Tak er et fattigt ord, men ikke desto mindre skylder jeg alle jer som læser med et kæmpe et af slagsen.

Det var enormt svært for mig, at træffe beslutningen om hvorvidt bloggen skulle blive til noget eller ej. Men her efter en lille uges levetid, er jeg slet ikke i tvivl om, at det er det helt rigtige jeg har gjort. Jeres respons på bloggen er simpelthen så overvældende, at det blot har givet mig lysten til at dele mere.

Derfor har jeg ikke andet at sige, end at jeg håber I fortsat vil følge med - det gør mig så glad!

Del 5 af min historie udkommer i morgen, og her vil I få første del af min fødselsberetning.

Rigtig god mandag til jer allesammen! 

Flyt din blog til Nouw - nu kan du importere din gamle blog - klik hér!

Likes

Comments

Del 4

Jeg arbejdede stadig fuldtid på caféen, men med en risiko for at kunne føde når som helst, var jeg klar over at nyheden måtte overbringes til mine chefer hurtigst muligt. Det var virkelig ubehageligt for mig at tænke på, at det næste store emne som ville ryge over folks læber, omhandlede min familie og jeg. Det der bekymrede mig mest var, at jeg ikke selv kunne kontrollere hvad der blev sagt. Vigtige detaljer kunne udelukkes, og der kunne blive pyntet på de mindste ting. Man ved jo bare at en fjer hurtigt bliver til ti høns. Så det var virkelig grænseoverskridende, at tænke på. Men igen så vidste jeg, at det var noget jeg ikke kunne undgå. Derfor aftalte jeg at mødes med dem, senere på ugen. Jacob tog med mig, da han også har arbejdet på caféen, og af den årsag også kendte dem begge rigtig godt. Heldigvis var det slet ikke så slemt at få det sagt, som jeg havde frygtet. Jeg tror at min ene chef havde luret mig lidt, og da Jacob pludselig var med mig, kunne han godt ligge to og to sammen. Igen røg der en sten af mine skuldre, og vi gik derfra med et kæmpe tillykke og et stort kram. Jeg skyldte naturligvis også mine kollegaer en forklaring på min uforudsete opsigelse, derfor skrev jeg et opslag i vores fælles Facebook gruppe. Det skulle jeg dog aldrig have gjort. Aldrig nogensinde har jeg i mit nu 20-årige liv, hørt et rygte løbe så stærkt. Opslaget blev kopieret, og derefter sendt rundt til en masse mennesker i og udenfor vores omgangskreds. Det var så langt ude, hvordan folk snakkede med nogen, som kendte nogen, der havde hørt om nogen, osv. Og der gik det første gang op for mig, hvor vigtigt det er at holde sine kort tæt ind til kroppen, og ikke mindst at folk ikke er til at stole på, når det handler om sladder. Jeg var selvfølgelig klar over, at vi overbragte en stor og uventet nyhed, men alligevel så er jeg stadig den dag i dag enormt overrasket over, hvor hurtigt sladderen gik rundt.
Min Facebook indbakke var ved at sprænge, og én ting jeg var særligt ked af var, at jeg ikke selv fik muligheden for at overbringe nyheden til mine veninder, før end de hørte det fra andre. Det var en virkelig ubehagelig følelse at sidde med, og de beskeder jeg modtog bekræftede mig bare i, at ikke alle havde fået den sande historie. Modsat blev jeg også meget overrasket, da jeg igennem mine venner og veninder blev fortalt, at mange bakkede os op. Endda selv af mennesker, som vi intet har med at gøre til dagligt.

Når jeg tænker tilbage på netop denne periode hvor det hele gik så stærkt, så husker jeg tydeligt hvordan mit hoved var fyldt med diverse tanker. Gode som dårlige. Det påvirkede mig især hvis jeg tænkte på, at folk antog vores kommende "nye" tilværelse, som noget negativt. Men jeg kan godt forstå, hvis folk engang imellem fik det indtryk. Fordi når vi snakkede med nogen, så var det ord som "desværre", der tit blev sat i forbindelse med vores kommende baby. Det gik mig enormt meget på, derfor satte jeg mig en dag og sagde til mine forældre, Jacob, og andre omkring os at når vi fremover omtalte den lille, så var det på en positiv måde. Vi skulle glæde os over, at vi fik muligheden for at blive forældre, og især glæde os over den helt unikke tilværelse der ventede os rundt om hjørnet - og det hjalp. Den sidste uge inden jeg fødte, kunne vi næsten ikke vente længere. Så jeg var egentlig meget glad for, at det ikke var 9 lange måneder vi skulle vente, fordi så ved jeg ikke hvad der var blevet af os.

Vi begyndte at købe ind, og fik fat i både barnevogn, et puslebord og det første sæt tøj som vedkommende skulle have på, når vi skulle hjem fra sygehuset. Det hele hjalp på tankerne omkring vores kommende baby, og det at man kunne gå og nusse samt forberede små ting, gjorde os fortrolige om tanken som forældre.

Selvom tiden gik langsomt, så gik den, og dagen var kommet til min anden graviditetsscanning. Det var dagen før juleaften, den 23. december, og siden aftenen forinden havde det føltes lidt underligt i mit underliv. Det føltes lidt som menstruationssmerter, og alligevel ikke helt. Heldigvis skulle vi til scanning, så jeg vidste at jeg kunne få jordmoderens vurdering på mine symptomer. "Din livmoder er stadig hård, så du er ikke i fødsel" - Nå. Jeg troede ikke rigtigt på hende, og jeg kendte jo trods alt min krop lidt bedre end hun gjorde, selvom hun var den professionelle. Vi forlod sygehuset, og jeg tog videre ned i byen for at spise frokost med min veninde Josephine. Det var lidt hårdt, for de der veer, som åbenbart ikke var veer, begyndte at tage til. Men jeg bed smerten i mig, og fortsatte min dag som planlagt. Men 10 timer senere, efter en god middag hos mine forældre, måtte jeg altså indrømme at det begyndte at nive lidt meget i underlivet. Jacob begyndte at tage tid, og da der på et tidspunkt ikke var mere end halvandet minut imellem dem, valgte vi at besøge fødegangen. Her blev vi taget imod af den sødeste jordemor Pernille, som sørgede så godt for os. Hun tog nogle forskellige stikprøver, og målte derefter hvor åben jeg var. "Du er 2 cm åben, Simone. Så tillykke, du er igang!"
Det var virkelig alvor nu. Om ikke så forfærdelig mange timer, blev jeg nogens mor. Jeg brød fuldstændig sammen. Jeg hulkede som aldrig før, mens jeg prøvede at få sagt, at jeg slet ikke var klar. Heldigvis var både min mor og Jacob der, til at trøste mig, samt overbevise mig om at det barn som om lidt ville blive født, ikke ville have nogen anden mor end mig.

Likes

Comments

På alle tider af døgnet 

Det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv, var da jeg bestilte en tid hos Tina fra Stylelash. Jeg er en af de uheldige, som desværre ikke blev født med smukke lange, stærke, mørke vipper. Men jeg har til gengæld altid ønsket mig dem.

Jeg kan slet ikke beskrive hvor fantastisk det er, at slippe for at stå og kæmpe med mascara på flere tider af døgnet, for derefter at bruge kræfter på at fjerne det igen. Jeg ved snart ikke hvor mange forskellige mærker på mascara jeg snart har haft fingrene i, men det er som om, at det bare ikke vil virke på mig. Det vælger jeg så at tro på, at der er en mening bag. Jacob er lidt uenig der, men da han er en dreng, som faktisk har de perfekte vipper jeg efterspørger, så vælger jeg ikke lytte på ham - han ved alligevel ikke hvad han snakker om....

Især efter jeg blev mor, sætter jeg virkelig stor pris på, at en make-up ikke tager meget mere end 2 minutter at færdiggøre.

Derudover så nyder jeg den lille time jeg er i hænderne hos Tina til fulde, da det er enormt afslappende for mig. Det er det rene kvalitetstid, og jeg har virkelig fundet ud af, at jeg aldrig vil være det foruden.

Det er ikke et sponsoreret indlæg, men blot en kæmpe anbefaling fra mig til jer.

Likes

Comments

Del 3

... Du tager pis på mig, Simone. Det var min mors første sætning - og det blev ikke kun sagt en, men hele ti gange. Egentlig havde både Jacob og jeg forventet en værre reaktion, end den vi egentlig fik, men jeg tror min mor var ligeså mundlam som vi selv var, på det tidspunkt. Min mor og jeg har altid haft et enormt tæt forhold. Men jeg er også den eneste pige ud af hendes tre børn, så det har altid været helt naturligt at min mor og jeg har støttet os op af hinanden, især efter jeg blev ældre. Mine brødre har derimod altid haft hinanden, hvor jeg har stået lidt udenfor. Men sådan tror jeg det er i de fleste familier, hvor børneflokken er flerkønnet. Derfor var jeg slet ikke bange for at fortælle hende, at Jacob og jeg skulle være forældre, nok nærmere meget nervøs. Måske var det også fordi, at jeg slet ikke var i tvivl om, at hun uden at tøve, ville støtte op om vores kommende familie. Men derfor var det stadig meget svært at få sagt, når det kom så uventet, som det gjorde i vores situation.

Jacob var enormt svær at læse i hele dette forløb, og for at det ikke skal være løgn, så var de næste to døgn sværest for ham. Jeg var naturligvis også selv chokeret. Men jeg håndterede det på en lidt anden måde, end Jacob gjorde. Jeg tror at det er en evne de fleste piger besidder, og som virkelig understreger forskellen på drenge og piger. Jacob taklede situationen ved at blive enormt ked af, og en smule nedtrykt. Jeg tror at han var bange for at ungdomslivet skulle slutte, samme dag som det her barn blev født, hvilket jo slet ikke var realiteten. Jeg blev slet ikke ked af det, på samme måde som han gjorde. Jeg affandt mig med sitationen, og begyndte at forberede mig på hvad der ville komme til at ske. Det skal dog nævnes, at Jacob på intet tidspunkt var i tvivl om, at han ville tage ansvar for vores barn. Og flere gange fik han sagt " Hvor er jeg bare glad for, at det her skal ske med dig" - hvilket selvfølgelig kun bekræftede mig i endnu engang, at han var den helt rigtige for mig.

Et par dage efter, var vi heldige at få tid til en scanning. I en normal graviditet blive man scannet første gang omkring uge 12, som kaldes for en misdannelses scanning. Det er her man som regel finder ud af, om ens barn er sundt og rask, da man kigger efter tegn på autisme og andre genfejl. Derudover får man igen en scanning i omkring uge 20, hvor man bl.a. kigger efter køn, hvis forældrene ønsker det, samt at barnet trives, og vokser som det skal inde i maven. Disse scanninger var vi på nuværende tidspunkt foruden, derfor var vi begge en smule nervøse for, hvordan vores barn egentlig havde det. En del af bekymringerne kom sig også af, at jeg jo ikke havde været helt "appelsinfri" igennem graviditeten. Heldigvis har jeg altid været røgfri, men jeg indrømmer blankt at der blev indtaget en del alkohol under min studenteruge, på Roskildefestivalen og et par gange efterfølgende i forbindelse med diverse begivenheder. Det kunne have været værre, men selvfølgelig havde jeg ønsket for vores lille baby, at jeg helt havde skånet det for alkohol. Men gudskelov var alt som det skulle være. Jacob og jeg var enormt lykkelige over det, for vi var ærlig talt ikke mentalt stærke nok til at håndtere et barn med autisme, eller andre krævende sygdomme. Vi har begge kæmpe respekt for de forældre som tager kampen op, og børn uden "vanskeligheder" kan naturligvis også være en kæmpe mundfuld. Men vi var bare glade for, at vi ikke skulle bekymre os om mere end nødvendigt, i hvert fald i denne omgang. Vi var begge meget opsat på at finde ud af kønnet, men det var desværre ikke muligt, da babyen lå med krydset ben, derfor ville jordemoderen være ked af at sætte køn på. I bund og grund var det jo også fuldstændig ligemeget nu, da vi vidste at barnet havde det godt. Men det var bare vigtigt for os, at få noget at forholde os til. I forvejen skulle vi på ekstremt kort tid vænne os til, at to blev til tre, og det var især svært, når man ikke kunne sætte han eller hun på det væsen som lige om lidt blev en del af os.
Men alt i alt, var det en meget lettende fornemmelse jeg havde i min krop, indtil scanningen afsluttes og jordemoderen vender sig imod mig og siger "du har termin d. 7 januar" - undskyld mig, hvad sagde du? For to dage siden var jeg 25-26, og pludselig blev graviditeten fremskyndt hele 10 uger(!!!!!!!)
Overraskelse, på overraskelse, på overraskelse.. Sådan føltes det at være os. Det hele var så overvældende, at det var svært at tro på, og især fordi der på daværende tidspunkt intet var at se på min krop - endnu.

For efter en god nats søvn, vågnede jeg pludselig op, og lignede en der rent faktisk var gravid.

Netop den nat, glemmer jeg aldrig. Det er det vildeste vi nogensinde har prøvet. Man kan slet ikke forstille sig, at man kan føle sig så forkert, i sin egen krop. Natten over, var der sket en kæmpe forløsning i min krop. Og på en eller anden måde, havde min hjerne givet slip for alle de tanker, jeg havde tilbageholdt. Lige pludselig fik min krop lov til at være sig selv, og være gravid. Og inden jeg havde set mig om, væltede det ind over mig med symptomer på graviditet, i form af træthed, ondt i ryggen, og ikke mindst cravings.
Men der var stadig ét problem, som stadig fyldte meget i hovederne på Jacob og jeg. Der var ingen af vores venner der kendte til nyheden, og tanken om at vi snart blev det helt store samtaleemne i hele byen, skræmte mig meget.

Likes

Comments

Del 2

Vi samlede mod til os, og blev enige om at jeg skulle have en tid hos min læge hurtigst muligt, så vi kunne indstille en abort. Det var enormt svært for os begge, at skulle træffe den beslutning. En af grundene til det var, at vi begge to ikke var et sekund i tvivl om, at vi gerne ville have børn sammen. Det skulle bare ikke være nu. Men kan man godt tillade sig at sige sådan? Selvom jeg oppe i mit hoved ikke var i tvivl om, hvad der var det mest fornuftige i vores situation, så prøvede mit hjerte prøvede at overbevise mig om noget andet. Når man beslutter sig for at stifte familie, så er det som om, at der er nogle gængse regler, der "helst" skal være opfyldt først. Begge parter skal besidde en formel arbejdsstilling, så økonomien er i orden, for det er jo dyrt at få børn. Derudover skal man gerne have en fast base. Et hjem, hvor der er plads til leg, kærlighed og ikke mindst et børneværelse eller to. Og hvad med os? Vi var netop flyttet i en to-værelses lejlighed, Jacob gik stadig på gymnasie, og jeg arbejdede fuldtid på en Café nede i byen. Oddsene for det perfekte familieliv var ikke ligefrem med os. Men hvad så hvis det her barn var vores eneste chance? Det var netop disse tanker som fyldte mest. En af mine kollegaer på caféen havde kort forinden fortalt mig om, hvordan hun i næsten 10 år havde kæmpet for at få børn med hendes kæreste. Derfor var det ord som evig barnløshed, og fertilitetsbehandlinger i massevis, der skræmte mig lidt. Måske var det i virkeligheden det nemmeste, hvis vi bare valgte at beholde barnet.

Siden jeg var helt lille, og spillede The Sims har jeg vidst, at jeg gerne ville være mor i en tidlig alder. Min ønske alder var ikke 20 år ganske vist, men omkring de 23-25 år ville være perfekt for mig. Men nu sad jeg altså i venteværelset på lægehuset, parat til at gå ind og få afbrudt min graviditet. Jacob havde ikke mulighed for at tage med mig, men jeg vidste at jeg var stærk nok til at gennemføre denne samtale alene. Det jeg så ikke var forberedt på, var at jeg måtte gå fra min læge med en anden besked end forventet. Det var ikke muligt at afbryde graviditeten, for min læge havde sat mig til at være 26 uger henne. Når man kommer til læge i forbindelse med graviditet, hvad enten det er ønsket eller uønsket, så udregner ens læge hvor langt man er henne, da det har noget at sige i forhold til hvilken type abort man kan få. Men pludselig stod mine valg ikke imellem hvilken abort jeg skulle have, det var om jeg skulle være mor, eller bortadoptere mit barn til en anden.

Det værste ved det hele var, at jeg skulle hjem og fortælle Jacob, at vi skulle være forældre. Hvad enten vi ville det eller ej. Og en aftenvagt i caféen gjorde det hele lidt mere besværligt. Derfor besluttede jeg mig for, at jeg ville vente med at fortælle Jacob hvad der skulle ske, indtil jeg havde overstået min vagt. Men Jacob var naturligvis meget interesseret i hvordan det var gået hos lægen, så det var svært at holde ham hen. Op til flere gange spurgte han til mig, og hver gang måtte jeg spise ham af med "det gik fint, vi kan lige snakke når jeg har fri i aften" - men han kendte mig heldigvis godt nok til at vide, at det ikke var sandheden.

Jeg havde nu slukket og lukket caféen, og det scenarie jeg havde prøvet på at udskyde hele dagen, kunne nu ikke længere vente. Derfor vidste jeg også, at der ikke var andet for end blot fortælle Jacob om vores situation.
Jeg husker netop dette øjeblik aldeles tydeligt. Jacob sidder på sofaen, og spørger mig for sidste gang hvad der foregår. Jeg fortæller ham hvordan det gik hos lægen, og at jeg altså var 26 uger henne i graviditeten. Det første han spørger mig om er, hvor abortgrænsen ligger, hvortil jeg svarer uge 12. Derefter går det op for ham, hvad det er jeg fortæller ham. I mere end 10 minutter, sidder han bare og stirre midt ud i ingenting, hvorefter han udbryder "DU BLIVER NØDT TIL AT RINGE TIL DIN MOR" - klokken var omkring 23.30, så jeg ville foretrække at vente til dagen efter, men Jacob insisterede. Derfor var der ingen vej udenom, og jeg måtte gribe telefonen og fortælle min mor om vores familieforøgelse.




Likes

Comments

Del 1

Har I set det program før?.... Det har jeg - og nu var jeg hovedpersonen.

Jeg stod med en positiv graviditets test i hånden, og et hjerte der bankede hurtigere end nogensinde før. Mine tanker myldrede rundt oppe i hovedet, mens en sætning trængte kraftigere igennem end de andre: Det kunne ikke være rigtigt. Mine håndflader blev svedige, og med ét fik jeg kvalme. Jeg tror det var en blanding af alle de følelser der pludselig sitrede i min krop. Det var nu otte dage siden, at min menstruation skulle have meldt sin ankomst. Og siden jeg i februar måned startede på p-piller, har den ikke svigtet en eneste gang. Men denne gang var anderledes, det kunne jeg mærke. Derfor var jeg ikke det mindste i tvivl. Jeg var gravid. Det var enormt ambivalent at stå med de følelser som jeg gjorde. Når man benytter sig af prævention, skaber man en sikkerhed oppe i hjernen, som gør at man aldrig vil anslå at man er gravid, hvis blot man får sin menstruation. Derfor var det svært at tro på en graviditets test som nu påstod det modsatte.

Jeg vidste at jeg måtte fortælle det til min kæreste Jacob, men dagen var i forvejen presset med en 40 års fødselsdag ved min moster, og sådan en nyhed er jo ikke noget man lige får sagt midt i fødselsdagssangen. Men heldigvis gjorde Jacob det let for mig, da han under en betragtning af mine fætre og kusiners mindre børn får slynget ud, "sådan én vil jeg også have" - og der så jeg mit snit til at fortælle ham, at han nok skulle få hvad han ønskede, da jeg altså var gravid. Han blev mundlam. Men med et beskedent smil, sagde han at jeg lavede sjov, indtil det gik op for ham, at jeg havde fortalt ham jeg ville tage en graviditets test tidligere på dagen. Derefter kom alvoren frem i hans ansigt, og min tankemyldrer var nu overført til hans hoved. Det altafgørende spørgsmål for os begge var nu, om vi skulle være forældre eller ej.

Vi forlod fødselsdagen tidligt, da ingen af os kunne koncentrere os om formålet. Jacob havde brug for luft til sine tanker, og mødtes derfor med nogle venner efterfølgende. Men vi vidste godt begge to, at ingen af os kunne løbe fra det ansvar som lå i min mave.



Likes

Comments