Så skete det endelig. Efter lang tids indlæggelse blev jeg udskrevet i mandags. Det var selvfølgelig rigtig rart, og dagen blev tilbragt sammen med min skønne familie og nogle venner.

Det hele var egentlig stille og roligt. Min gode ven fra gymnasietiden kom og kørte mig hjem, og hjemme blev jeg overrasket af min kæreste og en lille gruppe venner, som jeg ikke havde set længe.
Min dejlige kæreste havde lavet pandekager og varm kakao til os alle for at fejre min udskrivelse, også hyggede vi os ellers bare.

Alene billederne viser jo, hvor velsmagende det var. Min kæreste er bestemt en god kok. Samtidig var det en sød gestus fra min kæreste og en hyggelig måde at fejre, at jeg er udskrevet igen.

Vi krydser fingre for, at det holder længe denne gang.

Design din blog - vælg mellem masser af færdige skabeloner på Nouw, eller lav din egen: "peg og klik" - Klik her

Likes

Comments

Der har været dødstille på bloggen, set bort fra de nye indlæg, der egentlig skulle ud noget før. Undsktkd for det og undskyld for stilheden. Jeg ikke død, det er ikke derfor. Tværtimod veksler det meget mellem godt og dårligt. De sidste par dage, er der heldigvis sket flest positive ting: Jeg er blevet student, sådan for alvor. Indlæg følger. Jeg har deltaget i et intet mindre end fantastisk møde, som jeg skrev kort om HER, og sidst men ikke desto mindre det vigtigste - mine piger klarer sig så godt. De er så stærke. Virkelig nogen fightere. Så jeg lever, og det ser lyst ud, selvom der er stille. Kroppen og helbredet skranter stadig, og jeg var oppe at slås med en metaltrappe. Indlæg følger. Så fysisk går det måske ikke, som man kunne håbe, men så meget andet er bedre end forventet.

Hvordan går I og har det, og hvad får I tiden til at gå med?

Likes

Comments

Posted i: Kommunen, Trælse oplevelser, Uheldig

Til de uopmærksomme læsere, er det fredag i dag. Begyndelsen på weekenden. For mange begyndelsen på sommerferien. Og for mange også en dag med fejring - ja, jeg taler om studenterne. Men det skal dette indlæg ikke handle om, mon ikke der dog falder et eller to om det alligevel, nu hvor jeg er blevet student? Det tror jeg godt, I kan regne med.
Ikke desto mindre en ret fantastisk fredag - endnu mere fantastisk end fredag normalt er. Dette indlæg handler om, hvordan det ødelægges på få få sekunder.

Nemlig når man får besked om, at man har post i e-boks fredag eftermiddag. Jeg hader, når de gør det fredag eftermiddag. Det bliver værre endnu, det var nemlig et afslag. Træls.

Alligevel kan jeg ikke lade være at smågrine lidt. Det var nemlig underskrevet lederen - mon jeg ikke må vide, hvem min sagsbehandler er? Latteren varede dog kort, for det gik op for mig, at lederen ikke var inde i området, jeg ansøgte i. Ergo kunne hun ikke behandle min ansøgning. Afslaget bliver desværre ikke mindre holdbart ad den grund i deres øjemed, men så meget desto mere grund til at anke.

Jeg ville ringe og høre, hvordan og hvorledes. Men som før skrevet, går mange på sommerferie i dag. Også hende. Hvilket vil sige, at hun er væk de næste tre uger. Suk. Med et blev fredagen noget mere trættende. Det låser mig nemlig fast i to muligheder: Lægge en besked på telefonsvareren til deres generelle telefonnummer eller sende en mail til deres sikker post.

Det er altså bare øv sådan en ellers ret god fredag i en ret god periode, måske ikke god fysisk, men så i alle andre henseender. Det får mig dog ikke ned med nakken! Det lykkes på et tidspunkt! Jeg må nyde, at nogen ting i mit liv går godt, og tage kampene bagefter. Det er planen.

.Planen for fremtiden er også at få forbudt e-post fredag eftermiddag, og at få forbudt at åbne samme i weekenden. Mit råd er: Skulle en så forbandet ting finde din vej, så åbn den om mandagen. Mandage er i forvejen trælse, så dem kan man godt ødelægge ved at åbne e-post der.


Har du trælse oplevelser med e-post? Eller måske et godt råd til at holde det ud? Lad mig høre i kommentarerne!

Likes

Comments

Posted i: Hjælpere

I går var det min hjælpers fødselsdag, hurra, hurra, hurra. Hun sikkert sig en gave for, som hun har ønsket sig i år med dejlig chokolade og kager til.

I går var det min ene hjælpers fødselsdag. Planen er at vi traditionen tro skal fejre det, næste gang en god dag, tid og hendes vagt falder sammen. Når vi fejrer fødselsdag for hjælpere sker det som regel gennem et væld af kram og skønsang, dernæst kommer et par søde ord, fagter eller andet fra min side, herefter overrækkes min fødselsdagsgave, som jeg og en anden hjælper har købt og gjort klar.
Hvis jeg er inde i en god sygdomsperiode, drikker vi varm kakao og spiser boller eller kage - afhængig af overskud enten bagt eller købt - mens vi hører den pågældende hjælpers yndlingsmusik efter kram. Super hyggeligt! I de dårlige perioder springer vi let og elegant hen over dette trin. Derudover pynter jeg gerne op sammen med en hjælper, inden fødselaren har vagt. Det gør det så hyggeligt, synes jeg.
Fødselsdagen er endnu ikke holdt, men gaven er klar og afleveret: Blomster, en vase og noget nips. Tak til en skøn hjælper for at lege bydreng, indpakker og postbud, så gaven trods alt nåede frem i tide.

Nogen undrer sig måske over, at jeg gør så meget ud af mine hjælperes fødselsdage. Men det gør jeg, fordi det først og fremmest er hyggeligt for os begge, dernæst fordi det bistader til en god arbejdsdag med god stemning på arbejdspladsen, og sidst men ikke mindst, fordi de ikke kun er ansatte, men venner, som jeg er meget glade og taknemlig for. Og det viser jeg ved bl.a. fødselsdage.

Hvad mener du? Skal man fejre hjælperes fødselsdage?

Tillykke min ven! En fornøjelse at have dig som hjælper!

Likes

Comments

Posted i: Læger, Kommunen, Møder

Et konstruktivt møde med kommunen, læger, psykologer, ergoterapeuter og en masse andre fagfolk.
Lyder det som ønsketænkning eller en drøm? Det ville jeg tro, hvis ikke jeg selv havde været til et sådant møde for et par dage siden. Og det er kun toppen af isbjerget. For det var ikke kun konstruktivt, jeg gik ud derfra opløftet og med en positiv fornemmelse.
Lyder det for godt til at være sandt? Måske, men sådan var det. Og åh hvor jeg håber, det holder stik, og at de forskellige holder, hvad de lovede. Gør de det, så tror jeg det hele nok skal gå på den ene eller anden måde. De virkede allesammen positivt stemt for at yde deres og for at få det til at fungere. Det er en god start. Og når jeg tænker på alt, hvad det kan blive til, kan jeg mærke, at det skal fungere. Der er ikke andre muligheder. Det var måske ikke en planlagt drejning af mit liv, og selvom den nok ikke bliver problemfri - det er jo offentligt ansatte - så ville jeg ikke ønske det anderledes.

Kender I fornemmelsen af, at det skal blive godt? Har I også oplevet disse mystiske konstruktive og positive møder, eller lyder det som noget fra en anden planet? Fortæl!

Likes

Comments

Posted i: Skadestuen, Uheldig

Har I nogensinde gjort noget klodset? Noget hvor man bare tænker: Hvordan kan man lave sådan et uheld? Det gjorde jeg i onsdags. Hvis en af jer læsere går med en idé om, at vælte ind i en væg med armen først, også ovenikøbet så hårdt, at du kan høre det knase, når du rammer. Ja så har jeg kun et råd: Lad være. Hvis du er så stædig - eller dum - at gøre det alligevel - kan jeg kun sige, at du ikke skal lave andre stunts oveni. Tro mig kollisionen med væggen gør mere end ondt nok. Derfor er det en rigtig dårlig ide at vælte dit dropstativ nedover selv samme arm, der hilste på væggen, under faldet. Jeg mener det, forkast ideen. Det bliver smertefuldt.

Hvor ved jeg det fra? Rigtigt gættet kære læser, det gjorde jeg i onsdags. Resultatet? Uhyggeligt ondt i armen. Jeg har en meget høj smertetærskel, men min arm gjorde - og gør - virkelig ondt. Så jeg har gjort erfaringen for jer, og det kan ikke anbefales.

Men de der kender mig, de ved, at jeg kan være ret uheldig til tider. Så jeg kolliderede med væggen med en arm, der hilste med knas og hev i samme stunt mit dropstativ nedover den. Av. Derfor tilbragte jeg en hel del tid på skadestuen. Lige i omegnen af seks timer, for at være mere specifik. Seks lange timer.

Resultater blev: En meget hævet, halvt blåligviolet og halvt rød arm. Svaret på skadestuen? Et brud på armen, der nu er i gips og heldigvis også i bedring. Men hold jer fra det, det kan ikke anbefales. Det er desuden kedeligt at bruge så lang tid på skadestuen, det er helt absurd. De var søde personalet, den ros må jeg dog give dem. Eneste positive ved den episode.

Hvad er det mest klodset, du har gjort, og hvordan gik det? Hvornår var du sidst på skadestuen, og hvorfor? Hvis du ligesom mig har erfaring med røvkedelige venteværelser og alenlang ventetid, hvad er så dit bedste råd til at holde det ud?

Likes

Comments

Posted i: Indlagt, Læger, Tillid, Trælse oplevelser

"Er det her noget, du finder på?" er et spørgsmål, man kan forvente fra uvidende eller fordømmende mennesker, hvis man fortæller dem, at man har en sygdom. Det sker især, hvis ens sygdom ikke kan ses.
Spørgsmålet forventer man til gengæld ikke at få fra en læge. Slet ikke, når der er synlige tegn på sygdommen. Ikke desto mindre oplevede jeg det i går.

Situationen er den, at jeg ligger på stuen, heldigvis alene, og kaster op. Så kommer der en sygeplejerske, og hun siger så, at hun lige vil hente en læge. Da klokken er mange er mine faste læger, der normalt tjekker den slags, ikke på vagt. Sygeplejersken må have været usikker, for hun vælger at hente en alligevel - og derfor træder der en fremmede læge ind på min stue, som ikke kender mig, mit forløb eller har læst min journal. Dybest set en, der intet ved om mig.
Jeg er for dårlig til at tage mig af det, så da han kommer hen og spørger mig, hvordan jeg har det, svarer jeg pænt og kommenterer ikke hans åbenlyse uvidenhed. For var det åbenlyst? Ja. Jeg mener, er det ikke tydeligt, at man ikke har det ret godt, når man ligger og kaster op? Men som sagt, svarer jeg pænt og får sagt noget i stil med, at jeg ikke har det godt, ikke kan overskue næring, at jeg vil så hurtigt så muligt vil ud herfra og får også nævnt bekymringerne for min vægt. Alt det kan han godt forstå.

Men så kom den. "Er det her noget, du finder på?"

Og det var der, jeg stod af. En læge skal ikke komme og møde mig med mistillid. Hvis jeg siger, jeg har det skidt, har jeg det skidt. Bum. Når han ovenikøbet kan se, at jeg kaster op - se fysiske tegn på det - så skal han droppe de der dumme kommentarer. Der er simpelthen ikke noget, der kan gøre mig mere irriteret end læger, der opfører sig på den måde. Suk. Som om dagen ikke var hård nok i forvejen. Derfor glemte jeg også et øjeblik min nervøsitet for at tale - og tro det eller lad være, når jeg ikke er styret af angst, sygdom eller medicin, siger jeg tingene som de er - og derfor, fik jeg svaret noget i retningen af: "Tager du pis på mig? Tror du helt seriøst, jeg bare finder på det? Er du idiot eller hvad?" Ikke ligefrem diplomatisk. Men sådan en kommentar. Argh altså.

Spørger du mig skal læger hjælpe en og være trygge baser. De skal opmuntre til at lytte til kroppen og til at fortælle, hvis vi oplever forværring i vores sygdom. Gjorde han nogen af delene? Nej. Tværtimod. Og som ung, tror jeg endda vores behov for hjælp til dette er større end andre patientgruppers. De voksne har ligesom fundet deres sted i livet, og børnene har deres forældre til at kæmpe kampen. Men vi unge, vi vil bare gerne glemme vores sygdom og være normale. Derfor skal vi støttes.
Uanset hvad lever vi så ikke i et samfund, hvor vi skal møde hinanden med respekt og tillid - især i sådant et system?

Likes

Comments

Så blev det endelig tid til den længe ventet flytning af bloggen! Bloggen er nu officielt flyttet her til Nouw - vildt! Jeg er sikker på, det nok skal blive godt!
Indtil jeg får helt styr på, hvordan Nouw bruges, så gør jer klar på omrokering og flytterod.
Desværre betyder min manglende viden om Nouw ikke blot et kedeligt design og lidt rod hist og pist, men også at jeg ikke har kunnet få de gamle blogindlæg med. De er hermed officielt begravet til evig tid og med tårer i øjnene.
Men det er ikke noget at tude for. I stedet vælger jeg at se det som en mulighed for at få ryddet ud - og hvem ved måske skrive et gammelt blogindlæg om igen? Godt bliver det under alle omstændigheder!
Jeg håber, at I som læsere er åbne for det og vil følge med fremadrettet, selvom det nu er en ny bopæl.
Jeg lover, jeg nok skal få det gjort lige så fint, som den gamle når overskuddet er til det. Hvornår det er - det ved I trofaste læsere jo, jeg ikke kan sige. Men det sker på et tidspunkt! Det lover jeg.

Er I klar på at fejre det med mig? Det er så ensomt at fejre den slags begyndelser selv.

Kram og positive tanker til jer!

Likes

Comments