Nu har jeg godt og vel tilbragt 8 måneder i LA, som praktikant for et smykkefirma og det har været sjovt, lærerigt og inspirerende! Jeg er dybt taknemmelig for denne oplevelse.

De sidste 8 måneder er 8 måneder, jeg stensikkert ALDRIG glemmer. For godt og for ondt.


Når sandheden skal frem, så er det ikke altsammen lutter lagkage og VIP invitationer Grammy Awards - selvom det ellers er hvad min Instagram, snapchat, facebook og andre sociale medier har ladet sig afspejle af… Men lad jer ikke narre. Det er faktisk en meget lille del af det.
Misforstå mig ikke. Jeg elsker stadig LA, for alt hvad det indebærer. Men at have boet i LA, har også mindet mig om hvor meget jeg elsker Danmark og hvordan jeg slet ikke har sat nok pris på de goder og muligheder vi får serveret på et sølvfad.

Los Angeles. Byen med uendeligt mange palmetræer og store flotte villaer. Vi kender det alt sammen fra diverse Hollywood film og 90210. Vi forestiller os straks lækre mennesker i lækkert tøj, i lækre huse i lækre omgivelser. Det har givet os(eller ihvert fald mig) en opfattelse af det hele er smukt og fantastisk herovre..
Og jo - meget af det er virkelig lækkert og ser godt ud - især fra en skarp vinkel med det rigtige instagram filter.
Det er her du skal bosætte dig, hvis du vil have masser af $$$ på kontoen. For mulighederne er uendelige. Ikke at det er lettere at blive rig, du skal stadig arbejde hårdt for det, men de rige herovre er ligesom bare rigere end de er derhjemme og der er væsentligt flere af dem.
Men L.A. har også en mindre køn side, og den vil jeg gerne have belyst.


“Jeg må indrømme at jeg misundede denne mand for hans rigdom og materielle goder. Lige indtil jeg havde talt med ham..”
Jeg var for et par måneder siden inviteret til et networking event. Eventet fandt sted i et luksus mansion, med en af de bedste beliggenheder i Hollywood Hills. Huset tilhørte en mand fra the billionaires club - og efter at have spurgt ham ind til hvad han arbejdede med, er jeg stadig ikke sikker på hvad han beskæftigede sig med.. Noget med han ejede nogle forskellige ejendomsmæglerfirmaer og nogle andre succesfulde virksomheder rundt omkring i landet. En meget succesfuld CEO og entreprenør kan vi kalde hans beskæftigelse. But that’s not the point. Pointen er, at jeg de første 10 minutter var jeg blown away af det her mansion, hjemmebiografen, poolen, ferraien, den nyeste Tesla i garagen, den fuldstændig vanvittige udsigt over LA, de 21 badeværelser og ej at forglemme, det faktum at huset var det samme hus Selena Gomez havde lejet (for millioner af $) til hendes musikvideo “Can’t keep my hands to myself”.

Det var ret ekstremt og jeg må indrømme at jeg for en kort stund misundte denne mand for hans rigdom og materielle goder. Indtil jeg havde talt med ham.. Han virkede på ingen måde glad eller stolt af alt det han havde opnået. Han manglede venner - “rigtige venner”, som han så beskrev det. Det meste af hans familie havde vendt ham ryggen. Formentlig pga penge. Måske var han blevet grådig, eller familien var? Jeg skal ikke kunne sige det. Men i dette tilfælde var penge langtfra vejen til lykke. Han virkede oprigtig ulykkelig, selvom han forsøgte at skjule det bag sit falske smil og Gucci solbriller.

All that glitter ain’t gold..
Det var lidt en øjenåbner for mig. Jeg har altid vidst at det ikke er penge og materielle ting der gør dig rig på lykke, men jeg havde vel en forventning eller forestilling om at det kunne få selv den mest nedtrykte i godt humør. Der tog jeg fejl..
Aftenen endte med at min veninde og jeg tog tidligt hjem. På vej hjem i bilen blev vi forbavsede over at vi begge havde haft samme indtryk og tanker omkring billionæren, huset og generelt hele arrangementet. Vi havde simpelthen ondt af manden og alt det vi for få timer siden stod og var dybt imponerede af - var vi nu taknemmelige for ikke at være en del af.


Har du penge så kan du få, men har du ingen - så må du gå.
Når jeg nu er kommet ind på de rige i LA - skal det også nævnes, som i nok ved, at der er mindst ligeså mange fattige. Er du fattig i derhjemme, er det ingenting i forhold til her. Kontrasten er enorm. Her er der no mercy. Og det ses overalt. Går du en tur ned af Hollywood Blvd. ser du straks hvad jeg mener. Gaden er hobet op med hjemløse der forsøger at lokke de ekstra penge du har i lommen ud af dig, så de kan få mad idag. Det er et sørgeligt syn.
Flere af de hjemløse er blevet mere eller mindre mentale ustabile, så man føler sig sommetider lidt utryg ved at gå forbi en flok hjemløse. Men jeg ville nok også blive lidt sindsyg, hvis jeg skulle sove på gaden under kommerlige forhold og finde min frokost i diverse skraldespande.


Til sidst skal USA’s hospitals-og sygeforsikring forhold også bringes på banen.

Jeg har været så uheldig at være indlagt 3 gange under mit ophold i USA og den oplevelse har været næsten mere skrækslagen end at blive drugged på en natklub i et fremmed land eller få vejrtræknings problemer, grundet en allergisk reaktion (disse var årsagerne til at jeg blev indlagt).

Når du tager på hospitalet i LA, skal du først igennem en længere procedure. Hvad hedder du? Hvor bor du? Hvordan har du tænkt dig at betale dine behandlinger? Har du forsikring? Er du rig? (for det skal du være hvis du skal have råd til at betale regningen!) eller er du parat til at være i gæld for en hospitalsregning resten af livet? Hvor syg er du? Helt grotesk, hvis du spørger mig. I Danmark viser du dit sygesikring og så er det kun din sygdom eller skade du skal bekymre dig om. Det gør kun ondt værre at skulle ligge i en hospitalsseng, at skulle bekymre sig mere om hvordan man skal betale end sit helbred.
Dette er netop en af grundene til at så mange mennesker bliver hjemløse i USA. De må gå fra hus og alt det de ejer, fordi de ikke kan betale regninger som disse.

Det er først rigtig gået op for mig nu, i en alder af 23 år at vi i Danmark, seriøst har det godt. Nu ved jeg der er en masse der tænker “Ja vågn op - det har vi da vidst længe!” Men det er ligesom om man nogle gange skal have banket det ind i nethinden for at det sidder fast og man faktisk lærer at sætte pris på det man har.


I can’t help but wonder - hvorfor forholder det sig sådan?

Vi har forskellige kulturer og dermed også forskellige værdier og normer.
I USA har de fleste et mindset der siger: det er alt eller intet. I Danmark stiller vi os tilfredse med det vi har. Vi sparer op til det vi ønsker os. Om det er en ny taske, drømmeferien, drømmebilen eller drømmehuset - så stiller det os en tilfredshed at kunne sætte os selv mål, vi ved er indenfor rækkevidde.
I USA er stort ikke stort nok - hvilket sommetider også kan inspirere mig, men dertil hører også store risici og det er ikke for alle. Og det skal det heller ikke være - vi skal være forskellige. Det er det som skaber et godt samfund. Vi kan ikke alle være millionær, på samme måde vi ikke allesammen kan være sygeplejerske. Men vi har brug for dem begge.

Men hvorfor har vi så forskellige kulturer?
USA er befolket af udvandrere fra hele verden. En nation bygget af nybyggere. Mennesker, der satte alt på spil også deres liv, for at opnå deres drøm om frihed og velstand. Kun de stærkeste klarede det. Det er deres historie og det der har skabt det værdisæt som stadig er alt for dominerende i USA.
Danmarks værdisæt er opstået gennem en lang historie med undertrykkelse af folket gennem konger og adel. Folket måtte igennem over 100 års frihedskamp for at opnå frihed og rettigheder, som ellers var forbeholdt de rige. Deraf opstod ønsket om lige rettigheder til alle, solidaritet og fællesskab.


Så på trods af en tur i åben cabriolet langs Pacific Coast Ocean, mellem palmetræer, altid vil lyde tiltalende, så er det ingenting i forhold til det vi har i Danmark. Vi er et lille land og vi passer på hinanden. Vi har gratis uddannelse og sygeforsikring - vi behøver ikke bekymre os om at ende på gaden.

Vi har ikke store mansions lige ved siden af folk der bor i telte på gaden. Vi har noget midt imellem, hvilket jeg synes er en ret god balance. Vi er ikke perfekte, men vi har bedre forudsætninger end det meste af resten af verden og det skal vi huske at værdsætte og udnytte.

Det er med stolthed i stemmen og et glimt af nationalfølelse, når jeg fortæller folk, at jeg er fra Danmark - verdens lykkeligste land. Og det skal vi blive ved med at være!

Likes

Comments

  • Instagram
  • Blogkeen
  • Nouw