Er det bare mig, eller er der helt og aldeles babyboom for tiden? Mit Instagram feed er fyldt med billeder af nybagte forældre, helt nyfødte babyer og smukke graviditetsmaver der bare venter på at poppe - og jeg må indrømme, at jeg er SÅ misundelig på alle dem, som befinder sig i denne smukke tid.


Mit hjerte bobler simpelthen, når jeg ser et billede af sådan en helt lille fin ny baby. Det er en fuldstændig vanvittig følelsesladet oplevelse, at blive forældre. Det er ubeskrivelig hårdt, men samtidig utroligt yndefuldt. Er det for tidligt at savne det, når man har en baby som stadig "kun" er 10 måneder? Der medfølger mange ambivalente følelser, ved at få børn. Da Conrad var nyfødt kunne jeg kun tænke på, hvornår han kunne holde hans hovede, sidde selv og ikke mindst tage sine første skridt. Det hele skulle gå så vanvittig stærkt at jeg dårlig nok selv kunne følge med, og selvom familie og venner beordrede mig til at slappe af, og blot nyde hvert et stadie, så var jeg stadig opsat på at opnå nye færdigheder med ham. Nu er der ikke længe til Conrad fylder et år, og så er hans "baby-periode" slut. Min mor siger, at det vil fortsætte sådan her hele livet. Man føler netop man har født sine børn, og straks herefter er de pludselig flyttet hjemmefra. Den følelse er jeg fuldkommen forbundet med nu.

Der sker virkelig så mange ting, med Conrad for tiden, og når først han starter i vuggestue, kan jeg kun forestille mig at tiden løber endnu hurtigere.

Selvom det overrasker mig lidt, så kan jeg allerede mærke nu, at jeg virkelig glæder mig til næste gang, jeg skal opleve, at bringe et lille spædbarn til verden. Så må vi se, hvornår tiden er til det. På den ene side, så tænker jeg at det ville være fornuftigt at få den svære tid "overstået", mens Conrad stadig er lille, så der heller ikke bliver for stort et spring imellem dem. Men på den anden side, så vil jeg også gerne nyde Conrad, og vil gerne give ham god tid, med Jacob og jeg, før end han skal dele opmærksomheden med en anden. Jeg synes det er lidt et dilemma. Hvad er jeres holdning? Det synes jeg kunne være interessant at vide! 😄

God søndag, fra mig. ❤

Design din blog - vælg mellem masser af færdige skabeloner på Nouw, eller lav din egen: "peg og klik" - Klik her

Likes

Comments

I går eftermiddags besøgte Conrad og jeg, vores lokale ECCO forretning, i Randers midtby. De kolde måneder begynder at presse på, derfor synes jeg at det var tid til, at Conrad skulle forsynes med et par rigtige vinterstøvler.

Conrad er netop begyndt at gå, derfor var det vigtigt at finde en støvle, som ikke ville hæmme hans udvikling, for eksempel ved at syne klodset, og veje for meget om de små fødder. Generelt når jeg skal købe nyt udstyr til Conrad, synes jeg det er en jungle, at finde rundt i, og afgøre hvad der er bedst. Der er så mange potentielle gode mærker, derfor er det ofte svært, at beslutte sig for hvilket mærke man skal købe. Men denne gang var det anderledes, jeg var ikke et sekundt i tvivl, om at valget skulle falde på en støvle fra ECCO.

Vi fik simpelthen så god service, nede hos de søde piger i forretningen - og inden jeg overhovedet havde set mig om, så havde de allerede fundet et relevant bud, på støvlen til Conrad. Og jeg var solgt. Det var præcis samme støvle, som jeg selv ville have valgt, og heldigvis passede den Conrad perfekt.

Conrads støvle, som I ser på billederne ovenfor, er lavet i specialgarvet kamellæder. Det betyder at den er så blød og lækker, og fuldstændig tilpasser sig barnets fod. Derudover er støvlen både vind-og vandtæt, da den er lavet med GORE-TEX, hvilket er en stor fordel, da det er svært at finde "små" støvler/sko, som tilbyder dette.
Jeg synes at støvlens design er så sødt, og så er det praktisk at den er lavet med lynlås, så den er let og hurtigt at tage af, selvom der også er snørebånd.

Støvlen koster kun 600 kr, hvilket jeg synes er en rigtig fornuftig pris, for et par børnestøvler fra ECCO.
Jeg er ikke nærig, hvad angår Conrad, men jeg synes også det er tydeligt at ane, når man betaler for mærket, fremfor kvaliteten. Når man køber et produkt fra ECCO, så får man begge dele, hvilket jeg som mor synes er betryggende, da det i sidste ende er mit ansvar, at sørge for at Conrad ikke får problemer senere i livet, fordi at jeg har iført ham støvler, som ikke var gode for hans fødder.

Støvlen hedder ECCO FIRST, og I finder et link til støvlen lige her: https://dk.ecco.com/da-DK/B%C3%98RN/product/5638549145/ECCO-FIRST

Og så skulle jeg hilse at sige, at den også findes i bordeaux, til de små fine piger :-)

Selvom Conrad kunne udpege mange andre ting, som var mere interessant, så var pigerne i ECCO så tålmodige og hjælpsomme, og der var plads til både at kigge på imprægnering, og andre spændende ting i forretningen, samtidig med at der blev testet støvler.

Alt imens at pigerne tog sig af Conrad, og fandt frem til den helt rigtige størrelse, fik jeg også luret på lidt alternativer til moderen her. Jeg må ærligt indrømme, at jeg er både begejstret samt imponeret over ECCO´s store udvalg af herre og dame sko, og efter vores lille besøg i dag, så er jeg slet ikke i tvivl om, at Jacob og jeg skal en tur ned i forretningen, næste gangs vores fødder trænger til forkælelse.

Dette indlæg, er lavet i samarbejde med ECCO.

Likes

Comments

Jeg må hellere indrømme, at det i virkeligheden nok mere er mine ønsker, fremfor Conrads, men jeg er sikker på at han (vi) nok skal få glæde af dem.

Jeg synes faktisk det var vildt svært, at udarbejde en ønskeliste til en 1-årig. For hvad ønsker de sig, hvis de helt selv skulle vælge? Mmmh. Jeg har spekuleret en del, over det spørgsmål. Især fordi jeg inderligt har haft lyst, til at tilføje en masse unødvendig legetøj til listen, som han i øvrigt har i forvejen, og til dels ikke finder interessant ret lang tid af gangen. Derfor har jeg forsøgt, at holde mig indenfor en kategori, som læner sig op af det praktiske, med et strejf af de ting, som man selv er for nærig til at købe.

Det som i virkeligheden er problemet, er nok at jeg selv er for utålmodig til at vente på sådanne mærkedage.
Derfor har jeg i de fleste situationer, selv købt hvad han har haft brug for, hvorfor han i bund og grund ikke mangler noget.

Men drengen er i voksealderen, både fysisk og mentalt. Han skal aktiveres, underholdes, og derfor skal tingene konstant opgraderes, og det trækker i pengepungen. Men det som er en udfordring hos os, er at Conrad i teorien kun får gaver "en" gang om året. Dagene flyder oveni hinanden, og vi har kun mulighed for opfylde hans behov, ved hjælp af gaver og ønsker den ene gang, hvor andre har sædvanligvis har to. Derfor har vi besluttet at oprette en "eventyr-konto", hvor familie og venner har mulighed for at indbetale et restbeløb, hvis de for eksempel vælger ikke at købe gaver for det fulde beløb.
Herefter kan Jacob og jeg, råde over beløbet på kontoen, og dermed have mulighed for at give Conrad gaver, flere gange om året. Det synes jeg er smart!

Jeg har dog besluttet mig for, at han skal have noget betydningsfuldt, til sin 1 års fødselsdag. En ting, som kan følge ham resten af livet, og som ikke mister betydning. Jeg så på Instagram, at en dreng havde fået en Flowerpot fra Verner Panton i dåbsgave, og jeg synes at det var en smuk tanke. Jeg har selv lampen, og er meget glad for den, og jeg har tit tænkt på at når Conrad engang får sit eget værelse, så skulle han også have sin egen. Derfor har jeg besluttet, at han skal have den til sin fødselsdag i år. Dermed håber jeg at lampen, vil få en betydning for Conrad, og får lov til at være en del af hans hjem, uanset hvor gammel han bliver.

Nedenfor ser i et uddrag af de andre ting, vi ønsker os. Ønskelisten er lavet på Ønskeskyen.dk, hvor man kan danne overblik, over hvilke ting der i forvejen er købt.

Er i også ved at skrive ønskerlister til jul? Jeg må indrømme, at jeg har store problemer med min egen i år.....

God weekend

Likes

Comments

En læser skrev en kommentar til et af mine seneste indlæg, hvor jeg beskrev hvilke overraskelser, der følger med det at være mor, til en dreng. Jeg er slet ikke i tvivl om, at kommentaren var skrevet i en god mening, men jeg fik en følelse af, at hun betvivlede mine hensigter med indlægget. I kommentaren skrev hun blandt andet, at hun synes det var vildt synd for Conrad, at han havde mulighed for at gå tilbage i arkiverne, og læse om hvordan hans egen mor, tidligere har delt en pinlig historie, med hele internettet.

Jeg synes personligt ikke selv, at indlægget var over grænsen. Men måske gør andre, og det er naturligvis helt forståeligt. Vi er allesammen forskellige, og vores grænser kan ikke sammenlignes. Det kommer måske også an på hvor åben man selv er som person, og nogen har bare lyst og behov, for at dele mere end andre.

Kommentaren fik mig også til at spekulere på, om vi gør mere skade end gavn, ved fremstille vores børn som vi gør, på de sociale medier. For hun har jo fuldstændig ret, når hun påpeger at Conrad ikke selv har indflydelse på hvad jeg deler af ham, og om har jeg tænkt på at det kan skade ham i fremtiden? Jeg kan naturligvis kun svare for mig selv, men jeg håber at svaret er entydigt for de fleste forældre, og selvfølgelig har jeg Conrad i tankerne, når jeg skriver eller poster billeder af ham, på mine sociale medier. Men som jeg også skrev til læseren, så tænker jeg at Conrad vil kigge tilbage på dette indlæg, hvis det endnu ikke er slettet, og grine ligesom så mange andre forhåbentlig har gjort. Derudover så var det ikke nogen unaturlig ting jeg berettede om, og jeg havde absolut ingen intentioner om at gøre ham ondt. Hverken nu, eller senere i fremtiden.
Men er vi for tankeløse, når vi deler vores små guldklumper på f.eks. Instagram? Og måske er det forkert, at teknologien er blevet, og fortsat vil være så stor en del af deres opdragelse, som det er i dag. De fleste børn vil netop vokse op, uden nogen som helst forestilling om, hvordan det ville være at undvære mobilen, computeren og ikke mindst en tablet, da det nærmest kommer ind med modermælken. Jeg fik selv min første mobiltelefon i tredje klasse, da jeg fyldte 10 år, og jeg kan huske at både min mor og far havde ondt i maven, over at skulle aflevere telefonen til mig, i så "tidlig" en alder. Men jeg indrømmer blankt, at Jacob og jeg allerede har konfereret, om at forære Conrad en Ipad, når han fylder et år til december. Og det er vel i realiteten ligeså slemt, hvis ikke meget værre. Telefonen havde i mine yngre dage kun et formål, at kommunikere. Men i dag er vores telefoner jo en værre tidsrøver, og kun fantasien sætter ingen grænser for, hvad den kan af finurligheder. Og det er vel netop fantasien der bliver sat grænser for, når vi stikker en tablet i hånden på vores børn, fremfor at bede dem om at gå ud og lege. Men vi gør det vel fordi vi gerne vil hjælpe vores børn, og ikke mindst os selv. Det er nemt, og det bliver stort set aldrig kedeligt, sådan har jeg det i hvert fald til tider selv.

Jeg er selvfølgelig meget opmærksom på, at ligge telefonen fra mig, når jeg bruger tid sammen med Conrad. For jeg ved at det vil præge ham, og hvis det bliver for meget, så kan jeg kun takke mig selv. Men modsat så tror jeg også at det vil være tæt på umuligt, at leve uden vores mobiler og tablets i dag, netop fordi de kan så meget mere, end de kunne for ti år siden. Det som blot er vigtigt, når man begår sig på telefonen, og endvidere de sociale medier, er at huske på vores børn, som på nuværende tidspunkt ikke selv har mulighed, for at sige til eller fra.

Min hensigt med dette indlæg, var måske i virkeligheden at forsvare mig selv. For måske tænker jeg ikke altid lige meget over det jeg ligger ud på min instagram, og jeg er af den overbevisning at der altid vil være nogen, som ikke synes det er passende at skrive om det ene, og vise et billede af det andet. Sådan er vores verden indrettet, og hvis vi allesammen var enige, ville det vel også være uholdbart. Nogen passer bare bedre sammen personlighedsmæssigt end andre, og så handler det hele om vores egen personlige holdning, og ikke mindst respekt for andre mennesker. Jeg tror på, at vores børn vil lære at håndtere den verden som de er blevet født ind i, og vil lære det her univers meget bedre at kende end vi gør. Vi har lært at leve med det, hvilket jeg tror er grunden til at det ofte kan virke ekstremt. Derfor det er slet ikke ualmindeligt, at vi får den følelse. Men børn nu til dags, har aldrig har prøvet andet, hvorfor det måske ikke vil virke som så stor en omvæltning for dem, som det muligvis har gjort for os.
Dermed ikke sagt, at man ikke skal have fornuften med sig, når man deler ud af sit liv, og især af andres, men jeg tror på, at alle deler begivenheder, gode som dårlige, i en god mening.

Likes

Comments

En læser ønskede at jeg ville skrive et indlæg, hvor jeg fortæller om hvilke reaktioner jeg har mødt, i forbindelse med min graviditet og det at være "ung mor" - det ønske vil jeg naturligvis gerne imødekomme.

For hvordan tackler man, at folk pludselig har en mening om dig, og føler de har ret til at dømme dig på baggrund af din alder. De fleste mennesker er ikke særlig alsidige, når man som ung pige fortæller, at man ønsker et barn i nærmeste fremtid. De fleste antager faktisk, at det formegentlig var en "smutter", for som jeg skrev i et tidligere indlæg, så ser man gerne at nogle specielle grundelementer er opfyldt, før end man stifter familie.
Jacobs og min familieforøgelse var ganske vist ikke planlagt, men det alene er ikke nogen undskyldning, for at slippe for fordømmende ord og blikke. Jeg havde dog forventet, at reaktionen fra det sundhedsfaglige personale såsom jordemor, sundhedsplejerske og egen læge, ville være langt værre end hvad det i virkeligheden var.

Jeg kan faktisk kun nævne én enkelt episode, hvor jeg virkelig følte at der blev tvivlet på mine evner som mor.
Det var vores anden dag på barselsgangen, så vi havde kun haft lidt under et døgn til at vænne os til vores nye roller, og lære Conrad at kende. Vi lå indlogeret på barselsgangen, fordi sygehuset havde forslået det som en god ide, da vi kunne komme ud for tilfælde, hvor det ville være rart at have en sygeplejerske tæt på.
Når der var vagtskifte på afdelingen, kom de forskellige sygeplejersker altid ind og hilste på. Det var også rart for os, at have et overblik over hvem der var omkring os. Der var netop mødt en sygeplejerske ind, som jeg kunne forstille mig var nyuddannet, da hun var forholdsvis ung. Hun var i hvert fald meget striks i forhold til at overholde de forskellige spiseskemaer, og kiggede slet ikke på hvad det individuelle barn havde behov for. Jeg var slet ikke tryg i hendes nærvær, da jeg følte at hun hele tiden skulle rette på mig, og bestemme hvad Conrad ville og ikke ville. Jeg husker specielt en episode, hvor jeg efterfølgende sagde til Jacob, at hun ikke skulle vise sig på stuen igen.
Min veninde Amalie var netop kommet for at besøge os, og se lille Conrad, som hun især havde glædet sig til at se for første gang. Jacob og Amalie har det rigtig godt sammen, så alt imens at jeg fik fumlet mig ud på toilettet for at tisse, kunne de hygge sig med at skifte Conrad. Idet jeg har forladt stuen, kommer sygeplejersken ind, for at se hvordan det går med os. Jacob fortæller hende at jeg netop er gået på toilet, hvorefter hun går ud igen. Herefter ligger Jacob, Conrad i kuvøsen som står på stuen, for at vise Amalie at Conrad absolut ikke ønsker at ligge der i ret mange minutter af gangen. Alt imens skynder Amalie sig hen til sin taske, så hun kunne tage et billede. Samtidigt med dette komme sygeplejersken ind, og forlanger at Conrad skal have mad. Hun siger at det ikke er meningen han skal ligge alene i kuvøsen, da nærkontakt er enormt vigtigt, hvilket vi godt var klar over. Conrad lå kun i kuvøsen, fordi Jacob ville vise Amalie hvilken bestemt lille herre han allerede var blevet til. Derudover påpeger hun, at jeg måske burde ligge mere energi i min søn, fremfor min telefon. Hun troede simpelthen at jeg var Amalie. Jeg ved ikke hvordan det er muligt at overhøre hvad Jacob fortæller hende, og danne en mening om mig på så ufattelig kort tid, men det siger nok også meget om, hvad hun tænkte om os.

Efterfølgende kommer jeg tilbage på stuen, og jeg fornemmer straks at stemningen er meget anspændt. Hun vender sig imod mig, og siger at Conrad skal have mad nu. Han var lige blevet skiftet, og lå faktisk for aller første gang helt afslappet i kuvøsen, som han aldrig havde gjort før. Han udviste overhovedet ingen tegn på sult eller utilfredshed, derfor synes jeg det var unødvendigt, at hun skulle komme ødelægge vores eget forsøg på at tyde hans behov. Men mad skulle han have, åbenbart, det stod på hendes skema. Så jeg måtte forsøge at ligge den stakkels dreng til, som overhovedet ikke var samarbejdsvillig, fordi det ikke var det han ville. Men så længe at det i hendes optik var nødvendigt, havde jeg intet andet valg, end at blive ved med at forsøge.
Hvis jeg skal være helt ærlig, så var jeg kun et ord fra at gå lidt amok på det tidspunkt. Men tanken om hvad hun efterfølgende ville indberette om mig, holdte mig fra det. Efter ti minutters håbløst forsøg, konkluderer hun at han formegentlig ikke er sulten lige nu, hvorefter hun heldigvis forlader stuen.
Halleluja kvinde, det var som sådan det jeg fortalte dig til at starte med.
Jacob og Amalie var chokerede, og kunne slet ikke se nogen grund til at hun opførte sig som hun gjorde, heller ikke jeg selv. Hun var selv ung, så jeg havde faktisk forventet, at hvis der var nogen som ville vise forståelse for os, så var det hende, men lige modsat var det. Faktisk var det, det ældre personale på stuen som tog det helt afslappet omkring vores lille familie, og det gav os ro. Jeg var slet ikke i tvivl om, at hende sygeplejersken valgte at bedømme os på vores alder, og formodede uvidenhed om små børn. Men allerede på dette tidspunkt blev jeg bevidst om, at jeg ved bedst om mit eget barn. Det kan godt være han ikke passer ind i et skema, som er beregnet ud fra alverdens børn, men han er sin egen og det er det Jacob og jeg elsker ham for.

Udover dette har jeg aldrig mødt et menneske, som jeg føler har betvivlet mine evner som mor, og Jacobs evner som far.

I er som sagt altid velkomne til at give mig forslag til indlæg. Det er altid nemmere at skrive, når jeg ved hvad I gerne vil læse. Husk at følge med på Facebook og Instagram.

KH. Simone

Likes

Comments

Jeg vidste det ville ske en dag, men min formodning var at der ville gå flere år, før end jeg skulle sande, at min lille dreng en dag bliver en "mand". Dagen var ikke anderledes fra alle andre, og vi benyttede ikke en usædvanlig metode, som kunne fremkalde denne reaktion, erektion, vil jeg faktisk kalde det.

Min dreng på knap 10 måneder, fik altså oplevelsen af at have erektion for første gang. Af hvad jeg ved af.
Jeg var fuldstændig lamslået, og vidste næsten ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Min første tanke var, at der måtte være noget fuldstændig i vejen med Conrad. Det kunne simpelthen ikke være rigtigt, at det er normalt at små babyer skal opleve dette. Jeg tror at min reaktion var tydelig at ane, for Conrad var i hvert fald flad af grin, og synes det var helt og aldeles underholdende at ligge der med en strittende javertus. Jeg synes egentlig også det var en smule komisk, men samtidig blev jeg også overvældet af en masse bekymringer. Tænk nu hvis det var en sygdom? Tænk hvis han på ingen måde kunne styre det, og derfor konstant ville føle erektion? Jeg kunne lige forestille mig opringningen fra skolen, som fortæller at Conrad har opført sig upassende og blufærdighedkrænker de andre børn med sit legemsdel. Måske ville de slet ikke tillade ham at gå i skole?! Ja. Jeg var lidt ude af mig selv, så jeg måtte endnu engang ty til vores allesammens geni-hoved Google. Jeg husker tydeligt mit søgeord, som lød således " Er det normalt at babyer får stiv tissemand?!" - måske ville det have været nok med stikord i dette tilfælde, men jeg kunne ikke tage nogen chancer, det omhandlede jo mit barns fremtid....

Jeg kunne dog med ro i sindet, afblæse alle alarmer jeg netop havde fået sat gang i. Det er (åbenbart) ganske normalt, at drengebørn får erektion, allerede fra 6 måneders alderen. Sort på hvidt stod det der, og jeg kunne læse mig til at mange andre mødre havde haft samme bekymringer som jeg.
Da Jacob kom hjem fra arbejde, fortalte jeg ham det som det allerførste. Og netop som jeg burde have forventet, synes Jacob at det var helt perfekt, at hans lille dreng kunne "præstere", som han kaldte det.

Vi griner stadig af det i dag, og jeg blev blot endnu engang mindet om at jeg er mor til en DRENG.

Likes

Comments


Selvom Jacob og jeg ikke havde mange uger til at forberede os mentalt, på vores kommende familieforøgelse, havde jeg en forventning om at tiden ville stå fuldstændig stille, i det øjeblik han blev født.
Det ville blive et helt enestående øjeblik, da Jacob og jeg på det tidspunkt havde skabt en familie sammen.
​Kærligheden ville boble imellem os, og følelser ville blomstre til det ukendelige. Alt skulle eftersigende blive større og bedre, for meningen med livet var netop ankommet til vores verden. Men min oplevelse var en helt anden.

Jeg elskede ikke Conrad fra det øjeblik jeg så ham.

Men instinktivt tog jeg mig af ham, og brugte alt min energi på at opfylde hans behov. I mit hoved overskyggede kærligheden ikke alt, jeg vil nærmere beskrive vores bånd som biologisk. ​Faktisk kunne jeg kun tænke på mad og søvn, det omhandlede både Conrad og jeg.
Jeg var så udmattet over den her oplevelse, at jeg slet ikke skænkede kærligheden en tanke, det centrale var blot at vi alle havde det godt. Jeg ved ikke om jeg følte mig en lille smule udsat pga. min alder, men det var i hvert fald vigtigt for mig, at der ikke var en finger at sætte på noget. Derfor følte jeg mig også enorm uærlig, når folk spurgte mig hvordan det var at blive mor, og jeg prompte svarede at det var det bedste og største i hele verden. Jeg gav dem blot det svar de forventede at høre, så jeg ikke skulle forsvare mig yderligere.

Forleden læste jeg en artikel i DSB bladet, hvor en mor beskriver hendes forhold til sit barn. I artiklen fortæller hun om, hvordan hun aldrig har følt uendelig kærlighed til sit barn, da hun ikke elsker sit barn af lyst.  
​Barnet er i dag 16 år, hvilket jeg straks tænkte var tid nok til at genfinde den kærlighed, som ikke ramte fra start. Men hun påstod, at hun blot elskede sit barn af pligt. Jeg kom straks til at tænke på perioden da Conrad blev født, mens jeg havde svært ved at forestille mig en hel opvækst, uden reel kærlighed fra min mor eller far. Som forældre har vi pligt til at opdrage, passe på og opfylde vores børns behov hele livet, ellers har vi fejlet som forældre. Men vi gør det også gerne, fordi vi elsker vores børn. Kærligheden er dermed et afgørende element, for at man som mor og far har tålmodighed og energi, til at stå til rådighed i døgndrift.

Som tidligere nævnt, så elskede jeg ikke Conrad fra første øjeblik. Men jeg lærte at elske ham, og jeg har senere indset at han rent faktisk er meningen med mit liv. Hans smil og glade sind, overskygger alt negativt jeg nogensinde kan komme ud for, og så længe at ham og hans far er hos min side, så er min verden fuldent. Min mor havde forudset, at jeg formegentlig ikke ville føle den velkendte moderfølelse i første øjeblik. Derfor var hun altid meget opmærksom på at fortælle mig hvor heldig jeg var, og at Conrad i sandheden var et drømmebarn. Han var perfekt, og tidspunktet han blev en del af vores familie kunne ikke havde været bedre.
Midt i september måned gik min mormor bort. Det kom som det største chok for alle i familien, da det ikke var min mormor vi havde spået til at forlade os, næste gang. Det satte gang i en masse tanker hos os alle, og man sætter pris på livet i et helt andet omfang end før. Jeg tror vi ofte glemmer, det gør jeg selv, at tænke på at vi ikke selv vælger hvornår livet slutter. En dag må vi sige farvel til vores nærmeste, om vi ønsker det eller ej.
Midt i vores sorg, konkluderede vi alle at det var et sandt mirakel, at vi havde fået Conrad. Ligeså vel som nogen ovenover os vælger hvem der skal forlade verden, så tror jeg også på at vedkommende vælger, hvem der skal tilkomme verden. Jorden er fyldt med mennesker, og jeg tror på at der er en mening med at vi er her, hver og én. Livet et til tider uforståeligt, og til dels uretfærdigt. Men da vi blev beriget med Conrad d. 25 december sidste år, var det i sandhed en velsignelse.
Og selvom jeg ikke elskede ham fra første øjeblik han lå i mine arme, så har kærligheden fuldstændig indtruffet mit sind, og jeg kan mærke helt ind i det inderste af maven, at jeg aldrig nogensinde vil leve livet uden ham.

Det var vigtigt for mig at være ærlig omkring mine følelser, i forbindelse med Conrads fødsel. De fleste forventer at få en fuldstændig perfekt start på tilværelsen som nybagte forældre, derfor vil jeg blot påpege at det er fuldstændig normalt, at man ikke elsker sit nyfødte barn fra første sekundt. Det kommer med tiden, og du er ikke i tvivl om når kærligheden til dit barn er større end noget andet. Man kan sagtens være en tiltrækkelig mor for sit barn, selvom man ikke overdynger det med kærlighed. Så længe man ligger en masse tid og følelser i samværet med sin nyfødte, så skal resten nok komme af sig selv. Det gjorde det for mig.


Har nogen af jer prøvet noget lignende? Så må I meget gerne smide en kommentar. <3

Likes

Comments

Som en afslutning på alt den opmærksomhed min familie, min blog og jeg har fået i forbindelse med artiklen fra TV2 Østjylland, vil jeg blot knytte en kommentar til den seneste artikel.

I artiklen beskriver jeg hvordan jeg har haft det igennem hele forløbet, og hvad det har betydet for mig at folk uden videre tanke har skrevet negative og fordømmende ting om mig. Det var utrolig forbavsende for mig, at folk havde samvittighed til at påstå at jeg var en løgner, opmærksomhedskrævende, blondine-dum og at jeg blot havde holdt min graviditet hemmelig. Det kan godt være at de ikke havde til hensigt at såre mig, men når man skriver på et offentligt medie må man regne med at nogen i min omgangskreds læser det, eller jeg selv. Chancen for at jeg derfor vil møde den kommentar på et tidspunkt er ret stor. Derfor undrer det mig at man ikke tænker sig mere om, når man ytrer sig på diverse medier, om det så er på Facebook, instagram eller noget helt tredje er i og for sig irrelevant, men en god huskeregel er at man som altid skriver noget man kan stå inde for, og har mod på at sige direkte til vedkommende. Derudover så er det jo også altid meget velanset at man skriver i en god tone, og ikke konkluderer på noget som man i realiteten ikke ved er rigtigt eller forkert.

Nå. Så vi fik det på plads. Fra nu af vil jeg ikke bruge mere tid på det. Jeg har lagt alt det negative bag mig, og vil derfor kun ligge min energi i alt den støtte og positive feedback jeg får. Dermed ikke sagt at jeg ikke tager i mod konstruktivt kritik, for det gør jeg bestemt hvis det er relevant.

Grunden til at jeg skrev det her indlæg, var faktisk fordi jeg ville dele nogle af de solstråle historier jeg har modtaget.
Jeg har nemlig fået utrolig mange henvendelser fra kvinder, der også har gennemført en graviditet uden at vide det. Jeg elsker at modtage disse historier, og har nydt at læse hver og én. Samtidig er jeg også beæret over antallet af dem, som har brugt tid på at sende en besked til mig, blot for at vise deres opbakning, og forsikre mig om at jeg ikke er alene om det.

I får lige et udpluk...

Hej Simone. Jeg ved godt du ikke kender mig. Men jeg har også fået en søn uden at vide jeg var gravid. Jeg har 28 år og kom på sygehuset kl 5 om morgenen og 5 en halv time senere blev Rasmus født. Så tror mig når jeg siger jeg ved hvordan du har det. Mvh Kirstine

Hej Simone
Super fedt at du står frem med din historie, på trods af risikoen for mange mærkelige kommentarer, man næsten kan regne med kommer 👍
Da jeg var 19, opdagede jeg at jeg var gravid. Jeg var i gang med mit sabbatår, og skulle ind til Kbh og læse året efter (troede jeg).
Jeg troede også, at jeg skulle have en abort. Min læge tilså mig samme aften, som jeg opdagede det. 26. Oktober, og meldingen var at jeg skulle føde inden jul.... Et ret stort chok for alle. Lægen havde skønnet lidt galt, så terminen blev 8. Februar. Men 6 mdr henne var jeg.
Hvor skulle jeg lægge øre til mange grimme og skeptiske kommentarer. Det skete for snart 17 år siden, og jeg skal stadig nogen gange "forsvare" mig... Jeg har den dejligste 16 årige søn, og jeg har været en super mor, der har været meget obs på, at ingen skulle kunne sige: "Hun er også meget ung".
Undskyld den lange besked, men du er langt fra alene, og dejligt at du står frem 👍😊
Masser af knus din vej
Kærlig hilsen..........

Kære Simone. Jeg har i dag læst din artikel på TV2.dk og blev meget rørt over din historie da den minder ret meget om min egen historie. Jeg var selv yngre end dig kun 16. Jeg begyndte at fatte mistanke om at jeg var gravid da jeg var omkring 7 mdr henne og desuden ikke havde mærket noget til graviditeten eller taget andet end måske 1-2 kg på. Havde haft min menstruation gennem hele forløbet og også taget p-piller og derfor kunne jeg jo naturligvis ikke være gravid men jo der stod jeg med en positiv graviditetstest. Der gik ca 14 dage før jeg turde sige det til mine forældre og straks tog vi til lægen og fik det bekræftet, lægen sagde til mig at jeg var omkring 6 mdr henne. Som du selv beskriver det så var det som om jeg på 5 sek blev gravid med ondt i ryggen, diverse skavanker og maven bulede. Der sku gå yderligere et par uger før jeg kom til en scanning hvor de sagde at jeg i princippet ku føde nu. 8 dage senere stod jeg med min lille dreng i armene❤️ det var så vildt og surrealistisk. Idag er jeg 28 og min søn er 12 år, har en skøn mand og to børn mere på 2 og 4 år. Jeg arbejder som kunderådgiver i et pensionsselskab så uddannelse er det også blevet til. Det har ikke været nemt og masser af fordomme har der også været men synes jeg ville fortælle dig min historie fordi den på så mange måder minder om din omkring graviditeten😊 du er meget velkommen til at skrive til mig hvis du vil spørge om noget eller vil hører mere. Venlig hilsen C.

Kære Simone.
Efter at have læst artiklen på nettet om du og lille Conrad, bliver jeg simpelthen nød til at skrive til dig.
Jeg opdagede selv først min graviditet i 6. måned. Alle de tanker og følelser der må være gået gennem din krop den dag, dem kender jeg udemærket godt - Du skal bare vide at du ikke er den eneste det er sket for. - Den sætning havde jeg rigtig meget brug for den gang
Jeg har kigget lidt med på din blog, hvor jeg helt sikkert vil følge meget mere med. Det er svært indimellem at følge med på diverse instagramprofiler og blogs, hvor alt har været helt perfekt og normalt - så tak til dig og din blog!
Jeg håber i får en dejlig dag.

Hej Simone, en lille hilsen fra en der er fyldt 60😊 for 40 år siden fandt jeg ud af at jeg var gravid, i uge 26. Jeg havde lige som dig festet igennem😜, mødt undrende mennesker som stod mig nært, ingen kunne se jeg var gravid, jeg fødte en dejlig dreng og så begyndte livet som mor, jeg var alene med min søn de første 2 år, i den periode tog jeg også en uddannelse, det var hårdt men har aldrig fortrudt mit valg.
Jeg har fået 3 børn, været ung med mine børn, en stor gave.
I skal som forældre tro på ar det I vælger og gør er rigtigt , jeg er sikker på at I bliver en fantastisk mor og far, jeg ønsker det bedste for jer😊

Kære Simone,
Jeg kender dig ikke, men det vil jeg ikke lade være en hindring for at kontakte dig.
Jeg har fulgt med i debatten omkring dig og din uanede graviditet.
Jeg synes du er så modig at stå frem. Alle de uvidende folk, som kun har noget negativt at sige, bør du glemme alt om. Jeg håber ikke du har taget nogle af alle de dumme kommentarer til dig.
Jeg har selv tidligere gået i klasse med en pige, som intet mærkede til sin graviditet, før vandet gik på hende! Hun blev så overrasket, så hun valgte at bortadoptere sin datter, da hun slet ikke følte sig klar til at blive mor.
Du har påtaget dig det fulde ansvar, hvilket jeg kun kan tage hatten af for.
Jeg er sikker på (dog uden at kende dig), at du nok skal udfylde rollen som mor til perfektion 🌸
Jeg ønsker dig og din lille nye familie det bedste fremover.
De kærligste hilsener, A.

Jeg håber I blev ligeså glade for at læse disse historier som jeg gjorde, for hvor er det dog fantastisk at det kan lade sig gøre. Disse kvinder og jeg selv, er blot et bevis på at selvom ikke alt går efter bogen, så går det nok alligevel.

Tak fordi I fortsat vil følge med, det gør mig SÅ glad. <3

Likes

Comments

I går fik jeg taget en mødom. Den bestod af lækker rå fisk, og friske cocktails. Det er naturligvis min sushi-mødom jeg taler om, den anden tror jeg ikke jeg kan lyve mig fra.. Haha.

Det var som sagt den aller første gang, at jeg kastede mig ud i en omgang sushi, selvom jeg må indrømme at jeg længe har kigget efter de farverige fristelser. Sushi ser jo bare SÅ indbydende ud. Derfor besluttede jeg mig for at besøge Karma Sushi, sammen med to af mine veninder, som i forvejen er meget glad for sushi.

Vi bestilte deres Roll menu deluxe, som består af 28 stykker blandet sushi, to ekstra ruller, samt snacks beståede af edamamebønner og senbei. Den første mundfuld, som jeg vil kalde den, var overraskende god, dog skulle jeg virkelig vænne mig til at indtage så store bider af gangen.



Men jeg synes det var en god første-gangs oplevelse, og det var bestemt ikke sidste gang at jeg besøger Karma Sushi. Måske kan jeg lokke Jacob med næste gang :-) I får i hvert fald en varm anbefaling herfra.

Likes

Comments

Jeg lovede at komme med en opfølgning på mit ammeindlæg, som jeg skrev tidligere på ugen. I kan finde indlægget her: http://nouw.com/sonofayoung/amning-31427625 , hvis I endnu ikke har læst det. Grunden til at jeg ofte overvejede at stoppe med at amme, var at jeg ikke følte mig tryg ved at amme. Dermed ikke sagt at jeg ikke elskede at amme, for det gjorde jeg virkelig, men jeg kom ofte ud for situationer, hvor jeg ønskede at Conrad var et flaskebarn.


Det var meget ambivalente følelser jeg havde dengang. Jeg ville naturligvis gerne amme Conrad, da jeg altid var blevet fortalt at det var det sundeste, og ikke mindst det bedste for mor og barn. Jeg var også godt klar over at amningen ville knytte det bånd imellem mig og Conrad, som ikke var skabt på forhånd på grund af graviditeten. Det var derfor en meget personlig afgørelse jeg måtte træffe, da jeg tog beslutningen om at indstille amningen om dagen, og derfor kun gav ham om natten efter behov. Jeg havde mange gode grunde til at amme, såsom at beskytte Conrad imod astma og allergi, som Jacob lider meget af, men modsat havde jeg også mange gode grunde til at stoppe. Hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg ofte at det var en pestilens at amme. Jeg brød mig ikke om at sidde afklædt foran fremmede mennesker, selv vores familie havde jeg det svært med. Og selvom jeg gjorde alt for at amme "pænt", så følte jeg mig fuldstændig blottet når folk kunne se mig amme. Måske har det også noget at gøre med, at folk har svært ved at lade være med at kigge når de så mig. Om det så var overraskelsen ved at se så ung en pige med en baby i brysterne, en generel reaktion, eller det bare var noget jeg tænkte, skal jeg ikke kunne svare på, men det gjorde mig enormt utilpas. Derfor blev jeg ofte irriteret når jeg skulle amme i offentligheden, for det generede mig. Herhjemme gjorde det mig ikke så meget, men der var jeg også i vante omgivelser, og oftest var det kun Jacob og Conrad som var her, som jeg af gode grunde ikke havde noget problem med at blotte mig for. Jeg husker faktisk at min storebror blev meget imponeret over mig, da han så mig amme første gang. Han fortalte at det så helt naturligt ud, men hvad han i virkeligheden ikke vidste var, at det overhovedet ikke var nærheden af at være naturligt for mig. Men jeg ville trods alt gøre alt for at stille Conrad tilfreds, for intet var værre end når han var helt ulykkelig fordi han var sulten. Det stressede mig endnu mere, end det at amme. Amningen medførte også mange konflikter imellem Jacob og jeg. Vores situation var i forvejen meget overvældende, og i en periode følte jeg ikke at jeg lavede andet end at amme, fordi Conrad krævede så meget mælk. Derfor kunne Jacob ikke aflaste mig, og jeg følte at det hele hang på mig. Det var vildt anstrengende for mig, for jeg vidste jo godt at Jacob ikke kunne gøre noget for at afhjælpe situationen, men HOLD NU OP hvor ønskede jeg et utal af gange, at mænd også var i stand til at amme. Amningen blev til en ting der hurtigt skulle overståes, så jeg kunne pakke mit bryst væk igen. På baggrund af dette var Conrad heller ikke meget mere end knap to måneder, før end vi benyttede en aften/nat flaske. Så var vi sikre på at han var mæt hele natten, og jeg kunne udskyde amningen til næste morgen. Det gav mig også lidt af den frihed, som jeg længdes efter at få i den periode. Frihed var faktisk det, som var det aller sværeste ved at blive forældre til Conrad. Forestil dig at du netop er flyttet tæt på dine veninder, i byen, og skal til at nyde at alt ikke skal planlægges som før. Men ligeså hurtigt som denne tid var begyndt, sluttede den igen. Jeg var drøn træt af det, og synes til tider at det var en kæmpe belastning at amme. For eksempel kunne jeg ikke nyde at glas vin, uden at det ville gå ud over Conrad. Jeg måtte ikke spise chokolade, samt andre ting, og begivenheder måtte jeg ofte takke nej til, fordi jeg skulle være tilgængelig for Conrad. Jeg havde til gengæld også så lidt mælk i brysterne, at det kun lige var tilstrækkeligt, derfor gjorde ikke meget ud af at malke ud. Men jeg er godt klar over, at det var en mulighed.
Og ja, sådan er det at blive mor, det ved jeg godt (!!!!), men det var virkelig svært for mig at acceptere på daværende tidspunkt.

Da Conrad så blev omkring 4 måneder, afviste han decideret mit bryst. Han var slet ikke interesseret i at blive ammet, og blev fuldkommen hysterisk når jeg forsøgte at ligge ham til. Det gjorde inderligt ondt på mig, og jeg spurgte også min SP til råds, i forhold til hvad jeg kunne gøre for at fange hans opmærksomhed igen. Samtidig var jeg også afklaret med at tidspunktet muligvis var kommet til, at jeg skulle stoppe med at amme. Det der gjorde mest ondt var blot, at det var Conrad der sagde fra. Men beslutningen blev truffet, og vi gik over til fuld flaske og supplerende grød og mos.

Som I nu kan læse så var det ikke lutter og lagkage for mig at amme, derfor kan jeg sagtens forstå at man bevidst vælger at give sit spædbarn flaske. Det giver en mor dels mere frihed da farmand kan tage over, og selvom det er praktisk at amme fordi maden altid er tempereret og lige ved hånden, så er der altså både fordele og ulemper ved begge.
Jeg fortryder bestemt ikke at jeg ammede Conrad, for det var helt klart noget af det hyggeligste i hele verden. Men for os fungerede det bare ikke optimalt, som desværre blev en grund til at jeg ikke nød det ligeså meget som jeg burde.


Husk at følge med på Facebook og Instagram.
Tryk på logoerne ude til venstre på bloggen.

Likes

Comments