Godaften alle jer derude.

I dag vil jeg fortælle lidt om mig, selvom jeg er anonym.

Jeg er vokset op med den bedste og kærligste familie, og massere af venner.
Men alting skulle ikke være nemt for mig.

Jeg har altid elsket, at gå i skole, men tingene blev forandret da jeg kom i 3-4 klasse.
Jeg blev mobbet, og allerede som11-12 år havde jeg tanker som i nok kan forestille, hvad de handler om.
Jeg fortalte mine forældre om problemerne, men ikke hvad jeg tænkte på.
Jeg har altid holdt tingene inde, hvad angår hvordan jeg har det og hvad jeg føler.
Jeg er ikke den der taler om mine følelser med andre, kun hvis folk virkelig kan se på mig, at den her er helt gal.

Jeg fandt en anden skole, da mobningen var kommer for vidt.
Folk var flinke, og behandlede mig som jeg behandlede dem. Jeg fandt hurtigt venner der.
Tiden gik, og med tiden blev klassen mere og mere noget rod.
Alle gik og talte om hinanden, og blev venner og uvenner hele tiden.
Der var tit konflikter, og meget drama.
Jeg havde alligevel mange rigtig gode veninder.. Men så skulle vi jo skilles efter 9’ende, og her mistede jeg faktisk alle mine veninder...
Jeg blev alene og ensom.

God aften.:)

Likes

Comments

Hej alle jer derude.

Jeg har overvejet i lidt tid nu,at jeg måske skulle komme ud med mine tanker og mine følelser på denne her måde.

Jeg er anonym, da jeg jeg jo ikke ved hvem der læser det, og fordi at jeg er bange for, at blive dømt.

Jeg er en "lady", som har været meget igennem sit liv, selvfølgelig er jeg ikke den eneste som har det, men man kan sagtens sidde på sidelinjen og sige " du har da et godt liv, og stop med at brokke dig", når du egentligt ikke ved, hvordan JEG har det.

Mange tror, at jeg er hende med alle veninderne, som altid er i godt humør og smiler altid. Men måske ser jeg sådan ud? Men det er jo ikke sådan jeg har det, og er.

Bedste tanker fra the "smileyface".

Likes

Comments