi den klassiske samtale, hvor vi fortalte, at vi får SU og gratis uddannelse i Danmark, og de blev meget chokerede. Det bliver spændende med flere af den slags samtaler, hvor vi vil finde lig- og uligheder. I Kenya er det også meget normalt først at flytte ud, når man skal giftes i en alder af 27 år – jeg kan i hvert fald ikke forestille mig som 20-årig og stadig skulle bo hjemme syv år endnu!

Vi har alle været spændte på at komme tilbage til undervisningsformen, specielt for nogle af os, som ikke har været i skole i over et år. De første par dage har været en blanding af dokumentarisme og kommunikation, og i dag har vi fået et lille projekt, hvor vi er blevet tildelt nogle roller, som skulle fordeles mellem os i vores grupper; director, editor, blogger, fotograf og motivator. Sammen skulle vi blive enige om, hvad vores film skulle handle om.

Vi blev en gruppe kun med piger, og vores brainstorming fik hurtigt fokus på en video med en form for girl power. Vores søde rengøringspige Sara er en enlig mor med børn på 8 år og 3 år, og vi blev hurtigt enige om, at hun skulle være vores hovedperson, som skulle fremstilles som en stærk single mom. Hun var heldigvis med på vores ide, og vi fik taget et interview med hende.

Sara er en meget smilende og sød kvinde, og derfor var det meget overraskende, da hun begyndte at fortælle om sit ægteskab. Hun mødte sin mand i high school, hvor de var kærester i to år og blev gift som 20-årig, hvor hun samtidig blev gravid. Efter kun to lykkelige år begynder manden at drikke og bliver efterfølgende volddig. Året efter blev hun gravid igen, men barnet overlevede kun i to dage på grund af fødselskomplikationer forårsaget af stress og mandens vold på Saras krop. Sara fortæller, at hun accepterede sit dårlige ægteskab – dels fordi hun altid har ønsket sig to børn med den samme fader. Hun får så sin anden søn Mark, selvom ægteskabet kun blev værre. Til sidst måtte Sara tage et arbejde for at forsøge familien, fordi manden løj, drak og ikke fungerede som en ordentlig familiefar. I 2016 fik Sara sin længeventede skilsmisse efter syv års ægteskab.

Selvom det har været den værste tid i Saras liv, ser hun det alligevel som et mirakel. Hun har altid ønsket sig to børn ud af sit ægteskab – og det fik hun. Hun er blevet meget gladere efterfølgende og er vild med at kunne give sine børn alt opmærksomheden. Hendes to børn er også hendes motivation, og hun er glad, når de er glade. Da vi spurgte hende om synet på en enlig mor i samfundet, mener man, at hun ikke kan date igen. Hun deler den samme mening, men samtidig føler hun heller ikke, at hun har brug for en mand i sit liv

Jeg er vild med den åbenhed, styrke og stolthed, som befinder sig i Saras øjne. Det var klart den rigtige ide at snakke med hende – hun er virkelig en stærk og sej kvinde, og mange burde se op til hende. Jeg glæder mig til at se resultatet på vores lille film – ligeså meget til at vise den til Sara.

Likes

Comments

I fredags var vi ude og hjælpe med at bygge et hus. En kvinde skulle have et ”hus” til sit køkken. Da vi dukkede op, løb der en masse små drenge rundt i dagpleje- og børnehavealderen. De begyndte at græde og blev bange, da vi kom – vi fik at vide, at de var bange for os, fordi vi var hvide. De blev ikke bange for vores trainer James. Da kvinden fik beroliget drengene, gik vi andre ellers i gang. Med jord fra marken i baghaven og vand taget fra floden som sammen blev mixet til en muddermasse, fik vi en klat mudder i hænderne, som skulle kastes på muren, der bestod af grene. Simpelt og primitivt, men størstedelen af husene er bygget sådan – murene skulle også holde, selv når det regner i kraftige stråler. Det var rigtig hårdt arbejde at skulle mixe jord og vand sammen, da det var tunge redskaber og hårdt at røre sammen.

James, som var med os ude at bygge, fortalte at kvinderne på skift passede hinandens børn, så de andre kunne hjælpe hinanden fx med at bygge et hus. Jeg har lagt mærke til, at det er meget typisk, at alle i lokalsamfundene hjælper hinanden, som var de i familie med hinanden. Hjemme i Danmark ved man knap nok, hvad ens nabo hedder, og langt de færreste naboer hjælper hinanden med tjenester a la bygge-et-hus-lignende-ting – derfor er det specielt fedt at se, hvordan kenyanerne gør det her.

I fredags havde Cæcilia fødselsdag, og vi startede derfor morgenen tidligt ved at stå op klokken 6.00 for at gå op på toppen og se solopgangen. Det var det hele værd og virkelig flot – det skulle selvfølgelig også foreviges med et billede.

I morgen starter vores første uge med skills week. Vi har hjemmefra valgt mellem linjerne kommunikation og dokumentarisme. I løbet af dagen kommer der også kenyanere, som også skal deltage i den kommende uge – det bliver virkelig spændende, og jeg glæder mig til at møde dem.

Likes

Comments