Header

Jeg rejser mig fra sofaen. Den sitrende fornemmelse sidder igen i kroppen. Jeg ryster mig. Det skal bare rystet væk, hovedet skal nulstilles. Det virker ikke. Men ungerne skal jo hentes, og det er virkelig bare noget pjat. Mit hjerte hamrer af sted. Nu stopper det simpelthen, det gik jo lige så fint. Det er 3 dage siden jeg besvimede på jobbet, og blev indlagt. Jeg er gemmentjekket af både neurologer og alle med hvidt tøj, og der er ikke noget galt med mig. Det siger de selv. Hvorfor brænder mine fingre så? Hvorfor sejler stuen forbi mine øjne? Jeg sætter mig ud i bilen, og messer 'det er noget pjat' alt for mange gange. Ud på vejen. Mine fingrer er iskolde og mine ben bliver følelsesløse. Jeg smækker mig selv en lussing for at få styr på kroppen. 'Kom nu! Du skal ikke sidde her midt i krydset og besvime'. Jeg klapper mig selv på lårene, imens bilen styrer mod kiwi. Vi mangler mælk, og selvfølgelig kan jeg handle ind. Jeg parkerer, og ser på mine hænder. De ryster. Jeg brænder i brystet og min åndedræt er ude af kontrol. Jeg tvinger mig selv ud på asfalten og hen mod indgangen. 'Selvfølgelig kan du handle ind' Min indre stemme guider mig igennem brødafdelingen. Jeg forsøger at samle tankerne; vi mangler også aftensmad til hele weekenden. Og drengene skal passes. Gad vide hvad de har lyst til. Mit synsfelt bliver sløret. Min puls må være uden for kategori, og jeg sætter kurven fra mig. Morten må handle. Det her går ikke. Jeg styrter gennem kassen og ud. Hvad foregår der? Jeg er helt ude af kontrol, alt ryster og jeg brænder i hele kroppen. Må hen til børnehaven. 200 meter i bil, det skal jeg kunne. Ringer til Morten. Den går på telefonsvarer. Starter bilen. Det her er helt sikkert ikke trygt, men jeg kan kun fokusere på at komme videre og væk. Hen til drengene og hjem. Jeg skal hjem. Bilen triller ind på p pladsen hos børnehaven. Alle ungerne er udenfor. De larmer helt vildt i dag. Ringer igen. Prøver et nyt nummer. Stadig ingen svar. Jeg hyperventiler. Åbner bildøren og forsøger at komme tilbage til normal. Det er som om min skal er i stykker, og jeg ser det hele indefra uden at kunne trænge igennem. Jeg er i stykker inde bag øjenene. Selvom min fornuft skriger, at jeg sagtens kan, så reagere min krop ikke. Den er gået i panik, og er i gang med at evakuer mig. Åbner lågen og Arthur kommer løbende. Jeg griber ham og sætter mig på en bænk. Tårerne triller ned af kinderne på mig, og jeg forsøger at åbne min mobil. Arthurs pædagog kigger på mig, og spørger om hun skal tage ham væk fra mig. Hun kan godt se at den er gal. Jeg ryster på hoved og hvisker, at jeg bare skal have fat i Morten. Hun verfer de andre unger væk, imens Arthur tørrer en tåre væk fra min kind. Store dreng. Han putter sig under min hage og holder om mig. Han ved godt at mor er syg. Morten ringer. 'Jeg kan ikke hente dem. Jeg sidder i børnehaven og alt er underligt....jeg skal have hjælp'. Jeg hvisker. Jeg er flov. Når alle andre kan klare hverdagen med småbørn og arbejde, hvorfor kan jeg så ikke? Og hvorfor brænder min krop, når alle lægerne lige har fortalt mig, at jeg ikke fejler noget?


I oktober blev jeg syg. Jeg gik i stykker inde bag øjnene, og min verden brød en lille smule sammen. Siden har jeg skrevet små essays, som har ligget gemt væk. Indtil nu. Nu er jeg klar til at dele nogle af dem. Det her er det første. Tidspunktet, hvor vi alle blev klar over, at det var mere alvorligt, end først antaget. Starten på en sygemelding og bekymringer, og lange, dybe samtaler med mennesker, der kender mig bedst.

Tag pænt imod dem; de har gjort ondt at skrive. Og været svære at udgive.

Flyt din blog til Nouw - nu kan du importere din gamle blog - Klik her

Likes

Comments

Instagram@lonesolee