Selvom Jacob og jeg ikke havde mange uger til at forberede os mentalt, på vores kommende familieforøgelse, havde jeg en forventning om at tiden ville stå fuldstændig stille, i det øjeblik han blev født.
Det ville blive et helt enestående øjeblik, da Jacob og jeg på det tidspunkt havde skabt en familie sammen.
​Kærligheden ville boble imellem os, og følelser ville blomstre til det ukendelige. Alt skulle eftersigende blive større og bedre, for meningen med livet var netop ankommet til vores verden. Men min oplevelse var en helt anden.

Jeg elskede ikke Conrad fra det øjeblik jeg så ham.

Men instinktivt tog jeg mig af ham, og brugte alt min energi på at opfylde hans behov. I mit hoved overskyggede kærligheden ikke alt, jeg vil nærmere beskrive vores bånd som biologisk. ​Faktisk kunne jeg kun tænke på mad og søvn, det omhandlede både Conrad og jeg.
Jeg var så udmattet over den her oplevelse, at jeg slet ikke skænkede kærligheden en tanke, det centrale var blot at vi alle havde det godt. Jeg ved ikke om jeg følte mig en lille smule udsat pga. min alder, men det var i hvert fald vigtigt for mig, at der ikke var en finger at sætte på noget. Derfor følte jeg mig også enorm uærlig, når folk spurgte mig hvordan det var at blive mor, og jeg prompte svarede at det var det bedste og største i hele verden. Jeg gav dem blot det svar de forventede at høre, så jeg ikke skulle forsvare mig yderligere.

Forleden læste jeg en artikel i DSB bladet, hvor en mor beskriver hendes forhold til sit barn. I artiklen fortæller hun om, hvordan hun aldrig har følt uendelig kærlighed til sit barn, da hun ikke elsker sit barn af lyst.  
​Barnet er i dag 16 år, hvilket jeg straks tænkte var tid nok til at genfinde den kærlighed, som ikke ramte fra start. Men hun påstod, at hun blot elskede sit barn af pligt. Jeg kom straks til at tænke på perioden da Conrad blev født, mens jeg havde svært ved at forestille mig en hel opvækst, uden reel kærlighed fra min mor eller far. Som forældre har vi pligt til at opdrage, passe på og opfylde vores børns behov hele livet, ellers har vi fejlet som forældre. Men vi gør det også gerne, fordi vi elsker vores børn. Kærligheden er dermed et afgørende element, for at man som mor og far har tålmodighed og energi, til at stå til rådighed i døgndrift.

Som tidligere nævnt, så elskede jeg ikke Conrad fra første øjeblik. Men jeg lærte at elske ham, og jeg har senere indset at han rent faktisk er meningen med mit liv. Hans smil og glade sind, overskygger alt negativt jeg nogensinde kan komme ud for, og så længe at ham og hans far er hos min side, så er min verden fuldent. Min mor havde forudset, at jeg formegentlig ikke ville føle den velkendte moderfølelse i første øjeblik. Derfor var hun altid meget opmærksom på at fortælle mig hvor heldig jeg var, og at Conrad i sandheden var et drømmebarn. Han var perfekt, og tidspunktet han blev en del af vores familie kunne ikke havde været bedre.
Midt i september måned gik min mormor bort. Det kom som det største chok for alle i familien, da det ikke var min mormor vi havde spået til at forlade os, næste gang. Det satte gang i en masse tanker hos os alle, og man sætter pris på livet i et helt andet omfang end før. Jeg tror vi ofte glemmer, det gør jeg selv, at tænke på at vi ikke selv vælger hvornår livet slutter. En dag må vi sige farvel til vores nærmeste, om vi ønsker det eller ej.
Midt i vores sorg, konkluderede vi alle at det var et sandt mirakel, at vi havde fået Conrad. Ligeså vel som nogen ovenover os vælger hvem der skal forlade verden, så tror jeg også på at vedkommende vælger, hvem der skal tilkomme verden. Jorden er fyldt med mennesker, og jeg tror på at der er en mening med at vi er her, hver og én. Livet et til tider uforståeligt, og til dels uretfærdigt. Men da vi blev beriget med Conrad d. 25 december sidste år, var det i sandhed en velsignelse.
Og selvom jeg ikke elskede ham fra første øjeblik han lå i mine arme, så har kærligheden fuldstændig indtruffet mit sind, og jeg kan mærke helt ind i det inderste af maven, at jeg aldrig nogensinde vil leve livet uden ham.

Det var vigtigt for mig at være ærlig omkring mine følelser, i forbindelse med Conrads fødsel. De fleste forventer at få en fuldstændig perfekt start på tilværelsen som nybagte forældre, derfor vil jeg blot påpege at det er fuldstændig normalt, at man ikke elsker sit nyfødte barn fra første sekundt. Det kommer med tiden, og du er ikke i tvivl om når kærligheden til dit barn er større end noget andet. Man kan sagtens være en tiltrækkelig mor for sit barn, selvom man ikke overdynger det med kærlighed. Så længe man ligger en masse tid og følelser i samværet med sin nyfødte, så skal resten nok komme af sig selv. Det gjorde det for mig.


Har nogen af jer prøvet noget lignende? Så må I meget gerne smide en kommentar. <3

Design din blog - vælg mellem masser af færdige skabeloner på Nouw, eller lav din egen: "peg og klik" - Klik her

Likes

Comments

Som en afslutning på alt den opmærksomhed min familie, min blog og jeg har fået i forbindelse med artiklen fra TV2 Østjylland, vil jeg blot knytte en kommentar til den seneste artikel.

I artiklen beskriver jeg hvordan jeg har haft det igennem hele forløbet, og hvad det har betydet for mig at folk uden videre tanke har skrevet negative og fordømmende ting om mig. Det var utrolig forbavsende for mig, at folk havde samvittighed til at påstå at jeg var en løgner, opmærksomhedskrævende, blondine-dum og at jeg blot havde holdt min graviditet hemmelig. Det kan godt være at de ikke havde til hensigt at såre mig, men når man skriver på et offentligt medie må man regne med at nogen i min omgangskreds læser det, eller jeg selv. Chancen for at jeg derfor vil møde den kommentar på et tidspunkt er ret stor. Derfor undrer det mig at man ikke tænker sig mere om, når man ytrer sig på diverse medier, om det så er på Facebook, instagram eller noget helt tredje er i og for sig irrelevant, men en god huskeregel er at man som altid skriver noget man kan stå inde for, og har mod på at sige direkte til vedkommende. Derudover så er det jo også altid meget velanset at man skriver i en god tone, og ikke konkluderer på noget som man i realiteten ikke ved er rigtigt eller forkert.

Nå. Så vi fik det på plads. Fra nu af vil jeg ikke bruge mere tid på det. Jeg har lagt alt det negative bag mig, og vil derfor kun ligge min energi i alt den støtte og positive feedback jeg får. Dermed ikke sagt at jeg ikke tager i mod konstruktivt kritik, for det gør jeg bestemt hvis det er relevant.

Grunden til at jeg skrev det her indlæg, var faktisk fordi jeg ville dele nogle af de solstråle historier jeg har modtaget.
Jeg har nemlig fået utrolig mange henvendelser fra kvinder, der også har gennemført en graviditet uden at vide det. Jeg elsker at modtage disse historier, og har nydt at læse hver og én. Samtidig er jeg også beæret over antallet af dem, som har brugt tid på at sende en besked til mig, blot for at vise deres opbakning, og forsikre mig om at jeg ikke er alene om det.

I får lige et udpluk...

Hej Simone. Jeg ved godt du ikke kender mig. Men jeg har også fået en søn uden at vide jeg var gravid. Jeg har 28 år og kom på sygehuset kl 5 om morgenen og 5 en halv time senere blev Rasmus født. Så tror mig når jeg siger jeg ved hvordan du har det. Mvh Kirstine

Hej Simone
Super fedt at du står frem med din historie, på trods af risikoen for mange mærkelige kommentarer, man næsten kan regne med kommer 👍
Da jeg var 19, opdagede jeg at jeg var gravid. Jeg var i gang med mit sabbatår, og skulle ind til Kbh og læse året efter (troede jeg).
Jeg troede også, at jeg skulle have en abort. Min læge tilså mig samme aften, som jeg opdagede det. 26. Oktober, og meldingen var at jeg skulle føde inden jul.... Et ret stort chok for alle. Lægen havde skønnet lidt galt, så terminen blev 8. Februar. Men 6 mdr henne var jeg.
Hvor skulle jeg lægge øre til mange grimme og skeptiske kommentarer. Det skete for snart 17 år siden, og jeg skal stadig nogen gange "forsvare" mig... Jeg har den dejligste 16 årige søn, og jeg har været en super mor, der har været meget obs på, at ingen skulle kunne sige: "Hun er også meget ung".
Undskyld den lange besked, men du er langt fra alene, og dejligt at du står frem 👍😊
Masser af knus din vej
Kærlig hilsen..........

Kære Simone. Jeg har i dag læst din artikel på TV2.dk og blev meget rørt over din historie da den minder ret meget om min egen historie. Jeg var selv yngre end dig kun 16. Jeg begyndte at fatte mistanke om at jeg var gravid da jeg var omkring 7 mdr henne og desuden ikke havde mærket noget til graviditeten eller taget andet end måske 1-2 kg på. Havde haft min menstruation gennem hele forløbet og også taget p-piller og derfor kunne jeg jo naturligvis ikke være gravid men jo der stod jeg med en positiv graviditetstest. Der gik ca 14 dage før jeg turde sige det til mine forældre og straks tog vi til lægen og fik det bekræftet, lægen sagde til mig at jeg var omkring 6 mdr henne. Som du selv beskriver det så var det som om jeg på 5 sek blev gravid med ondt i ryggen, diverse skavanker og maven bulede. Der sku gå yderligere et par uger før jeg kom til en scanning hvor de sagde at jeg i princippet ku føde nu. 8 dage senere stod jeg med min lille dreng i armene❤️ det var så vildt og surrealistisk. Idag er jeg 28 og min søn er 12 år, har en skøn mand og to børn mere på 2 og 4 år. Jeg arbejder som kunderådgiver i et pensionsselskab så uddannelse er det også blevet til. Det har ikke været nemt og masser af fordomme har der også været men synes jeg ville fortælle dig min historie fordi den på så mange måder minder om din omkring graviditeten😊 du er meget velkommen til at skrive til mig hvis du vil spørge om noget eller vil hører mere. Venlig hilsen C.

Kære Simone.
Efter at have læst artiklen på nettet om du og lille Conrad, bliver jeg simpelthen nød til at skrive til dig.
Jeg opdagede selv først min graviditet i 6. måned. Alle de tanker og følelser der må være gået gennem din krop den dag, dem kender jeg udemærket godt - Du skal bare vide at du ikke er den eneste det er sket for. - Den sætning havde jeg rigtig meget brug for den gang
Jeg har kigget lidt med på din blog, hvor jeg helt sikkert vil følge meget mere med. Det er svært indimellem at følge med på diverse instagramprofiler og blogs, hvor alt har været helt perfekt og normalt - så tak til dig og din blog!
Jeg håber i får en dejlig dag.

Hej Simone, en lille hilsen fra en der er fyldt 60😊 for 40 år siden fandt jeg ud af at jeg var gravid, i uge 26. Jeg havde lige som dig festet igennem😜, mødt undrende mennesker som stod mig nært, ingen kunne se jeg var gravid, jeg fødte en dejlig dreng og så begyndte livet som mor, jeg var alene med min søn de første 2 år, i den periode tog jeg også en uddannelse, det var hårdt men har aldrig fortrudt mit valg.
Jeg har fået 3 børn, været ung med mine børn, en stor gave.
I skal som forældre tro på ar det I vælger og gør er rigtigt , jeg er sikker på at I bliver en fantastisk mor og far, jeg ønsker det bedste for jer😊

Kære Simone,
Jeg kender dig ikke, men det vil jeg ikke lade være en hindring for at kontakte dig.
Jeg har fulgt med i debatten omkring dig og din uanede graviditet.
Jeg synes du er så modig at stå frem. Alle de uvidende folk, som kun har noget negativt at sige, bør du glemme alt om. Jeg håber ikke du har taget nogle af alle de dumme kommentarer til dig.
Jeg har selv tidligere gået i klasse med en pige, som intet mærkede til sin graviditet, før vandet gik på hende! Hun blev så overrasket, så hun valgte at bortadoptere sin datter, da hun slet ikke følte sig klar til at blive mor.
Du har påtaget dig det fulde ansvar, hvilket jeg kun kan tage hatten af for.
Jeg er sikker på (dog uden at kende dig), at du nok skal udfylde rollen som mor til perfektion 🌸
Jeg ønsker dig og din lille nye familie det bedste fremover.
De kærligste hilsener, A.

Jeg håber I blev ligeså glade for at læse disse historier som jeg gjorde, for hvor er det dog fantastisk at det kan lade sig gøre. Disse kvinder og jeg selv, er blot et bevis på at selvom ikke alt går efter bogen, så går det nok alligevel.

Tak fordi I fortsat vil følge med, det gør mig SÅ glad. <3

Likes

Comments

I går fik jeg taget en mødom. Den bestod af lækker rå fisk, og friske cocktails. Det er naturligvis min sushi-mødom jeg taler om, den anden tror jeg ikke jeg kan lyve mig fra.. Haha.

Det var som sagt den aller første gang, at jeg kastede mig ud i en omgang sushi, selvom jeg må indrømme at jeg længe har kigget efter de farverige fristelser. Sushi ser jo bare SÅ indbydende ud. Derfor besluttede jeg mig for at besøge Karma Sushi, sammen med to af mine veninder, som i forvejen er meget glad for sushi.

Vi bestilte deres Roll menu deluxe, som består af 28 stykker blandet sushi, to ekstra ruller, samt snacks beståede af edamamebønner og senbei. Den første mundfuld, som jeg vil kalde den, var overraskende god, dog skulle jeg virkelig vænne mig til at indtage så store bider af gangen.



Men jeg synes det var en god første-gangs oplevelse, og det var bestemt ikke sidste gang at jeg besøger Karma Sushi. Måske kan jeg lokke Jacob med næste gang :-) I får i hvert fald en varm anbefaling herfra.

Likes

Comments

Jeg lovede at komme med en opfølgning på mit ammeindlæg, som jeg skrev tidligere på ugen. I kan finde indlægget her: http://nouw.com/sonofayoung/amning-31427625 , hvis I endnu ikke har læst det. Grunden til at jeg ofte overvejede at stoppe med at amme, var at jeg ikke følte mig tryg ved at amme. Dermed ikke sagt at jeg ikke elskede at amme, for det gjorde jeg virkelig, men jeg kom ofte ud for situationer, hvor jeg ønskede at Conrad var et flaskebarn.


Det var meget ambivalente følelser jeg havde dengang. Jeg ville naturligvis gerne amme Conrad, da jeg altid var blevet fortalt at det var det sundeste, og ikke mindst det bedste for mor og barn. Jeg var også godt klar over at amningen ville knytte det bånd imellem mig og Conrad, som ikke var skabt på forhånd på grund af graviditeten. Det var derfor en meget personlig afgørelse jeg måtte træffe, da jeg tog beslutningen om at indstille amningen om dagen, og derfor kun gav ham om natten efter behov. Jeg havde mange gode grunde til at amme, såsom at beskytte Conrad imod astma og allergi, som Jacob lider meget af, men modsat havde jeg også mange gode grunde til at stoppe. Hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg ofte at det var en pestilens at amme. Jeg brød mig ikke om at sidde afklædt foran fremmede mennesker, selv vores familie havde jeg det svært med. Og selvom jeg gjorde alt for at amme "pænt", så følte jeg mig fuldstændig blottet når folk kunne se mig amme. Måske har det også noget at gøre med, at folk har svært ved at lade være med at kigge når de så mig. Om det så var overraskelsen ved at se så ung en pige med en baby i brysterne, en generel reaktion, eller det bare var noget jeg tænkte, skal jeg ikke kunne svare på, men det gjorde mig enormt utilpas. Derfor blev jeg ofte irriteret når jeg skulle amme i offentligheden, for det generede mig. Herhjemme gjorde det mig ikke så meget, men der var jeg også i vante omgivelser, og oftest var det kun Jacob og Conrad som var her, som jeg af gode grunde ikke havde noget problem med at blotte mig for. Jeg husker faktisk at min storebror blev meget imponeret over mig, da han så mig amme første gang. Han fortalte at det så helt naturligt ud, men hvad han i virkeligheden ikke vidste var, at det overhovedet ikke var nærheden af at være naturligt for mig. Men jeg ville trods alt gøre alt for at stille Conrad tilfreds, for intet var værre end når han var helt ulykkelig fordi han var sulten. Det stressede mig endnu mere, end det at amme. Amningen medførte også mange konflikter imellem Jacob og jeg. Vores situation var i forvejen meget overvældende, og i en periode følte jeg ikke at jeg lavede andet end at amme, fordi Conrad krævede så meget mælk. Derfor kunne Jacob ikke aflaste mig, og jeg følte at det hele hang på mig. Det var vildt anstrengende for mig, for jeg vidste jo godt at Jacob ikke kunne gøre noget for at afhjælpe situationen, men HOLD NU OP hvor ønskede jeg et utal af gange, at mænd også var i stand til at amme. Amningen blev til en ting der hurtigt skulle overståes, så jeg kunne pakke mit bryst væk igen. På baggrund af dette var Conrad heller ikke meget mere end knap to måneder, før end vi benyttede en aften/nat flaske. Så var vi sikre på at han var mæt hele natten, og jeg kunne udskyde amningen til næste morgen. Det gav mig også lidt af den frihed, som jeg længdes efter at få i den periode. Frihed var faktisk det, som var det aller sværeste ved at blive forældre til Conrad. Forestil dig at du netop er flyttet tæt på dine veninder, i byen, og skal til at nyde at alt ikke skal planlægges som før. Men ligeså hurtigt som denne tid var begyndt, sluttede den igen. Jeg var drøn træt af det, og synes til tider at det var en kæmpe belastning at amme. For eksempel kunne jeg ikke nyde at glas vin, uden at det ville gå ud over Conrad. Jeg måtte ikke spise chokolade, samt andre ting, og begivenheder måtte jeg ofte takke nej til, fordi jeg skulle være tilgængelig for Conrad. Jeg havde til gengæld også så lidt mælk i brysterne, at det kun lige var tilstrækkeligt, derfor gjorde ikke meget ud af at malke ud. Men jeg er godt klar over, at det var en mulighed.
Og ja, sådan er det at blive mor, det ved jeg godt (!!!!), men det var virkelig svært for mig at acceptere på daværende tidspunkt.

Da Conrad så blev omkring 4 måneder, afviste han decideret mit bryst. Han var slet ikke interesseret i at blive ammet, og blev fuldkommen hysterisk når jeg forsøgte at ligge ham til. Det gjorde inderligt ondt på mig, og jeg spurgte også min SP til råds, i forhold til hvad jeg kunne gøre for at fange hans opmærksomhed igen. Samtidig var jeg også afklaret med at tidspunktet muligvis var kommet til, at jeg skulle stoppe med at amme. Det der gjorde mest ondt var blot, at det var Conrad der sagde fra. Men beslutningen blev truffet, og vi gik over til fuld flaske og supplerende grød og mos.

Som I nu kan læse så var det ikke lutter og lagkage for mig at amme, derfor kan jeg sagtens forstå at man bevidst vælger at give sit spædbarn flaske. Det giver en mor dels mere frihed da farmand kan tage over, og selvom det er praktisk at amme fordi maden altid er tempereret og lige ved hånden, så er der altså både fordele og ulemper ved begge.
Jeg fortryder bestemt ikke at jeg ammede Conrad, for det var helt klart noget af det hyggeligste i hele verden. Men for os fungerede det bare ikke optimalt, som desværre blev en grund til at jeg ikke nød det ligeså meget som jeg burde.


Husk at følge med på Facebook og Instagram.
Tryk på logoerne ude til venstre på bloggen.

Likes

Comments

Jeg tror at et flertal af læserne herinde, kan bekræfte at have set denne overskrift på et eller flere medier, de sidste par dage. Jeg har i hvert fald haft svært ved at komme udenom den, og hold nu op hvor er det bare underligt at se sit eget navn florere rundt i medierne. Men nu skal jeg fortælle jer hvordan det hele startede...

Mandag eftermiddag blev jeg kontaktet af en journalist fra TV2 Østjylland, som gerne ville bringe min historie. Hun var selv fra Randers og havde hørt om mig og min historie. Hun synes det var interessant at jeg nu havde startet en blog, og ville derfor gerne skrive om mine tanker samt overvejelser vedrørende den.
Artiklen blev udgivet tidligt mandag aften, og jeg synes faktisk at Marie, som journalisten hed, havde fået skrevet en rigtig fin artikel, om min familie og jeg. Når man snakker med journalister over telefonen kan der nemt opstå misforståelser, og ord eller begivenheder kan blive tolket helt anderledes end oprindeligt ment. Men jeg var glad og tilfreds over artiklen, og gik til ro med en god fornemmelse i maven. Tirsdag morgen startede dagen som jeg vil beskrive som den hidtil hektiske, i mit nu 20-årige liv. Fra morgenstunden lå der en besked fra Radio Nova, som gerne ville lave et telefonisk interview, hvilket jeg sagde ja tak til. Herefter blev jeg kontaktet af Go'Morgen Danmark, Ekstra bladet, BT, Ude og hjemme, Kvällsposten i Sverige og De unge mødre. Jeg synes det var helt vildt overvældende at blive kontaktet af så mange forskellige mennesker, som var interesseret i vores historie. Specielt fordi at historien efterhånden er 10 måneder gammel, og hedder Conrad. Men Jacob, Conrad og jeg besluttede at tage afsted, og drog mod København tirsdag aften.

Jeg synes det var ENORMT svært, at holde hovedet koldt midt i dette kæmpe medieræs. Og selvom jeg naturligvis gerne ville dele min historie, så vidste jeg også godt, at det kunne medføre store konsekvenser for min familie og jeg. Mit navn stod alle steder, så jeg vidste at jeg nu var et omdiskuteret emne i Danmark, og uanset om jeg ville det eller ej, så ville folk give sine holdninger til kende, for sådan er det blevet i Danmark nu om stunder. Folk er efterhånden fuldstændig ligeglade med hvad de skriver, samt hvem de skriver til. Nogle gange er det okay, andre gange er det ikke. Jeg havde på forhånd besluttet mig for, at jeg ikke ville læse kommentarrene på opslagene af de forskellige medier, for jeg var bange. Bange for de modbydelige og hensynsløse kommentarer jeg ville møde, og folk der følte sig i stand til at dømme mig, uden at kende mig som person. Men jeg måtte bryde mit løfte til mig selv, da nysgerrigheden oversteg fornuften. Det var selvfølgelig forventeligt, at der var et hav af udtalelser, og især en del negative og uforstående, hvor folk blandt andet påstår at jeg lyver, søger opmærksomhed, eller at man faktisk godt kan se at jeg var gravid. Sådan er det bare, man bliver kastet for løverne når man rammer mediernes forside. Heldigvis ved kun Jacob og jeg, hvad der er sandt. Til gengæld havde jeg heller aldrig nogensinde troet eller turde håbe på, at der var så mange støttende og positive kommentarer, som der var i kommentarfeltet. Hvis der var én som på nogen måde havde udtalt sig negativt eller uvidende omkring historien, så var der straks et hav skarpe kvinder, der satte dem på plads. Jeg synes det var fuldstændig vanvittigt at se, hvordan folk bakkede hinanden op, og ikke mindst mig. TUSIND TAK - Min taknemmelighed for dette kan ikke beskrives, for det var uden tvivl efterreaktionerne jeg havde frygtet mest, ved at stå frem. Da jeg lavede et interview med TV2 Østjylland, havde jeg aldrig nogensinde regnet med at det skulle udvikle sig til mere end det. Men TAK for jer.

Fra nu af vil jeg fortsætte som hidtil, med at dele ud af mit liv som "ung" mor. I vil få del i negative, men vigtigst af alt positive ting ved at blive mor, og ikke mindst far i en tidlig alder.
Flere af mine læsere er begyndt at komme med forslag til fremtidige indlæg, og det skal I vide at I er mere end velkommen til!

Nu vil jeg ligge disse turbulente dage bag mig, og glæde mig over hvad der er sket. God aften til jer, og tak fordi I er her.


Husk at følge med på Facebook og Instagram. 

​Tryk på logoerne ude til venstre - eller find min Instagram til højre på bloggen.  

Likes

Comments

Lige siden jeg skrev mine fødselsberetninger, har jeg haft lyst til at lave et indlæg om min ammeperiode.
For nogen er amning super nemt og fungerer helt uden komplikationer. Men for mange kræver det også vildt meget øvelse, før end det bliver en naturlig ting, og det gjorde det også for mig.

Min graviditet varede jo kun ganske kort tid, derfor havde min krop ikke nået at vænne sig til tilværelsen, hvilket medførte problemer i forhold til tilløb af mælken i mine bryster. Men det ændrede jo ikke på, at Conrad var sulten og havde brug for min mælk. Det var første gang jeg følte et stort forventningspres udefra, hvilket kun stressede mig og min krop yderligere. Hver gang Conrad slog øjnene op, frygtede jeg den kamp jeg skulle til at igennem med amning. Sygeplejerskerne på afdelingen var klar over problemet, og var derfor også gode til at spørge ind til hvordan det gik. Men hver gang jeg prøvede at ligge ham til, opstod det samme problem, og han afviste mig blankt. Det skar mig virkelig helt ind i mit nybagte moderhjerte, og jeg måtte erkende at jeg havde brug for hjælp. Sygeplejersken forsøgte at opretholde mit mod, og fortalte mig at det var helt normalt, at der i starten kun var råmælk i mine bryster. Men det ændrede jo ikke på at jeg havde at ulykkeligt barn, som var meget sulten, fordi den råmælk som var tilgængelig ikke strakte sig til hans behov.

Efter et døgn i samme trummerum var min tålmodighed ved at være opbrugt. Det gik mig enormt meget på at amningen ikke fungerede, men det værste var at Conrad var så sulten. Derfor jeg måtte ty til en nødløsning, og bad min mor om at komme ind med en mælkebrik. Jeg havde givet Jacob lov til at smutte et par timer, så han også fik glæde af julen. For julestemning var der ikke meget af på sygehuset, og jeg synes det var synd hvis vi begge skulle gå glip af hele julen. Vores amme-problem gik også ham meget på, så derfor var det givende for ham at holde "fri" et par timer, og så komme tilbage med fornyet energi. Imens han var væk, kom min mor tilbage med en mælkebrik, så Conrad kunne få noget mad.
Vi vidste godt at det ikke var et tiltag som sygeplejersken ville bryde sig om, derfor undlod vi at fortælle om episoden. Jeg havde ingen dårlig samvittighed, og tidligere havde sygeplejersken selv givet ham en smule erstatning, som lokkemad. Men hvis Conrad og jeg skulle få vores amning til at fungere, så var det også vigtigt at han ikke var slemt utilfreds, men derimod var tilpas og modtagelig. Jeg var jo stadig opsat på at få amningen igang, men omvendt så var jeg også parat til at overgive mig til modermælkserstatning, hvis det ikke snart lykkedes for os. Min tålmodighed ved at være opbrugt, og hvis det var den bedste løsning for os, så måtte det bare være sådan at realiteten var.

Efter endnu en lang nat, med meget gråd og urolighed, kom der en ny sygeplejerske med løsningen på vores problem.
Hun stod og observerede at jeg lagde Conrad til, og bemærkede straks at der var et problem med Conrads tunge. Den fyldte enormt meget inde i hans mund, hvilket gjorde at han havde svært ved at få fat i min forholdvis lille brystvorte. Derfor var han selv forvirret, og naturligvis meget frustreret over ikke at kunne finde rundt. Så løsningen på vores store ammesituation var en ammebrik.
Lige siden første gang jeg brugte den, har den virket, og det satte virkelig gang i min mælkeproduktion. Jeg var SÅ glad! Jeg elskede at jeg endelig fik følelsen af at gøre Conrad glad og tilfreds, og der er virkelig ikke noget bedre end at sidde med en lille baby i favnen, som er helt og aldeles mælkeskæv.

Ammebrikken fulgte os herefter i tykt og tyndt, og bevares, hvor har den virkelig skabt mange ophidsede situationer, når den ikke har været til at finde. Men den gjorde det muligt for mig at amme vores søn, og jeg brugte den flittigt alle fem måneder jeg ammede ham. En af fordelene for mig ved at bruge ammebrikken, var også at jeg slap for ømme og sprækkede brystvorter. Det ved jeg at mange førstegangsfødende døjer med, når de lige er begyndt at amme.
Der følger naturligvis også mange ulemper ved ammebrikken, og man anser det som værende aller sidste udvej. For det er trods alt bedre at bruge en ammebrik, end slet ikke at amme. Men idet at babyerne aldrig mister taget ved brystet, kan det medfører at de til dels kan blive dovne, hvilket gør det svært at skifte over til almindelig amning efterfølgende. Men for os var det løsningen på et meget sårbart problem. Næste gang jeg skal amme, vil jeg helt klart forsøge at få gang den i gang uden brikken. Men hvis det ikke kan lade sig gøre, så vil jeg ikke tøve én eneste gang med at benytte mig af den.

For ikke at træde nogen over tæerne, vil jeg blot pointere at der absolut heller ikke er noget i vejen med at være flaskebørn! Jeg er sikker på at vores børn får alt det de har brug for, hvad enten de får mælk igennem en flaske eller brystet.
Min holdning til dette vil jeg dele i det næste indlæg.

Husk at følge med på Facebook og Instagram.
​Tryk på logoerne ude til venstre på bloggen. 

Likes

Comments

Til november slutter min barsel, og jeg begynder i skole igen. Det betyder dermed også, at Conrad skal starte i dagpleje. Det er virkelig mærkeligt for mig at tænke på, at 11 måneders nærvær og hygge er slut. Tiden er gået så ufatteligt stærkt, og jeg har meget svært ved at indse at vores lille dreng nu er stor nok til at blive passet ude. Jeg ved ikke om det er tanken om at efterlade ham ved en anden, eller det at jeg ikke får mulighed for at tilbringe nær så meget tid med ham igen som jeg har gjort nu, der nager mig mest. Men i alt fald så gør det en smule ondt i mor hjertet, at han ikke længere er fuldstændig afhængig af mig.
Jeg ved i grunden ikke hvorfor jeg har det sådan som jeg har det, for Conrad er mere end klar til at komme i institution. Han er virkelig en moden lille fyr, som er enormt opmærksom og nysgerrig på livet. Og som vores sundhedsplejerske nævnte, så er hans sansemotoriske evner allerede nu meget veludviklet. Derudover så bliver det godt for ham, at bruge sin energi sammen med andre børn, så han vænner sig til at der er andre end ham, og at man derfor skal give plads til andre. Herhjemme handler det hele jo stort set om ham, så det bliver uden tvivl utrolig lærerigt for ham.

Men vores foretrukne valg var faktisk, at få Conrad installeret i en vuggestue, og lige fra han blev født fik vi råd om at vi skulle skynde os at tilmelde ham en institution. Så efter et par måneders overvejelser om hvorvidt han skulle starte i en dagpleje eller vuggestue, blev Jacob og jeg enige om at han skulle starte i en vuggestue, som ovenikøbet ligger ret tæt på vores hjem. Men i Randers kommune fungerer det åbenbart således at børnene bliver sat i kø til institution efter hvor gamle de er. Så i princippet ville det være fuldstændig ligegyldigt hvornår jeg havde tilmeldt ham, for han ville få den samme plads på ventelisten. Derfor måtte vi erkende at vi ikke kunne få Conrad i den vuggestue vi havde udset os, da ventelisten var alt for lang.
Jeg synes simpelthen det er fuldstændig ulogisk, at børnene ikke bliver sat i rækkefølge efter hvornår de bliver meldt ind, fremfor deres fødselsdato. Det har i hvert fald skabt mange problemer for vores familie, da vi nu blev nødt til at vælge et alternativ i løbet af meget kort tid, og derfor måtte gå på kompromis i forhold til vores barn. Det synes jeg er en smule uretfærdigt, men jeg må blot acceptere at det er sådan det fungerer i vores kommune. Øv, øv.

Så i første omgang skal Conrad starte i dagpleje, hvilket vi også er meget tilfredse med, da vi har hørt så godt om dagplejemoren, og jeg er slet heller ikke i tvivl om at Conrad nok skal tilpasse sig uanset hvad. Men i forhold til vores situation, havde det bare passet bedre at han kunne komme i vuggestue, da det er mest praktisk.
Uanset hvad, så har vi nu en plads til ham, hvilket er det vigtigste - og jeg glæder mig helt sindssygt til at få ham afsted, det kan kun blive helt kanon for ham. Jeg er også mere end klar til at prioritere mig selv lidt igen, og så bliver det bare skønt at mærke et dagligt savn til ham. Det tror jeg kun vil styrke Conrads og mit, og ikke mindst vores families forhold.


Husk at følge med på Facebook og Instagram. 
​Tryk på logoerne ude til venstre - eller find min Instagram til højre på bloggen. 


Likes

Comments

I mange familier er der tradition for, at man som nybagt mor får en gave af faren til barnet. Det er bestemt ikke alle familier, som går ind for denne tradition da barnet i sig selv er en gave, og der er jeg naturligvis enig, men omvendt så har jeg bestemt heller ikke noget imod at blive belønnet efter at have fuldført en opgave af den kaliber.

Jeg tror at spektret af barselsgaver er meget bredt, dermed også prisen. Jeg ville ikke ligge et stort pres på Jacob, og det var også fuldkommen hans egen beslutning, men jeg tror at valget af min gave var nemt. Nede i byen havde jeg nemlig udset mig den smukkeste guld ring fra Louise Kragh. Ringen symboliserede vores familie, da den er med hele tre diamanter, en for Jacob, Conrad og jeg. Og som i kan se på ovenstående billede, så var det også den jeg fik.
Jeg elsker at bære smykker, som ynder en helt speciel betydning for mig, hvilket man må sige at denne ring gjorde.

Udover min ring, fik jeg også dette fine c-armbånd fra Jane König af min mor. Jeg synes det er så sødt og enkelt, og så føler jeg at jeg altid har Conrad helt tæt på mig. Det har ikke sluppet mit håndled siden jeg fik det på, på trods af at de to andre har taget et tur på gulvet i ny og næ. Det tænker jeg der må være en helt særlig mening bag.

Husk at følge med på Facebook og Instagram.
​Tryk på logoerne ude til venstre - eller find min Instagram til højre på bloggen. 

Likes

Comments

Når man tilegner sig titlen som mor, så er der enormt meget fokus på at være en god mor, og gerne den bedste af slagsen. Man skal tage sig tid til at holde en lang barsel, amme så længe som overhovedet muligt, og så skal man i hvert fald have tid til sine børn, for man får jo ikke børn for at få dem passet. Den dårlige samvittighed fylder ekstremt meget, og det gør den også for mig. Derfor forstår jeg udmærket de mødre, som ikke kan overkomme den dårlige samvittighed, men i stedet lader sig undertrykke af den.

Jeg husker den første gang jeg sådan rigtigt kunne mærke min samvittighed, meget tydeligt. Jeg havde arrangeret en fødselsdag for Jacob og jeg, som begge fyldte tyve år i starten af året. Derfor havde vi fået arrangeret at Conrad skulle passes af sin farmor, og sove der til næste morgen. Så havde vi muligheden for at ligge "mor og far" jakkerne på hylden for en aften, og bare hygge os med vores venner. Jeg havde virkelig set frem til den aften, for siden jeg fødte Conrad som dengang var omkring to måneder, havde jeg nærmest ikke været udenfor en dør. Derfor var det et behov jeg kunne mærke at jeg blev nødt til at få opfyldt. Selve aftenen forløb rigtig fint, og jeg følte mig bare som Simone, og ikke nogens mor. Flere spurgte mig om jeg godt bare kunne slappe af, for jeg måtte da savne min søn? Og det gjorde jeg naturligvis også, men samtidig så vidste jeg at han var i gode hænder, og hvis der opstod et problem så var jeg ikke mere end fem minutter væk fra ham. Jeg ammede ham stadig, så derfor drak jeg med måde, da jeg selvfølgelig gerne ville være i stand til at amme ham den efterfølgende dag. Men jeg havde det sjovt, jeg hyggede mig med mine venner og veninder, uden at skulle tænke på en ren ble, eller hvornår han mon blev sulten igen. Senere på aftenen fortsatte vi inde i byen. Men festen varede ikke længe for mit vedkommende, da samvittigheden overtog lysten til at hygge sig. Det var egentlig ikke mig selv, Jacob eller mine veninder som var skyld i det. Det var faktisk en person som jeg intet forhold har til, og som i virkeligheden slet ikke kender mig, hvilket nok var årsagen til at det gjorde rigtig ondt og ramte mig lige på stedet. Der sker det at vi ankommer til caféen, hvor jeg møder nogle af mine gamle kollegaer som synes det er vildt fedt at se mig i byen, da de ikke havde set mig siden før jeg blev mor. Derefter kommer en af deres kærester, og som det første siger til mig "må man godt drikke når man ammer??". Det var det eneste der blev sagt, og det ødelagde fuldstændig min aften, for nej det må man ikke. Det er nemlig ikke meningen at nybagte mødre, skal gå i byen. Mine veninder kunne se det på mig med det samme, og var heldigvis hurtige til at få mig ud. Jeg var ikke i humør til noget som helst efterfølgende, og endte med at hive Jacob med hjem kort tid efter. Jeg kunne simpelthen ikke slippe tanken om, at hvis hun tænkte sådan, så måtte hun ikke være den eneste. Alle måtte tænke, at det var helt forkert at jeg ikke var sammen med min lille baby en lørdag aften, og værst af alt, at jeg var en dårlig MOR. Jeg holdte mig langt væk fra byen og andre sociale begivenheder i lang tid efterfølgende, for jeg kunne ikke kapere tanken om, hvad folk tænkte om mig. Jeg følte mig i forvejen udsat fordi vi var nye unge forældre, derfor ville jeg ikke opsøge flere årsager til at blive snakket om. Men i virkeligheden er det jo helt forkert, at man skal have det sådan. Som nybagt mor lever man i en baby-bobbel, og naturligvis skal man have lov til at tage sig et frirum engang imellem.

En anden ting var dengang Conrad var helt spæd. I starten havde han rigtig svært ved at tage på, og grunden til det var at der simplethen ikke var nok næring i min mælk på daværende tidspunkt. Derfor steg han ikke i vægt, som er meget vigtigt når man er så lille, og lige er kommet til verden. Conrad skulle have næring til at styrke sit immunforsvar, så jeg vidste at jeg måtte præstere for at det ikke gik udover min søn. Det lagde et stort pres på mine skuldre, og jeg var ekstremt ked af at jeg ikke kunne leve op til min mor-rolle. Jeg bar udelukkende ansvaret for at Conrad ikke tog på, og følte at det kun var min skyld, for det var jo mig der skulle levere føden. Og lige netop den situation, tror jeg blev årsagen til at jeg fremover påtog mig ansvaret for alt hvad der omhandlede Conrad. Det kunne være hvis han havde kolde fødder, hvis vi havde glemt en ble, eller hvis han sad forkert i autostolen. Når folk påpegede noget negativt, så påtog jeg mig straks ansvaret, og det gjorde ondt.. Jeg var flov. Conrad var kommet ud af mig, derfor følte jeg i den grad at han var han var en del af mig, og at folk derfor også bearbejde mig når tingene ikke var som de skulle være.

Derfor følte jeg mig virkelig fri, og tilpas, når jeg engang imellem tog mig et frirum. Ikke forstået sådan at jeg ikke følte mig tilpas som mor, men det var rart at være bekymringsfri for en stund.

Derfor kan jeg kun slå fast: vi kender ikke hinandens begrundelser for hvad der sker og hvorfor, og i bund og grund har vi slet ikke ret til at bedømme om det er rigtigt eller forkert. Hvis blot man bliver i troen om, at alle forældre forsøger at gøre det rigtige, så burde vi ikke bekymre os mere om det. Vi vil møde fordømmelse blandt alle mennesker resten af vores liv, nogle mener det godt, andre ikke. Men hele moderskabet handler om, at gøre hvad der føles rigtigt for dig og for din familie.

Husk at følge med på Facebook og Instagram.
​Tryk på logoerne ude til venstre - eller find min Instagram til højre på bloggen. 

Likes

Comments

Da Conrad blev født, var det vigtigt for os at få givet ham et navn, så han ikke bare blev kaldt "baby", eller "Fisen", som var hans helt tidlige øgenavn. Fisen kom sig faktisk af at vi på daværende tidspunkt stadig ikke kendte til kønnet, derfor var Jacobs mor hurtig til at finde et navn, som fungerede til både en pige og en dreng. På den måde kunne vi jo så knytte os til Fisen, og ikke bare babyen i maven.

Men nu vidste vi rent faktisk at det var en dreng, så derfor skulle han også have et rigtigt navn. Ugen op til fødslen havde vi utallige navne op at vende. Blandt andet Willads, Wilhelm, Vincent og Conrad var nogle af de navne som stod øverst på listen og derfor blev overvejet kraftigt. Jacob var helt vild med bogstavet W, og synes derfor det kunne være hyggeligt hvis han hed noget med det. Det var også grunden til at der var hele to navne på listen med W som forbogstav.
Men jeg var jo en pige. Så af natur har jeg jo tænkt på hvad mine børn engang skulle hedde, meget lang tid i forvejen.
Jeg må dog også indrømme at der var et stort overtal af pigenavne på listen, men alligevel har jeg altid haft et favorit drengenavn, for jeg måtte jo sande at der også var en chance for at der kom sådan én. 
Men så langt jeg kan huske tilbage, så var det ikke Conrad der var favoritten, det var derimod navnet Noah. Jeg har altid været helt forelsket i det navn, fordi jeg synes det er så mildt og fin. Til gengæld synes jeg ikke det var fint at min søn skulle dele navn med halvdelen af vuggestuen, så derfor ville jeg finde et navn som i det mindste ikke lå i top 10 af de mest populære navne i Danmark. Og så fandt jeg Conrad. Jeg husker faktisk ikke hvordan jeg kom frem til det navn, men jeg må uden tvivl have hørt det et sted fra, for det er i hvert fald ikke et navn man ser alle steder, og det var jeg stor tilhænger af.
Jacob kunne heldigvis også godt lide Conrad, så vi blev ret hurtige enige om at det var det navn vi ville gå med først.
Men jeg synes virkelig det var svært at navngive ham. Kun fantasien sætter grænser for hvad man kan kalde sine børn i dag, og hvordan kunne vi være sikre på at det lige var Conrad, som var hans navn? Det jo usikkert at bestemme et navn inden barnet er født, for måske ligner barnet slet ikke det man på forhånd har besluttet, og så tror jeg virkelig man bliver skuffet.
Men vi kunne godt se en Conrad i vores søn, så vi besluttede i fælleskab at det var det han skulle hedde, og det havde vi det begge godt med - og så blev Fisen til en Conrad.

Husk at følge med på Facebook og Instagram.
​Tryk på logoerne ude til venstre - eller find min Instagram til højre på bloggen. 



Likes

Comments