Jeg har været en hver mor verdste maridt igennem.

Hvis I ikke tror mig så læs med her. Denne blog komme til at handle om hvordan det er at have et barn som er tvangsfjernet 2 timer efter fødseln og næsten to år efter stadig ikke have et 100% svar på hvorfor.

Lad os starte ved begyndelsen. i 2014 mødte min mand og jeg hinanden og vi var hurtigt enige om at vi skulle flytte sammen. Inden vi nåede at flytte sammen blev jeg gravid og vi kunne ikke vente til vi skulle være en familie og glæede os begge. Tingene skulle dog ikke gå som vi havde regnet med.

Den gang var jeg på kontanthjælp og 19 år. En dag kom der er brev fra familieafdelingen i den kommune jeg boede i med beskeden om at de gerne ville have et møde med os. Dette gik vi med til og det var vores livs størte fejl! Efter det møde beslutede kommunen at de ville lave en undersøgelse for at se om vi kunne klare vores barn. Efter et par måneder en uge før min termin blev vi igen kaldt til møde. Denne gang for at få svar på alle deres undersøgelser. Til mødet var der to sagsbehandlere og i det vi kommer ind i lokalet kan vi regne ud at den er gal.

Vi fik beskeden om at vores lille engel skulle fjernes ved fødslen men intet svar på hvorfor. Min verden brød sammen da vi fik den besked. I næsten 9 måneder havde jeg gjort alt for at det lille barn inde i min mave ville kunne få det godt og nu stod jeg til at miste min engel ved fødselen.

Dag kom hvor jeg fødte.

Jeg var gået en uge over termin og det eneste jeg ønskede var bare at jeg kunne beholde min engle i maven da tanken om hvad der skulle ske skremte mig.

Da jeg havde født fik jeg min lille engel op på maven og det var så fantastisk følelse at ligge der med sin nyfødte. Der gik dog ikke længe før glæden blev til sog. Efter to timer kom en sagsbehndler fra kommunen og en jordmoder ind og tog mit barn. Så der lå jeg sammen med min mand og min mor midt i mit livs mareridt da jeg så min nyfødte forsvinde ud af lokalet uden at vide hvornår jeg fik min engel af se igen.

Natten efter var ulidelig da vi blev kørt over på barselsgangen for at sove. Der lå vi så midt i babygråd uden vores barn intet anene om hvor vores barn var eller hvem vores engel var hos ( vi kendte på dette tidspunkt kun fornavnene på plejeforældrene)

Da vi endelig kom hjem fra hospitalet var vi kun kort hjemme. Jeg kunne ikke klare at være der så da det nu var blevet sommer kørte vi til noget familie for at spise med dem i deres have.


Dette er kun starten på vores kamp. Jeg vil løbene dele hvad der er sket fra jeg fødte i sommeren 2015 frem til nu.

Jeg ønsker ikke på nuværende tidspunkt at nogle ved hvem vi er så alt hvad der bliver skrevet her inde bliver i anonymitet.

Xox En fortvilet mor

Likes

Comments