Personligt

Jeg ved, at jeg bliver nødt til at acceptere nu.
Acceptere at jeg ikke er som andre.
Acceptere at jeg slet ikke er rask nok, til at kunne alt det jeg ønsker at kunne.
Acceptere hvem jeg er, og acceptere den her lorte periode.

At have social angst er en udfordring i sig selv.
At have ADHD er en helt anden udfordring.
Og de to ting kombineret sammen, er ligesom hund og kat.
Men det er hvad det er, det kan jeg godt klare, selvfølgelig er det træls, og selvfølgelig ville jeg ønske jeg slet ikke havde nogle af delen.
Men det allerværste, det må nok være depression.
Helt klart.
Jeg er ved at drukne.
Kan helt seriøst ikke få luft de fleste dage.
Jeg ved det kan være svært at forstille sig, når man ikke selv har det.
Men tro mig. Det er det værste, og mest skræmmende.
Det er svært for mig at forklare.
Men, forstil jer at der er noget i holder vildt meget af, noget der altid gør jer glad/lykkelig.
Det kan være en sportsgren, familie, venner eller måske kæreste.
Forstil jer så at i f.eks. Er sammen med jeres familie, men kan ikke "mærke" dem.
I kan ikke mærke den glæde de plejer at give.
DET er skræmmende.
Når man når det stadie begynder man så småt at trække til sig selv.

Jeg ville give alt i verden, for at kunne føle noget igen.
Jeg ville give alt i verden for at kunne mærke den glæde min familie, venner og kæreste plejede at kunne give.

Men det ser håbløst ud.
Det er en lang kamp, og det ser ud til den aldrig stopper.

Kys Sofie <3

Likes

Comments

Personligt

Hey gutter og gutinder.

Jeg har aldrig blogget før, men jeg kan lide at udfordre mig selv, og tænkte at det ville være grineren at prøve.
Såå, her er jeg så. På bar bund og aner ikke hvordan man skal starte, hehe.

Hmm, dette indlæg kommer til at handle om mig, og hvilke ting jeg dealer med i mit liv.
Okay, jeg har en MASSE bullshit at fortælle om, men da det ikke er det mest spændene at høre om, må jeg hellere prøve at korte det lidt af.

Here we go :)
Jeg er 16 år gammel, og har en fantastik skøn familie - Mor, far, storebror og hund.
Jeg går ikke i skole lige for tiden, og har faktisk ikke gjort det i 3 måneder nu.
Hvorfor? Yes, nu skal i bare høre.
Jeg gik i en ganske almindelig folkeskole til 8. Klasse, så startede jeg på en SKØN efterskole, Fårevejle efterskole.
Min familie besluttede allerede i 6. Klasse, at jeg skulle på efterskole. Dels fordi jeg HADER at gå i skole, men også fordi jeg ikke er et helt normalt barn, hvad der helt præcis er med mig, kunne vi ikke sætte en finger på.

Jeg har altid, lige så længe jeg kan huske, følt mig
anerledes. Jeg har ALDRIG kunne fremlægge eller snakke foran en stor forsamling. Har aldrig kunne købe noget i butikker, hverken dagligvarer butikker, eller tøjbutikker. Aldrig kunne gå på cafe med mine veninder, eller tage til Kbh med vennerne. Disse små ting blev der ikke taget hensyn til på min folkeskole. Jeg fik altid af vide at jeg bare skulle tage mig sammen, eller tro noget mere på mig selv. Når jeg skulle fremlægge for klassen, endte jeg ALTID ud med kæmpe angstanfald, og låste mig selv inde på toilettet i 3 timer, fordi jeg var for bange for at gå ud igen.
Har aldrig kunne koncentrerer mig, og har altid haft voldsomt mange tanker på en gang, hvilke resulterer i tankemylder og forvirring. Ja tak, endnu en skoledag med skældud fordi jeg ikke kunne følge med - lucky me :)).

Først da jeg starter på min efterskole, FFE, i 9. Klasse, bliver jeg hørt og forstået.
De 2 første uger på efterskole var de bedste i mit liv. Vi skulle lave en masse aktiviteter og lege, for at lærer hinanden at kende. Jeg ELSKER at være social, og være sammen med en masse mennesker, så det var lykken!
Ingen skole OG en masse mennesker omkring mig i 2 UGER!
Men allerede den første dag vi skulle starte i skole, kunne jeg mærke den velkendte klump i halsen og maven.
Ikke den almindelige nervøsitetsklump, men angstklumpen.
Så allerede den første dag, skulle jeg til møde med min husmor.
Jeg gik igennem en MASSE samtaler med hende, og med mine forældre. Vi havde en masse møder for at finde ud af hvordan og hvorledes.
I September blev vi enige om at jeg skulle udredes.
Her fik jeg diagnosen: social angst, ADHD og stress, jeg får Ritalin mod min ADHD.
I November blev jeg taget ud af undervisningen fordi jeg var ALT for stresset og syg til at modtage undervisning. Jeg gik stadig på skolen, men havde fået mit eget specialskema.
Jeg skulle træne hver morgen og hjælpe lidt til i køkkenet. Men jeg måtte ikke lave for meget, for jeg skulle prøve at komme af med noget af stressen og bla bla bla, alt det er sådan set ligemeget.
Når, men den 18. Marts stoppede jeg helt på skolen og kom hjem.
Jeg har været hjemme i 3 måneder uden at lave noget som helst nu.
Det har så resulteret i en depression, Nice man :)).
Sååå, her ligger jeg så, kl. 23:02 i min seng i mit sommerhus, og fik den her vanvittig gode ide om at starte en blog.
Både fordi det er en god måde at komme ud med mine tanker på, men også fordi at jeg ønsker, at HVIS der er andre end mig der også har det svært, skal de vide, at de ikke er alene.
I skal være velkommen til at skrive til mig, jeg er altid klar til at hjælpe.
Hvis i har nogle spørgsmål skal i også bare fyrer dem af.

Godt så, det var lidt om mig og mit liv.
Bare rolig, det er ikke kun sådan nogle ting jeg kommer til at blogge om. Jeg er helt med på, at det er sindssygt røv steneren at læse om.

OG jeg er helt med på, at der helt sikkert er nogle der får ondt i numsen over det her, og tror jeg kun gør det for opmærksomheden eller medlidenheden.
Det gør jeg bestemt ikke.
Jeg hader medlidenhed, for det hjælper jo ikke rigtig på noget, det er selvfølgelig rart at vide at folk forstår en, men igen, det hjælper ikke. Og efter som jeg har social angst, er opmærksomhed sgu heller ikke rigtig mig.


Det var vel alt for denne gang, haha.
Ved ikke hvordan man slutter sådan noget.
Men håber i vil følge med.

Knus SofieSvane <3



Likes

Comments